Uagtet der kan være et og andet at indvende imod hr. Jensens fortælling om madam Larsens kurmetode, uegennyttighed osv. så vil anmelderen dog forbigå denne del af stykket. Hvad han derimod ikke kan tie til, er hans udladning om at min fortælling er "usandhed og nonsens".
Det er nemlig ved de omtalte forhør tilstrækkelig oplyst at sagen forholder sig som berettet af mig, såvel med hensyn til den omhandlede ildløs som til den voldsomme adfærd den 70-årige kone måtte udstå af vagten. Ligeledes er gerningsmanden ved den afsagte dom, anset med en ikke ubetydelig straf, samt forpligtet til at betale badskærerløn. Hr. Jensen vil heraf blive overbevist om at han farer med snak. Og jeg må herved lægge ham på hjerte at forskaffe sig bedre underretning en anden gang. For at forsvare uret er omtrent lige så umoralsk som at begå uret.
Til slut vil man anbefale madam Larsen mere varsomhed med ild og lys. For hverken naboer, genboer eller det offentlige kan være tjent med at forskrækkes af den ild hun tillader frit råderum. Hvad enten samme så rejser sig fra hendes skorsten eller fra hendes tobakspibe.
(Politivennen nr. 572. Løverdagen den 16de december 1826, s. 830-831)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar