Da anmelderen sammen med en god ven sidste søndag aften omtrent klokken halv elleve ville ledsage en af deres bekendte der havde været på besøg hos dem, ud til hans hjem på Østerbro, mødte vi i Adelgade straks ved Nyboders vagt en anden af vores bekendte der fulgte med et velklædt fruentimmer. I forbigående bød vi god aften, og nævnte ham ved navn, idet vi med raske skridt fortsatte vores vej. Men i mørket genkendte personen ikke nogen af os, og var overbevist om at det var nogen der ville lave løjer med ham. Han standsede og spurgte: Hvad er I for nogle lapse? og ville vende tilbage for at tage fat på os. Da fruentimmeret som fulgte med ham holdt fast på ham i den tanke at forebygge klammeri, tabte han sin hat og blev ved at arbejde sig løs fra hende noget højrøstet. Dette bevægede vagten som stod i nærheden, til at nærme sig og at anholde nævnte person sammen med fruentimmeret.
"Vi mødte i Adelgade straks ved Nyboders vagt en anden af vores bekendte der
fulgte med et velklædt fruentimmer. I forbigående bød vi god aften, og
nævnte ham ved navn, idet vi med raske skridt fortsatte vores vej." (Nyboders vagt i Gammelvagt 6, dengang Adelgade. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2020).
Vi som var blevet stående noget derfra, nærmede os nu for at give fornøden oplysning og kom ligeledes ind i vagtstuen. Her genkendte personen os alle tre som sine venner, og vi fortalte nu underofficeren hvad der var sket i det håb at blive frigivet. Men man lod os vide at vi ikke kunne slippe løs før fuldmægtigen kom og havde rapporteret det passerede til kommandanten som var til bal. Vi måtte da bære vores kors med tålmodighed og finde os i vores skæbne. Men da klokken blev 2 og endnu ingen fuldmægtig kom og det faldt os ubehageligt at opholde os i en vagtstue hvor vi besværedes af hede og tobaksrøg og fik en oppasser i hælene hver gang vi ønskede at gå ud i gården for at drage frisk luft, bad vi om at blive ført til hovedvagten eller til politidirektøren som vi håbede ville løslade os når vi godtgjorde at vi var borgere i staden og intet ondt havde gjort. Men denne vores bøn blev afslået. Vi måtte derfor holde kuren ud til kl. 5 da en meldte at fuldmægtig hr. Skou var kommet hjem. Nu troede vi at vores forløsningstime var slået. Men hr. fuldmægtigen los os vente til kl. 8. Så kom han endelig blev underrettet om det passerede og skrev en rapport, hvormed han gik til kommandanten. Vi måtte dog derpå endnu vente i arresten til klokken halvti da hr. fuldmægtigen kom og forkyndte os at vi nu kunne gå.
Anmelderen tvivler ikke på at enhver af de underordnede ved denne vagt jo har efterkommet den instruks de har fået. Men da han tilligemed sit følge fandt det meget ubehageligt uden at have begået nogen brøde at tilbringe en hel nat i en vagtstue og først langt op på dagen i flere menneskers påsyn at forlade den som arrestant, så kan han ikke undlade at fremsætte det ønske til højere ansvarlige om det ikke måtte tillades den eller dem der af en misforståelse eller for en ubetydeligheds skyld bliver anholdt i Nyboders vagt at blive ført til politikammeret hvor sagen øjeblikkelig undersøges, eller arresten dog i alt fald ophører tidligt om morgenen.
(Politivennen nr. 420. Løverdagen den 17de Januar 1824, s. 6791-6794)
Vi som var blevet stående noget derfra, nærmede os nu for at give fornøden oplysning og kom ligeledes ind i vagtstuen. Her genkendte personen os alle tre som sine venner, og vi fortalte nu underofficeren hvad der var sket i det håb at blive frigivet. Men man lod os vide at vi ikke kunne slippe løs før fuldmægtigen kom og havde rapporteret det passerede til kommandanten som var til bal. Vi måtte da bære vores kors med tålmodighed og finde os i vores skæbne. Men da klokken blev 2 og endnu ingen fuldmægtig kom og det faldt os ubehageligt at opholde os i en vagtstue hvor vi besværedes af hede og tobaksrøg og fik en oppasser i hælene hver gang vi ønskede at gå ud i gården for at drage frisk luft, bad vi om at blive ført til hovedvagten eller til politidirektøren som vi håbede ville løslade os når vi godtgjorde at vi var borgere i staden og intet ondt havde gjort. Men denne vores bøn blev afslået. Vi måtte derfor holde kuren ud til kl. 5 da en meldte at fuldmægtig hr. Skou var kommet hjem. Nu troede vi at vores forløsningstime var slået. Men hr. fuldmægtigen los os vente til kl. 8. Så kom han endelig blev underrettet om det passerede og skrev en rapport, hvormed han gik til kommandanten. Vi måtte dog derpå endnu vente i arresten til klokken halvti da hr. fuldmægtigen kom og forkyndte os at vi nu kunne gå.
Anmelderen tvivler ikke på at enhver af de underordnede ved denne vagt jo har efterkommet den instruks de har fået. Men da han tilligemed sit følge fandt det meget ubehageligt uden at have begået nogen brøde at tilbringe en hel nat i en vagtstue og først langt op på dagen i flere menneskers påsyn at forlade den som arrestant, så kan han ikke undlade at fremsætte det ønske til højere ansvarlige om det ikke måtte tillades den eller dem der af en misforståelse eller for en ubetydeligheds skyld bliver anholdt i Nyboders vagt at blive ført til politikammeret hvor sagen øjeblikkelig undersøges, eller arresten dog i alt fald ophører tidligt om morgenen.
(Politivennen nr. 420. Løverdagen den 17de Januar 1824, s. 6791-6794)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar