Pastor Clausen i Horsens, den samme Højærværdighed, som i sin Tid figurerede i "Socialisten", fordi han havde reddet en Jødedreng i Fredericia, opfordres herved til, (saafremt det er hans oprigtige Mening at ville bortmane det forfærdelige Spøgelse, som i daglig Tale kaldes Socialismen), at give Møde i Lokalet Dannebrog, naar der indvarsles til Diskussion, da jeg finder, at der er det paa sin rette Plads, som han forleden udkrammede ved Skrædersvend Lindes Begravelse. Ethvert Menneske (lige meget hvilke politiske Anskuelser han har) maa dog indrømme, at det grænser nær til Skandale, naar Politik bliver praktiseret ind i en Ligtale, og derfor forlod da ogsaa en Del af Ligfølget Graven før Præsten var færdig med sit politiske Foredrag. Jeg ser mig desværre ikke i Stand til at referere for Bladets Læsere hele den Bunke Galde, som af Hr. Clausen blev udspyet imod de stakkels Socialister, fordi jeg tilligemed mine Meningsfæller forlod Graven i Utide. Men jeg haaber, at Hr. Clausen ikke undslaaer sig ved efter denne venlige indbydelse at give Møde til rette Tid og paa rette Sted, hvor det i det Mindste er tilladt de utaknemlige Arbejdere (som gør Fordring paa Mere end den aandelige Føde, som Sortekjolerne til Enhver Tid beraaber sig paa er tilstrækkelig for en Arbejdermave) at forsvare deres Anskuelser, og skal da Alt, hvad den ærede Præstemand har at fortælle ved et saadant Arbejdermøde blive serveret for Bladets Læsere af En enfoldig Arbejder.
(Social-Demokraten 29. december 1875).
Skrædersvend Carl Frederik Linde, Horsens (svensk født) var først savnet og senere fundet fastfrossen i isen i fjorden med et par hundrede kroner i guld. Han formentes at være omkommet ved et ulykkestilfælde.døde ved et ulykkestilfælde kort før jul 1875.
Måske er der tale om Johannes Clausen (1830-1905). Han var andenlærer ved Jonstrup Seminarium 1857, dr.phil. 1861, 1863 sognepræst ved Trinitatis Kirke i Fredericia samt Vejlby, 1872 sognepræst i Horsens og var 1884-september 1905 biskop over Århus Stift. Han grundlagt et sømandshjem i Aarhus, børnehjem og menighedshus i Horsens.
Lidt om Ligtaler.
Hr. Redaktør! I deres ærede Blad af 29de Decbr. f. A. har "en enfoldig Arbejder" i Horsens med Rette anket over, at de saakaldte Ligtaler benyttes af Præsterne til hadefulde Udfald mod politiske Modstandere, idet han anfører det ved en Ligbegængelse i nævnte By for nylig forefaldne skandaløse Optrin, ved hvilket den noksom bekendte Præst og Fanatiker Johannes Clausen - Frimodts værdige Svoger - fandt Lejlighed til at udøse sin Galde over Socialisterne i Almindelighed, og den døde Skræddersvend i Særdeleshed. Endskønt denne Hr. Clausens Tilbøjelighed til saaledes under "Ornatets- og Helligheds- og Ukrænkeligheds" Mærke at holde Dom over Levende og Døde, er af ældre Datum end vor nuværende Arbejderbevægelse og endog en Gang har indbragt ham en offenlig Paamindelse om, at "Danske Lov" forbyder Præsterne at "skælde de Døde", saa bliver det dog forstaaeligt, at Socialismen kan have udviklet hin Tilbøjelighed hos den irritable Præst i en meget betydelig Grad, eftersom der næppe findes Nogen, der har mere vidtgaaende Begreber om Præsternes Ufejlbarlighed i Følge deres guddommelige Inspiration, end netop Hr. Clausen. Alene paa Grund heraf vilde Hr. Clausens Opfattelse af sin Stilling ikke blive rokket det Mindste, selv om han gav Møde for "Tribunalet" efter "den enfoldige Arbejders" Stævning. Men Hr. Clausen møder ikke for at godtgøre sin Berettigelse til sin Indgriben i Guddommens "Prærogativ", ti han er ingen modig Mand, og han mangler Sandhedens bevisende Kraft. Hr. Clausen havde i 1864 Mod til i "Dagbl." at skrive en det mest glødende Tyskerhad aandende Artikel, der oven i Købet var alt Andet end overensstemmende med de faktiske Forhold, men da han af en anden for Forfatterskabet mistænkt Mand blev tvungen til for den tyske Kommandant i Frederits, Grev Auersperg, at angive sig som Forfatteren, da var Hr. Clausens Heltemod forsvundet, da tryglede han, for at undgaa en Tur til Spandau, og luskede bort som en vaad Hund, efter at have modtaget en enorm Masse Grovheder og et Løvte om en Straffe-Indkvartering, som han ogsaa fik. Hr. Clausen havde Mod, eller rettere Dumdristighed, nok til paa offenlig Gade at titulere en Trup østerrigske Soldater med de gemeneste Skældsord, men da Bajonnetterne kom i Bevægelse, da det viste sig, at hans "hellige Embede" ikke ydede ham det rimeligvis forventede Værn, da blev Hr. Pastoren atter "som Barn igen", og kun en Borgers Mod og Konduite frelste hans Liv. Ja, Hr. Clausen har ganske sikkert Mod til under sin Embedsgerning at tilsikre os Socialister alle Helvedes Kvaler, men han har lige saa sikkert ikke Mod til at forsvare og bevise sine Paastande for det rette Forum: en virkelig Arbejderforsamling, ti hans Velærværdighed er fejg, meget fejg.
Det skal nu imidlertid villig indrømmes, at Hr. Pastor Clausen maaske ikke er saa stort værre end de Fleste af hans Kaldsfæller, ti det synes jo næmlig, at de Herrer Præster i den her omhandlede Retning hverken respekterer den guddommelige eller menneskelige Lov. Den Første byder dem at bede for Alle, endog for deres Fjender og Forfølgere; den Sidste befaler dem ligefrem Undladelsen af al Kritik, hvorledes denne end saa maatte være, men dette forhindrer desuagtet ikke Præsterne fra at give deres af Had fyldte Hjærte Luft paa en saa "forargelig Maade", som det vel tænkes kan.
Var det under vore nuværende Forhold ikke det Rigtigste aldeles at renoncere paa Præsternes Velsignelser og Forbandelser? Der er dog vel næppe Nogen, der drister sig til at paastaa, at Præstens Ros eller Dadel har nogen som helst Indflydelse paa Salighedsprincipet; men er det saa, hvad ethvert fornuftigt Menneske maa indrømme, at "Ligtalen" er aldeles betydningsløs for den Afdøde, bliver den altsaa ingen Nødvendighed, men kun en Følge af "Skik og Brug". Naar imidlertid en Skik misbruges paa en saa infam Maade, som her er Tilfældet, naar den i levende Live forhaanede og undertrykte Proletar endog skal forhaanes i sin Grav, og naar Venner og Frænder af den Afdøde skal døje den Tort at høre sig selv og sine henfarne Kære mishandlet paa det Skændigste af et Individ, hvis hele Kompetence til en saa uforskammet Adfærd kun ligger i hans sorte Kittel - var det da monstro ikke rettest og overensstemmende med Tidsaandens Tankesæt, at det danske Proletariat kastede slig forældet Skik over Bord som et raaddent Samfunds raadne Frugt, og det turde dog vistnok være paa Tiden, at den friere Tænknings Teorier overførtes i Praksis gennem en virkelig Emancipation fra "Sortkjolernes" fordærvelige Indflydelse. Derfor, Venner og Meningsfæller! Lad de hykleriske Præster løfte deres Hyklere til Himmels eller lad dem sænke dem til Hel, ligesom de lyster, men lad aldrig nogen "Sortkjole" ved sine vanvittige Udgydelser besmitte nogen Proletars Minde, eller berede dennes Frænder en unødvendig Sorg. Lad den saakaldte borgerlige Begravelsesmaade vinde Indgang, og Venskabsfølelser vil da tolke Hjærtets Trang og virke anderledes aandsløftende end Præstens meningsløse og ondskabsfulde Snak.
Idet jeg henstiller dette til ærede Meningsfællers og Deres Overvejelse, Herr Redaktør, tegner jeg med særdeles Agtelse
(Social-Demokraten 7. januar 1876).
Indsendt fra Horsens.
I Slutningen af del gamle Aar blev der af Politimesteren (som ogsaa er Formand i Byraadet) indgivet et Forslag til Byraadet, om, at det var nødvendig, at Kommunen opførte en Fribolig til Sognepræsten, som kun vilde koste ca. 10,000 Kr. en Sum der efter hans Formening var for lntet at regne, imod kun Fordel som Menigheden kunde vente ved at binde e saa ædel Sjælesorger til Byen som Pastor Klausen, for saadan en Mand bør der gøres Noget, i modsat Fald resikerer vi en skøn Dag naar der er et bedre Kald ivente, at han tager Rejsaus, og hvor kan vi vente at faa en værdig Efterfølger, naar Byen ikke foruden den store Gage, som Præsten er Indehaver af, tillige vil offre en Bygning paa Præsteskabets Alter. Saaledes lød omtrent Forslagsstillerens Motivering. Men til Ære for Byraadet var der kun 2 Medlemmer der støttede Forslaget, nemlig Etatsraad Holst og Grosserer Vinding. Den førstnævnte kan man ikke regne, efter som han har opnaaet den Alder (nemlig 81 Aar) hvor man i Reglen gør sig gode Venner med Sortekjolerne, og tager det ikke saa nøje med Udgifterne, da det er de Efterlevende som skal betale Gildet. Hr. Vinding forekom det mig, var lidt uheldig i sine Udtalelser; i sin Ilterhed (jeg maa tillade mig at bemærke, den gode Mand er meget vredladen), gjorde han de ærede Modstandere af Forslaget opmærksom paa at der i hele Byen ikke findes en passende Lejlighed til Sognepræsten, men det er dog en temmelig grov Fornærmelse for en By som Horsens, der med rette er bekendt for en de smukkeste Provinsbyer her i Landet, og er forsynet med saadanne komfortable Bygninger, der nok kan findes værdig til at beboes af Pastor Klausen og Efterfølgere. Skal vi være enige derom saa lad os fortsætte med en lille "Tiggerhistorie" som i disse Dage foregaar her i Byen. En Ritmesterinde B. J. .... har sandsynligvis funden at der maatte gøres noget for den ærede Præstemand, da Forslaget med Friboligen fik en saa ynkelig Medfart i Byraadet, og har derfor i egen høje Person nedladt sig til at gaa omkling i Byen og tigge en Skærv, hvorfor der skal købes et Tæppe, der skal overrækkes Hs. Ærværdighed som Present paa hans Fødselsdag der nok indtræffer en af de nærmeste Dage. Hvorvidt den danske Lov hjæmler et saadant Tiggeri, er mig ubekendt, men det ved, jeg med Sikkerhed, at er der en fattig Enke, som tigger om Brød til at stille sine Børns Hunger med, da bliver Loven bragt i Anvendelse, og Forseelsen straffet med Fængsel paa kortere og længere Tid, efter som Øvrigheden finder for godt. Det er nu ikke min Mening at Ritmesterinden skal straffes paa den Maade, for den var temmelig grov for en saadan fin Dame, men jeg vil tillade mig at foreslaa, at de Penge; som allerede er indsamlet ved Tiggeri til et Tæppe til Pastor Klausen, bliver anvendte til Brød til de mange Ulykkelige, som mangler det Nødvendigste til Livets Ophold, og lad Præsten selv købe sig et Tæppe saafremt han trænger til et saadant; det tror jeg ogsaa nok er Pastor Klausens Mening? om jeg kender ham ret.
Endnu inden jeg for denne Gang nedlægger Pennen, vil jeg gøre Bladets Læsere opmærksom paa, at ved sidste Byraadsvalg her i Byen, gjorde Højrepartiet totalt Fjasko; af 8 Byraadsmedlemmer blev der valgt 6 af Venstrepartiet, og det er dog et temmelig godt Resultat. Ved næste Byraadsvalg haaber jeg at Arbejderpartiet bliver repræsenteret i Byens vise Raad, og sker det, maa de indrømme, Hr. Redaktør, at Spaadomsevnen ikke er saa daarlig hos
En enfoldig Arbejder.
(Social-Demokraten 23. januar 1876).
Fra Horsens. Naar det regner paa Præsten, maa det (for ikke at gøre det gamle Ordsprog til Skamme) dryppe paa Degnen. Pastor Clausen er nu adskillige Gange bleven taget grundig under Behandling, og har altsaa faaet, hvad der tilkommer Præsten; nu kommer Dryppet, det er altsaa Degnens Tur. Jeg skal tage saa lemfældigt paa ham som muligt, eftersom han jo kun kan betragtes som Præstens Bagmand ved højtidelige Lejligheder.
Ved Søren Vinthers Begravelse her i Byen i næstforrige Uge blev det af Enken, særlig for Familiens Skyld, som mest bestaar af Landboere, bestemt at bestille Klokkeringning (som nu en Gang er en Uskik for dem, der ved en Begravelse i Provinserne har mer end til Kisten), som naturligvis betaltes forud til Degnen, der ogsaa fungerer som Klokker. Men her fik man at se, at Hr. Olesen (det er Degnens Navn) som underordnet Kirkebetjent har lært at klassificere Folk; der kom ikke saa meget som en lille bitte Tone ud af Kirkeklokkerne, endskønt de, som foranført, var betalte. Som Følge deraf indsneg der sig den Tanke i Ligfølget: det maa nok være, fordi det er en simpel Mand der skal begraves, at Degnen har glemt sin Pligt. I den Tro henvendte en af Familien sig til ham paa Kirkegaarden og bad om Underretning, af hvilken Grund der ikke blev ringet med Klokkerne. Først paastod den gode Mand, at Klokkerne ringede, men det blev dog Følget for grov. og der fremkom da fra Degnen den mest indholdsløse Undskyldning jeg i mine Dage har hørt. Hele Skylden blev kastet over paa en fattig Arbejdsmand, som for en lurvet Betaling besørger Klokkeringningen. Degnens Undskyldning lød saaledes: Den Mand, som er ansat ved Klokkeringningen, har mulig glemt det, som slet ikke er saa forunderligt, efter som han ikke altid er rigtig paa dette Sted, og saa pegede Degnen paa sin egen Pande. Altsaa er det nu kommet saa vidt med Kirken i Horsens, at den bruger som Betjente Folk, der ikke er "rigtige", alt naturligvis for at spare, endskønt Kirken er meget rig. Det var nu slet ikke min Mening at tage Degnen under Behandling, naar han ikke paa saa ynkelig en Maade havde, for at redde Sølvtøjet, kastet Snavs paa den omtalte Arbejdsmand, der nu naturligvis skulde dække hans egen Forsømmelighed. Hr. Pastor Clausen maa jeg derimod indrømme, har været mere moderat i sine Udtalelser mod de væmmelige Socialister, siden jeg tog ham under Behandling.
En enfoldig Arbejder.
(Social-Demokraten 26. februar 1876).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar