Som man af Meddelelser her i Bladet vil have set er der den 9de ds. udbrudt en Strejke blandt Væverne paa Crome & Goldschmidts Fabriker ved Horsens. Vævernes Antal andrager, saa vidt det er kommet til vor Kundskab, 80, men Arbejdsstansningen omfatter alligevel et større Tal ca. 100, da flere andre Arbejdere paa Fabriken ved Vævernes Arbejdsnedlæggelse ere bleven ledige. Hele Spørgsmaalet drejer sig om en Fordring fra Arbejdernes Side paa 1/5 Øre pr. Alen Bomuldstøj, der i Handelen koster 50 Øre. Et Stykke Bomuldstøj udgør 50 Alen, og den hele Forhøjelse er altsaa kun 10 Øre pr. Stykke. Ugenlig vil den Forhøjelse ialt udgøre for hver Arbejder ca. 60 Øre; Enhver vil vist indrømme at det ikke er nogen gavmundet Fordring. Endnu mere vil det Berettigede i Arbejdernes Fordring ligge klart, naar det tages i Betænkning, at Lønningerne i 1877 udgjorde 2 Kr. 17 Øre pr. Stk.; men siden da er Lønnen flere Gange sat ned, saaledes at den nu kun udgjorde 1 Kr. 75 Øre pr. Stykke. Der er altsaa fra Fabrikanternes Side sket en Nedsættelse i de sidste 4 Aar paa ialt 42 Øre pr. Stk.; ved Arbejdernes Fordring nu om 10 Ore vil altsaa Reduktionens Størrelse dog være 32 Øre, eller med andre Ord, Arbejdernes Krav naaer end ikke 1/4 af, hvad Fabrikanterne har reduceret. Fremdeles maa erindres, at Arbejderne som Følge af det bedre udleverede Materiale tidligere kunde levere 8 Stk. Bomuldstøj færdigt om Ugen, medens det daarligere Materiale nu kun tillader Forfærdigelsen af 6 Stykker. Disse seks Stykker Tøj giver følgelig en Arbejder i Bæverfaget en ugenlig Løn af kun 10 Kr. 50 Øre, og saaledes er det: Vævernes Arbejdsløn andrager for Tiden gennemsnitlig kun 10-12 Kr. ugenlig.
At det er umuligt for en Familje at komme ud af det med en saa ussel Fortjeneste vil sikkert Alle indrømme, men dermed vil Alle ogsaa forstaa, at der maa foretages Skridt for at hjælpe denne Klasse i Samfundet ud af dens forfærdeligt forpinte Kaar. Man maa opspore, hvor Grunden ligger til disse skrækkelige Forhold og søge at stoppe Kilden til Elendigheden. Kan Fabrikanterne ikke give højere Løn, hvad er da Grunden til, at de ikke kan det? Bomuldstøj er jo en Bare, som alle Mennesker bruger, følgelig skulde man tro, at respektable Priser kunde opnaaes for Arbejdet.
Det er os sagt, at Fabrikanterne i det Hele taget ikke kunde gøre ved, at Arbejdslønnen i Væverfaget er saa trykket, som den er. Grunden til de Herskende Tilstande er, at Tugthusene i stedse stigende Omfang optræder som Producenter navnlig i Væverfaget. Tugthusfangerne modtager for ca. 12 Timers Arbejde daglig kun et Vederlag af ca. 35 Øre. Udgifterne ved Tugthusenes Administration, deres Vedligeholdelse og Fangernes Forplejning fordelte paa hver Fange andrager naturligvis en forholdsvis lille Sum. De Udgifter en fri Arbejder er underkastet er meget større, det ligger i Sagen selv, og er han nu gift og er Familjefader. Konkurrencen mellem en Tugthusfange og en fri Arbejder er absolut dennes Ruin. Tugthuset som Producent kan levere langt billigere Arbejde end saadant under sædvanlige Forhold kan faas. Fabrikanterne maa for at kunne konkurrere med Tugthusene søge at faa deres Indkøbspriser trykkede saa dybt ned, at de kommer i Niveau med Tugthusenes, og Arbejdslønnen er da den Part, som lider mest. Prisen paa Raastofferrne er ens for Tugthusene og de frie Fabrikanter, ti den bestemmes paa det store Verdensmarked, men Arbejdslønnen er væsenlig bestemt af de lokale Forhold. Er der mange Arbejdere, vil Arbejdslønnen synke, og ved Tugthus-Industrien indtræder da det Forhold, at hvis der kommer mange i Tugthuset af samme Fag, vil Lønningerne i dette Fag i samme Forhold gaa ned. Men i samme Grad Lønningerne synke, tiltager Forbrydelserne, og Tugthusene fyldes, altsaa Tugthus-Industrien medvirker til, at Forbrydelsernes Antal vokser, netop lige det modsatte af, hvad Tugthusene skulde tilstræbe.
Her i Landet gives omtrent 2000 frie Personer, som ernærer sig ved Væverprofessionen; i Tugthusene er det os opgivet at skulle være beskæftiget for Horsens Tugthus's Vedkommende alene 300 Fanger, altsaa vel i samtlige Straffeanstalter c. 500 Fanger. For hvert Hundrede dette Antal vokser, vil det være Tugthusene muligt at levere billigere Arbejde efter den gamle Regel, at det er forholdsvis billigere at producere med 1000 Arbejdere end med 500, og i samme Trinfølge vil de frie Arbejderes Lønninger blive reduceret, og Fabrikanternes Vilkaar trykkes, indtil Faget er blevet fuldstændigt ruineret, og gaaet over til at blive en blot og bar Branche for Tugthusene, saaledes som det alt er gaaet med enkelte Fag i Udlandet.
Det er paa høje Tid, at der af Interessenterne i Faget, saavel Fabrikanter som Arbejdere, foretages Skridt for at standse den begyndte Udvikling, ti at en saadan foregaar med stigende Fart viser jo Lønningssatserne for 1877 og den stadige Reduktion til det nuværende Trin. Det vilde være heldigt, om Fagets Interessenter paa et fælles Møde og gennem et Udvalg formulerede en bestemt Udtalelse mod Tugthuskonkurrencen og senere lod denne Udtalelse som Adresse, forsynet med Underskrifter af Fagets Medlemmer, indgaa til Folketinget; et Afhjælp af Ondet vilde da muligvis findes.
(Social-Demokraten 20. april 1881)
Tugthus Konkurrencen.
Under denne Overskrift er der her i Bladet den 20de d. M. skrevet en Artikel, hvori der belyses nogle af de mange i Mørket skjulte Lænker, som det nok var Umagen værd at tage i Øjesyn; jeg vilde derfor bede Dem Hr. Redaktør om ikke at vrage min lille Skærv.
Naar man tager i Betænkning, af hvor mange og haarde Lænker en fri Arbejder trykkes, og hvilken Kamp han daglig maa føre Aar efter Aar for at holde fast paa den simple Smule Frihed, der igennem Lovgivningen er ham tilstaaet, saa kan det dog umuligt andet end martre og pine ham i højeste Grad, naar han ser, at en af de Lænker, der trykker allerhaardest, og som i højeste Grad hindrer ham i at komme frem, bliver lagt ham om Benet af Institutioner, som sorterer under Statsstyrelsen, og som søger Støtte i Bevillingsmyndigheden hos Rigsdagen, medens det netop var ved denne sidste, Arbejderne: burde kunne søge sin Ret og finde Bestyrtelse.
Lad os engang kastet Blikket ind i Tugthusene og se, paa hvilken Maade man beskæftiger Fangerne, og vi vil ganske sikkert komme til en erkendelse af, at Arbejderens, den frie Arbejders, Sag staar paa svage Fødder, naar han skal optage Kampen med Straffefanger som Konkurrenter, og at han maa bukke under i denne Kamp.
Det er en Selvfølge at den mindre Fabrikant eller Mester umulig kan taale en Konkurrence som den, der bydes ham af Tugthusene, hvortil Staten svarer Tilskud og som en Følge deraf kan levere deres Varer næsten til Materialets Værdi, uden at der skal udredes Arbejdsløn, thi den Arbejdsløn de Fabrikanter, der beskæftiger Tugthusfanger, udreder, er saa forbavsende lille, saa den maa forbløffe enhver.
Jeg kunde ønske at vide, hvad der har bevæget vor høje Rigsdag til at nedsætte det Vederlag, som Aktieselskabet Crome & Goldschmidt for hver Fange maa erlægge. Kan da en Fange, der er i Besiddelse af sin fulde Arbejdskraft, ikke lige saa godt som en fri Arbejder fortjene sin Føde, jeg kan ikke andet end tro det; men er man bleven enig om den Ting, maa det da ikke dobbelt undre os, al Staten lader ovennævnte Firma bruge Fangernes Arbejdskraft for et saa ringe Vederlag, istedenfor at lade Firmaet betale saa meget, at Fangerne kan leve derfor, og saa hellere spare lidt paa Statstilskudet. Som det er, er Tugthuskonkurrencen skæbnesvanger for enhver, der skal kæmpe rmod den, og hvem kommer til at føle Trykket haardest, det er uden Tvivl deri frie Arbejder, der ikke har andre Indtægter end sit Arbejde; thi naar en Mester ikke kan konkurrere med andre, hvad er da det første han gør? det er at trække af Lønnen, og Arbejderen maa finde sig deri, thi han kan ikke leve uden Arbejde, og saa maa Arbejderen dog gennem indirekte Skatter give sin Skærv med til at føde Fangerne, tiltrods for at han daarlig kan føde sig selv.
Er det sørgeligt at tænke paa, at den frie Arbejder maa gaa og trygle om Arbejde fra Mester til Mester og oste saa den Besked, at de ikke kan faa Bestillinger, da de ikke kan levere del til den Pris som Tugthusene. Er imidlertid En saa heldig at han kommer i Arbejde, er det som oftest ved noget, hvorved selv den flittigste Arbjeder ikke kan tjene Føden til en Familje, men maa søge Hjælp ved Kommunen, hvor han da i Bytte for sin Valgret faar et Par Kroner eller maaske blot et Rugbrød. Maa en slig ublu Betaling for at blive mættet ikke fylde en Arbejder med Harme og maa det ikke kaste en Skygge paa det Bestaaende, at en stræbsom hæderlig Mand maa søge denne Udvej for at leve.
Derfor vil jeg slutte mig til den Opfordring, der i "Social-Demokraten" af 20 ds. rettes til alle i Væverfaget Interesserede, om at protestere imod denne Fremgangsmaade mod Landets frie Mænd; lad os Alle, Mestre som Svende, mødes og vedtage en Protest og som Adresse sende den Landet rundt til Underskrift af samtlige Interesserede i Væverfaget; ti det er paa høje Tid, hvis vi vil frelse os selv fra at gaa tilgrunde i Konkurrences Svælg.
(Social-Demokraten 27. april 1881).
En af de fanger som kan have arbejdet i fængslet, kan være Ludvig Peter Kjøge som er omtalt andetsteds på denne blog.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar