Arveprinsesse Caroline boede i 18 år alene i et stort hus i Bredgade. Fire af hendes søskende var døde som spæde. Selv blev hun 88 år. De sidste 18 år tilbragte hun stort set på Bredgade og Amalienborg. Med undtagelse når hun en gang imellem besøgte svigerinden, enkedronning Caroline Amalie på Sorgenfri, eller var til middag hos Christian 9. på Fredensborg. Kongen skal have sagt til hende: "Naturen må have taget fejl af dig. Du var bestemt til at være mand og ikke kvinde." Og hentydede dermed til hendes ydre. Hun døde 31. marts 1881. 3 uger efter enkedronning Caroline Amalie døde. Hendes sarkofag står i Roskilde Domkirke ved siden af arveprins Ferdinands. Bisættelsen skete 13. april 1881. (Bo Bramsen: Ferdinand og Caroline. Politiken 1969)
Uorden fra oven og fra neden.
Saa blev da Prinsesse Caroline kørt ud af Byen i Tirsdags Aftes, og dermed har saaledes tre kongelige Festligheder faaet deres Afslutning; først bisattes den gamle Enkedronning, saa kom Kongens Fødselsdag, og nu endelig er den tredje Begivenhed overstaaet.
Hvorledes det gik under den første ligkørsel er Alle i frisk Minde. De hyperciviliserede Organer "Dagbladet" og "de Ferslewske" vare yderst forbitrede over, at Enkedronningens Lig blev ført udenom Byen, ad Jagtvejen osv.; man gav Politidirektøren en Snært for hans illoyale Optræden, det var en Skandale med denne Køren uden om, Københavns Borgere havde Krav paa at bevidne deres Loyalitet overfor Kongehuset ved at se hin Rustvogn med Husarerne om rumle afsted. Politidirektøren, der ved, at han siden Politiinspektor Hertzs Tid, ikke mere har det store Ry paa sig for at være et saa lyst og snildt Hoved, var imidlertid i det heldige Tilfælde, at Hofmarskallatet maatte bære Skylden for Fadæsen med denne Tur ad Jagtvejen. Hofmarskallatet paa sin Side optraadte derpaa med den største Sufficance erklærende, at det alene havde med den Slags Ting som Bisættelser etc. at gøre, og Crone havde ikke en Døjt der at lave, han var kun Politiets Chef i København, men Marskallatet var Hofmarskallatet.
Saa døde Arveprinsessen, og nu var der en velkommen Lejlighed for Ceremonielskabet til at byde Københavnerne, hvad der forglemtes ved Enkedronningens Begravelse, et ekstra Skue bestaaende i en Ligfærd midt gennem Byen. Københavnerne var paa Benene, de vilde vise den Loyalitet, de saa skændigt var blevet snydt for første Gang. Alle Gader var fulde af Mennesker, "Aftenposten"s Meddelelse om Ligtogets Vej var studeret ypperligt, der var ingen Løben hid og did med lange Roser. Men enhver Rose har sine Torne, og Loyaliteten viste da ogsaa sine i Tirsdags Aftes. De fleste Hovedstadsblade fortæller vel, at Alt gik saa roligt til; men "de Ferslewske" beretter om "Gadeuordener". Lad os aftrykke hvad "Nationaltidende" fortæller:
Da Toget med Arveprinsesse Karolines Ligvogn havde passeret Dronningens Tværgade under Publikums agtelsesfulde Tavshed, begyndte Pøbelen bagude at blive noget højrøstet; den fulgte forstærket fra Sidegaderne og stadig voksende, efter Toget og begyndte i Kronprinsessegade at pirre ved Faklerne. Fra uskadelig Kaadhed gik den snart over til fuldstændig brutal Raahed. I Løb og under Piben og Skraalen trængte den de ordenlige Tilskuere til Side, puffende og trækkende i Begfaklerne. Gnister og brændende Tovstumper fløj rundt eller laa brændende paa Gaden; men værre blev det, da Sværmen naaede Gotersgade. Her stod der pakket en tæt Tilskuerskare paa det smalle, østlige Fortov, og uden mindste Hensyn til den væltede Pøbelen Faklerne over paa Tilskuerne. Af de Fakler, som stod opstillede langs Eksercerpladsens og Garder-Kasernens Terræn, blev et meget betydeligt Antal væltet. Langs Boulevarden var der dels bedre Plads, dels havde den rolige Del af Publikum Overvægten, saa at her i alt Fald medens Toget drog fordi, ikke forefaldt nogen Uorden. Paa Vesterbrogade blev Pøblen næsten ustyrlig, under Skraalen, Piben og Syngen - mest af socialistiske Viser - drog Pøbelmassen lige bag efter Eskorten, og først ved Amerikavej tog Politiet den fornuftige Beslutning at afspærre Gaden hvilket det lange forinden burde have gjort. Den københavnske Janhagel har altsaa i Aftes optraadt i sin fulde, modbydelige Raahed, og Politiet har desvære vist sig aldeles ude af Stand til at løse sin Del af Aftenens Opgave.
Man ser flere Ting af dette udførlige Referat. For det første at "Nationaltidendes" Referent har fulgt godt med Pøbelhoben lige som Føllet efter Hoppen; for det andet at Politidirektøren atter faar sig en Overhaling, og for det tredje at "Nationaltidende" bekender, at Loyaliteten just ikke er saa meget inderlig her i Kongens gamle København.
Vi skal slet ikke opholde os ved, at "Nationaltidendes" Referent var med i Pøbelhoben, eller at Politidirektøren faar en Schnautzer; med Hensyn til Politichefen ved Alle, at Takt just ikke er et videre Begreb paa hans Omraade, men det bliver bedst forstaaet, naar den slaas paa Folks Rygstykker. Kærnen i Optøjerne skal vi derimod se lidt nojere paa.
"Nationaltidende" viser Afsky "for Pøbelhoben", men hvis er Skylden, at en saadan eksisterer? Vi ser godt, at Skylden skal være vor, ti der staar nok saa perfid indskudt i "Nationaltidende": "mest af socialistiske Viser". Men vi skal erindre "Nationaltidende" om, at naar Socialdemokraterne herhjemme har optraadt selv i de største Masser, og der var Vished for, at de Tilstedeværende kun var Socialdemokrater, da har der aldrig været Optøjer. Paa Grundlovsdagene, naar en Procession af Socialdemokrater i saa lang Række, at det har taget mere end en Time at marschere forbi Frederik den Syvendes Statue, bevægede sig ud mod Banegaarden, har der aldrig fundet nogensomhelst Art Uorden Sted. Ved socialdemokratiske Sammenkomster, naar der ikke har været fremmede Elementer indblandede, har det aldrig været Politiet, der har haft Opmærksomhed med at passe paa Socialdemokraterne, men derimod disse, som har givet den største Agt paa, at ikke det ringeste skulde indtræffe, der kunde give Ordenshaandhæverne Lejlighed til at gøre Forstyrrelse. Vi ved ikke, hvad "de Ferslewske" forstaar ved det de kalder "socialistiske Viser", men vi vil blot spørge om, hvad det da var for Viser, Pøbelen afsang, da de Nationalliberale under Grevinde Danner Fejden og senere ved Dannevirkes Rømning kommanderede: Avancer! henholdsvis mod Kristiansborg og Amalienborg.
At der eksisterer Noget, der virkelig hedder Pøbel, indrømmer vi saa gerne, og vi skal endnu tilføje, at der eksisterer en Pøbel saavel for oven som for neden i Samfundet. Pøbelen for neden er den ubevidste Hob, som blindt render med til alle Skandaler; Pøbelen for oven er den bevidste Flok, som kun har sat sig det til Opgave at udsuge Samfundets Blod og Marv, og som ved alle mulige skændige Midler stænger dem ude, der vil reformere til Fordel for Folk og Stat, medens al Slags Gøgl og Pirringsmiddel til Skandale sattes i Scene for at have Pøbelen fra neden med sig.
Naar man læser omstaaende Stykke om Kristian den Ottendes Kroning, hvem udbryder i vor Tid da ikke: Gøgl, forfærdelig Gøgl! Naar en Menneskealder atter er forløbet, hvad mon man da vil sige om den megen Hurlumhej i Anledning af et Par saa alderstegne Kvinders Ligfærd som de tvende Caroliners? Hvor man jo næsten tilmode, som om man læste: saas Blæst maa man vente at høste Storm; hvor man giver Anledning til Spektakler og Skandale, maa man vente disse, dette skulde "Nationaltidende" have husket, da Organet ved Enkedronningens Bisættelse foer i Harnisk for Forsømmelighederne overfor Loyaliteten. Naar der bydes saadanne Adspredelser som Begfakler og et Optog, maa man vente, at et Publikum, hvis Smag ligger i samme Niveau kommer paa Benene, og man maa vente, at dette Publikum ogsaa faar Lyst til at præstere lidt; denne Piben, Hujen, Syngen og Omstyrten af Begfaklerne, var Tributen fra Pøbelen for neden, det var dens Skærv til Ydelserne fra oven. Og vi ser ikke Harmonien forstyrret derved; tvertimod, det var lutter Amklang og Genklang. Kan man finde det kønt at opstille paa ru Lægter en Række osende Begfakler, der tilsmudser Alt og Alle, der kommer dem tyve Skridt nær, der udbreder en Stank af brændt Tovværk, som er modbydelig, saa maa man finde det yderligre kønt, at de bliver ruskede, saa Beg og Gnister endnu galere fyger om. Det er en mærkværdig Smag med disse Fakler, der dog har sit Sidestykke i Urimelighed og Modbydelighed mærkelig nok paa et lige modsat Omraade. Paa Kongens Fødselsdag sættes Springvandet i Gang paa Gl. Torv, og naar denne Begivenhed foregaar, svømmer hele Torvet, saa man maa søge Omveje, hvis man ikke just vil vade. Staar en Post hos en Privatmand ved en Forglemmelse aaben, saa Vandet blot nogle Minutter løber i Gaarden, mulkteres Vedkommende for Vandspild; men paa Gl. Torv søles paa Kongens Fødselsdag til almindelig Gene for de Passerende Hundreder Tønder Vand bort, der gør ikke alene Ingenting, men det er for Stads Skyld. Det eneste Morsomme ved det Hele er, at Københavns Borgere den ene Dag serverees med koldt Fodbad og den anden Gang til behagelig Afveksling med Begos og Gnister om Ørene.
Davon soll man sich freilich nichts machen,
Nein abur nur lachen, nein aber nur lachen.
(Social-Demokraten 14. april 1881).
Det har ikke været muligt at identificere de "socialistiske viser" som de nationalliberale aviser omtalte. Den eneste som nævnes, er "På'n igen" som absolut ikke var en socialistisk vise, men en slagsang, oprindelig til en sportsbegivenhed i 1839. (Se kommentaren andetsteds i dette indslag).
Amerikavej på Vesterbro blev anlagt omkring 1854 af den amerikanske konsul John Murray Forbes efter hans lystejendom "Amerika". Den blev navngivet 1863. Her lå indtil 1884 også en mølle som blev nedrevet 1882. Møllehuset blev ombygget til Kjøbenhavns Arbejderhjem "Nain" i 1884.
- Et staaende Thema for Hovedstads-Konversationen er i disse Dage af Mangel virkelige Begivenheder, der ellers kunne give Stof, Spørgsmaalet om, hvem der egenlig havde Skyld i, at Enkedronningens Lig ved Bortkjørslen blev ført udenom Byen, og hvorfor man dog førte Arveprinsessens Lig gjennem Byen samt, hvorvidt Politiet ved denne Lejlighed har gjort sin Pligt eller ikke. Fra flere Sider paastaas det, at Hofmarskallatet havde bestemt, at Enkedronningens Ligkondukt skulde gaa gjennem Byen, men at Politidirektøren, da dette kom til hans Kundskab, af Frygt for Excesser fraraadede dette i saa bestemte Udtryk, at man deraf fandt sig foranlediget til at ændre de givne Ordrer saaledes, at kun meget Faa bleve vidende om Tiden for Bortkjørslen, og den Vej, der blev valgt helt udenom Hovedstaden til stor Skuffelse for de Menneskemasser, der havde samlet sig overalt, hvor man havde ventet Toget, og for dem. der havde truffet Forberedelser til Illumination og Belysning med Fakler. Der kom derfor megen Misfornøjelse for Dagen mod Politidirektøren, men Etatsraad Crone fralagde sig bestemt Ansvaret for at have blandet sig direkte i Sagen. En skurrende Efterklang var der imidlertid fremkommet efter den højtidelige Bisættelse og vel for at undgaa en Gjentagelse tog man saa den Beslutning at lade Arveprinsessens Kondukt passere gjennem Staden. I Ceremoniellet hed det. at Bortkjørslen skulde ske "i al Stilhed", men i Virkeligheden blev det et larmende, støjende Optog, hvis Udskejelser efterhaanden som man narmede sig Vesterbro, antog større og større Dimensioner. Jeg skal beskrive Kondukten saadan som jeg saa den i en af de første Gader, den passerede, inden Vildskaben var sluppen rigtig løs. Først hørtes Støj i det Fjerne, saa dukkede der frem en Skare paa vistnok et Par Tusinde Lære- og Skoledrenge, der som en Flok Dyr bleve drevne frem af Politiet og som bevægede sig i Luntetrav, stadig gjørende Forsøg paa at istemme den bekjendte Opsang "Paa'n, paa'n igjen," hvormed den kjøbenhavnske Gadeungdom, der voxer som op af Jorden ved enhver extraordinar Lejlighed, altid ledsager Spøjterne, naar de kjøre til et Brandsted. Mellem denne Skare og selve Konduiten var det lykkedes en talrig Politistyrke til Fods og til Hest at holde en aaben Plads, men lige efter Husarerne myldrede der atter en larmende Hob paa adskillige Tusinder frem. I Trængslen blev en Begfakkel reven om, saa at Gnisterne fløj langt om, og dette Tilfælde gav Signalet til, at Pøbelen vedblev at rive Begfakler om og kaste Stumper af de brændende Kranse ud mellem Mængden, heldigvis dog uden der forvoldtes anden Skade, end al en Del Klæder bleve ødelagte. Den stærkeste Spektakel skal have fundet Sted ved Jernbanen og foran paa Vesterbrogade, hvor Kaadheden bl. A. skaffede sig Luft ved Afsyngelsen af Marseillaisen. Destoværre hører man af god Kilde, at der blandt de værste Tumultuanter har været unge Studenter, som ikke have skammet sig ved at tage Del i slige skandaløse Optøjer, men ogsaa paa Stedet bleven alvorlig irettesatte derfor. Overfor saadan Mængde, som her var paa Benene, formaaede Politiet, der stadig maatte bevæge sig fremad med Kondukten og koncentrere sin Opmærksomhed paa at skaffe denne uhindret Passage, hvad ogsaa tilfulde lykkedes, Intet. Kun en Opstilling af Militær en haye langs hele Vejen, som da Frederik den Syvendes Lig førtes gjennem Byens Hovedgader, og ved at lade Bortkjørslen ske om Dagen, vil kunne forhindre slige uhyggelige Excesser som dem, man i Tirsdags var Vidne til.
(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 16. april 1881)
Vedr. opsangen: "På'n igen": Den 15.august 1839 kæmpede den franske mesterbryder Jean Depuis imod den stærke vesterbroske slagter Ferdinand Ludvigsen. Han tabte, på trods af publikums opildnende tilråb: "På’n, på’n, på’n igen lille Ferdinand Ludvigsen!" (Carolines mand hed også Ferdinand). Heppekoret var kendt på Vesterbro, også af børn. Det blev senere brugt i andre sammenhænge, fx når der var ildebrand:"På’n, på’n, på’n igen, nu kør’vi med sprøjten hjem" når hestebrandsprøjten kørte ud fra bydelens første brandvagt på Gasværksvej. (Bent Zinglersen: Vesterbros passage. Samleren 1978.) Brandvagten på Gasværksvej 11 blev i 1874 flyttet til Absalonsgade nr. 25. 1882 flyttede den til en nyopført ejendom mellem Svendsgade og Absalonsgade 9.
Kjøbenhavn, den 14. April.
Ude af Øje, ude af Sind, siger man; ikke et Menneske tænker i disse Dage paa vore Lovgivere, de have saaet Ferie i Publikums Tanker; derimod drejer Samtalen sig om Kjøbenhavns Pøbel, der forleden Aften gjorde store Skandaler, da Arveprinsessens Lig førtes ud af Byen. Under lignende Omstændigheder vilde slige Excesser ikke være skete i Berlin, Wien eller andre europæiske Hovedstæder, om ogsaa Pøblen der, naar Liget var ude af Syne og en stor Mængde daarlige Subjekter nu engang vare samlede, ikke vilde have undladt at manifestere, at den var tilstede.
Kjøbenhavns Pøbel har altsaa ladet høre fra sig, og Politiet har ikke vist sig stærkt nok til al beskytte de fredelige Beboere mod denne Pøbel. Dette Politi blev dannet under ganske andre Forudsætninger end dem, som nu ere tilstede; den Gang kunde det beskytte den fredelige Borger, den Gang havde Louis Pio & Komp. ikke demoraliseret en Del af vor Almue. Nu tiltager ved Kjøbenhavns Udvidelse Pøblen Aar for Aar, medens Kommunen er saare karrig med Bevillinger til sit Politi. I ældre Tid havde Kjøbenhavn et ganske godt Politikorps i den gamle Borgervæbning, for ikke at tale om Livjægerne; Kjøbenhavns Væbning kan ikke i paakommende Tilfælde benyttes som Politikorps, fordi Væbningens Vaaben opbevares paa Fredericiagadens Kaserne; den er altsaa vaabenløs undtagen i de 15 Dage, den er inde til Øvelse. Jeg fristes derfor til at sige, at Kjøbenhavns indre Sikkerhed lader en Del tilbage at ønske.
Dersom man oprettede den tidligere Vægterinstitution og bevæbnede Mandskabet paa tidssvarende Maade, havde Politidirektøren her et Korps ved Haanden, som han hurtigt kunde disponere over. Man bør qjøre Noget i Tide; thi Ingen kan i vor Tid beregne, hvad der vil kunne ske. Det er forsildigt at kaste Brønden til, naar Barnet først er druknet.
Denne Pøbel forarbejdes af vore røde Socialister paa offentlige Møder og ved Blade som "Herolden" og "Brix's Ravn"; at Politidirektøren ikke forlængst er skredet ind mod disse Blade, undre Mange, og endnu forunderligere er det, at vor større Presse slet ikke synes at kjende Tilværelsen af Blade, som Dag for Dag faa flere Læsere blandt det lavere Publikum, eller af Møder, hvorpaa man angriber Gud og Kristendommen. Autoriteterne og Pressen synes at bære sig ad som Strudsen, der stikker Hovedel ind i en Busk, og Busten er her en fornem Ringeagt, som ikke Samfundsødelæggerne lægge Mærke til.
Man taler, som sagt, meget om de Optøjer, som fandt Sted iforgaars, og hvorved sandsynligvis mange fredelige Folk fik deres Tøj ødelagt. En Procession gjennem Kjøbenhavns Gader synes herefter al være en Umulighed, naar det da ikke er en socialistisk Procession. Saavidt ere vi altsaa komne?
De Ældre tænke med et Suk tilbage paa vor Uskyldighedstilstand i Frihedens første Tid; da kunde man endogsaa i Kjøbenhavn holde offentlige Møder, som løb roligt af. Nu lader Sligt sig næppe gjøre.
(Slagelse-Posten 16. april 1881).
Gadeuordener. Da Toget med Arveprinsesse Karolines Ligvogn i Tirsdags Aften havde passeret Dronningens Tværgade under Publikums agtelsesfulde Taushed, begyndte ifølge "N-T." Pøbelen bagude at blive noget højrøstet; den fulgte, forstærket fra Sidegaderne og stadig voxende, efter Toget og begyndte at pirre ved Faklerne. Fra uskadelig Kaadhed gik den snart over til fuldstændig brutal Raahed. I Løb og under Piben og Skraalen trængte den de ordentlige Tilskuere til Side, puffende og trækkende i Begfaklerne. Gnister og brændende Tovstumper fløj rundt eller laa brændende paa Gaden; men værre blev det, da Sværmen naaede Gothersgade. Her stod der pakket en tæt Tilskuerskare paa det smalle, østlige Fortov, og uden mindste Hensyn til den, væltede Pøbelen Faklerne over paa Tilskuerne. Af de Fakler, som stode opståede langs Exercerpladsens og Garder Kasernens Terræn, blev et meget betydeligt Antal væltet. Langs Boulevarden var der dels bedre Plads, dels havde den rolige Del af Publikum Overvægten, saa at her, i alt Fald medens Toget drog forbi, ikke forefaldt nogen Uorden. Paa Vesterbrogade blev Pøblen næsten ustyrlig, under Skraalen, Piben og Syngen - mest af socialistiske Viser - drog Pøbelmassen lige bag efter Eskorten, og først ved Amerikavej tog Politiet den fornuftige Beslutning at afspærre Gaden, hvilket det længe forinden burde have gjort.
(Slagelse-Posten 16. april 1881).
Fra Arveprinsessens Ligfærd. Under Bortkjørselen af Arveprinsessens Lig Tirsdagen den 13de d. M. forefaldt der som bekjendt hist og her Excesser, idet navnlig paa forskjellige Steder de anbragte Fakler bleve revne omkuld og brændende Begkranse kastede ind i Menneskesværmen. Noget saadant fandt saaledes Sted paa Farimagsvejen udfor Jernbanens Terræn, hvor et Par civilklædte Betjente vare blevne opmærksomme paa et ungt Menneske, der altid var til Stede, hvor en Fakkel var bleven revet om. De iagttoge ham derfor nøjere, og det lykkedes dem tilsidst at gribe ham i samme Øjeblik han var i Færd med at vælte en af de ved Indkjørselen til Jernbanegarden anbragte Fakler. Det viste sig at være en hos en Viktualiehandler her i Byen tjenende Karl Anton Peter Bøgh. Han vilde ikke erkjende at have revet flere end denne ene Fakkel om. Han havde handlet af Kaadhed og ikke haft til Hensigt at tilføje Folk Skade derved, og han paastod, at da han væltede Faklen, var der intet Menneske i Nærheden, paa hvem den kunde falde. Han erkjendte endvidere med Foden at have sparket til brændende Begkranse, der laa paa Jorden, men paastod, aldrig at have sparket dem ind i Menneskesværmen, men derimod ud af den. Det kunde ikke oplyses, at Tiltalte havde haft større Andel i de begaaede Excesser end af ham indrømmet, og i Henhold til hans Forklaring i saa Henseende vedtog han i den offenlige Politiret at erlægge en Bøde paa 40 Kr.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. april 1881. Morgenbladet (København) 3. maj 1881).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar