23 november 2022

Syerskerne i Aalborg. (Efterskrift til Politivennen)

Andre artikler om syerskerne i 1899 (året for Septemberforliget): Syerskernes strejke (januar-februar 1899). Fagskole for Linnedsyning (februar-marts 1899, se endvidere særligt indslag). Syerskerne i Aalborg (marts 1899). Syerskerne i Provinsen (14. april 1899). Syerskernes Levevilkaar (19. juni 1899). Kvinderne svigtede ikke (29. august 1899). Da Syerskerne blev udelukkede (1. september 1899). Syerskerne (30. november 1899).

Frk. Andrea Nielsen fra København kommer til Aalborg.

Der mangler en kraftig offentlig Mening om mange vigtige Spørgsmaal her hjemme. Selv godmodige Mennesker gaar ret ligegyldigt forbi en blodig Uret, naar blot denne Uret er bleven tilstrækkelig gammel, og hvad der er værre: De forurettede føler i enkelte Tilfælde deres triste Kamp som noget selvfølgeligt og uafvendeligt.

I denne dumpe graa Sløvhedsfølelse har Arbejderbevægelsen dog gjort et mægtigt Indhug, saa en kendelig bevidst Stræben næsten overalt gør sig gældende for at hæve Kaarene.

Her i Byen er der i saa Henseende sket en Revolution i de senere Aar, særligt for Arbejdsmændenes, de daarligst lønnede Arbejderes Vedkommende.

Men langt under dem staar endnu 4-500 Arbejdersker, som det maa være en Æressag for Socialdemokratiet at hjælpe til bedre Kaar.

Den offentlige Mening, der - heldigvis siger vi - medynksfuldt fæster sig ved Synet af en herreløs Hund eller en Hest, der faar Pisk, har til Dato ikke fæstet sig tilstrækkeligt ved den Kendsgærning, at flittige Kvinder, trods al Samvittighedsfuldhed, sulter, undergraves i fysisk Henseende og behandles vilkaarligt af deres Principaler - de Principaler, der dog tjener gode Penge paa Kvindernes Frembringelser.

Det er paa Tide, at der sker en Forandring heri, og heldigvis synes dette ogsaa at være gaaet op for disse Kvinder.

I det sidste Aar har kvindelig Fremskridtsforening, der heldigvis her i Byen ledes og opretholdes af Arbejderkvinder, bestræbt sig for at faa oprettet Fagforeninger i saa mange Fag som muligt, og om det end er gaaet langsomt, saa er det lykkeligvis gaaet sikkert fremad.

I den allerseneste Tid har Bestræbelserne gaaet i Retning af at faa organiseret Syerskerne, og ikke faa har sluttet sig til Bevægelsen. I de nærmeste Dage vil denne imidlertid saa yderligere Fart, idet Syerskerne i København, der nylig har tilendebragt en Lønkamp paa den mest glimrende Maade, har besluttet at yde deres Søstre i Provinserne en hjælpende Haand. Deres Leder under Strejken

Frk. Andrea Nielsen,

vil nemlig, paa Foranstaltning af de bestaaende Organisationer, holde en Række Møder i alle de større Provinsbyer, for at yde Syerskerne Vejledning med Hensyn til deres Organisation, og hun vil da ogsaa komme til Aalborg. Antagelig kan den unge energiske Dame ventes hertil umiddelbart efter Paaske, og det er da en afgjort Sag, at alle Partifæller her i Byen vil være hende behjælpelig med at faa Syerskerne organiseret.

Vi opfordrer imidlertid allerede nu de Kvinder, der ernærer sig ved Syning, ligegyldigt af hvilken Art, til at melde sig til den nydannede Organisation af Syersker, saaledes at der kan være et Grundlag at arbejde paa, naar Frk Nielsen kommer hertil. De Partifæller, som har paarørende blandt Syerskerne, beder vi indtrængende om at søge at paavirke disse, saaledes at de slutter sig sammen.

De trænger i højeste Grad dertil.

Vi skal senere, paa Grundlag af de Oplysninger, vi sidder inde med, om tale de usle Lønningssorhold, som gælder her i Byen for de kvindelige Arbejdere.

For i Dag kun endnu en Gang en Opfordring til Meningsfæller om at hjælpe til med at faa deres kvindelige paarørende til at organisere sig. Indmeldelse i de bestaaende Organisationer kan ske hos Fru Hansen, Kristiansgade 5, Kælderen.

(Nordjyllands Arbejderblad 24. marts 1899).


Syerskerne i Aalborg

Som i Gaar omtalt har de smukke Resultater, de kvindelige Arbejdere i København, navnlig Syerskerne, har opnaaet i indeværende Aar, bevirket, at der her i Byen er opstaaet Ønsker om at faa Syerskerne organiseret.

Skal dette ske paa en tilfredsstillende Maade, er det imidlertid nødvendigt, at ogsaa vi Mænd, der selv er organiseret, hjælper til ved at formaa vore Hustruer og Døtre til at indtræde i deres Organisationer.

Naar man taler om Syerskernes slette Stilling her i Byen, hører man ofte Folk sige: "ja, men de maa jo ha det ret godt, de ser jo alle saa pæne ud i Tøjet "

Denne Indvending er meget overfladisk. Klæderne er nemlig kun det ydre, og særlig Syerskerne kan i Reglen med forholdsvis smaa Midler "nette" sig paa Klædernes Omraade. Men hvad Folk ikke ser, det er de mange "Middagsmaaltider", bestaaende af tynd Kaffe og Margarinebrød, Sulteriet i Byens Kroge, oppe paa de fattige Kvistkamre, hvor Arbejderskerne bor parvis

Dette ser Offentligheden ikke; men ikke desmindre er disse Forhold en Kendsgerning. De Syersker, der bor hjemme, har det i Reglen bedre - paa deres Forældres Bekostning.

Men underligt er det, at disse Forældre vil sætte sig imod, at deres Døtre indmelder sig i Fagforeningen, der netop har til Formaal at forbedre disse daarlige Forhold.

De ældre burde være de unges Vejledere og opmuntre dem til dette, og i i Stedet for ser vi enkelte lægge sig hindrende i Vejen for deres Døtres Deltagelse i Fagforeningsbevægelsen.

Dette er Synd, thi navnlig de unge Piger vil netop igennem en Fagforening faa et baade økonomisk og moralsk Støttepunkt, der vil være dem til Gavn hele Livet igennem, ikke at tale om den Støtte det vil være for hele vor Bevægelse, at de fremtidige Børneopdragersker har gennemgaaet den Fagforeningsskole, der har vist alle os andre Vejen.

For vor egen, vore Børns og vort Partis Skyld beder vi da vore Partifæller om, hver i sin Kreds, at virke for Tilslutning til de kvindelige Fagforeninger i Aalborg. Nærmere Underretning om disse faas hos Fru Hansen, Kristiansgade 6, Kælderen.

(Nordjyllands Arbejderblad 25. marts 1899).

Ved mødet den 10. april 1899 var der 32 nye indmeldelser.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar