09 november 2024

Sorte Forbrydere. (Efterskrift til Politivennen)

En af vore sorte Landsmænd fra de vestindiske Øer dømtes igaar af Høiesteret til at have sit Liv forbrudt.

Det er en Malheur som ikke sjældent overgaaer vore sorte Landsmænd men i Reglen maa det dog siges, at de slippe nogenlunde helskindet fra det. Der spaserer i Øjeblikket paa vore fjerne Øer ikke saa ganske Faa, som ere dømte til at miste deres Hals men som efter længere eller kortere Tids Ophold i Ensomhed atter ere givne givne tilbage til Samfundet og deres Medborgeres Højagtelse.

Sagen er nemlig den, at medens der allerede juridiske Kredse hæver sig Røster for, at vor nu 33-aarige Straffelov er forældet og trænger til at faa en Afløser, saa har man endnu ikke naaet at faa den indført paa vore vestindiske Øer. Der gjælder endnu Christian den Femtes ganske vist meget hæderlige, men ikke længer ganske ungdomsfriske Danske Lov samt de senere udkomne Anordninger fra første Halvdel af dette Aarhundrede.

Nu ere imidlertid disse gamle Straffelove lovlig krabate, selv for vore sorte Landsmænd. Og Benaadningsmagten maa derfor i alt Fald i de mere himmelraabende Tilfælde se at raade Bod paa deres al moderne Humanitet saarende Resultater.

Saadan kan det gaa til, at en Livsstraf under tiden kan blive nedsat til en forholdsvis lempelig Omgang Forbedringshus.

Ja - vil man tro det - det hænder endnu i vore Dage, at vestindiske Forbrydere, der dog ere danske Undersaatter, blive dømte til - Baal Brand! En Straf, der i Reglen nedsættes til - et Aars Forbedringshus,

Mon det nu ikke snart kunde være paa Tiden, at der indførtes en anden Straffelovgivning paa de vestindiske Øer? I al Fald hvis vores Straffelov bliver revideret, synes Spørgsmaalet passende at kunne tages under Overvejelse - hvis man ikke vil nøjes med at lade Vestindianerne faa vores aflagte.

For det første raader nemlig Benaadningsmagten, der kun sætter sig i Bevægelse paa Indstilling af de stedlige Myndigheder, ikke Bod paa alle de Ubilligheder, den forældede Lov afføder.

For det andet synes det mindre værdigt at tvinge Højesteret til at afsige Domme, der ere saa stridende mod materiel Retfærdighed at de maa blive et dødt Bogstav, et Slag i Luften - og som derfor maa gjøres om af den administrative Benaadningsmyndighed.

(Nationaltidende 12. april 1899. 2. udgave).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar