Dr. Juris Carl Popp-Madsen Løslades. (Efterskrift til Politivennen)

Tiderne skifter.

I juridiske kredse er det almindeligt samtaleemne at der fra visse sider udfoldes initiativ til indsamling af underskrifter for frigivelse af den tidligere professor, dr. juris. Carl Popp-Madsen, der efter at have fået sin sag for to instanser, fik den for Højesteret som takserede hans adfærd til 12 års fængsel. I øjeblikket har den lærde herre klaret de fire år. Hans venner - sådanne må der vel være tale om - er endog gået så vidt at de har prøvet at interessere universitetskredse for hans frigivelse, men de skal efter forlydende have fået en kølig modtagelse, hvilket vi godt forstår. Netop en person som Popp-Madsens intelligens bør ikke slippe sådan uden videre. Der er mange ting omkring udrensninger som den jævne mand på gaden ikke forstår og som derfor er farlige for retsbevidstheden, og en af disse er at det overhovedet kan tænkes at Popp-Madsen skal slippes ud nu, eller at en mand som Wilfred Petersen kunne slippe som han gjorde. Ja, dette er blot et par tilfælde der er lige fremme i rampelyset i disse dage, men der kunne jo nævnes adskilligt. Tiderne skifter.

(Sorø Amts Dagblad - Slagelse, 9. maj 1949).

Popp-Madsen fri til julen.

Justitsminister Busch-Jensen der i går nægtede at skride ind over for politiets gentagne grundlovsbrud mod dem der agiterer for freden, har samme dag truffet en anden beslutning: at en af den "danske" nazismes åndelige bagmænd, dr. jur. Carl Popp-Madsen skal sættes på fri fod. Senest i dag åbnes fængselsporten for ham.

Popp-Madsen fik kun 12 års fængsel, men slipper altså ud efter 4½ års forløb. Han dømtes bl.a. for at have arbejdet for Dansk Folkeværn og Schalburgkorpset, han førte forhandlinger med Pancke og andre tyskere, han var designeret justitsminister i en nazistisk regering, kort sagt: Han var en af de farligste.

For et halvt år siden anbefalede syv juridiske professorer Popp-Madsens benådning, men alene meddelelsen herom vakte for stor opsigt til at manden kom fri. Det antydedes i aftes at justitsministeren havde valgt netop dette tidspunkt for løsladelsen, fordi rigsdagen ikke er inde. 

p.

(Land og Folk, 23 december 1949).

Vore egne krigsforbrydere.

At det var magtstræb som var et ledemotiv for dr. jur. Popp-Madsen da han under krigen solede sig i tyskernes bevågenhed, er hævet over enhver tvivl. I særlig grad kom det til udtryk da han efter 29. august 1943 var virksom for dannelsen af en ny dansk regering med sig selv som forgrundsfigur - tyskerne havde jo forud gentagne gange ved deres fremtvungne regeringskonstruktion søgt ham optaget i regeringen - og man vil erindre hvorledes han efter tyskernes forbrydelser mod politiet i september 1944 mødte op i udenrigsministeriet med forslag om at stille si selv i spidsen for et nyt dansk politi i stedet for det politi der vansmægtede i koncentrationslejre.

Som nævnt er denne mand nu løsladt. Fra fængselscellen i Horsens Statsfængsel rykkede han ud til juletræ og gåsesteg og julens andre herligheder. Han var idømt 14 års fængsel af byretten, som landsretten nedsatte til 10, hvorefter Højesteret gik en mellemvej og sagde 12. Straffetiden ville altså være udløbet i 1957, hvilket også var tilfældet for den for nylig løsladte Sehested og et forlydende vil vide at i nær fremtid sættes tyskerhåndlangeren proprietær Hartel på fri fod, og at det samme vil ske for juristen H. C. Bryld, en af de skrækkeligste børste som ledede "Fædrelandet" og var - efter Clausen - førsteviolin i nazisternes "Førerråd".

I dette bundt af forbrydere mod danske nationale interesser var vel Popp-Madsen den mest begavede. I hver fald var han højt anerkendt som jurist. Men om det nu har været magtbrynde eller andre ting, så blev han i terrorperioden den egentlige leder af Schalburgkorpset, og i denne egenskab klæber der sig dyrt og værdifuldt blod ved hans hænder, blod som aldrig vil kunne afvaskes.

Derfor blev han idømt en så hård straf. De andre nævnte som er løsladt eller står til løsladelse, har på anden måde som vil være kendt, gjort sig skyldig i handlinger som flere gange under besættelsen udsatte de nationale værdier i Danmark for den alvorligste fare. Og derfor fik de en længere årrækkes fængselsstraf.

Det spørgsmål der ganske naturligt melder sig, er hvorfor man gav så hårde straffe, når disse alligevel bliver gjort ganske illusoriske ved løsladelse efter et kortere åremål. den almindelige mand i landet vil ikke kunne forstå det. Ingen vil indvende noget imod at der skete en afkortning som tilfældet er med de fleste straffefanger som viser god opførsel, men der er tale om at de slippes løs efter at have afsonet betydeligt under halvdelen af straffen.

Der er intet rimeligt forhold mellem hvor let disse mennesker er sluppet, og hvad andre der er mindre skyldige, og har haft mindre forudsætninger for at forstå hvad anstændigheden krævede, har måttet sone.

*   *   *

Det er os ikke ukendt hvad der anføres som motivering for løsladelserne. Justitsministeren har ubestrideligt ret til at gøre hvad han vil i så henseende, og det anføres at samfundet ingen glæde har af at have disse mennesker på statsunderhold i så og så mange år. Ligeledes anføres det ræsonnement at de alene af selve dommen er ødelagte i bund og grund, og at de aldrig vil komme blot i nærheden af de stillinger de tidligere har beklædt.

Alt dette kan være rigtigt nok. Men på prent står at læse at de har forbrudt sig til 10, 12 eller 14 års soning i fængsel! Når de nu slipper med mindre end halvdelen, giver justitsministeren den del af offentligheden som ikke kender juraen indefra, fornemmelsen af at de har været dømt for hårdt. Og dette er helt forvirrende for hele retsbegrebet. Enten skulle de have sonet en passende del af dommen - og passende kan aldrig være mindre end halvdelen - eller også burde være dømt anderledes. 

Der er intet forhold i at en primitiv mand der stjæler værdier for nogle tusinder kroner, får nogle måneder, der afsones uden afkortning, mens en juridisk doktor der var ved at stjæle hele nationen, slipper med 4-5 år.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 27. december 1949).

Fra læserne.

Brev fra Popp-Madsen

Dr. juris Carl Popp-Madsen sender "Horsens Avis" Følgende: 

Hr. Redaktør

I rubrikken "Fra læserne har landsretssagfører Aage Jeppesen fået oplaget et indlæg af 28. f. m. betitlet "Vore egne krigsforbrydere" som jeg først nu tilfældigt er blevet bekendt mod.

Mens indsenderens personlige bedømmelse af min handlemåde og dens forhold til vore almindelige straffelov naturligvis må stå for hvad den er værd, er det dog vel rimeligt, særligt for enhver afbalanceret retsbevidst - at den almindelige vurdering sker på et rigtigt grundlag, og jeg vil derfor særligt også under hensyn til at indsenderen er jurist, gerne til berigtigelse meddele:

at jeg absolut ikke faktisk var den der organiserede Schalburgkorpset;

at jeg afgjort ikke medvirkede ved dannelsen af Hipokorpset, og at frifindelsen af mig for min optræden den 19. september 1944 netop bl. a. er begrundet med at jeg "ikke har udvist noget initiativ". 

Deres ærbødelige

Carl Popp-Madsen

Landsretssagfører Aage Jeppesen svarer herpå således:

"Horsens Avis" redaktør har været så venlig af forevise mig foranstående berigtigelse der giver mig anledning til at fremføre følgende fakta vedrørende de af dr. juris Popp-Madsen anførte enkeltheder.

1. Ingen berettiget tvivl kan rejses med hensyn til, at det af dr. juris Popp-Madsen udviste utilbørlige intime samarbejde med tyskerne i tiden efter 29. august 1943, kunne rammes af den almindelige danske straffelovs forræderiparagraffer. Herom kan doktoren godt trøste sig med at have en anden mening.

2. Hvad angår Schalburgkorpset er dr. juris Popp-Madsen i tre instanser dømt for "som særlig rådgiver for K. B. Martinsen (nu henrettet) og som medlem af ledelsen af den politiske dækorganisation "Dansk Folkeværn", at have deltaget i forhandlinger med bl. a. de herværende tyske myndigheder om den fremtidige organisation af Schalburgkorpset der udelukkende blev oprettet i besættelsesmagtens interesse, bl. a. efter aftale med Himmler og som financieredes af "Germanische Leitstelle" og ved at have været bestemmende ved organisationen af korpset, samt i det hele på afgørende måde at have deltaget i ledelsen af korpset såvel indadtil som udadtil overfor besættelsesmagten og efter Martinsens fjernelse med (den senere likviderede) T. I. P. O. Madsen at have fortsat som leder af korpset og haft afgørende indflydelse på dets stilling til besættelsesmagten".

Dette er direkte citat fra dommen og blev godtgjort ved talrige vidneudsagn. Jeg kan glimrende se den nuance, som den formalistiske doktor klynger sig til, idet han vil hævde ikke at have været medstifter, hvilket heller ikke er godtgjort eller påstået; men det er jo langt mere graverende, at have fortsat som særdeles aktiv deltager i organisationen og dens landsforræderiske udbygning, men jeg skal skåne læserne for videre uddybelse af den afslørende dom, der i øvrigt er til disposition.

3. Dr. juris Popp-Madsen er meget rigtig ikke dømt som medvirkende ved dannelsen af Hipokorpset, men derfor kan han udmærket godt have medvirket ved stiftelsen. Han var med alle vegne som bagmand. De frifindelser for enkelte anklagepunkter, han har høstet hjem, skyldes alle mere eller mindre mangelfuldt bevis.

Ifølge dansk ret skal den tiltaltes skyld bevises fuldt ud, og det er kommet den ivrige doktor til gode. Hvis han ikke så så formalistisk på alt, ville han mellem linjerne i dommen kunne læse at næppe nogen af de 16 juridiske dommere, der har deltaget i udformningen, har troet et ord af de ofte horrible undskyldninger han så tappert har fremført til tydeliggørelse af den af ham påståede uskyld; men som nævnt har man af bevisnød ladet ham slippe i nogen tilfælde. Der var såmænd nok alligevel. - for så vidt angår indstillingen overfor Hipokorpset er et i Dommen citeret brev 31. marts 1945 fra doktoren såre karakteristisk. Det lyder bl.a. således: "Kære Obersturmbannführer: "Med Tak tor de hyggelige Timer" o. s. v. Efter min mening kan det De foreslår politimæssigt først nås efter regeringsdannelsen. og hvad der i dag ligger for. synes mig snarere at være en videreudbygning af Hipo tillades egnede SS-førere og "Mænner" at indtræde i rækkerne. På dette punkt tror jeg at der bør sættes ind". Det havde været yndigt, om sligt var realiseret. Om brevets hensigt har dr. juris Popp-Madsen afgivet en højt skruet forklaring, og blev for så vidt frifundet. Brevet taler imidlertid overfor sundt tænkende mennesker ganske for sig selv. og frifindelsen er kun et sølle halmstrå som ingen vil misunde ham.

4. Med Hensyn til doktorens optræden den 19. september 1944 (Aktionen mod det danske politi) slap dr. Popp Madsen der fra den højere Panckes domicil havde telefoneret til udenrigsministeriet; og som var villig til at lade sig konstituere som dansk politis chef, hvad departementscheferne var lamslåede overfor, med følgende lidet glorværdige begrundelse: "Om end det findes yderst forkasteligt, at tiltalte ved sin, også i forskellige henseender strafbare adfærd overfor besættelsesmagten, havde bragt sig i den situation, at Pancke under de foreliggende forhold kunne få den tanke at henvende sig til ham, finder retten dog ikke at kunne anse hans handlemåde i den givne situation for strafbar".

Det gør mig ondt at den juridiske doktor tvinger mig til at citere denne højst ydmygende frifindelseskonklusion; men der må jo mangle visse menneskelige egenskaber når han kan slå sig for brystet  og anføre at han ikke udviste initiativ hvad der begrunder den delvise frifindelse. Han gjorde det der var værre, nemlig at være løbedreng for den højere Pancke, den tyske politigeneral, hvad der efter min mening var meget værre; men ved kun at anses for at være budbringer, blev forholdet ikke anset for strafbart. Men den fordømmelige handling tilgives aldrig her i landet, og var hvad man let kan læse ikke tilgivet af dommerne trods den formelle frifindelse.

Med foranstående moderat holdte kommentarer mener jeg at have belyst dr. juris Popp-Madsens "berigtigelse". Uanset de delvise frifindelser tror jeg, at befolkningen har et klart billede af den mand der så sent som den 15. marts 1945 offentlig krævede politisk chokbehandling af den danske befolkning. 

Billedet er en sørgelig kombination af en afsporet, lidet modig landsforræder, der samtidig er i besiddelse af en fremragende hjerne, hvad der er manifesteret ved at han indehaver en af de største juridiske eksaminer, der er præsteret i kongeriget, højt oppe på den juridiske rangstige, men blottet for menneskelig forståelse; det ovenanførte berigtigelsesforsøg overbeviser netop om at dr. juris Popp-Madsen åbenbart ikke er kommet til den besindelse hvad angår hans gernings karakter, som skulle være en uafviselig og naturlig forudsætning for den klækkelige fritagelse af hele 7 år af den ham ved Højesteret så sent som den 11. september 1947 udmålte straffetid, der uanset enkelte frifindelsespunkter, enstemmigt blev ansat til 12 års fængsel.

Jeg foreslår dr. juris Popp-Madsen i stedet for at fortsætte med sine dybsindige svælgen i de forhold, forhold, han ikke efter beviset stilling kunne straffes for, satte sig at studere lidt historie og fx skrev sig bag øret, hvad den nu aktuelle Herluf Trolle for næsten 400 år siden i spørgsmålsform udtalte:

"Ved I hvorfor vi hedder herremænd. hvorfor vi bærer gyldne kæder, har jordegods og vil være højere agtet end andre?".

I øvrigt var det centrale i "Horsens Avis" oprindelige ledende artikel og mit deraf afledte senere indlæg, betragtninger over det misforhold der ligger i at de små medløbere fik en relativ hård straf, mens de åndelige bagmænd i modstrid med domsafsigelsen får en ekstraordinær kvittance af strafudmålingen (mærkværdigvis nok uden indsigelse fra de herrer dommere). Det berettigede i betragtningerne er nu yderligere dokumenteret

Aage Jeppesen.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 17. januar 1950).

Dr. jur. Carl Popp-Madsens gravsten på Garnisons Kirkegård. (Foto Erik Nicolaisen Høy).

"Ekstrabladet" tav og samtykkede -! (Efterskrift til Politivennen)

Til "Nationaltidendes" beskyldning for at have begået "en gemenhed"

I Nationaltidende for tirsdag kunde man læse følgende:

"Ekstrabladet", som under den tyske besættelse ikke spillede nogen hovedrolle i frihedsbevægelsen, er nu rykket i felten . . . mod et trækors på graven over en henrettet! Bladet oplyser, at der på den henrettede landsforræder Tage Petersens grav på Holmens Kirkegård er blevet rejst et trækors med navnet indridset, og erindrer om at der også i sin tid rejstes et kors på den henrettede Flemming Helweg-Larsens grav på samme kirkegård, men at dette kors blev fjernet ved, at nogen brændte det af, "Ekstrabladet opfordrer derpå direkte til, at det nye kors også fjernes - enten på den ene eller den anden måde".

Vi vil alvorligt håbe at denne opfordring til krænkelse af gravfreden ikke følges. Den stemmer ikke overens med de anstændighedsbegreber, der fandtes i frihedsbevægelsen. Når en forbryder har gjort sit regnskab med samfundet op og hans dødsdom er fuldbyrdet, er det en gemenhed at opfordre til afbrænding af det trækors, som hans pårørende har sat på hans grav.

Til denne beskyldning for at have gjort sig skyldig i "en gemenhed' havde dydens og moralens vogter på Rådhuspladsen i går intet at bemærke.

"Ekstrabladet" tav og samtykkede!

(København, 17. august 1949).

20.000 Gravsteder dækkes med Gran. (Efterskrift til Politivennen)

Indtryk fra Vestre Kirkegaard op mod Jul.

Allerede omkring 1. November paabegyndes Juleforberedelserne ude paa Vestre Kirkegaard. Ca. 20 000 store og smaa Gravsteder dækkes med Gran, og det drejer sig om at faa begyndt i god Tid, saa man kan være færdig inden Jul, og Sne og Frost kan nemt sinke Arbejdet.

Det er et anstrengende Job at lægge Gran paa Gravene.

Vel kun de færreste tænker paa, at Vestre Kirkegaard er en af Københavns Kommunes største Arbejdspladser, hvor der Aaret igennem bl. a. er beskæftiget et meget stort Antal Gartnere med Anlæg og Vedligeholdelse af de 30-40.000 Gravsteder, der ligger spredt over det 120 Tdr. Land store Terræn, der i mere end 1 km's Længde strækker sig fra Banelinien ved Carlsberg Bryggerierne og sydpaa mod Kalvebod Strand. I to Maaneder før Jul er omtrent 100 Gartnere beskæftiget fast med at dække Gravstederne med Gran.

Skikken med at pynte sine afdøde Slægtningens Grave med Gran for Jul, har i den sidste Snes Aar taget et stort Opsving. For bare 20 Aar siden var det kun de meget velhavende, der lod Gravene pynte til Jul - da drejede det sig kun om nogle Hundred-Stykker - men nu er det baade Høj og lav, der har taget Skikken, der har faaet stor beskæftigelsesmæssig Betydning for Gartnerne i København, op, saaledes at det nu er 2/3 af samtlige Grave, der dækkes. For 20 Aar siden brugtes der paa Vestre Kirkegaard 2 Tons Gran til dette Arbejde - nu er Vestre Kirkegaard oppe paa hvert Aar til Jul at bruge mellem 450 og 500 Tons Gran.

Daarligt Materiale - mindre Fortjeneste.

Denne Gran kom for Krigen hovedsagelig fra de jyske Plantager. Nu har Transportvanskelighederne lagt sig paa tværs, saa nu maa det hele tages fra de sjællandske Skove, og det har vanskeliggjort Arbejdet.

Herom fortæller en af de Gartnere, der tilbringer 7 Timer om Dagen med Hovedet nede mellem Knæene, beskæftiget med at findele Granen og lægge den som et grønt Tæppe ned over Gravstedet:

- Vi bruger dels Rødgran, dels Hvidgran og Fyr, som vi fik fra Jylland. Den jyske Rødgran er mere flad og tæt i det end den sjællandske. Den sjællandske Gran gror i for god Jord og bliver rund og bruset, hvorimod den jyske gror meget langsommere og derfor er mere tæt og flad i det. Det er derfor meget lettere at faa den jyske Gran til at ligge glat paa Gravstedet. Hertil kommer, at vi ikke kan faa Fyr og Hvidgran nok. Det brugte vi ellers meget til at stikke i Jorden, saa det dannede ligesom en Skov paa Gravstedet. Nu maa vi i Stedet bruge grov Rødgran, men det er dels ikke saa pænt, og dels er det senere at bruge, hvilket gaar ud over vor Fortjeneste, da Arbejdet er Akkord. Det er ogsaa kedeligt, at Folk saa ofte kommer og klager over, at vort Arbejde ikke er saa pænt som før. Det er ikke vor Skyld, men Materialernes.

Ogsaa her er der Klasseforskel

Hvor utroligt det end lyder, saa findes der ogsaa efter Døden en udpræget Klasseforskel. Naar man gaar gennem Hovedindgangen paa Vestre Kirkegaard og op mod det store Kapel, har man til begge Sider liggende Danmarks Pengearistokrati. Man ser det paa Størrelsen af Gravstederne og især paa Granpyntningen. Et Sted er en Gartner i Færd med at pynte et meget stort Gravsted. Ude langs Hækken stikkes Fyr og Hvidgran ned, og ud over Fladen lægges Granen i forskellig Finhedsgrad. Store, smukt hvælvede og fornemme Grupper finpyntes, hvilket vil sige, at Gartneren piller hver enkelt lille Granspids ud for sig. De bliver lagt ganske tæt og fint ved Siden af hinanden, og danner et fuldstændigt plant Tæppe som af grønt Fløjl over hele Gruppen. Der ser meget smukt ud - men det er et nederdrægtig koldt Arbejde. Gartneren kan ikke bruge Vanter til dette fine Pillearbejde, og maa staa komplet stille hele Dagen ved det, uanset Vejret. Det tager ham indtil 8 Dage i Træk at færdigpynte dette Gravsted, men det koster ogsaa Ejeren 800 Kr. at faa det gjort hvert Aar. Heroppe er der lunt og hyggeligt med smukke Træer og tætte Buske.

Drejer vi saa til venstre, kommer vi efter en lang Spadseretur ud til Liniebegravelserne. Her er aabent og blæset mellem de smaa Gravsteder. Store bare Pletter med forfaldne Gravsteder skæmmer hele Partiet. Nogle forvoksede og forvredne Træer gor det langt fra hyggeligere Men ogsaa her dækkes der med Gran, der giver det hele et lidt mere lunt Præg. Priserne ligger her fra 4 Kr. og opad pr. Stk.

Hernede findes en særlig Afdeling Grave for tyske Soldater. Den var i sin Tid meget flot med Flisegange og et stort Trækors med Indskrift: Sterbt für den Führer. Det blev efter Kapitulationen "fældet" og raadner nu op i et Skur paa Pladsen. Blomster o. l. er fjernede, og der er saaet Græs over det hele. Kun smaa Trækors rager nu op i Græsset paa den forhen saa flotte Plads, der kostede Nationalbanken den nette Sum af 800 000 Kr. at anlægge. Saaledes forgaar Verdens Herlighed.

Det er galt med Arbejdstøj og Arbejdshandsker

Det er nu næsten udelukkende Københavns Begravelsesvæsen, der lader Arbejdet med Grandækningen udføre. Det kan i Almindelighed ikke betale sig for Folk at gøre det selv. Gran er noget, der skal behandles varsomt, og den Gran Folk selv køber, har ofte taget Varme ved Forsendelsen, saa den bliver brun straks efter, at den er lagt paa.

- Er det ikke et frygteligt koldt Arbejde? - spørger jeg en Gartner. - Jo, det er det, men vi faar jo trække i Tøjet derefter - bare vi kunde faa det. Arbejdet slider frygteligt paa Tøjet. Vi har i mange Aar søgt at faa et Tillæg til Iønnen ved Grandækning, og i Aar fik vi Akkord paa Arbejdet, og nu kan vi, hvis Vejret er heldigt, tjene nogenlunde - men nu er det saa med at faa fat i Arbejdstøjet.

Rent galt er det med Arbejdshandskerne. Vi maa bruge Læderhandsker ved den grovere Dækning da Hænderne slet ikke kan holde til Sliddet af Grannaalene i 2 Maaneder. Saadan et Par Handsker koster 12 Kroner og er meget vanskelige at faa fat i.

- Hvad skal I nu bestille efter Jul? - Saa bliver vi fyret - lyder det lakoniske Svar - til Trods for at der godt kunde være Arbejde med Beskæring af Træer o. L, ligesom der ogsaa godt kunde gøres noget mere for at lave det lidt mere tiltalende i den "fattige Ende" af Kirkegaarden. Det, at vi saadan bliver fyret efter Jul, har for Resten bevirket, at det har knebet for Begravelsesvæsnet at holde sine Gartnere, der søger andre Steder hen, hvor der er mere fast Arbejde.

D. E.

(Land og Folk, 22. december 1946).

Gertrude Barrison Død. (Efterskrift til Politivennen).

 

Inger og Gertrude Barrison der i 1898 optrådte i Cirkus Varieté. Det er Gertrude - til højre på billedet - der nu er død.

Forleden døde det sidste medlem af det i sin tid meget omtalte varietéensemble "Barrison Sisters". Den gamle dame boede på Østerbro og arbejdede til det sidste på en bog der skulle genopfriske ungdommens gyldne minder og skildre de 5 skønne Barrison-søstres triumftog gennem de glade halvfemseres internationale kabaretlokaler. I mandags blev hun begravet i stilhed.

I anledning af Gertrude Barrisons død skriver en gammel københavner:

Engang i slutningen af 1894 læste man en morgen i sin avis, at Københavns Politi havde advaret varietédirektørerne mod at engagere et dameensemble "The Sisters Barrison" der optrådte i Wintergarten i Berlin. Forbudet motiveredes med at truppens impresario var den tidligere journalist ved "Social -Demokraten" William Fleron, der allerede i 80'erne var faldet i unåde på grund af sine politiske anskuelser.

Det usædvanlige forbud mod damernes optræden bidrog kun til at pirre nysgerrigheden. Det hed sig at de var i en alder af 15-18 år havde fået en første klasses uddannelse i dans i New York og havde debuteret paa et stort Teater i Chicago under verdensudstillingen 1898. Folk der havde set nummeret i Berlin eller Paris fortalte, at de som alle engelske og amerikanske danserinder var "pikante", som man udtrykte det dengang; men desuden var Barrisons ualmindelig smukke og yndefulde. - Barrison -Truppen kom aldrig til at optræde i København. Den blev nemlig opløst i 1897, men året efter optrådte to af damerne, Inger og Gertrude, i Cirkus Varieté med stor succes. Den ældste, Lona - besunget af Drachmann - havde så sent som i 1902 engagement samme sted med et elegant nummer til hest. 

Senior.

(Social-Demokraten, 4. september 1946).

Den sidste af de fem.

En dødsannonce meddeler at Gertrude Barrison er gået bort. Bag denne lakoniske meddelelse ligger afslutningen på et enestående artisteventyr idet Gertrude Barrison var den sidste af de verdensberømte Barrison Sisters, fem danske piger som dansede sig den store berømmelse til, skriver Ben i Ekstrabladet.

De fem Barrison Sisters var ud af en Nyboder-familie og var født Bareisen. De kom til USA, hvor deres start fortaber sig i et eller andet amerikanske balletkor, men det varede ikke længe før de fem Barrison Sisters dukkede op. Det var fem kønne piger, og de satte New York på den anden ende med deres dansenummer. Fra New York gik turen til London, Paris og Berlin - og til nye triumfer.

Så forfærdelig mange år holdt det verdensberømte artistnummer ikke. Kærlighed og ægteskab bortførte først den ene og så den anden fra varietéscenerne. Berømtest af pigerne var Lona, som var den kønneste, men hun er død for adskillige år siden. Også de andre tre - hvoraf Ingeborg var gift med en norsk tivolidirektør, men hviler i København - er døde, og med Gertrud Barrison er altså den sidste Barrison Sister gået bort.

Gertrude Barrison levede sine sidste år i en af de stille gader på Østerbro. Hun tilbragte en del af sin tid med at samle stof til en bog om de berømte Barrison Sisters, men hun fik så vidt vides aldrig bogen skrevet.

(Aarhus Amtstidende, 4. september 1946).

På Garnisons Kirkegård i København rummer gravmælet over Barrisons moderen Erika (død 27. juli 1905), Sophie (død 27.februar 1907) og Inger (28. december 1918, urnen nedsat 25. februar 1926). Selvom Gertrud (senere Gertrud Corvinus, død 28. august 1946) også er begravet på Garnisons Kirkegård, ligger hun dog ikke i familiegravstedet. 

Familiegravstedet på Garnisons Kirkegård. På den viste langside står der "Erica Bareisen // I. Corvinus // fød ?? 18?? // død i København 27. juli 1905". Teksten på den viste korte side er ulæselig. En kopi af Lucius Cornelius Scipio Barbatus' sarkofag i Rom. Han var konsul i Rom for ca. 2200 år siden. Kopier af sarkofagen er brugt overalt i verden, bl.a. på Vestre Kirkegård over Emil Chr. Hansen, samt bag lapidariet på samme kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Grav-skænderi på Holmens Kirkegård. (Efterskrift til Politivennen).

Korset på den henrettede SS-mand Flemming Helweg-Larsens grav ødelagt

Den henrettede SS-mand Flemming Helweg-Larsens gravsted på Holmens Kirkegård er blevet skændet ved, at ukendte personer har ødelagt det kors, som har indskriften: "Flemming Helweg-Larsen, født 20/7 1911 - død 5/1 1946"

Denne handling er naturligvis ganske ulovlig og strafbar. Utænkeligt er det ikke, at udåden er blevet inspireret af et fotografi i "Billedbladet", som fomylig bragte et billede af gravstedet med overskriften "Udfordrende" og med en ledsagende tekst, hvori der blev gjort opmærksom på, at SS-manden nu hviler på Københavns ældste kirkegård, "hvor heltene fra 2. april 1801 hviler og mange andre af nationens store har deres grave, deriblandt Johan Ludvig Heiberg, Johanne Luise Heiberg og Christian Winther."

Man kan måske diskutere det passende eller upassende i at familien har ønsket, at den afdøde skulle hvile i familiegravstedet på Holmens Kirkegård, da det jo må indrømmes, at Holmens Kirkegård har en særlig karakter. Men det er i alt fald uværdigt og utilbørligt at skænde en grav, hvem der så end ligger i den,

(Nationaltidende, 28. juli 1946).

Den brede politik

Ukendte personer forsøgte forleden at brænde det trækors, som er rejst på den henrettede Flemming Helweg-Larsens grav på Holmens Kirkegård. Korset blev derved delvis ødelagt og familien har nu ladet det Ijerne.

"Information" har kommenteret meddelelsen herom i en artikel, som væsentligst er et angreb på "Billedbladet".

"Gravskænderiet er," skriver "Information", "provokeret af en smagløshed i "Billedbladet", som i sit sidste nummer på en hel side bragte et fotografi af gravstedet med overskrift i farvetryk "udfordrende" og teksten:

"På Holmens Kirkegård (Københavns ældste), hvor heltene fra 2. april 1801 hviler, og mange andre af nationens store har deres grave, blandt dem Johan Ludvig Heiberg, Johanne Luise Heiberg og Christian Winther, har man nylig rejst et kors med denne indskrift: Flemming Helweg-Larsen, født 20.7.1911 - død 5.-1.-1946."

Senere i artiklen skriver "Information":

"Gravskænderi er en modbydelig forbrydelse. I dette tilfælde må "Billedbladets" redaktion bære hovedansvaret. Efter billedet og teksten måtte man ligefrem regne med, at ubefæstede sjæle lod sig provokere til "dåd"."

Heller ikke vi billiger ødelæggelsen af korset, men hovedansvaret må dog lægges på de mennesker, som har ladet det rejse, ikke på "Billedbladet", som konstaterede den kendsgerning, at det var rejst.

"Information" er enig i det forkerte at placere et sådant mindesmærke, og det kan ikke være rimeligt, at et blad ikke må påtale et forhold, som forekommer forkert, uden samtidig at påtage sig ansvaret for alt, hvad andre kan finde på at foretage sig for at bringe forholdet til ophør. Ganske vist er man ikke uvant med bagvendt logik i spørgsmål som tangerer opgøret med landsforrædere, men at se den samme metode praktiseret i "Informations" spalter, må vi udlægge som et tegn på, at selv en talstærk skare af dygtige bladmænd ikke altid er klar over, hvor "bred" man uden skade kan gøre selv den "brede politik", bladet synes at få større og større forkærlighed for. 

(Land og Folk, 28. juli 1946).

Den henrettedes mindekors.

Kirkeminister Hermansen har udtalt sig til "Vestkysten" om det udfordrende mindekors som er blevet rejst på den henrettede Flemming Helweg-Larsens grav på Holmens Kirkegård. Ministeren siger:

I Kirkeministeriet har rejsningen gjort et pinligt indtryk, og vi overvejer for tiden om der kan gøres noget. Det er dog tvivlsomt om der foreligger grundlag for indskriden fra det offentliges side. Der eksisterer ganske vist en bestemmelse om at mindestene på tyskerhåndlangernes grave skal fjernes, hvis inskriptionerne er af udfordrende karakter, men det er der ikke tale om i dette tilfælde, idet korset kun bærer den dødes navn, fødselsdag og dødsdag. En henstilling til familien er vist alt hvad vi kan foretage os - men forhåbentlig vil det også være tilstrækkeligt til at de efterladte får øjnene op for det udfordrende i deres handlemåde. 

(Fredericia Social-Demokrat, 1. august 1946).

Dr. Jur. Carl Popp-Madsen dømt, 1945-1947. (Efterskrift til Politivennen)

V-liste nr. 24.

I dag er der 280 personer på værnemagerlisten. Fra Storkøbenhavn er der den meget omtalte dr. jur. Carl Popp-Madsen, Uppsalagade 18 ....

(Social-Demokraten, 19. juli 1945).

Sommerkorpsets historie

Korpset talte ca. 800 mand.

---

Popp-Madsens 2-3000 mand.

"Dansk Folkeværn", i hvis ledelse ekspeditionssekretær i justitsministeriet, dr. jur. Carl Popp-Madsen (f. 1900, fængslet) havde sæde, var en organisation af nazister der som en art passive medlemmer af Schalburgkorpset støttede dette "Folkeværnet", senere kaldet "Landstormen", hvis chef var tidligere løjtnant i den danske hær Max Arildskov (f. 1896, fængslet) havde til formål at give nazister der på grund af alder eller manglende tid ikke kunne gøre tjeneste i det egentlige Schalburgkorps, en fritidsuddannelse i politik og våbenbrug. Medlemmerne af denne gruppe skulle i givet fald kunne beskytte tyskvenlige danskere, herunder pårørende til Frikorps Danmark-folk, mod overfald. Gruppen havde hovedafdeling i Frimurerlogen og underafdelinger i provinsen, og ca. 2-3000 personer der mødte til uddannelse om aftenen og på søndage, har haft tilknytning til den.

(Lolland-Falster Social-Demokrat-Nakskov. 30. januar 1946).

Sagen mod Popp-Madsen påbegyndt.

Anklageren kræver fængsel på livstid.

København, fredag (RB)

Forræderisagen mod dr. jur Carl Popp-Madsen påbegyndtes fredag formiddag ved Københavns byret. Efter oplæsning af anklageskriftet krævede statsadvokat Kurt Kirchheiner Popp-Madsen idømt fængsel på livstid. Anklagede nægtede sig skyldig i alle forhold og afgav en meget lang forklaring om sit forhold til de forskellige tyske og danske nazistiske organisationer. Man kom bl.a. ind på en omtale af Popp-Madsens forsøg på at danne regering den 28. august 1943, et forsøg der mislykkedes, idet ingen af dem han henvendte sig til, ville sidde i regering med ham. Det menes at sagen vil så på i 4 dage.

(Isefjordsposten, 21. juni 1946).

Popp-Madsen idømt 14 års fængsel.

København.

Dr. jur Carl Popp-Madsen der ved byretten var sat under tiltale for forskellige landsskadelig virksomhed og forræderi idømtes i dag 14 års fængsel og mistede almen tillid for bestandig.

Popp-Madsen ønskede at appellere dommen til Landsretten, idet han erklærede at han var uskyldig dømt.

(Landbrugernes Dagblad (Maribo), 1. juli 1946).

Fra landsdommer til straffefange med 14 års fængsel.

Popp-Madsen ved godt humør og snakkesalig.

Besættelsestidens store i vidnesskranken i dag.

Dr. Jur. Carl Popp-Madsen.

Når man har set den i sin tid så berømte jurist, ekspeditionssektær i justitsministeriet, dr. jur. Carl Popp-Madsen, Universitetets manuduktør og eksaminator ved juridisk embedseksamen og endvidere beklæde et landsdommersæde, var det unægtelig i går et mærkeligt spil af skæbnen at se ham anbragt på anklagebænken i Østre Landsrets 9. afdeling som straffefange under politibevogtning idømt 14 års fængsel for Iandsforræderi og landsskadelig virksomhed.

Den tungt vejende anklage imod ham omfatter 6 forhold, hvoraf de 2 er frafaldet. Endvidere omfatter anklagen nogle underpunkter. Det er ganske uforstandigt, at en mand med en så skarpt og juridisk trænet hjerne, der rummet en så omfattende viden om alle retsforhold, kan svigte i den grad at han i besættelsestiden kunne optræde som speciel rådgiver for berygtede Schalburgfolk, såsom K. B. Martinsen og konsorter, at han kunne forhandle med Fritz Clausen om at overtage et justitsministerembede, at han kunne medvirke ved et forsøg på at få den danske stat til at afholde udgifterne ved Schalburgkorpset og til yderliger at overtage ledelsen af dette forbryderkorps, også efter det danske politis ophævelse. At han så sent som i foråret 1945 kunne gennemgå et memorandum til blodhunden Himmler.

Man fristes næsten til at antage, at han samtidig med sin store lærdom har været en ganske naiv personlighed som slet ikke har kunnet overse og bedømme almenmenneskelige forhold og derfor har kunnet støtte sig til de forskellige nulliteter. som troede at kunne lave regering i Danmark og organisere retstilstanden i Europa, som nazisterne jo skulle forme.

I dag foregår den store afhøring af de personer, Popp-Madsen har arbejdet sammen med, Martinsen, Birkedahl Hansen, Arildskov, Poul Rasmussen, Sommer, Reitzel Nielsen, Pancke og Fritz Clausen. Også dr. Best var ønsket afhørt, men han kommer vist nok ikke. Der var afsat 5 dage til sagens behandling, men det er muligt, det kan gøres på 3. Popp-Madsen er ved godt humør og har en masse at sige

(Aftenbladet, 11. februar 1947).

Popp-Madsen fik straffen nedsat til 10 års fængsel med et fradrag af 19 måneder for udstået varetægtsarrest. Sagen gik videre til Højesteret. Her blev straffen forhøjet til 12 års fængsel. Dommen var enstemmig blandt de 12 dommere i sagen.

Forhørene i Sagen mod Schalburgkorpsets Leder

Nazisten Popp Madsen havde læst i aviserne om Martinsens beskyldninger

KØBENHAVN (RB)

I eftermiddagsmødet i går i K. B. Martinsen-sagen udtalte kontorchef Krandrup, der havde været administrator for Schalburgkorpset, at dette hver måned af tyskerne havde fået mellem 170,000 og 350,000 kr. til bestridelse af alle udgifterne vedrørende korpset.

Max Arildskov forklarede videre, at han i sin tid af K. B. Martinsen havde fået tilladelse til at oprette Landstormen, der skulle bruges til at beskytte nationalsocialisterne og deres ejendom i tilfælde af et eventuelt overfald fra den danske befolknings side.

Den tidligere leder af Schalburgfonden, dr. jur Carl Popp Madsen, der var næste vidne, udtalte på forespørgsel om han kendte til visse politiske drøftelser. der skulle være ført - omkrind den 29. august:

- Ja. Best havde i dagene umiddelbart efter den 29. august været meget utilfreds med den måde, hvorpå situationen havde udviklet sig, og han var meget ked af det skete. Han måtte forklare dette for nogle ledende, danske politikere, og derfor havde han søgt at få forbindelse med Socialdemokrater, som han ville foreslå at danne en ny regering. Nogle Dage efter at han havde sendt Indbydelsen, blev denne akeepteret, og Best var blevet meget bevæget over, at Socialdemokraterne havde modtaget Indbydlesen efter det, der var sket. Konferencen var derefter kommet i stand, og fra socialdemokratisk side deltog fhv. statsminister V. Buhl, fhv. forsvarsminister Alsing Anderen eller fhv. minister Hans Hedtoft. Hvem af de to sidstnævnte herrer, der havde været med, kunne vidnet ikke med bestemthed sige, men det var en af dem. Man havde dog ikke opnået resultat med det samme, og efter nogle dages forløb havde man fra socialdemokratisk side afvist forslaget.

Vidnet blev her foreholdt et dementi, som Socialdemokratisk Provinspresse gennem Ritzaus Bureau udsendte i tirsdags i anledning af Martinsens udtalelse om samme sag, men han benægtede på det bestemteste rigtigheden af dette dementi som han havde læst i aviserne. 

Uden forbindelse med sandheden

Ritzaus Bureau er onsdag anmodet om at udsende følgende i anledning af dagens forhør i K. B. Martinsen-sagen :

Den forklaring, Popp Madsen har afgivet, er uden enhver forbindelse med sandheden. Som forlængst kendt, havde undertegnede - efter anmodning af direktør Svenningsen - sammen med Alsing Andersen og H. C. Hansen en samtale med dr. Best i begyndelsen af august 1943, umiddelbart efter, at Fibiger og Ole Bjørn Kraft havde havde talt med ham. Der har ingen senere samtale fundet sted, når lige undtages Buhis samtale på partiernes vegne med dr. Best ved Folkestrejkens afslutning i 1944, og spørgsmålet om en ny regeringsdannelse efter 29. August har ikke af os - og os bekendt heller ikke af andre Socialdemokrater - på noget som helst tidspunkt været drøftet med dr. Best.

Popp-Madsens forklaring savner derfor ethvert grundlag.

V. Buhl. H. C. Hansen

(Ny tid (Aalborg), 23. oktober 1947).

København. Dachau-klubbens bestyrelse har på et møde vedtaget indtil videre at afbryde samarbejdet med "Fællesudvalget for Danmarks politiske fanger". Baggrunden for dette skridt er at formanden for udvalget ved udarbejdelsen af tidligere kz-fangers eventuelle erstatningskrav mod Tyskland har modtaget juridisk bistand af dr. jur. Popp-Madsen. 

(Horsens Social-Demokrat, 24. november 1966).

Dagny Thomsen, Modstandskvinde (1892-1945). (Efterskrift til Politivennen).

Dagny Caroline Louise Thomsen, 1892-1945. Dagny Thomsen blev arresteret i november 1942 som medlem af Danmarks kommunistiske Parti i henhold til kommunistloven og interneret i Horserød. Efter den tyske overtagelse af lejren den 29.8.1943, deporteret til den tyske koncentrationslejr Stutthof i Polen den 2.10.1943. Hun overlevede opholdet i lejren og dennes evakuering og vendte den 12.5.1945 tilbage til Danmark. Død af eftervirkninger efter opholdet i koncentrationslejr.

Dagny Caroline Louise Thomsen solgte bl.a Arbejderbladet. Da partiet blev forfulgt fra 1941, indsamlede hun penge til de mange der mistede deres forsørgere. Hun blev arresteret for at være i besiddelse af illegalt materiale, men dog løsladt igen. Hun blev arresteret anden gang i januar 1943 og anbragt først i Vestre Fængsel, senere Horserød.

Som fange her blev hun den 29. august tysk fange, da den danske regering ophørte med at fungere den 29. august 1943. Det lykkedes kun halvdelen af de internerede i Horserødlejren at flygte. 150 kommunister og spaniensfrivillige forblev fanger og den 2. oktober 1943 sendt med skibet Wartheland fra Langelinje til koncentrationslejren Stutthof, øst for Gdansk. Heraf var 7 kvinder. 15 døde under opholdet her, mens yderligere 6 døde efter krigen af følgevirkninger. Under opholdet i Stutthof blev Dagny Thomsens hjerte overbelastet, hun led af bronkitis og fik sandsynligvis også tuberkulose.

Af de i alt omkring 110.000 mennesker, omkom mindst 65.000 i selve lejren. I 1944 udbrød en tyfusepidemi i lejren som kostede 9% livet. I slutningen af februar 1945 blev fangerne som følge af den Røde Hærs fremmarch. Fangerne blev i grupper af 1.500 sendt afsted. 3. februar til 9. marts var de anbragt i underlejren Nawitz. Herfra skulle dødsmarchen være fortsat, men fangevogterne flygtede, og fangerne fortsatte selv, indtil de kunne hjemsendes. Stutthof der var blevet ødelagt af tyskerne og med kun 100 fanger tilbage, blev befriet 9. maj 1945 som den sidste af alle større koncentrationslejre. 

Dagny Thomsen blev evakueret og vendte hjem 11 eller 12. maj 1945, sammen med 30 internerede fra Stutthof. Turen gik over Neustadt ved Lübeck og Padborg. Det var ikke ufarligt, andre af transporterne til Neustadt blev angrebet, dog ikke de transportenheder der medførte danske statsborgere.

Efter hjemkomsten fik hun et hjerteanfald under et familiebesøg i Århus som hun dog kom sig over. Hun nåede at stemme til folketingsvalget i København, men blev syg samme aften, og døde om natten den 3.november 1945.

Foto fra Land og Folk, 19. december 1949 som viser mindehøjtideligheden ved afsløringen af mindesmærket. 

Mindestenen er opsat 18. december 1949. Ved afsløringen sagde folketingsmedlem Ragnhild Andersen (der selv havde været i Stutthof, nu sad som medlem af Folketinget for Danmarks Kommunistiske Parti), at "Dagny Andersen i Stutthof altid kunne få tid og energi til at tage sig af og trøste de dårligst stillede i lejren, de ganske unge russiske fanger, der var revet bort fra deres land og hjem. Hun var som en mor for dem. Man forstår i dag næppe, at det kun er fem år siden, vi gennemlevede det"  (Land og Folk, 19. december 1949).

I Frihedsmuseets modstandsdatabase er blandt de 90.000 navne under 2 % kvinder. Heraf er der i Hovedstadsområdet minder for omkring 16 kvinder. Dagny Nielsen var en af dem.

Dagny Thomsens gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Samuel Goldin (1885-1945). (Efterskrift til Politivennen)

Ifølge Morten Thing var tilskærer Samuel Goldin sammen med tilskærer Melnik, malermester Feivel Friedman og cigarmager Leon Wigotski blandt den gruppe som i 1905 dannede en afdeling af Bund i Danmark. Han henviser til nogle breve som de fra 1906 skrev til udlandsledelsen i Geneve for at anmode om litteratur til deres bibliotek. Biblioteket lå højt oppe under taget på fjerde sal på Kultorvet. Det var et fattigt rum. Nogle af bøgerne var "illegale" i den forstand at de handlede om sociale forhold blandt arbejdere, deres kamp og krav. Socialistiske værker der var smuglet ind i Rusland. 

De følgende kapitler omfatter 1930’erne og tiden under besættelsen, perioder, der er dækket af en omfattende litteratur. Arnheim fremhæver og kritiserer, at MT’s ledelse i hele denne periode ikke blot var inaktive og undlod at protestere mod jødeforfølgelserne i Tyskland, men direkte modarbejdede de kredse her i landet, der ønskede en mere aktiv, protesterende linie. Arnheim refererer således fra et møde i januar 1933 i privat regi – men dog ikke mere privat, end at det var indkaldt af MT’s formand, C.B. Henriques – at Samuel Goldin (1883-1845, kommunistisk folketingskandidat) foreslog, at MT fremsatte en udtalelse med fordømmelse af nazisterne, men blev afbrudt af værten, professor Louis Sigurd Fridericia (1881-1947), med ordene:  ”Hvem taler De til? Tror De, at De staar paa Grønttorvet? Når det gør ondt, skriger man. Dyr skriger, mennesker ikke”. Mødet er refereret af Pinches Welner. Af mere specielle enkeltheder skal nævnes, at Hans Hedtoft efter en anmodning fra Binjamin Slor fik statsminister Stauning til at underskrive en udtalelse, dateret 24. februar 1937, der ikke blot beklager forfølgelsen af jøder, men også anerkender jødernes anstrengelser for at skabe et hjemland i Palæstina og udtrykker sin positive holdning heroverfor. Udtalelsen blev dog først offentliggjort i 1950; Arnheim ved ikke, hvorfor det ikke skete tidligere.

(Rambam. Tidsskrift for jødisk kultur og forskning, 24/2015, s. 92. Anmeldelse af Arthur Arnheim: Truet minoritet søger beskyttelse – Jødernes historie i Danmark. Syddansk Universitetsforlag, 2015. Af Allan Falk). Bemærk at Goldins fødselsdato ikke stemmer overens med gravstedets (1885). 

Den 24.februar 1937 fulgte Stauning op med en erklæring rettet til Binjamin Slor fra det jødiske samfund i Danmark. Stauning indledte således: ”Det er en selvfølge, at jeg beklager den forfølgelse af jøder, som vor tid oplever, ligesom jeg overhovedet misbilliger og beklager forfølgelse, der udøves af politiske eller religiøse grunde.”

ERKLÆRINGEN BLEV OVERBRAGT med den besked, at den godt måtte offentliggøres i Danmark, når blot det skete ”i forbindelse med andre udtalelser eller artikler om samme emne”. Men Slor vurderede, at offentliggørelsen af erklæringen ville skade mere end gavne. Man frygtede at provokere tyskerne. Først efter at Danmark i 1950 havde anerkendt den israelske stat, kom denne erklæring for dagen. Det hører dog med i billedet, at man i K.K. Steinckes justitsministerium mildest talt ikke var hjælpsomme over for flygtende tyske jøder. Heller ikke alle danske jøder var det. En del tyske jøder blev sendt tilbage til Tyskland, hvad der for nogle førte til døden. Danmark var bange for at udfordre Tyskland. Om det også spillede ind på Steinckes forhold til de tyske jøder, at han var tilhænger af ”racehygiejne”, kan ikke siges. Men at han brugte ordet ”niggere” om de sorte, måtte også dengang virke racistisk.

(Kristeligt Dagblad 15. oktober 2018)

Samuel Goldins gravsted på Mosaisk Vestre Begravelsesplads. På trods af hvad der måske antydes på gravstenen, optræder hans navn ikke i Modstandsdatabasen. Men som det ses døde han få dage før befrielsen i 1945, knap 60 år gammel. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Olga Eggers død. (Efterskrift ill Politivennen)

Forfatterinden fru Olga Eggers er natten til torsdag død i Vestre Fængsels sygeafdeling hvor hun om aftenen forud var indlagt.

Dødsårsagen var et hjerteslag. Fru Eggers der blev 69 år gammel, var i sin tid redaktør af det berygtede antisemitiske blad, "Kamptegnet".

(Social-Demokraten, søndag 20. maj 1945).

Se alle artikler om Olga Eggers på denne blog ved at følge dette tag. 

Se fx John T. Lauridsen: Over stregen - under besættelsen. 2007. 

Vil vi være det bekendt? (Efterskrift til Politivennen).

Skal graven der rummer den nationale digter H. P. Holst skøjfes?

En mand har følt trang til at dvæle ved digteren H. P. Holsts grav på Holmens Kirkegård. Manden - der hedder A. Holst Jørgensen - er på vej til et møde om Sydslesvigs skæbne og fyldes af stemningen ved at erindre H. P. Holsts ord om delingen af Slesvig: "Det skal ej ske!" - Ord, som Frederik den 7. senere gjorde til sine og derved gav Martsministeriets delingstanke dødsstødet. Det er så nærliggende netop nu at erindre sådanne ord, der står lige med ordet til sydslesvigerne 1920: "I skal ikke blive glemt!"

Ak, hvad er ord, selv om de hugges ind i sten! Er det så sært, om i alt fald de danske sydslesvigere nu ønsker handling, der kan udløse løfterne? 

Jeg kan tænke, at Holst Jørgensen har været fyldt af disse tanker, da han gik ind på Holmens Kirkegård for at dvæle ved H. P. Holsts grav.

Men han fandt ingen grav. Den var sløjfet, og på stedet, hvor den har været, lå mindestøtten væltet. Den bærer dog hans karakteristiske træk, hugget i marmor af Th. Stein, som også har foreviget ham i busten på Det kgl. Teater. Og under relieffet hviler i bronce hans laurbærkransede lyre

Med rette har Holst Jørgensen sendt en harmfuld protest til Berlingske Tidende - det blad, hvor H. P. Holst en overgang var redaktør, og denne harme deles af mange.

Hvem har ansvaret for, at denne mindeplads sløjfes?

Har man glemt hans virke i krigen og for vore krigere? Har man glemt, at han til festen på Lerbæk Mark den 18. september 1848 skrev "Vel mødt igen, kong Frederik, ved hæren", hyori de historiske ord "Det skal ej ske" forekommer. Har man glemt, at han til festen i Rosenborg Have efter Treårskrigens sejrrige afslutning den 30. august 1850 skrev mindesangen "slumrer sødt i Slesvigs jord" med de ord som også nu kan og bør siges om H. P. Holst:

"..men hvor danske hjerter slå,
og hvor danske toner klinge,
skal med stolthed store, små
Fædrelandets tak dig bringe. ."

Har man glemt hans store digt "Den lille Hornblæser" (der rummer motivet til statuen i København, foran hvilken det er foreslået at lægge den ukendte soldats grav). 

Har man glemt hans storladne fortællende digt "Bonden fra Lemvig"?

Er det ikke, som vi læser historien om en af vore modigste og dristigste frihedskæmpere fra disse år?

De havde mødt i Fjaltring
de gæve bondemænd,
og langvejsfra og talrigt
de stævnet var did hen;
Thi fjenden hærged landet, 
den fjendtlige Hær
raste i vilde horder
med ild og med sværd.

End var han varm af mødet.
Han havde kraftigt malt
Landets nød og jammer,
og kækt han havde talt
om troskab og om kongen.
Hvert ord fra hjertet kom - 
han havde lov at tale 
en smule med derom.

Bondeknøsen har været med i krigen og stået ved kongens side. Nu er han på vejen hjem, og man forstår hans følelser, da han får at vide at hans hus er brændt af fjenden, hans fæstemø død, og hans moder må tigge om brødet.

Og da han nu rider frem i den hvinende snestorm, omringes han af en fjendtlig ryttertrop, der med en pistol i nakken tvinger ham til at vise vej til Lemvig.

Og bort de fløj, hvor aldrig
kom harv eller plov -

Ja. Bondeknøsen førte dem -

Da lytted gennem stormen
den bolde jydesvend,
han mærked en dæmpet brusen,
han kendte den godt igen.
Nærmere kom lyden,
bestandig mere nær:
»Hjælp nu, min herre Jesus,
hjælp Gud, nu er vi der!

Så mumlede han sagte -
et øjeblik - et blink -
så styrted de sammen i havet
fra klippens stejle brink,
og havets hvinen spotted
de fortvivlede skrig,
og stormen sang sin gravsang
over deres lig.

Således var ægte danskhed altid som hos denne bondeknøs, der ofrer sit unge liv for fædrelandet. 

Men digteren, der gav os denne uforlignelige fortælling - ? Hans mindesten omstyrter vi, hans lyre søndrer vi!

Kan vi være det bekendt?

Jp.

(Viborg Stifts-Tidende, 19. juli 1945).

H. P. Holsts gravsted på Holmens Kirkegård, 2021. Man kan selvfølgelig kun gisne om årsagen. At det er sket under besættelsen, kunne måske lede tanken hen på at det var sket af politiske årsager - men det er kun gisninger. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Familie-Journalen genopstaar! (Efterskrift til Politivennen)

Tirsdag den 23. Januar Kl. 23,34 blev Carl Allers Etablissement Genstand for et af de største Hipoattentater, Danmark har oplevet, som fuldstændig lagde den store Virksomhed i Grus og Aske. Alt blev ødelagt; de store Rotationspresser, Papirfabriken, Reproduktionsanstalten, Redaktion og Arkiver. Allerede Dagen efter var man imidlertid i Sving igen, idet man flyttede Redaktion og Administration ind i den store Villa paa Valbygaardsvej, der benyttedes af Carl Allers Bogforlag, og ved en enestaaende Hjælpsomhed fra alle Sider var det blevet muligt at udsende Bladene med kun et Par Ugers Forsinkelse. Men det var ikke Hipo nok, at Bladets Bygninger og Maskiner blev totalt ødelagt. Det oplyses nu, at Grunden til, at Bladene alligevel ikke udkom, var, at man lod Firmaet vide, at en Genoptagelse af Bladenes Udgivelse ved andre Trykkeriers Hjælp vilde gaa ud over de store Virksomheder, der rakte Etablissementet en hjælpende Haand. Selv om man saaledes blev truet til at ligge stille, laa man dog ikke paa den lade Side. Hele den 300 Mand store Arbejdsstyrke gik i Gang med Oprydningen af den store Virksomhed, og takket være Ledelsens Initiativ blev ikke en eneste arbejdsløs som Følge af Katastrofen. Samtidig begyndte Firmaets Ingeniører at konstruere nye Trykkemaskiner, og naar disse engang bliver færdige og staar installeret i de nye Bygninger, hvortil Firmaets egne Arbejdere allerede har gravet Grunden, vil Familie Journalen fremtræde som Danmarks mest moderne Ugeblad.

I Dag, mindre end en Maaned efter Befrielsen, foreligger Bladets første Nummer, trykt under meget primitive Forhold paa en gammel Maskine, som det lykkedes at faa rekonstrueret af Stumperne, og Resultatet maa siges at være imponerende.

Indholdet er naturligvis højaktuel. Arkivar Chr. Stampen har samlet alle Kongens Taler til sit Folk fra Besættelsen til Befrielsen og Rigsdagens Aabning. En interessant Billedreportage viser selve Hippoattentatet paa den store Bladvirksomhed, Arne Horn skriver om de danske Mariner, der ikke lod sig afvæbne, ligesom der er Beretninger fra Buchenwald og Neuengamme. 

Ogsaa Novellerne omhandler aktuelle Emner, Gestaporazziaer og lignende og paa Børnenes Side gives Anvisning paa Bygning af en "Jeep" til Transport af Tinsoldater.

(Viborg Stifts-Tidende, 1. juni 1945.)

Allers villa på Valbygårdsvej 33. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ikke alt blev bombet. Denne lille rest tilhørende Hotel- og Restaurationsskolen stammer fra Allers tid. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Jens Chr. Jetsmar, Modstandsmand (1918-1944). (Efterskrift til Politivennen).

Jens Kristian Alfred Jetsmar (1918-1944) var tilknyttet den illegale transporttjeneste. Efter endt skolegang i lære som kleinsmed på maskinfabrikken „Atlas“ i København. Efter læretiden indkaldt ved 10. artilleriafdeling, 2. bataljon. Hjemsendt som korporal. Ansat i ingeniørfirmaet „Arne Piper“ føret som værkfører ved et mindre værksted, senere som driftsleder. Da værkstedet som følge af materialemangel måtte indstille virksomheden i 1943 rejste han i provinsen for det samme firma og formidlede køb og salg af brugte værktøjsmaskiner.

Han blev tilknyttet den illegale transporttjeneste, antageligt fra det tidlige efterår 1943. Under anvendelse af en bestemt stikker var det flere gange lykkedes Gestapo at infiltrere illegale transportorganisationer. Episoden på Asiatisk Plads (se under Blichfeldt Møller) skyldtes således hans virksomhed. Under det påtagne navn „arkitekt Jørgensen“ lykkedes det ham ved at give sig ud for at være flygtning at kontakte Jens Jetsmar. Det var imidlertid lykkedes Holger Danske at komme på sporet af denne stikker, der efter et besøg i Jetsmars lejlighed blev likvideret 12.5.1944. 

„Brøndum-banden“, der havde dirigeret stikkerens arbejde, besluttede herefter at likvidere Jens Jetsmar. Under anvendelsen af en anden stikker, der gik under navnet „Strynbo“, lykkedes det at lokke Jetsmar og hans hustru i baghold, idet „Strynbo“ , der af Jetsmar blev anset for at høre til transportorganisationen, angav at ville formidle ægteparrets flugt til Sverige efter stikker-episoden. Jens Jetsmar blev ramt bagfra af to kugler i hovedet, medens hans kone på mirakuløs måde undgik at blive ramt af skud, der blev rettet mod hende. På hjørnet af Skelbækgade og Sdr. Boulevard.

Brøndum fik 40 Kr. om dagen.

Han har aflagt nye tilståelser.

København, fredag (RB)

Lederen af Bovensieben-terrorgruppen, viktualiehandler Henning Brøndum, har nu overfor opdagelsespolitiet tilstået at han har dræbt inspektør Henning Krarup Petersen i Restaurant "Skandia", og at en af hans medskyldige samme dag skød repræsentant Jens Chr. Jetsmar i Saxogade. Begge de dræbte var medlemmer af modstandsbevægelsen. Endvidere har han tilstået drabet på slagtermester Valdemar Søndergaard i Gothersgade 45. Arrestanten oplyste, at han og hans hjælpere - 7 tyskere og 2 danskere - var lønnet med 40 kr. om dagen, som udbetaltes hver 5. dag. Han ville ikke opgive navnene på sine folk, og påstår i øvrigt, at de allesammen er kommet over grænsen.

(Vestsjællands Social-Demokrat 19. maj 1945).

Jens Chr. Jetsmars gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

De Frie Danske. 3. årg. Nr 8:

Samme dag [13. maj] var der tidligere på aftenen sket et andet mord på en god dansk mand, driftsleder J. K. Jetsmar. Driftsleder Jetsmar havde huset stikkeren Poul Emil Berthelsen, der under falsk navn ventede på at komme til Sverige ad illegal vej. Berthelsen var ude efter at afsløre denne udrejse-organisation, men stikkeren blev genkendt og henrettet. (Se artikl. side 8.) Et døgn efter denne henrettelse blev Jetsmar telefonisk kaldt ned på gaden - og i Skellebækgade blev han skudt ned bagfra af en cyklist, der åbenbart har været med manden, der kaldte driftslederen ned på gaden.

Også omtalt i Frit Danmark, nr. 3, 3. årg., s. 3.

Joachim Hans Wilhelm Briegleb 1905-1945. (Efterskrift til Politivennen)

Joachim Hans Wilhelm Briegleb var søn af en ældre søster (Edelgard Seraphine Maria Hanna von Leyser) til Ernst Ulrich Hans von Leyser (1889-1962) - en højtstående tysk officer. Edelgard var gift med Hans Carl Wilhelm Oswald Wolfgang Briegleb som var af en officersfamilie. Joachim Briegleb blev gift 1934 med den næsten 5 år yngre Hella Albertine Alma Minna Käthe von Graevemeyer

Hans militære karriere forløb således: 1. april 1934 løjtnant, 1. marts 1934 Oberleutnant, 1. marts 1938 ritmester. 15. maj 1940 taktiklærer ved Kavallerieschule, 16. september 1940 lærer ved Heeresreit- und Fachschule. 7. marts 1941 kommandant for Aufkläringsabteilung 102. 18. januar 1942 major med EDA fra 1. januar 1942. I april 1942 var han med til at organisere operation "Seydlitz": nedkæmpelsen af en sovjetiske hærstyrke i det sumpede og skovbevokset område ved Kholm-Jirkovski mellem 2. og 13. juli 1942. Efter ødelæggelsen vendte han tilbage som leder af Schnellen-Abteilung 102.1. august 1942 kommandant for "schnellen Abteilung".

Han blev såret 20. december 1942 og tildelt 9. cykel-afdeling. 3. marts 1943. kommanderede han 6. Lehrgang för höhere Adjutanten. 24. marts 1943 ved Armeafdeling Kempf. 1. maj 1943 ved XXXXVIII panserkorps' stab. 1. september 1943 adjudant ved XXXXVIII panserkorps. 1. oktober 1943 oberstløjnant. 25. marts kommandør for Lehrgruppe II ved Aufklärungs- und Kavallerischule Bromberg. 12. december 1944 kommandant for 10. Radfahrjägerbrigade.

Den var blevet oprettet januar 1945 og resterne af den indgik i 28. Jägerdivision 31. marts 1945. Han deltog i det sovjetiske omringelsesslag ("kedelslag") ved Heiligenbeil - Mamonovo - i Østpreussen 26. januar 1945 til 24. marts 1845. Grundet den kaotiske situation var tabstal meget usikre. Sovjet erklærede 93.000 fjender døde og 46.488 tilfangetagne.

Tæt på lå en af koncentrationslejren Stutthofs udearbejdslejre Heiligenbeil som var blevet oprettet september 1944. Lejren rummede 1.064 jødiske kvinder og 93 mænd ved evakueringen (dødsmarch) den 20.-21. januar 1945 til Stutthof. Ved anden fase af evakueringen fra Stutthof besluttedes at myrde dem alle. Fangerne - hvis tal nu var nået op på omkring 4.000 - blev drevet mod kysten og tvunget til at enten begå selvmord eller blive skudt. Omkring 200 lykkedes det at flygte, hvoraf kun 15 overlevede krigen.

Ingen fundne kilder nævner hvordan Briegleb havnede i Danmark hvor han opgives til at være død i Korsør. 20. eller 21. maj 1945. Men scenariet generelt var at 232.700 tyske soldater marcherede hjem i maj og frem til 6. juni 1945. De resterende ca. 54.000 tog hjem indtil 1949. Et gæt kan være at han efter befrielsen 5. maj 1945 blev sendt på march til Tyskland fra fx København hvor han nåede til Korsør. 

Se fx DRs dokumentar "Flødeskumsfronten. Den sidste March".

Ubekendt fotograf: Tyske soldater drager hjem, Holmens Kanal, København, maj 1945. Det kongelige Bibliotek. Briegleb kan have været med i en sådan kolonne efter at være ankommet til København fra Østfronten, måske slut marts/begyndelsen af april 1945.

Korsør spillede (sammen med fx Gedser) efter tyskernes kapitulation en stor rolle som det sted hvor 65.000 soldater blev afvæbnet på deres vej til Tyskland, overvåget af 100 engelske faldskærmssoldater samt lokale frihedskæmpere og politifolk. Alt materiel, heste, gods og penge (ca. 6 mill. kr.) blev konfiskeret og opbevaret i byen. Soldaterne overnattede imens i telte og bivuak - og pavillon Sommerlyst. Kilderne nævner ikke dødsårsagen.

Svigerfar von Leyser blev taget i amerikansk fangenskab efter krigen og ved krigsforbryderdomstolen i Nürnberg 1947 idømt 10 års fængsel, bl. a. for at have slæbt kroater til tvangsarbejde i Tyskland samt for og folkeretsstridige henrettelser. Han blev løsladt i begyndelsen af 1951. 

Joachim (Hans Wilhelm) Briegleb, Oberstleutnant 23.11.1905-21.5.1945. Gravsted på Vestre Kirkegård, tyske afdeling G 75/76. Foto Erik Nicolaisen Høy (2024).

Tysk Ubaad sænket i Storebælt. (Efterskrift til Politivennen)

Den 3. maj 1945 blev den tyske ubåd U-2503 sænket i Storebælt. Ubåden var blevet søsat 29. juni 1944. Besætningen var normalt 5 officerer og 52 besætningsmedlemmer. Den 3. maj 1945 var den på vej nord på gennem Storebælt med kurs mod Norge. Tæt ved Omø Fyr blev den angrebet af fly fra Royal Airforce (RAF) Bristol Beaufighters. Kommandotårnet blev ramt, og flere besætningsmedlemmer dræbt, bl.a. kaptajnløjtnant Karl-Jürg Wächter. Ubåden blev glødende og af en mindre motorbåd slæbt til Nordfyns kyst. De overlevende (59?) gik i land her. Ubådens ledende ingeniør Oskar Curio sænkede den næste morgen 4. maj kl. 5.12 med sprængstof på position 55°09′N 11°08′E.

Chefen for eskorten til de fly der nedskød ubåden, major Arne Austeen (1911-1945) blev i sin Mustang ramt af flak, formentlig fra ubåden U-155 den 4. maj 1945 over Flensborg Fjord. Flyet eksploderede og Austeen omkom. Han se dog ikke at have været med i selve nedskydningen af U-2503. Han havde nedskudt 5 fly og beskadiget 3 andre.

Kaptajnløjtnant Wächter var kommandant på ubåden siden 22. november 1944. Han var startet som søkadet 10. september 1936 og var herefter steget i graderne til 1. oktober 1940 at blive Oberleutnant zur See, 1. juni 1943 kaptajnløjtnant. I starten af krigen var han i Luftwaffe, men blev i 1941-1942 uddannet til ubådsflåden. 6. juni 1942 - 12. januar 1944 var han kommandant for U 223 som sejlede i Nordatlanten og ved sydøstlige Grønland. Her sænkede han 2 skibe. Senere på året yderligere 2 skibe. Den 12. november 1944 blev han kommandant på 2503 (XXI). Den havde bl. a. været i Swinemünde, Gotenhafen, Hela, Travemünde og sejlet 30 flygtninge fra Østpreussen dertil. Den 3. maj 1945 afsejlede den fra Kiel mod Norge. 

Karljürg Wächter. Kapitänleutnant. 2.5.1916-3.5.1945. Wächter havde kommandoen på ubåden, mens Erwin Christophersen var med som passager på vej mod Norge for at overtage kommandoen over en båd der. Gravsted på Vestre Kirkegård, tyske afdeling G 49/50. Foto Erik Nicolaisen Høy (2024).

På båden befandt sig endvidere kaptajnløjtnant Erwin Christophersen som skulle til Norge for at overtage kommandoen over en ny båd. Hans karriere var var startet i 1935 i marinen og forløb fra december 1940 på følgende ubåde:

På træningsbåden U-753 var han 18. juni 1941 til 30. november 1941 som 1. udkik. Det må være på dette tidspunkt han var med på båden. Båden blev senere indsat og sænkede den 20. maj 1942 et amerikansk handelsskib, beskadigede den 22. maj 1942 et britisk sejlskib, samt den 25. maj 1942 en norsk tanker. Den 27. maj 1942 sænkede den den norske tanker Hamlet. Den 5. maj 1943 blev den sænket og alle 47 besætningsmedlemmer omkom.

U-228 blev søsat 30. juli 1942 og var i starten til træning. Den udførte seks patruljer mellem 1. marts 1943 til 5. oktober 1944 uden at få sænket et skib, men fik nedskudt to fly. Den blev beskadiget i Bergen 5. oktober 1944 og skrottet.

U-3028 blev søsat 22. december 1944 under kommando af kaptajnløjtnant Erwin Christophersen fra 27. januar 1945. Den kom aldrig i aktiv tjeneste og han forlod den 3. maj 1945, samme dag som han var ombord på U-2503 som passager for at overtage en ubåd i Norge, men døde under angrebet. Vraget blev senere hævet og skrottet.

Heinrich Gissel. Oberleutnant. 5.2.1913-3.5.1945. Døde ifølge kilder sammen med Erwin Christophersen. Gravsted på Vestre Kirkegård, tyske afdeling G 51/52. Foto Erik Nicolaisen Høy (2024).