14 maj 2024

H. P. Holst død. (Efterskrift til Politivennen)

En af Landets ældste Digtere, H. P. Holst, er i Torsdags død i Kjøbenhavn i en Alder af 81½ Aar. Holst var ogsaa født i Kjøbenhavn og har opholdt sig her største Delen af sit Liv. I en Del Aar var han knyttet til Journalistiken, idet han fra 1852 til 1859 redigerede "Berlingske Tidende"s Føljeton. Paa det sidstnævnte Tidspunkt tog han efter en 22aarig Virksomhed som Lærer i Dansk ved Land- og Søkadetakademiet sin Afsked for at overtage Stillingen som "Berlingske Tidende"s Hovedredaktør, en Plads, som han dog kun beholdt et Aars Tid. Senere blev han Sceneinstruktør ved Slotsteatret.

Om H. P. Holst end i sin Ungdom var Ven og Omgangsfælle af vore første Digtere, opnaaede han dog aldrig selv at blive regnet blandt de største af Landets Skjønaander. Hans Poesi havde en udpræget lyrisk Karakter, men fattedes i alt for høj Grad af Originalitet. Oftest er hans Navn vel bleven nævnt som Forfatter til Smaasange ved festlige Lejligheden, navnlig hvor det gjaldt om at forherlige Landsfaderen; det er i saa Henseende karakteristisk, at det første Arbejde af Holst som vakte mere almindelig Opmærksomhed, var hans Mindekvad over Frederik den sjette (O Fædreland, hvad har du tabt, - din gamle Konge sover). Hans Virksomhed som Kongedigter var ingenlunde upaaskjønnet, thi han døde som Konferensraad, Kommander af Dannebroge og Dannebrogsmand, Ridder af den græske Frelserorden, af den svenske Nordstjerneorden, af den svenske Vasaorden, af den norske St. Olafsorden og af det russiske røde Kors.

Af hans Digte vil den literære Verden længst mindes hans Selvbiografi "Fra min Ungdom", medens den store Befolkning kun vil huske hans hans "lille Hornblæser", det eneste af hans Arbejder, der i Ordets videre Forstand er bleven populært. Sprogets Venner skylder ham Tak ikke blot for den noble Form, han altid iklædte sine Arbejder, men ogsaa for hans lange Virksomhed som Lærer i Modersmaalet; paa sidstnævnte Omraade har han i den bekjendte "Holst Læsebog" sat sig et smukt Minde.

(Aarhus Amtstidende 3. juni 1893).

Se også artiklen "Vil vi være det bekendt?" fra Viborg Stifts-Tidende, 19. juli 1945.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar