Ifølge Morten Thing var tilskærer Samuel Goldin sammen med tilskærer Melnik, malermester Feivel Friedman og cigarmager Leon Wigotski blandt den gruppe som i 1905 dannede en afdeling af Bund i Danmark. Han henviser til nogle breve som de fra 1906 skrev til udlandsledelsen i Geneve for at anmode om litteratur til deres bibliotek. Biblioteket lå højt oppe under taget på fjerde sal på Kultorvet. Det var et fattigt rum. Nogle af bøgerne var "illegale" i den forstand at de handlede om sociale forhold blandt arbejdere, deres kamp og krav. Socialistiske værker der var smuglet ind i Rusland.
De følgende kapitler omfatter 1930’erne og tiden under besættelsen, perioder, der er dækket af en omfattende litteratur. Arnheim fremhæver og kritiserer, at MT’s ledelse i hele denne periode ikke blot var inaktive og undlod at protestere mod jødeforfølgelserne i Tyskland, men direkte modarbejdede de kredse her i landet, der ønskede en mere aktiv, protesterende linie. Arnheim refererer således fra et møde i januar 1933 i privat regi – men dog ikke mere privat, end at det var indkaldt af MT’s formand, C.B. Henriques – at Samuel Goldin (1883-1845, kommunistisk folketingskandidat) foreslog, at MT fremsatte en udtalelse med fordømmelse af nazisterne, men blev afbrudt af værten, professor Louis Sigurd Fridericia (1881-1947), med ordene: ”Hvem taler De til? Tror De, at De staar paa Grønttorvet? Når det gør ondt, skriger man. Dyr skriger, mennesker ikke”. Mødet er refereret af Pinches Welner. Af mere specielle enkeltheder skal nævnes, at Hans Hedtoft efter en anmodning fra Binjamin Slor fik statsminister Stauning til at underskrive en udtalelse, dateret 24. februar 1937, der ikke blot beklager forfølgelsen af jøder, men også anerkender jødernes anstrengelser for at skabe et hjemland i Palæstina og udtrykker sin positive holdning heroverfor. Udtalelsen blev dog først offentliggjort i 1950; Arnheim ved ikke, hvorfor det ikke skete tidligere.
(Rambam. Tidsskrift for jødisk kultur og forskning, 24/2015, s. 92. Anmeldelse af Arthur Arnheim: Truet minoritet søger beskyttelse – Jødernes historie i Danmark. Syddansk Universitetsforlag, 2015. Af Allan Falk). Bemærk at Goldins fødselsdato ikke stemmer overens med gravstedets (1885).
Den 24.februar 1937 fulgte Stauning op med en erklæring rettet til Binjamin Slor fra det jødiske samfund i Danmark. Stauning indledte således: ”Det er en selvfølge, at jeg beklager den forfølgelse af jøder, som vor tid oplever, ligesom jeg overhovedet misbilliger og beklager forfølgelse, der udøves af politiske eller religiøse grunde.”
ERKLÆRINGEN BLEV OVERBRAGT med den besked, at den godt måtte offentliggøres i Danmark, når blot det skete ”i forbindelse med andre udtalelser eller artikler om samme emne”. Men Slor vurderede, at offentliggørelsen af erklæringen ville skade mere end gavne. Man frygtede at provokere tyskerne. Først efter at Danmark i 1950 havde anerkendt den israelske stat, kom denne erklæring for dagen. Det hører dog med i billedet, at man i K.K. Steinckes justitsministerium mildest talt ikke var hjælpsomme over for flygtende tyske jøder. Heller ikke alle danske jøder var det. En del tyske jøder blev sendt tilbage til Tyskland, hvad der for nogle førte til døden. Danmark var bange for at udfordre Tyskland. Om det også spillede ind på Steinckes forhold til de tyske jøder, at han var tilhænger af ”racehygiejne”, kan ikke siges. Men at han brugte ordet ”niggere” om de sorte, måtte også dengang virke racistisk.
(Kristeligt Dagblad 15. oktober 2018)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar