18 juni 2024

Dagny Thomsen, Modstandskvinde (1892-1945). (Efterskrift til Politivennen).

Dagny Caroline Louise Thomsen, 1892-1945. Dagny Thomsen blev arresteret i november 1942 som medlem af Danmarks kommunistiske Parti i henhold til kommunistloven og interneret i Horserød. Efter den tyske overtagelse af lejren den 29.8.1943, deporteret til den tyske koncentrationslejr Stutthof i Polen den 2.10.1943. Hun overlevede opholdet i lejren og dennes evakuering og vendte den 12.5.1945 tilbage til Danmark. Død af eftervirkninger efter opholdet i koncentrationslejr.

Dagny Caroline Louise Thomsen solgte bl.a Arbejderbladet. Da partiet blev forfulgt fra 1941, indsamlede hun penge til de mange der mistede deres forsørgere. Hun blev arresteret for at være i besiddelse af illegalt materiale, men dog løsladt igen. Hun blev arresteret anden gang i januar 1943 og anbragt først i Vestre Fængsel, senere Horserød.

Som fange her blev hun den 29. august tysk fange, da den danske regering ophørte med at fungere den 29. august 1943. Det lykkedes kun halvdelen af de internerede i Horserødlejren at flygte. 150 kommunister og spaniensfrivillige forblev fanger og den 2. oktober 1943 sendt med skibet Wartheland fra Langelinje til koncentrationslejren Stutthof, øst for Gdansk. Heraf var 7 kvinder. 15 døde under opholdet her, mens yderligere 6 døde efter krigen af følgevirkninger. Under opholdet i Stutthof blev Dagny Thomsens hjerte overbelastet, hun led af bronkitis og fik sandsynligvis også tuberkulose.

Af de i alt omkring 110.000 mennesker, omkom mindst 65.000 i selve lejren. I 1944 udbrød en tyfusepidemi i lejren som kostede 9% livet. I slutningen af februar 1945 blev fangerne som følge af den Røde Hærs fremmarch. Fangerne blev i grupper af 1.500 sendt afsted. 3. februar til 9. marts var de anbragt i underlejren Nawitz. Herfra skulle dødsmarchen være fortsat, men fangevogterne flygtede, og fangerne fortsatte selv, indtil de kunne hjemsendes. Stutthof der var blevet ødelagt af tyskerne og med kun 100 fanger tilbage, blev befriet 9. maj 1945 som den sidste af alle større koncentrationslejre. 

Dagny Thomsen blev evakueret og vendte hjem 11 eller 12. maj 1945, sammen med 30 internerede fra Stutthof. Turen gik over Neustadt ved Lübeck og Padborg. Det var ikke ufarligt, andre af transporterne til Neustadt blev angrebet, dog ikke de transportenheder der medførte danske statsborgere.

Efter hjemkomsten fik hun et hjerteanfald under et familiebesøg i Århus som hun dog kom sig over. Hun nåede at stemme til folketingsvalget i København, men blev syg samme aften, og døde om natten den 3.november 1945.

Foto fra Land og Folk, 19. december 1949 som viser mindehøjtideligheden ved afsløringen af mindesmærket. 

Mindestenen er opsat 18. december 1949. Ved afsløringen sagde folketingsmedlem Ragnhild Andersen (der selv havde været i Stutthof, nu sad som medlem af Folketinget for Danmarks Kommunistiske Parti), at "Dagny Andersen i Stutthof altid kunne få tid og energi til at tage sig af og trøste de dårligst stillede i lejren, de ganske unge russiske fanger, der var revet bort fra deres land og hjem. Hun var som en mor for dem. Man forstår i dag næppe, at det kun er fem år siden, vi gennemlevede det"  (Land og Folk, 19. december 1949).

I Frihedsmuseets modstandsdatabase er blandt de 90.000 navne under 2 % kvinder. Heraf er der i Hovedstadsområdet minder for omkring 16 kvinder. Dagny Nielsen var en af dem.

Dagny Thomsens gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar