Tiderne skifter.
I juridiske kredse er det almindeligt samtaleemne at der fra visse sider udfoldes initiativ til indsamling af underskrifter for frigivelse af den tidligere professor, dr. juris. Carl Popp-Madsen, der efter at have fået sin sag for to instanser, fik den for Højesteret som takserede hans adfærd til 12 års fængsel. I øjeblikket har den lærde herre klaret de fire år. Hans venner - sådanne må der vel være tale om - er endog gået så vidt at de har prøvet at interessere universitetskredse for hans frigivelse, men de skal efter forlydende have fået en kølig modtagelse, hvilket vi godt forstår. Netop en person som Popp-Madsens intelligens bør ikke slippe sådan uden videre. Der er mange ting omkring udrensninger som den jævne mand på gaden ikke forstår og som derfor er farlige for retsbevidstheden, og en af disse er at det overhovedet kan tænkes at Popp-Madsen skal slippes ud nu, eller at en mand som Wilfred Petersen kunne slippe som han gjorde. Ja, dette er blot et par tilfælde der er lige fremme i rampelyset i disse dage, men der kunne jo nævnes adskilligt. Tiderne skifter.
(Sorø Amts Dagblad - Slagelse, 9. maj 1949).
Popp-Madsen fri til julen.
Justitsminister Busch-Jensen der i går nægtede at skride ind over for politiets gentagne grundlovsbrud mod dem der agiterer for freden, har samme dag truffet en anden beslutning: at en af den "danske" nazismes åndelige bagmænd, dr. jur. Carl Popp-Madsen skal sættes på fri fod. Senest i dag åbnes fængselsporten for ham.
Popp-Madsen fik kun 12 års fængsel, men slipper altså ud efter 4½ års forløb. Han dømtes bl.a. for at have arbejdet for Dansk Folkeværn og Schalburgkorpset, han førte forhandlinger med Pancke og andre tyskere, han var designeret justitsminister i en nazistisk regering, kort sagt: Han var en af de farligste.
For et halvt år siden anbefalede syv juridiske professorer Popp-Madsens benådning, men alene meddelelsen herom vakte for stor opsigt til at manden kom fri. Det antydedes i aftes at justitsministeren havde valgt netop dette tidspunkt for løsladelsen, fordi rigsdagen ikke er inde.
p.
(Land og Folk, 23 december 1949).
Vore egne krigsforbrydere.
At det var magtstræb som var et ledemotiv for dr. jur. Popp-Madsen da han under krigen solede sig i tyskernes bevågenhed, er hævet over enhver tvivl. I særlig grad kom det til udtryk da han efter 29. august 1943 var virksom for dannelsen af en ny dansk regering med sig selv som forgrundsfigur - tyskerne havde jo forud gentagne gange ved deres fremtvungne regeringskonstruktion søgt ham optaget i regeringen - og man vil erindre hvorledes han efter tyskernes forbrydelser mod politiet i september 1944 mødte op i udenrigsministeriet med forslag om at stille si selv i spidsen for et nyt dansk politi i stedet for det politi der vansmægtede i koncentrationslejre.
Som nævnt er denne mand nu løsladt. Fra fængselscellen i Horsens Statsfængsel rykkede han ud til juletræ og gåsesteg og julens andre herligheder. Han var idømt 14 års fængsel af byretten, som landsretten nedsatte til 10, hvorefter Højesteret gik en mellemvej og sagde 12. Straffetiden ville altså være udløbet i 1957, hvilket også var tilfældet for den for nylig løsladte Sehested og et forlydende vil vide at i nær fremtid sættes tyskerhåndlangeren proprietær Hartel på fri fod, og at det samme vil ske for juristen H. C. Bryld, en af de skrækkeligste børste som ledede "Fædrelandet" og var - efter Clausen - førsteviolin i nazisternes "Førerråd".
I dette bundt af forbrydere mod danske nationale interesser var vel Popp-Madsen den mest begavede. I hver fald var han højt anerkendt som jurist. Men om det nu har været magtbrynde eller andre ting, så blev han i terrorperioden den egentlige leder af Schalburgkorpset, og i denne egenskab klæber der sig dyrt og værdifuldt blod ved hans hænder, blod som aldrig vil kunne afvaskes.
Derfor blev han idømt en så hård straf. De andre nævnte som er løsladt eller står til løsladelse, har på anden måde som vil være kendt, gjort sig skyldig i handlinger som flere gange under besættelsen udsatte de nationale værdier i Danmark for den alvorligste fare. Og derfor fik de en længere årrækkes fængselsstraf.
Det spørgsmål der ganske naturligt melder sig, er hvorfor man gav så hårde straffe, når disse alligevel bliver gjort ganske illusoriske ved løsladelse efter et kortere åremål. den almindelige mand i landet vil ikke kunne forstå det. Ingen vil indvende noget imod at der skete en afkortning som tilfældet er med de fleste straffefanger som viser god opførsel, men der er tale om at de slippes løs efter at have afsonet betydeligt under halvdelen af straffen.
Der er intet rimeligt forhold mellem hvor let disse mennesker er sluppet, og hvad andre der er mindre skyldige, og har haft mindre forudsætninger for at forstå hvad anstændigheden krævede, har måttet sone.
* * *
Det er os ikke ukendt hvad der anføres som motivering for løsladelserne. Justitsministeren har ubestrideligt ret til at gøre hvad han vil i så henseende, og det anføres at samfundet ingen glæde har af at have disse mennesker på statsunderhold i så og så mange år. Ligeledes anføres det ræsonnement at de alene af selve dommen er ødelagte i bund og grund, og at de aldrig vil komme blot i nærheden af de stillinger de tidligere har beklædt.
Alt dette kan være rigtigt nok. Men på prent står at læse at de har forbrudt sig til 10, 12 eller 14 års soning i fængsel! Når de nu slipper med mindre end halvdelen, giver justitsministeren den del af offentligheden som ikke kender juraen indefra, fornemmelsen af at de har været dømt for hårdt. Og dette er helt forvirrende for hele retsbegrebet. Enten skulle de have sonet en passende del af dommen - og passende kan aldrig være mindre end halvdelen - eller også burde være dømt anderledes.
Der er intet forhold i at en primitiv mand der stjæler værdier for nogle tusinder kroner, får nogle måneder, der afsones uden afkortning, mens en juridisk doktor der var ved at stjæle hele nationen, slipper med 4-5 år.
(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 27. december 1949).
Fra læserne.
Brev fra Popp-Madsen
Dr. juris Carl Popp-Madsen sender "Horsens Avis" Følgende:
Hr. Redaktør
I rubrikken "Fra læserne har landsretssagfører Aage Jeppesen fået oplaget et indlæg af 28. f. m. betitlet "Vore egne krigsforbrydere" som jeg først nu tilfældigt er blevet bekendt mod.
Mens indsenderens personlige bedømmelse af min handlemåde og dens forhold til vore almindelige straffelov naturligvis må stå for hvad den er værd, er det dog vel rimeligt, særligt for enhver afbalanceret retsbevidst - at den almindelige vurdering sker på et rigtigt grundlag, og jeg vil derfor særligt også under hensyn til at indsenderen er jurist, gerne til berigtigelse meddele:
at jeg absolut ikke faktisk var den der organiserede Schalburgkorpset;
at jeg afgjort ikke medvirkede ved dannelsen af Hipokorpset, og at frifindelsen af mig for min optræden den 19. september 1944 netop bl. a. er begrundet med at jeg "ikke har udvist noget initiativ".
Deres ærbødelige
Carl Popp-Madsen
Landsretssagfører Aage Jeppesen svarer herpå således:
"Horsens Avis" redaktør har været så venlig af forevise mig foranstående berigtigelse der giver mig anledning til at fremføre følgende fakta vedrørende de af dr. juris Popp-Madsen anførte enkeltheder.
1. Ingen berettiget tvivl kan rejses med hensyn til, at det af dr. juris Popp-Madsen udviste utilbørlige intime samarbejde med tyskerne i tiden efter 29. august 1943, kunne rammes af den almindelige danske straffelovs forræderiparagraffer. Herom kan doktoren godt trøste sig med at have en anden mening.
2. Hvad angår Schalburgkorpset er dr. juris Popp-Madsen i tre instanser dømt for "som særlig rådgiver for K. B. Martinsen (nu henrettet) og som medlem af ledelsen af den politiske dækorganisation "Dansk Folkeværn", at have deltaget i forhandlinger med bl. a. de herværende tyske myndigheder om den fremtidige organisation af Schalburgkorpset der udelukkende blev oprettet i besættelsesmagtens interesse, bl. a. efter aftale med Himmler og som financieredes af "Germanische Leitstelle" og ved at have været bestemmende ved organisationen af korpset, samt i det hele på afgørende måde at have deltaget i ledelsen af korpset såvel indadtil som udadtil overfor besættelsesmagten og efter Martinsens fjernelse med (den senere likviderede) T. I. P. O. Madsen at have fortsat som leder af korpset og haft afgørende indflydelse på dets stilling til besættelsesmagten".
Dette er direkte citat fra dommen og blev godtgjort ved talrige vidneudsagn. Jeg kan glimrende se den nuance, som den formalistiske doktor klynger sig til, idet han vil hævde ikke at have været medstifter, hvilket heller ikke er godtgjort eller påstået; men det er jo langt mere graverende, at have fortsat som særdeles aktiv deltager i organisationen og dens landsforræderiske udbygning, men jeg skal skåne læserne for videre uddybelse af den afslørende dom, der i øvrigt er til disposition.
3. Dr. juris Popp-Madsen er meget rigtig ikke dømt som medvirkende ved dannelsen af Hipokorpset, men derfor kan han udmærket godt have medvirket ved stiftelsen. Han var med alle vegne som bagmand. De frifindelser for enkelte anklagepunkter, han har høstet hjem, skyldes alle mere eller mindre mangelfuldt bevis.
Ifølge dansk ret skal den tiltaltes skyld bevises fuldt ud, og det er kommet den ivrige doktor til gode. Hvis han ikke så så formalistisk på alt, ville han mellem linjerne i dommen kunne læse at næppe nogen af de 16 juridiske dommere, der har deltaget i udformningen, har troet et ord af de ofte horrible undskyldninger han så tappert har fremført til tydeliggørelse af den af ham påståede uskyld; men som nævnt har man af bevisnød ladet ham slippe i nogen tilfælde. Der var såmænd nok alligevel. - for så vidt angår indstillingen overfor Hipokorpset er et i Dommen citeret brev 31. marts 1945 fra doktoren såre karakteristisk. Det lyder bl.a. således: "Kære Obersturmbannführer: "Med Tak tor de hyggelige Timer" o. s. v. Efter min mening kan det De foreslår politimæssigt først nås efter regeringsdannelsen. og hvad der i dag ligger for. synes mig snarere at være en videreudbygning af Hipo tillades egnede SS-førere og "Mænner" at indtræde i rækkerne. På dette punkt tror jeg at der bør sættes ind". Det havde været yndigt, om sligt var realiseret. Om brevets hensigt har dr. juris Popp-Madsen afgivet en højt skruet forklaring, og blev for så vidt frifundet. Brevet taler imidlertid overfor sundt tænkende mennesker ganske for sig selv. og frifindelsen er kun et sølle halmstrå som ingen vil misunde ham.
4. Med Hensyn til doktorens optræden den 19. september 1944 (Aktionen mod det danske politi) slap dr. Popp Madsen der fra den højere Panckes domicil havde telefoneret til udenrigsministeriet; og som var villig til at lade sig konstituere som dansk politis chef, hvad departementscheferne var lamslåede overfor, med følgende lidet glorværdige begrundelse: "Om end det findes yderst forkasteligt, at tiltalte ved sin, også i forskellige henseender strafbare adfærd overfor besættelsesmagten, havde bragt sig i den situation, at Pancke under de foreliggende forhold kunne få den tanke at henvende sig til ham, finder retten dog ikke at kunne anse hans handlemåde i den givne situation for strafbar".
Det gør mig ondt at den juridiske doktor tvinger mig til at citere denne højst ydmygende frifindelseskonklusion; men der må jo mangle visse menneskelige egenskaber når han kan slå sig for brystet og anføre at han ikke udviste initiativ hvad der begrunder den delvise frifindelse. Han gjorde det der var værre, nemlig at være løbedreng for den højere Pancke, den tyske politigeneral, hvad der efter min mening var meget værre; men ved kun at anses for at være budbringer, blev forholdet ikke anset for strafbart. Men den fordømmelige handling tilgives aldrig her i landet, og var hvad man let kan læse ikke tilgivet af dommerne trods den formelle frifindelse.
Med foranstående moderat holdte kommentarer mener jeg at have belyst dr. juris Popp-Madsens "berigtigelse". Uanset de delvise frifindelser tror jeg, at befolkningen har et klart billede af den mand der så sent som den 15. marts 1945 offentlig krævede politisk chokbehandling af den danske befolkning.
Billedet er en sørgelig kombination af en afsporet, lidet modig landsforræder, der samtidig er i besiddelse af en fremragende hjerne, hvad der er manifesteret ved at han indehaver en af de største juridiske eksaminer, der er præsteret i kongeriget, højt oppe på den juridiske rangstige, men blottet for menneskelig forståelse; det ovenanførte berigtigelsesforsøg overbeviser netop om at dr. juris Popp-Madsen åbenbart ikke er kommet til den besindelse hvad angår hans gernings karakter, som skulle være en uafviselig og naturlig forudsætning for den klækkelige fritagelse af hele 7 år af den ham ved Højesteret så sent som den 11. september 1947 udmålte straffetid, der uanset enkelte frifindelsespunkter, enstemmigt blev ansat til 12 års fængsel.
Jeg foreslår dr. juris Popp-Madsen i stedet for at fortsætte med sine dybsindige svælgen i de forhold, forhold, han ikke efter beviset stilling kunne straffes for, satte sig at studere lidt historie og fx skrev sig bag øret, hvad den nu aktuelle Herluf Trolle for næsten 400 år siden i spørgsmålsform udtalte:
"Ved I hvorfor vi hedder herremænd. hvorfor vi bærer gyldne kæder, har jordegods og vil være højere agtet end andre?".
I øvrigt var det centrale i "Horsens Avis" oprindelige ledende artikel og mit deraf afledte senere indlæg, betragtninger over det misforhold der ligger i at de små medløbere fik en relativ hård straf, mens de åndelige bagmænd i modstrid med domsafsigelsen får en ekstraordinær kvittance af strafudmålingen (mærkværdigvis nok uden indsigelse fra de herrer dommere). Det berettigede i betragtningerne er nu yderligere dokumenteret
Aage Jeppesen.
(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 17. januar 1950).
Dr. jur. Carl Popp-Madsens gravsten på Garnisons Kirkegård. (Foto Erik Nicolaisen Høy).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar