01 juli 2024

Groft tyveri på Holmens Kirkegård. (Efterskrift til Politivennen)

Fru Meincke, enke efter den i sin tid meget kendte fodboldspiller Henrik Meincke, fortæller at slægt og venner som sædvanlig pyntede hendes afdøde mands grav på Holmens Kirkegård på hans dødsdag den 24. ds. Der var navnlig mange pinseliljer og roser som var hans yndlingsblomster.

-- Men da jeg i går kom ud til graven som ligger lige ved hovedindgangen, blev jeg forfærdet ved at se at der ikke var en eneste blomst på graven - de var alle blevet stjålet. 

Der er næppe tvivl om at tyven er en person som gør sig en fortjeneste ved at sælge blomsterne, og politiet og begravelsesvæsnet bør sætte alt ind på at få sat en stopper for dette gravskænderi.

(Roskilde Avis, 27. maj 1950).

Henrik Meincke spillede for B93 og var med på det KB-hold som vandt mesterskabet i 1896/97. Han var angrebsspiller (og sportsjournalist for Nationaltidende under pseudonymet Henry) og 30. maj 1898 med på et dansk hold udpeget af DBU som spillede den indtil da vigtigste kamp i dansk fodbold mod Queens Park FC (Skotlands ældste fodboldklub). Skotterne spillede en 2-3-5 (angribere) mod danskernes 2-0-8 opstilling. Til at skelne holdene havde de forskellige huer på. Meincke skrev en anmeldelse af kampen der endte 7-0 til skotterne. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar