Slemt tiggeri i Sorgenfri.

En kone på henved 50 år med 3 børn fra 6 til 10 år har i denne sommer taget sit standkvarter i Sorgenfri for at trygle. Hvor ubehageligt det end er at overhænges af tiggere på steder hvor man søger adspredelse og forfriskning, ville man dog ikke omtale denne kone hvis ikke hendes adfærd var således at den forvolder ængstelse og skræk hos kvinder og nervesvage personer. For hun sætter sig ofte på en sten ved det såkaldte Lottenborghus som ligger på vejen der fører til Frederiksdal, og får ondt. Eller som man formodet, lader som hun får ondt, hvorpå børnene omringer hende med tuden og skrigen og ynkelige gebærder for at vække skovbesøgernes medlidenhed. 

Det fortjener derfor vist nok at undersøges om denne kones sygdom er virkelig eller kun påtaget. I første tilfælde burde hun forsørges og forplejes af vedkommende sogns fattigkasse og børnene anbringes til noget andet end at øve tiggeri, og i sidste burde det alvorligt forbydes hende at spille sådan komedie. At man formoder sygdommen er forstilt, har sin grund deri at den kommer så ofte på, og at hun når ejeren af huset jager hende fra stedet, skælder ud og bander både ham og de tilskuere der ikke vil give hende noget, ligesom hun også straks efter et sådant anfald kan vandre rask til et andet sted, hvor hun under mange velsignelser trygler om almisse. Af hendes mund udgår således velsignelse og forbandelse, og dette bør jo efter skriften ikke være.

(Politivennen nr. 701, Løverdagen den 6te Juni 1829, s. 377-378)