Brødrene Petersens Jomfrukloster og Blicher. (Efterskrift til Politivennen)

Blichers Fattigdom

var udpræget hele livet igennem - han var den fattige student og den fattige præst, og det blev ikke bedre, da han fik en stor familie at forsørge. Han forstod heller ikke at gøre sine skatte - digtene - i penge, og man ved, at der blev budt ham 3-5 rigsdaler pr. ark.

I 1839 var hans fattigdom så trykkende, at han blev pantet, og øvrigheden truede med at stille præstegårdens 7 kakkelovne til bortsalg. 

Dette blev dog forhindret ved en indsamling, som indbragte ca. 1.000 rigsdaler. Det var hans gamle ven, redaktør Elmenhoff, "Randers Avis", der gik i spidsen.

Desuden fik Blicher ved samme lejlighed sendt en stor sølvskål - en blomsterkurv - med inskription fra de tre sjællandske brødre Quistgaard til Gjerdrup, Gimlinge og Lyngbygaard som tak for et mindedigt, Blicher havde skrevet over deres fader, Peter Christoffer Quistgaard, der faldt den 29. august 1807 i træfningen mod Englænderne nord for Køge. 

Blicher skrev i sin tak for gaven:

At jeg nu har faaet mig fri min Dør, 
kan sjunge med lettere Sind end før,
derfor være takket det Kløverblad,
som gjorde den sorgfulde Sanger glad.

Dette sølvklenodie testamenterede Blicher sine børn, dog ikke til eje på den måde, at de kunne sælge det. I deklarationen skriver Blicher: 

"Herværende Sølvblomsterkurv (af Værdi 300 Rdlr., som er mig skænket af (osv.) overdrages min kjære Datter Malvina, gift Berg, til Opbevaring hos hende og derefter hos den ældste af hendes Børn, Ferdinand Edward - dog ej før han har opnaaet Myndighedsalderen, er i Næringsvej og af en ustraffelig og hæderlig Vandel. Skulde han forinden være død, gives det i Værge af min ældste Søn Peder Daniel Blicher eller en af hans Børn, og under anførte Fald til min anden Søn Jens Frederik Blicher og saa fremdeles fra den ældre til den yngre Gren af mine Descendentere - alt med den udtrykkelige Forbeholdenhed, at Blomsterkurven aldrig maa sælges eller paa nogen som helst Maade afhændes".

Trods disse strenge testamentariske bestemmelser forsvandt blomsterkurven (hvis værdi var 300 rigsdaler) sporløst, og først den ihærdige Blicher-jæger, Jeppe Aakjær, opsporede den hos en enkefru Ottilie Povlsen, Vestre Boulevard i København. Det var i 1904, og efter at Aakjær havde skrevet dens saga, blev den afkøbt den Povlsen'ske familie og skænket til Frederiksborg Museum, hvor den nu har stået i 25 år.

Men hvorledes var den kommet til enkefru Povlsen? 

Malvina havde den i sit værge til 1852, da hendes Søster, Christiane, som var konventualinde i Brødrene Petersens Jomfrukloster i København, fik den med til hovedstaden for at få den repareret. Det blev den og afleveredes til Christiane i klostret, hvor den stod ved hendes død 1852. Skønt Malvina straks gjorde klosterbestyrelsen opmærksom på, at den tilhørte hende og tilmed sendte Blichers deklaration, ville bestyrelsen ikke sende hende den.

Blichers søn, Christian Charles, der var blevet omnibuskonduktør i København, gjorde også fordring på den; men en jomfru Falch fra klostret bevidnede under et ophold i Korsør skriftligt, at Malvina havde solgt sølvkurven til Christiane for 200 kr.

Skønt det viste sig at være baseret på løs sladder, og skønt også Blichers enke, Ernestine, krævede den udleveret, solgte klosterbestyrelsen den dog underhånden for 133 rdl. 58 skilling, og det var et af bestyrelsens medlemmer, oberstløjtnant Kern, der købte den. Kerns enke solgte den 1870 til guldsmed Clement for 150 rdl., og han solgte den igen 1871 til klædehandler L. Nielsen, Vimmelskaftet i København, for 200 rdl. Nielsen forærede den til sin onkel, J. D. Schmidt, og havde den frækhed at forsyne den med endnu en inskription: "Erindring til min Onkel og Velgører J. D. Schmidt fra Lauritz Nielsen", skønt der på den modsatte side stod: "Gjemt er ikke glemt. Brødrene Quistgaard til Skjalden St. St. Blicher". Schmidts enke giftede sig igen med en Povlsen, og hun blev atter enke. Det var hos denne enke Povlsen, den endelig fandtes.

(Ribe Stifts-Tidende, 10. oktober 1932).

Christiane Steensen Blicher (1814-1852) blev aldrig gift. Efter at hun havde opholdt sig på Sjælland i nogle år, søgte hun optagelse i Brødrene Petersens Jomfrukloster, og her døde hun 38 år gammel som beboer - eller som der står i artiklen: Konventualinde. Søsteren: Malvina Steensdatter Blicher (1818-1874).

Steen Steensen Blicher (1782-1848) havde ellers udset en mand til Christiane, nemlig sin hjælpepræst fra 1842, W. C. Lakier. Blicher havde med forventning set frem til en hjælpepræst så han kunne hellige sig digtningen, men Lakier kom meget dårligt ud af det med befolkningen. Bl.a. havde han fornærmet sognerådsformanden, gårdejer H. A. Møller ved at bekendtgøre eksamen fra prædikestolen, uden at have underrettet sognerådet. Lakiers deroute endte med at han begik selvmord januar 1847, efter nye klager fra sognerådsformanden. Blichers ansøgning om at få en ny hjælpepræst endte med at han selv blev afskediget i nåde og med pension maj 1847.