(Efter indsendt fra en af bladets velyndere.)
Frederiksberg Alle er ikke alene en af de skønneste spadserevej i nærheden af København. Den er også den linje som forbinder hovedstaden og Vesterbro med Frederiksberg Slot og by. Det synes især i sidste henseende væsentlig fornødent at den givdes al den lethed at komme frem igennem som rimeligt kan gives den. Når derimod regn, sne, frost og tø tillades uden kontrol at gøre den ufarbar, så er fodgængerne i 6 til 8 måneder af året virkelig meget at beklage. De fortjener så meget mere at der hjælpes på vejen, om det er gørligt, som de må formodes om vinteren ikke blot af lyst at vandre den, men fordi ingen anden mulig kommunikation mellem hovestaden og Frederiksberg er dem levnet. For så længe der ikke er opfundet støvler som går til hofterne, kan intet menneske på den årstid passere Gammel Kongevej især forbi Svaneholm.
Begge sidealleerne i Frederiksberg Alle er imidlertid bundløse fordi grunden i dem ikke er fast og fordi regn og snevand som fra kørealleen skyller ned i utallige større og mindre bække, udbreder sig uden afløb over dem og gør dem sure og dyndede. Fryser de i denne tilstand uden sne, bliver de en hel spejlblank flade så at en rejsende hollænder som engang i vinter kørte gennem hovedalleen, så sig ved en behagelig illusion forflyttet til sit kære fædrelands moradser og troede at også her var virkelige kanaler for trækskøjter ved siden af kørevejen. De to smalleste gange nærmest grøfterne er lige så ufremkommelige og endnu mere fordi vand og sne af de overfulde grøfter desuden står over dem. Dette går så vidt at et menneske som en aften i vinter, inden den dybe sne kom, gik der og faldt ned i grøften, havde næsten aften da sneen var faldet, det modsatte uheld, for da grøften nu var blevet topmålt med sne og han i mørke var kommet oven på den som på en god vej, faldt han fra dette grøftbjerg ned i alleen. Den mellemste store alle er i sådant føre allene levnet. Men skønt det ikke nægtes at den jo er ret god for heste, vogne og alt hvad ikke beskadiges ved at stikke 5 til 6 tommer i skarn, så er den dog meget møjsommelig for menneskelige fodgængere. endnu er der en enkelt fodsti mellem den og sidealleen på højre side fra byen tæt op til træerne. Denne sti er den ressource som senest ud på efteråret forlader de gående. Men omtrent midt i november forsvinder den også, og kommer ikke til syne igen før midt i marts. For de ved alleen byggede huse gør i mellemtiden hver sit overkørselssted til et sandt uføre, og bøndervogne kører for at spare på to af hjulene og den ene hest, så længe op på denne stakkels sti til den bliver til samme vælling som hele resten.
Når nu alleen med begyndelse af december således er tillavet, så er forestillingen af den vandringsmand som kommer ind i den, en tro kopi af et skib som krydser mellem skær. Vant fra sommeren af til at gå i sidealleen på højre side af byen, begynder sådan en ulykkelig gerne med den. Men snart bliver han siddende i moradset, og når han med møje får arbejdet sig derudaf, krydser han over til venstre sidealle. Denne er endnu dybere end den første. Fortvivlet tramper han da ud i den brede kørevej. Her er dog bund. Men som det altid ligger i menneske at han stræver at forbedre sine vilkår, så laverer han her møjsommelig omkring, snart lige i midten i de dybe hjulspor, snart til en, snart til en anden af siderne, hvor det dog som oftest er endnu slemmere. Efter at han således nogen tid har loddet dybet på kryds og tværs og af skarnets respektive højde på sine støvler målt hvilket sted er smulest vande, møder ham en vogn. Denne kører efter lovlig kuskeskik ikke en tomme ud af sporet for ham, end ikke for hende, især hvis den gående er et velklædt fruentimmer. Ked af disse trængsler ser vandreren nu den lille sti ved foden af træerne smilende pippe frem, og ved et saltomortale over det store dyb kommer han lykkelig der op på. Den næsten tørre sti ligger skøn ud for ham, han tramper sig af, og tror nu har han fundet den sande kurs. Men oh, du kortsynede menneskehed! Næppe har han gået tyve skridt, så standser han med et, ved et overkørselssted. Forlegen søger han en omvej ad sidealleen. Begge fødderne glider fra ham i det slibrige dynd, og der mangler ikke meget i at han fejler på sin køl lige igennem porten ned i gården til vedkommende.
Den der kommer fra byen, er dog mindre ilde faren, end den der kommer fra Frederiksberg. Efter at denne har gået et lille stykke som desuden, tak være hr. sekretær Rothe! er godt, møder ham straks den store Runddel, som endnu er det skrækkeligste part, i det hele mørke landskab. Sædvanlig standser han her, overser med et øjekast det fortvivlede forsøg, og om han ikke har æs triplæx circa pedes, vender han om og gør smukt hjem til byen igen. Men den der kommer fra Frederiksberg, har endelig skrift den lange sure alle igennem, tror at alt er nu så godt som overstået, har allerede Vesterbros renlige fortov i tankerne, da med et dette ocean af dynd ligger vidt udstrakt for hans øjne i al sin forfærdelighed - her baner kun fortvivle sig gennemvej. Forfatteren har set folk stå for denne Runddel, og efter at have overskuet den, slår øjnene op mod himmelen. Han forestiller sig at de har misundt fuglen sine vinger. For virkelig synes her ikke at være vej uden gennem skyerne. End skulle næppe jægeren som dog jævnlig går i mosede enge efter ænder eller agerhøns, kunne familiarisere sig med at vove sig herud. Og her for dette svælg står nu en tyndsålet, hvidstrømpet, uskyldig, københavns familie - dog, vi drager forhænget for denne scene. Og ligesom en god dansk tragisk digter ikke myrder på skuepladsen, men lader tilskuerne tænke sig heltens død til, således vil vi heller ikke for vore læseres øjne føre skikkelige folk ud i denne egn. Det være langt fra os at foregribe nogens imagination. Enhver tænker sig overfarten, gør anvendelse deraf på sine egne sko og støvler og bliver hjemme i sin stue fra oktober til maj.
(Fortsættes).
(Politivennen. Hefte 20. Nr. 259, [9 April 1803], s. 4136-4140)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar