(Efter indsendt af en af bladets velyndere)
(Fortsat fra nr. 259)
Vi derimod spørger med praktisk alvor: Er denne nød til at afhjælpe? Og idet vi kaster et blik ned på det hæderlige brolæggerlaug som har hjulpet så mange forfaldne veje op i vejret, syntes vi at øjne nogen mulighed. Vort perspektiv stiger i interesse når vi betragter at her drejer det sig om en vej som af mangfoldige vandres på alle årets og dagens tider, fra og til det slot hvor hoffet en stor del af året opholder sig, fra og til et sted som Frederiksberg By, hvis indbyggere rimeligt formodes at stå i daglig forbindelse med hovedstaden. Denne ville endog ved en forbedret vej få adskillige af de fornødenheden den drager fra Frederiksberg, såsom haveurter og frugt, lettere køb når den ringere sælgende klasse kunne bringe dem til fods til byen uden at hver transport kostede et par skosåler. For disses værdi må den for at blive skadesløs, lægge københavneren med på varerne.
Fra dette raisonnement a priori går vi efter ordenen over til at beregne den statsfordel, alleens ophjælpning ville medføre. Vi antager her skønt som kalentatører bør, langt under virkelighed at kun 10 mænd og 10 kvinder daglig har fra Frederiksberg slagsgrunde til byen. Vi forudsætter dernæst, dog efter vejenes nærværende beskaffenhed atter langt under det virkelige, at disse nu slider kun to gange så meget fodtøj som om vejene var gode. Endelig ligeledes langt under virkelighed som hver mand ved at et par sko kun koster 1 rigsdaler og kan holde i 3 måneder. Af disse data følger ved hjælp af matematiske mysterier at de folk tilsætter daglig 42 2/3 skilling som i 100 år gør 16.000 rigsdaler. Nu kommer det alene an på om vort forslag i første udlæg med rente og årlig reparation vil i lige lang tid koste mindre end 16.000 rigsdaler. Består vores plan den prøve, så er den jo økonomisk rigtig. Dog da vi formoder at læseren allerede har af den beregning hvorved vi fik en besparelse af 16.000 rigsdaler frem, nok til at tro os i stand til at gøre et godt overslag over en brolægnings omkostning, så ville vi end ikke opholde os med at fremstille et sådant, men i dets sted gå lige til at meddele forslaget selv, som følger:
Vi foreslår og indstiller at man lader anlægge en ophøjet gangsti ved foden af træerne i kørealleen tæt op mod højre sidealle fra byen. Terrænet er her allerede af naturen noget højere og af fodgængerne noget fastere sammentrådt end det øvrige. Denne sti behøvede ikke at være mere end næppe ½ alen ophøjet over vejen for at være sikker for at ikke bøndervogne kørte op på den. Den måtte ikke være bredere end at to mennesker kunne gå forbi hinanden, for ellers kom de københavnske rytter op på den. Grundlaget til stien måtte vel være almindelige kampesten, hvor ovenpå lagdes godt strandgrus (gravel) NB ikke gult sand fra Nørre Fælled. Under stien måtte mellem hvert andet træ blive en lille åben bue hvorigennem vandet fra kørealleen kunne løbe ned. På overkørselssteder til huse og ledsteder ved alleen blev stien noget lavere, så at vogne kunne køre derover. Her måtte den blive blot kampesten uden grus på, og disse sten måtte gives en skrå hældning ved udsiderne, både henimod hoved- og henimod sidealleen, så at vognene kunne komme jævnt op og ned derover, uden at beskadige stien, og for at vand og dynd kunne have jævnt fald til begge sider.
Såre meget kunne dog sådan en sti ikke koste. Og har englænderne råd til utallige sådanne stier for deres fodgængere, hele mile langt ud til alle sider fra deres byer, så måtte vi vel finde middel til at anlægge en sådan på den korte strækning gennem Frederiksberg Alle. Når man fik greb på det kunne måske Gammel Kongevej som egentlig er den korteste linje mellem Frederiksberg og København, og som endnu mere trænger dertil, få en lige sådan. Og gav oven anførte besparelse så meget overskud at man også kunne se lidt til Frederiksberg bys gader, da ved Gud at de behøver det. De fleste af Bredgades fortov er under al kritik. Smallegade er uden for kritik, da den ingen fortov kender. Her har hver mand en ulvestue udenfor sit hus.
Til slut må det være tilladt endnu at lægge enhver som kan virke til disse fornødenheders fremme, en formaning på hjerte:
Publikum ser ofte om sommeren personer af den kongelige familie vælge Frederiksbergs skønne alle ti promenade. Man har set hans kongelige majestæt gå gennem Frederiksberg bys gader op på Gammel Kongevej. Men så snart det går ud på efteråret eller når der endog midt om sommeren blot har regnet en dags tid, om vejret end er det mest tillokkende efter regnen, forbyder straks føret såvel de kongelige personer som enhver anden der ikke i absolut ærinde skal ud til fods, at betræde vejene. Hoffet ligger almindelig lagt ud på efteråret på Frederiksberg, ja et byrygte taler om at det endog næste og flere vintre vil blive derude. Hvor meget mere fortjener da disse veje opmærksomhed? Jo flere mennesker da ville få ærinde til og fra Frederiksberg, des flere ville komme til at bevandre dem også i de mørke vintereftermiddage og aftener. Den belejligste årstid til at råde bod og lægge hånd på veje nærmer sig.
Politivennen. Hefte 20. Nr. 260, 16. april 1803, s. 4141-4145)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar