(Efter indsendt.)
For at bese det skønne mindesmærke efter de i slaget den 2. april 1801 faldne kække stridsmænd, var lørdag den 2. og søndag den 3. april mangfoldige agtværdige folk af staden gået ud, og jeg vil tro enhver har yndet dette af ædle borgere bekostede minde som gør såvel disse som de faldne ære. Men så hæderligt dette minde er, så påfaldende er den orden der bemærkes på dette sted. Det lader som om denne kirkegård, der lige såvel som hvert andet hvilested burde fredes, lå på alfare veje uden alt for stort opsigt og tilsyn. For ikke at tale om det kostbare minde der i nogle dage bestiges af børn af begge køn som ved denne omgang ruinerer det hele, om der ikke sørges for et godt hegn om samme, som man dog vil håbe bliver anbragt. Imidlertid da en så stor mængde af folk forsamledes her i disse dage, kunne der dog været opsyn af en eller to herved for at styre disse børns selvrådighed.
Men mere faldt det i øjet at denne kirkegård hist og her er bestrøet med de afdødes ben som ved omgravning bliver opkastet og således liggende til skue. Forfatteren så en halv nedsunken grav hvori det meste af skelet, hovedet, ribben, lårben mm., nogle ryggesløse drenge tog hele hovedskallen besat med tænder og beså den, tog så et af lårbenene og slog hovedet med det i mange stykker. Dette forargelige syn opvakte en sand harme. Efter en lille advarsel som var alt der kunne gøres ved det for ikke at drage disse drenges vilde udladelser på sig, måtte man overlade disse døde bens behandling til disse selvrådiges forgodtbefindende. Disse uting som falder i øjnene, kunne have været afværget når som før sagt, nogle mænd havde stået til opsyn. Og nu betænker man at graven er et hvilested og forestiller sig tillige at for staten og søfarten har disse virker, i det større såvel som mindre, på en hæderlig måde i deres liv. Og da nu døden gør ende på al forskel, burde da den ringere ikke lige såvel som den højere hvile i fred, som en udsæd til den store høstdag da de igen skal fremgå til uforkrænkelighed.
Man vil hermedbringe vedkommende som har denne kirkegård under inspektion i forslag om ikke der burde indrettes et såkaldt benhus hvor alle opkastede afdøde mennesker bed kunne henlægges som muligt kunne opsamles? Jeg tilstår disse ville snart eller i kort tid opfylde huset, men da kunne man lade grave en grav i hvilke disse ben blev begravet, og da blev igen plads i huset til flere. *)
*) Hvad her er sagt, er ene og alene sagt for at få kirkegården ommuret og bevogtet. I øvrigt er man forsynet med vidner.
(Politivennen. Hefte 20. Nr. 259, [9 April 1803], s. 4132-4135)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar