Om Frederiksbergs Allees Vanhelligelse.

(Efter indsendt).

Til Udgiveren.

Med forundring har man i Politivennen savnet en anke imod det uvæsen som i nogen tid har fundet sted i en af vore mest søgte spadseregange. Hidtil frydedes naturens ven når han på sin gang til Frederiksberg efter at have arbejdet sig ud af Vesterbros støvskyer, slagterstank, værtshusmusik, markskrigerstøj osv. endelig åndede frit i den fredelige skønne alle. At holde dette fristed helligt, syntes hidtil at være vedkommendes attrå da det ikke alene var forbudt at anlægge værtshuse der for den lavere klasse, men endog pålagt forud at få tegningerne til hver bygning opført der bifaldet af rentekammeret. 

Alleen var egentlig en kørevej kun for de kongelige personer som dem som af marskallen fik nøgle dertil. Kongen tillod siden alle kørende at deltage i nydelsen af den bedre vej mellem to med spadserende opfyldte skyggefulde gange. De spadserende tabte vel noget herved da mange kentaurer hvis øverste del er ubændigere end den underste, nu og da sætter firbenet gennem sidealleerne, men den vilde støjende pøbelglæde var de dog fri for. Nu derimod er dette til ende. En af disse maskiner der desværre i vore tider så særdeles har forfleret sig i og om København hvor tjenestepiger og læredrenge, daglejeren og håndværkersvenden opofrer det surt erhvervede for i nogle øjeblikke under trommers og trompeters lyd at svinges omkring i en tankebedøvende hvirvel - hvor denne jammerlige fornøjelse vist nok ofte købes for skøgeprofit eller utroskabs onde penge hvor hvor sikkert mange sæder først nedlægges til slette handlinger. Om denne gynges anlæg nu ikke strider imod det forbud, så kan dog ikke nægtes at det derved frembragte spektakelmageri og larmende uvæsen jo endog er værre end hvad der kunne frembringes ved det gemeneste pøbelværtshus.

Om søndagen er det endog ikke muligt at trænge sig igennem den ene sidealle for den mængde gabende tilskuere som samler sig der.

Således er nu den landlige ro forjaget ved dette uvæsen fra den dejlige alle. Snart vil flere søge her for at udspænde deres garn, og man vil da nødes til at fortsætte sin vandring lige til haven for at nyde den stille natur hvis ellers ikke også en gyngemand finder adgang dertil.

Men nu den familie, hvor meget er ikke den at beklage under hvis vinduer denne lede pøbelrangle er opstillet, hvis skønne udsigt til Frederiksberg derved ganske er spildt, hvis øje evig mødes af en ikke altid sædelig mængde, og hvis øren fra middag til langt ud på natten døves af pøbelstøj og af en elendig bjørnetrækkermusik.

Måtte disse betragtninger forenede med den at heste ved tumlen kunne blive sky, og at denne alle er kongens yndlingspromenade, kunne bevirke at denne gynge bortvistes il et andet sted, da vel endog en lille erstatning gerne sammenskødes af beboerne i Frederiksberg Alle og af dens yndere.

(Politivennen nr. 381, 11.august 1805, side 6057-6060)