(Efter indsendt).
Fredag den 1. juli om aftenen kom en i blå trøje klædt gemen karl der så ud til at være kusk, staldkarl, gårdskarl, rideknægt e. lign. ridende og med en anden hest ved hånden fra Vesterbros port ind i Frederiksberg Alle. Så snart han var kommet derind, slap han straks håndhesten løs, og denne frydefuld over sin frihed, og formodentlig endnu et unge dyr, fløj straks omkring, snart til siderne, snart tilbage, skærende kaprioler og kastende bagdelen i vejret mens dens kammerat som sad på den anden hest og oho-ede til den på det kærligste. For alle de gående og disse var mange, var dette et rædsomt skuespil da det ubændige dyr i det stærkeste rend snart satte ind i en sidealle, snart i den anden lige ved siden af flokke af børn. Man talte til karlen, men det hjalp ikke. En af de gående forstærkede imidlertid sin gang nok til at følges med ham for at se hvor denne uforskammede person vel hørte hjemme, og fandt han da at han tog ind i den sidste af de nye bygninger på højre hånd før man kommer til Carlsens, og som skal have tilhørt hr. murermester Qvist. Her kunne den gående nu ikke bare sig for at spørge knægten hvorledes han kunne være så sanseløs eller skadefro at sætte så mange børns og andres liv og lemmer på spil. Men hestemennesket svarede som man kunne vente sig af ham, med trods: Hvad kommer det ham ved? Og hesten gjorde jo inen skade! og: Jeg behøver jo ikke at gøre ham regnskab! osv. - Efter det her opgivne vil det være let for hestens ejer der efter rimelighed er menneskets husbond, at se hvad for en letsiding og lidet tænkende karl han har i sin tjeneste. Man forventer af hans menneskekærlighed at han vil give personen en tilbørlig irettesættelse og det strengeste forbud mod oftere at gøre sig skyldig i sådan ubesindig og strafværdig opførsel.
(Politivennen nr. 531, 2. juli 1808, s. 8526-8528)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar