Om den Beklagelse man i disse Tider ofte hører af Landbrugere at det skorter på Hænder

(Fortsat fra nr. 526, 528 og 529)

Den fjerde opgivne årsag (se nr. 526) var: Adskillige fordomme som burde søges udryddet.
Disse fordomme er sandelig mange: Og så mange fejlende dele af almueopdragelsen og af almueomgangen stiler til at skabe enten arbejdslede i almindelighed, eller en tåbelig indbildning om et arbejdes ærefuldhed og et andet foragt eller en stolthed af at ens børn ikke behøver at arbejde hos andre eller tjene. Endelig alle de tåbelige begreber om tjenerstanden vores almue er fuldpakket med - at man næsten kom til at gennemgå det hele landalmues osv hvis han ville her være fuldstændig.

Synderlig skade er de ikke alene på landet, men i alle stæderne, København iberegnet herskende fordomme mod børns tidlige anbringelse i andres tjeneste til duelighed, hårdførhed og undværelsers overvindelse. Den almindelige almuemening og ytring at barnet nemlig er aldrig bedre end hos forældrene. Den mening der så ofte skurrer i tænkernes ører: Han kan tids nok komme til at lide ondt, lad ham nu nyde det gode hans forældre kunne gøre ham - forenede med det skønne påskud: Man kan jo dog ikke andet end lade ham gå i skole - peger vil til hovedårsagerne af det særsyn Danmark frembyder at det nemlig er det land, hvor man sjældent ser børn satte og antagne i tjeneste. For landmanden har også en fordom mod at tage drenge eller piger i sin tjeneste. Det samme gælder om vores søfolk. I England er drengene omtrent 1/3 af det hele forenede antal af søfolk. I Danmark er drengene næppe [Ulæseligt, men sandsynligvis 1/tocifret tal].

Dog man kunne næsten her spørge hvem har ret til at bebrejde almuen sine fordomme, for hvem arbejder på ved skrifter at skaffe ham af med dem?

5) Endelig kommer vi nu til den femte årsag til den almindelig følte mangel på hænder. Savnet af en politilov som påbød en gang årligt at undersøge hvad enhver som det ikke var vitterligt om at han enten ved embede eller stadig næringsbrug havde tilstrækkeligt udkomme, levede af.

En sådan velgørende politilov er ikke i nogen af de nyere stater. Men tredobbelt held den stat der indførte den hos sig. Frygten for dette regnskab ville lidt efter lidt formindske og endelig så godt som tilintetgøre tyvenes, hælernes, skøgernes, ruffernes, dagdrivernes, spillernes og alskens bedrageres nu overalt talrige hære.

Den som angav at forfærdige noget slags arbejde hjemme hos sig selv og deraf at leve, måtte bevise at han virkelig havde fået netop sådant arbejde betalt, og med så meget at han deraf kunne leve. Den som angav at arbejde hos eller for andre, måtte skaffe disse folk frem. Den som påstod at studere måtte ved forældres eller formynderes attester bevise at penge til udkomme tilflød ham fra dem, osv.

Ikke alene ligefrem på alle døgenigterne ville denne lov virke, men kraftigen også i alle klasser og alle tider ville den hævde den moralske følelse af menneskets pligt til at æde sit brød i sit ansigts sved, eller at enhver bør anvende sin tid til noget nyttigt, at skaffe sig færdigheder, hvormed han kan fortjene livsophold for sig og andre. Dagdriveri ville ikke længere kunne undgå den fortjente foragt. Arbejdsom blev et hædersord, og klage over savn af hænder ville aldrig høres

(Politivennen nr. 531, 2. juli 1808, s. 8528-8532) 

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen startede i Politivennen nr. 526, 28. maj 1808, s. 8448-8453, forsattes i Politivennen nr. 528, 11. juni 1808, s. 8473-8478 og Politivennen nr. 529, 8. juni 1808, s. 8498-8502