(Fortsat fra nr. 526 og 528)
Har man opnået de to hidtil omtalte midler til at få de mange hos os hvilende arme til at gribe nyttige arbejdsredskaber, nemlig 1) skarpere overvågning mod uretfærdig uddeling af almisse til den dovne, 2) strengere opsyn mod tiggeriet, så kommer endnu et tredje middel at tilbyde sig, nemlig årvågenhed mod en misforstået skolegangsiver, hvor denne finder sted.
Jeg forudser at man vil råbe højt over den formastelige, der synes at ville sige: at man hos os kan drive og har drevet skolegangsiveren for vidt, og at den altså burde mindskes.
Skolegang i Norge i 1840'erne. Men i Danmark var det det samme: Katekisation. I midten står degnen formentlig med Pontoppidan. Særlig ivrige ser eleverne nu ikke ud på billedet.
Men jeg tør desuagtet med den anstændige frimodighed loven kræver, benytte mig af hvad den giver: Ret til at sige min mening i den bedste hensigt om denne så vigtige sag. Jeg ville ønske at det ikke for mange tider siden var betragtet som nødvendigt ved lov at bestemme forældre til at lade deres børn søge skolen, at lade dem gå der så og så længe, i den og den alder osv. Bedre og nemmere tror jeg at man ville have opnået den hensigt man havde og som vist nok var god, ved at pålægge forældrene en vis og klækkelig afgift til stedets skole og voksende i et vist forhold med børnenes antal. Men at man desuden havde tilladt forældrene at holde dem hjemme til nyttigt arbejde, hvis de syntes det. Eller med tavshed forbigået den sag og slet ikke pålagt nogen skoletvang. Herved ville formålet været opnået i en betydelig grad. Skulle man betale til skolen, så ville man også have gavn deraf, såvidt det stod i ens magt. Det bedre udkomme skolelæreren således havde fået, ville have gjort ham mere agtet, og denne agtelse ville også have gjort hans lærdom agtet, og desudenforøget lysten til at skaffe sine børn den. Desuagtet havde forældrene da ikke været under en tvang til at lade deres børn søge skolen, der fra mange sider kan forbitre deres liv, der betager dem det fortjenstfulde i selv at have været ivrig for skolegangen, røver dem en hjælp som synes naturlig at tilhøre dem, og åbner mulighed til et slags plageri som kan være højst krænkende, netop for den skønne maskes skyld, det er i stand til at påtage sig.
Hidtil er talt om sagen generelt uden at tænke sig de to omstændigheder formuenhed eller uformuenhed (fattigdom og ned til armod), betragtede hos skolebørnenes forældre. Men disse giver tingen et ganske forskelligt lys.
I vores hårde klima der kræver mange fornødenheder at selv en almisselems gang- og sengeklæder bliver en sum. Her hvor der ikke blot ved mange klæder skal sikres imod den legemet omgivende luft, ved fjerdyner sørges for, at man ikke fryser ihjel i søvne, hvor der skal spises og drikkes klækkeligt, fordi kulden medfører lysten, og hvor oven i købet selve den luft man skal opholde sig i, må opvarmes osv. osv., her er arbejdsomhed den vigtigste af alle dyder og arbejdsfærdighed den vigtigste lærdom der kan erobres. Dette gælder i det hele, i det mindste burde det sandes i det hele, for den som nu er formuende kan blive fattig! Det barn der nu klædes i fine klæder kan tabe alt hvad forældrene efterlader ham - vel ham, om de da har sørget for at et levnes ham, arbejdsomhed og arbejdsfærdighed! Dog sådan tænkemåde hos formuende forældre er sjælden! Men har den uformuende den ikke, da trefold ve hans barn i tiden!
På landet har denne betragtning også fra Arilds tid været så naturlig hos almuen, at man meget tidlig har set bonden bruge sin dreng i bondegerningen, og den flinke bondekone har også taget tidligt gavn af sin tøs. Derfor blev rigdom på rigdom på børn en rigdomskilde for huset, og moralen vandt derved en ny erobring. Den skændende frygt for en talrig afkom, der endog tør ytre sig højt i ladhedens mund, kendte vores arbejdsomme landbo ikke til. Men på den anden side må det vel tilstås at ingen her bedre kan være dommer end far og mor om alderen når barnet kan gøre den og den gerning og om nødvendigheden af at den eller den gerning gøres nu, hvad enten det er skoletid eller ej. Det modsatte får modsatte følger.
Hvad er bedst: Enten en bondedreng der kan pløje, så, harve, tromle, køre, hugge osv. men kun tarveligt læse og skrive, eller en der læser og skriver som en professor, men intet kan af bondegerning, eller kun usselt, må sand patriotisme dømme.
(Fortsættes)
(Politivennen nr. 529, 8. juni 1808, s. 8498-8502)
Artiklen startede i Politivennen nr. 526, 28. maj 1808, s. 8448-8453, forsattes i Politivennen nr. 528, 11. juni 1808, s. 8473-8478, og af sluttes i Politivennen nr. 531, 2. juli 1808, s. 8528-8532.
Har man opnået de to hidtil omtalte midler til at få de mange hos os hvilende arme til at gribe nyttige arbejdsredskaber, nemlig 1) skarpere overvågning mod uretfærdig uddeling af almisse til den dovne, 2) strengere opsyn mod tiggeriet, så kommer endnu et tredje middel at tilbyde sig, nemlig årvågenhed mod en misforstået skolegangsiver, hvor denne finder sted.
Jeg forudser at man vil råbe højt over den formastelige, der synes at ville sige: at man hos os kan drive og har drevet skolegangsiveren for vidt, og at den altså burde mindskes.
Men jeg tør desuagtet med den anstændige frimodighed loven kræver, benytte mig af hvad den giver: Ret til at sige min mening i den bedste hensigt om denne så vigtige sag. Jeg ville ønske at det ikke for mange tider siden var betragtet som nødvendigt ved lov at bestemme forældre til at lade deres børn søge skolen, at lade dem gå der så og så længe, i den og den alder osv. Bedre og nemmere tror jeg at man ville have opnået den hensigt man havde og som vist nok var god, ved at pålægge forældrene en vis og klækkelig afgift til stedets skole og voksende i et vist forhold med børnenes antal. Men at man desuden havde tilladt forældrene at holde dem hjemme til nyttigt arbejde, hvis de syntes det. Eller med tavshed forbigået den sag og slet ikke pålagt nogen skoletvang. Herved ville formålet været opnået i en betydelig grad. Skulle man betale til skolen, så ville man også have gavn deraf, såvidt det stod i ens magt. Det bedre udkomme skolelæreren således havde fået, ville have gjort ham mere agtet, og denne agtelse ville også have gjort hans lærdom agtet, og desudenforøget lysten til at skaffe sine børn den. Desuagtet havde forældrene da ikke været under en tvang til at lade deres børn søge skolen, der fra mange sider kan forbitre deres liv, der betager dem det fortjenstfulde i selv at have været ivrig for skolegangen, røver dem en hjælp som synes naturlig at tilhøre dem, og åbner mulighed til et slags plageri som kan være højst krænkende, netop for den skønne maskes skyld, det er i stand til at påtage sig.
Hidtil er talt om sagen generelt uden at tænke sig de to omstændigheder formuenhed eller uformuenhed (fattigdom og ned til armod), betragtede hos skolebørnenes forældre. Men disse giver tingen et ganske forskelligt lys.
I vores hårde klima der kræver mange fornødenheder at selv en almisselems gang- og sengeklæder bliver en sum. Her hvor der ikke blot ved mange klæder skal sikres imod den legemet omgivende luft, ved fjerdyner sørges for, at man ikke fryser ihjel i søvne, hvor der skal spises og drikkes klækkeligt, fordi kulden medfører lysten, og hvor oven i købet selve den luft man skal opholde sig i, må opvarmes osv. osv., her er arbejdsomhed den vigtigste af alle dyder og arbejdsfærdighed den vigtigste lærdom der kan erobres. Dette gælder i det hele, i det mindste burde det sandes i det hele, for den som nu er formuende kan blive fattig! Det barn der nu klædes i fine klæder kan tabe alt hvad forældrene efterlader ham - vel ham, om de da har sørget for at et levnes ham, arbejdsomhed og arbejdsfærdighed! Dog sådan tænkemåde hos formuende forældre er sjælden! Men har den uformuende den ikke, da trefold ve hans barn i tiden!
På landet har denne betragtning også fra Arilds tid været så naturlig hos almuen, at man meget tidlig har set bonden bruge sin dreng i bondegerningen, og den flinke bondekone har også taget tidligt gavn af sin tøs. Derfor blev rigdom på rigdom på børn en rigdomskilde for huset, og moralen vandt derved en ny erobring. Den skændende frygt for en talrig afkom, der endog tør ytre sig højt i ladhedens mund, kendte vores arbejdsomme landbo ikke til. Men på den anden side må det vel tilstås at ingen her bedre kan være dommer end far og mor om alderen når barnet kan gøre den og den gerning og om nødvendigheden af at den eller den gerning gøres nu, hvad enten det er skoletid eller ej. Det modsatte får modsatte følger.
Hvad er bedst: Enten en bondedreng der kan pløje, så, harve, tromle, køre, hugge osv. men kun tarveligt læse og skrive, eller en der læser og skriver som en professor, men intet kan af bondegerning, eller kun usselt, må sand patriotisme dømme.
(Fortsættes)
(Politivennen nr. 529, 8. juni 1808, s. 8498-8502)
Redacteurens Anmærkning.
Artiklen startede i Politivennen nr. 526, 28. maj 1808, s. 8448-8453, forsattes i Politivennen nr. 528, 11. juni 1808, s. 8473-8478, og af sluttes i Politivennen nr. 531, 2. juli 1808, s. 8528-8532.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar