Han blev formentlig født 1817.
4. maj 1841 stak han af fra en hyre efter at være mistænkt for tyveri. Han blev fanget, og indsat i Forbedringshuset på Christianshavn.Herfra flygtede han den 2. november 1841 sammen med Jens Peder Haudrup, fanget mindre end en uge efter. Den 21. juni 1842 blev han herfor dømt til 27 slag kat og 10 års fæstningsarbejde.
Den 9. december 1842 blev han efterlyst for undvigelse, men tilsyneladende fanger igen og sendt til Rendsborg.
9. juni 1843 anmeldtes han undveget fra fæstningsslaveriet i Rendsborg.
Den 29. maj 1856 rapporteres det at han lever fint af smugleri og salg af tyvekoster.
Herefter bliver der stille om ham. Det fremgår ikke af aviserne om han er pågrebet.
Tyvssag. En nylig løsladt Arrestant, Lars Christian Wiig, blev ved Politiets Foranstaltning sendt til Helsingør, for derfra at faae Hyre; men da han skulde føres ombord, undløb han. Da der hvilede en høi Grad af Mistanke paa ham, at han Natten imellem den 19de og 20de April havde begaaet et Tyverie hos Spekhøker Olsen i Adelgade, blev han af Politiet eftersat og anholdt i Hillerød den 23de og derfra sendt hertil. Det fra bemeldte Olsen bortstjaalne Sølvtøi m.m. har man fundet skjult i Frederiksberg Have i et Tørklæde, og det blev der taget i Besiddelse af Politiet. (Berl. Av.)
(Den Vest-Siællandske Avis (Slagelse), 4 maj 1841)
Forbedringshuusfangerne Lars Christian Wiig og Jens Peder Haudrup undveeg i Tirsdags Aftes (den 2den f. M.) fra en af Arbeidssalene, hvor nogle og tyve Fanger paa samme Tid vare beskjæftigede med Lys. Igjennem en i Væggen anbragt Jerndør krøb de ind i Kaminen, derfra gjennem Skorstenen ud paa Taget til Embedsmændenes Bolig i Søqvæsthuset, hvor de traf et Qvistvindue aabnet, gjennem hvilket de kom ind paa Loftet og derfra gjennem en Trappegang ned i Gaarden. Over en Have flygtede de nu ind paa Exerceerpladsen, hvor de skiftede deres Fangebeenklæder med andre, de havde medbragt, og kastede hine over i bemelte Have tilligemed et langt af mangfoldige Stumper sammenbundet Reb, som de havde anskaffet til dermed at nedfire sig af Stiftelsens Tag, men ikke kom til at bruge. Samme Aften kastede de deres Trøier ind i en 'port i Sølvgaden, og vidste at forsyne sig, den Ene med en Frakke og den Anden med en Trøie og at skaffe sig Penge. Natten mellem afvigte Torsdag og Fredag, da Vægteren i Larsleistræde Nr. 89, Rasmus Larsen, skulde til at raabe 3, kom to Personer fra Nørrevold ind paa hans Post, men i det de saae ham, gjorde de en kort Vending og gik tilbage, dette vakte hans Opmærksomhed, og da de to Fangers Undvigelse var bekjendtgjort Vægterne ved Paraden med Løfte af 20 Rbd. Duceur for at paagribe dem, ligesom han ogsaa havde seer Politiets Betjente hver Nat patrullere efter dem, formodede han strax, at det maatte være Wiig og Laudrup, og gik efter dem; den ene undslap over Volden og blev beller ikke funden af de Patrouiller, der senere udsendtes til Kirsebærgangen og tilstødende Steder. Den anden blev efter Vægterens Tilraab til Skildvagten forhindret fra at bestige Volden, hvorpaa han piilsnart løb ned af Nørregade. Her var den forfølgende Vægter endelig udmattet og maatte overlade den der posthavende Vægter det Videre. Personen løb imidlertid ind i Krystalgaden, og ligesom han kom om Hjørnet, standsede han pludseligt sit hurtige Løb og gik ganske roligt, saa at den derværende Vægter, der havde hørt sine Collegaers Fløiten, og antog deres Raab: "Stop" for "Brand", spurgte ham hvor IIden var, og blev henviist til Nørregade, hvor han ogsaa ville begive sig, da Vægteren derfra kom ind i Krystalgade og fortsatte Forfølgningen, men uden at kunne komme Personen nær, der ved at see ham, med sin tidligere Hurtighed løb bort ind i lille Fiolstræde. Vægteren i denne Gade, som havde hørt Fløiten i Nørre- og Krystalgade, kaldte ved signal lille Kanikestrædets Vægter til Hjælp og ilede den Flygtende imøde, denne undgik med sin sædvanlige Smidighed den første, men, standset af den sidste, løb han paa omtrent 20 Alens Strækning uden for den nye Provstebolig tre Gange frem og tilbage paa Fortougel mellem disse to Vægtere, som han ikke kunde komme forbi, og som heller ikke kunde gribe ham, før de endelig begge kom ham saa nær, at de samtidigt lagde Haand paa ham. Uden at ane det havde de grebet Lars Christian Wiig, een af Statens allerfarligste Tyve. Han havde et nyt Huggejern i Haanden, og den ene Vægter var saa forsigtig at lage den anden til Vidne, at han fratog ham det, hvilket bevirkede hans senere tilstaaelse af at have havt det. Han har intet Forsøg gjort paa at værge sig dermed og, med Undtagelse af at han paa Vægterens Spørgsmaal, hvorfor han havde det: svarede: "hvad kommer det dig ved", aabnede han ikke sin Mund den hele Tid. - Just faa Øieblikke før Wiig og Laudrup bleve sete i Larsleistræde, havde en Smed i et nærliggente Huus ved Nørrevold opdaget Tyve i Boutiken og var gaaet ud af sit Vindue langs Volden for at hente Hjælp. Flere Omstændigheder sætte det udenfor al tvivl, at Wiig og Haudrup kom ligefra Udførelsen af dette særdeles dristige Tyveri, men herom, saavelsom om deres øvrige Foretagender i de faa dage, Wiig var paa fri Fod, er det endnu for tidligt at gjøre nogen Meddelelse. L. C. Wiig var indsat i Forbedringshuset paa 8 Maaneder for Løsgængeri. Hendrup er i Mandags Aftes ogsaa paagreben (Dg)
Forbedringshuusfangerne Lars Christian Wiig og Jens Peder Haudrup undveeg i Tirsdags Aftes (den 2den f. M.) fra en af Arbeidssalene, hvor nogle og tyve Fanger paa samme Tid vare beskjæftigede med Lys. Igjennem en i Væggen anbragt Jerndør krøb de ind i Kaminen, derfra gjennem Skorstenen ud paa Taget til Embedsmændenes Bolig i Søqvæsthuset, hvor de traf et Qvistvindue aabnet, gjennem hvilket de kom ind paa Loftet og derfra gjennem en Trappegang ned i Gaarden. Over en Have flygtede de nu ind paa Exerceerpladsen, hvor de skiftede deres Fangebeenklæder med andre, de havde medbragt, og kastede hine over i bemelte Have tilligemed et langt af mangfoldige Stumper sammenbundet Reb, som de havde anskaffet til dermed at nedfire sig af Stiftelsens Tag, men ikke kom til at bruge. Samme Aften kastede de deres Trøier ind i en 'port i Sølvgaden, og vidste at forsyne sig, den Ene med en Frakke og den Anden med en Trøie og at skaffe sig Penge. Natten mellem afvigte Torsdag og Fredag, da Vægteren i Larsleistræde Nr. 89, Rasmus Larsen, skulde til at raabe 3, kom to Personer fra Nørrevold ind paa hans Post, men i det de saae ham, gjorde de en kort Vending og gik tilbage, dette vakte hans Opmærksomhed, og da de to Fangers Undvigelse var bekjendtgjort Vægterne ved Paraden med Løfte af 20 Rbd. Duceur for at paagribe dem, ligesom han ogsaa havde seer Politiets Betjente hver Nat patrullere efter dem, formodede han strax, at det maatte være Wiig og Laudrup, og gik efter dem; den ene undslap over Volden og blev beller ikke funden af de Patrouiller, der senere udsendtes til Kirsebærgangen og tilstødende Steder. Den anden blev efter Vægterens Tilraab til Skildvagten forhindret fra at bestige Volden, hvorpaa han piilsnart løb ned af Nørregade. Her var den forfølgende Vægter endelig udmattet og maatte overlade den der posthavende Vægter det Videre. Personen løb imidlertid ind i Krystalgaden, og ligesom han kom om Hjørnet, standsede han pludseligt sit hurtige Løb og gik ganske roligt, saa at den derværende Vægter, der havde hørt sine Collegaers Fløiten, og antog deres Raab: "Stop" for "Brand", spurgte ham hvor IIden var, og blev henviist til Nørregade, hvor han ogsaa ville begive sig, da Vægteren derfra kom ind i Krystalgade og fortsatte Forfølgningen, men uden at kunne komme Personen nær, der ved at see ham, med sin tidligere Hurtighed løb bort ind i lille Fiolstræde. Vægteren i denne Gade, som havde hørt Fløiten i Nørre- og Krystalgade, kaldte ved signal lille Kanikestrædets Vægter til Hjælp og ilede den Flygtende imøde, denne undgik med sin sædvanlige Smidighed den første, men, standset af den sidste, løb han paa omtrent 20 Alens Strækning uden for den nye Provstebolig tre Gange frem og tilbage paa Fortougel mellem disse to Vægtere, som han ikke kunde komme forbi, og som heller ikke kunde gribe ham, før de endelig begge kom ham saa nær, at de samtidigt lagde Haand paa ham. Uden at ane det havde de grebet Lars Christian Wiig, een af Statens allerfarligste Tyve. Han havde et nyt Huggejern i Haanden, og den ene Vægter var saa forsigtig at lage den anden til Vidne, at han fratog ham det, hvilket bevirkede hans senere tilstaaelse af at have havt det. Han har intet Forsøg gjort paa at værge sig dermed og, med Undtagelse af at han paa Vægterens Spørgsmaal, hvorfor han havde det: svarede: "hvad kommer det dig ved", aabnede han ikke sin Mund den hele Tid. - Just faa Øieblikke før Wiig og Laudrup bleve sete i Larsleistræde, havde en Smed i et nærliggente Huus ved Nørrevold opdaget Tyve i Boutiken og var gaaet ud af sit Vindue langs Volden for at hente Hjælp. Flere Omstændigheder sætte det udenfor al tvivl, at Wiig og Haudrup kom ligefra Udførelsen af dette særdeles dristige Tyveri, men herom, saavelsom om deres øvrige Foretagender i de faa dage, Wiig var paa fri Fod, er det endnu for tidligt at gjøre nogen Meddelelse. L. C. Wiig var indsat i Forbedringshuset paa 8 Maaneder for Løsgængeri. Hendrup er i Mandags Aftes ogsaa paagreben (Dg)
(Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende, 6. november 1841)
Lars Christian Wiig flygtede fra Volden ned ad Nørregade mod Krystalgade. Foto: Erik Nicolaisen Høy.
Paakjendte Retssager.
Kjøbenhavnske Sager. Den 21de Juni 1842: 1. Justitsraad og Proc. Weidemann Actor, contra Arrestanten Lars Christian Wiig. For at være udbrudt af Forbedringshuset og derefter at have begaaet Indbrudstyveri ansaaes Arrestanten med 27 Slag Kat og 10 Aars Fæstningsarbeide.(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 2. juli 1842)
Efterlysning.
Fra Kjøbenhavns Fæstnings Stokhuus ere undvegne:
1) Fæstningsslaven Lars Christian Wiig, fød i Helsingør, hjemmehørende i Kjøbenhavn, 25 Aar gl., indsat i Slaveriet i Aaret 1842. Hans Signalement er: middel af Væxt, proportioneret Legemsbygning, blaa Øine, brune Haar. Han har et Ar over venstre Tommelfinger og Huller til Ringe i Ørene.
Hvo, som anholder nogen af disse Slaver, erholder de reglementerede Opbringerpenge.
Kjøbenhavns Stokhuus, den 9de Decbr. 1842
J. E. Nissen
Stokhuusinspecteur.
Efterlysning.
Fra Kjøbenhavns Fæstnings Stokhuus ere undvegne:
1) Fæstningsslaven Lars Christian Wiig, fød i Helsingør, hjemmehørende i Kjøbenhavn, 25 Aar gl., indsat i Slaveriet i Aaret 1842. Hans Signalement er: middel af Væxt, proportioneret Legemsbygning, blaa Øine, brune Haar. Han har et Ar over venstre Tommelfinger og Huller til Ringe i Ørene.
Hvo, som anholder nogen af disse Slaver, erholder de reglementerede Opbringerpenge.
Kjøbenhavns Stokhuus, den 9de Decbr. 1842
J. E. Nissen
Stokhuusinspecteur.
(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger 10. december 1842)
Commandantskabet over Fæstningen Rendsborg
den 9de Juni 1843. v. Bardenfleth.
Stikbrev.
Da de til det herværende Stokhuus hørende Fæstningsslaver Hans Joachim Hinrich Rieck eller Riecken og Lars Christian Wiig Torsdagen den 8de dennes ere undvegne fra Arbeidet, saa anmodes vedkommende Øvrigheder herved tjenstlig om at ville arrestere disse Forbrydere, hvor de maatte antræffes, samt meddele Commandantskabet Underretning om deres Anholdelse, for at man herfra kan træffe fornøden Foranstaltning til deres Afhentelse.Commandantskabet over Fæstningen Rendsborg
den 9de Juni 1843. v. Bardenfleth.
Signalement
over
Slaven Hans Joachim Hinrich Rieck eller Riecken.
Fornævnte Fæstnigsslave er 34 Aar gammel, født i Segeberg, 63 1/4 Tommer høi, blond af Haar, har graae Øine og rask af Gang. I den øverste Tandrad er een Tand beskadiget. Den 34de Juli blev han benaadet, og er den 23de April d. A. fra Segeberg igen afleveret til herværende Stokhuus. Han taler høitydsk og plattydsk, og er undvegen i de sædvanlige Slaveklæder.Signalement
over
Slaven Lars Christian Wiig.
Fornævnte Fæstningsslave er 26 Aar gammel, født i Helsingøer, 63 3/4 Tommer høi, har mørkt Haar, blaae Øine og en rask Gang. Han har i den venste Side en lille bruun Plet. Iøvrigt er han Snedker af Profession, taler dansk, og er undvegen i de sædvanlige Slaveklæder.(Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende, 12. juni 1843)
Aalborg, den 29de Mai.
Følgende Skrivelse fra Haderslev har i denne Tid været omsendt til de forskjellige Jurisdictioner:
"En her anholdt Person, om hvem det er oplyst, at han er den i Aaret 1842 fra Nyborg Fæstning undvegne Slave Jørgen Jørgensen Levin, har iblandt Andet afgivet følgende Forklaring :
Da han omtrent i Midten af April Maaned drev omkring i Egnen af Ribe. traf han i et Værtshuus i denne By en Mand, der efter Udseende maatte antages at være en omrejsende Handelsmand, men i hvem Arrestanten gjenkjendte en paa Livstid inddømt Fæstningsslave ved Navn Widt eller Wiig. Denne Person betroede Arrestanten, at han for længere Tid siden var undvegen fra Slaveriet i Rendsborg og at han nu levede af at sælge Contrebande og Tyvekoster, og at han stod i Forbindelse med en Tyvebande i Jylland, til hvilken iblandt Andre hørte en Mand ved Navn Ole Andersen i Egnen om Silkeborg. Han foreviste for Arrestanten et Pas, der var skrevet paa Tydsk og lød paa Levi fra Eiderstedt, og fortalte, at han havde et eget Kjøretøi og at han reiste i Fælledsskab med 3 Mandspersoner og et Fruentimmer og nu var paa Veien til Hobro Kanten. Efter Arrestantens Udsigende var Wiig eller, som han nu lader sig kalde, Levi godt klædt, havde Briller med Sølv- eller anden Metalindfatning og talte til Folk i almindelighed Dansk med gebrokken tydsk Accent, men til Arrestanten under fire Øine reent Sjællandsk.
Efter at jeg i denne Anledning har indhentet Oplysning fra kommandantskabet i Rendsborg, er det mig meddeelt, at en Person ved Navn Lars Christian Wiig under 8de Juni 1843 er undvegen fra Stokhuset i Rendsborg uden senere at være paagrebet. Hans Signalement er opgivet saaledes: middel af Væxt, proportioneret Legemsbygning, blaae Øine, brune Haar; han har et Ar over venstre Tommelfinger og Huller til Ringe i Ørene, hvorhos endnu bemærkes, at han er anseet med Straf af 2 Gange 27 Slag Kat, hvoraf der formeentlig vil være Spor paa hans Ryg.
Jeg tillader mig i denne Anledning at lade udgaae en tjenstlig Anmodning til samtlige Politieauthoriteter om at eftersøge den nævnte undvegne Slave, der er skildret som en høist farlig, dristig og snu Forbryder, og i Antræffelsestilfælde at tage ham under sikker Bevogtning og derom meddele mig Underretning. Om hans Følge har jeg ingen nærmere Oplysning.
Tylstrup Herredscomptoir i Haderslev,
den 19de Mai 1856."
(Underskriften er vanskelig at dechiffrere, men af Statskalenderen sees det at være Alexander Heide.)
Denne Skrivelse kaster et mærkeligt Lys paa vort Efterlysnings- og Politievæsens Historie og Forfatning. I 14 Aar kunne undvegne farlige Forbrydere drage uhindret om, organisere Tyvebander osv. Det synes at vidne om liden Iver og Forbindelse mellem Justitsbetjentene indbyrdes eller maaskee liden Bistand for disse hos det utilstrækkelige, ofte indolente eller indulgente, Landpolitie. For endeel har det maaskee ogsaa sin Rod i Mangelen paa friere berettiget Handelsnæring paa Landet, fordi man, da man ikke ganske kan eller vil afsavne denne, er bleven vant til at see gjennem Fingre med og tildeels beskytte Alle, der drage omkring i Handelsforretning og stundom under den skjule anden Industrie og Fingernemhed. Jo større Frihed der gives Landet til stedlig Næring, jo mere vilde hermed kunne øves Control og jo lettere vilde ogsaa Landpolitiet herved kunne faae Medhjælp fra Befolkningers Side til at have vaagent Øie med farlige og virkelige Vagabonder. - Som et andet Exempel her fra Egnen paa, hvor lang Tid ogsaa i en mindre Kreds undvegne Arrestanter kunne slippe for Anholdelse, kan anføres, at den 2den forr. Maaned anholdtes en Skræder Ped. Chr. Nielsen, som den 28de August 1854, altsaa for over 1 ½ Aar siden, var undvegen fra Thisted Arrest.
Aalborg, den 29de Mai.
Følgende Skrivelse fra Haderslev har i denne Tid været omsendt til de forskjellige Jurisdictioner:
"En her anholdt Person, om hvem det er oplyst, at han er den i Aaret 1842 fra Nyborg Fæstning undvegne Slave Jørgen Jørgensen Levin, har iblandt Andet afgivet følgende Forklaring :
Da han omtrent i Midten af April Maaned drev omkring i Egnen af Ribe. traf han i et Værtshuus i denne By en Mand, der efter Udseende maatte antages at være en omrejsende Handelsmand, men i hvem Arrestanten gjenkjendte en paa Livstid inddømt Fæstningsslave ved Navn Widt eller Wiig. Denne Person betroede Arrestanten, at han for længere Tid siden var undvegen fra Slaveriet i Rendsborg og at han nu levede af at sælge Contrebande og Tyvekoster, og at han stod i Forbindelse med en Tyvebande i Jylland, til hvilken iblandt Andre hørte en Mand ved Navn Ole Andersen i Egnen om Silkeborg. Han foreviste for Arrestanten et Pas, der var skrevet paa Tydsk og lød paa Levi fra Eiderstedt, og fortalte, at han havde et eget Kjøretøi og at han reiste i Fælledsskab med 3 Mandspersoner og et Fruentimmer og nu var paa Veien til Hobro Kanten. Efter Arrestantens Udsigende var Wiig eller, som han nu lader sig kalde, Levi godt klædt, havde Briller med Sølv- eller anden Metalindfatning og talte til Folk i almindelighed Dansk med gebrokken tydsk Accent, men til Arrestanten under fire Øine reent Sjællandsk.
Efter at jeg i denne Anledning har indhentet Oplysning fra kommandantskabet i Rendsborg, er det mig meddeelt, at en Person ved Navn Lars Christian Wiig under 8de Juni 1843 er undvegen fra Stokhuset i Rendsborg uden senere at være paagrebet. Hans Signalement er opgivet saaledes: middel af Væxt, proportioneret Legemsbygning, blaae Øine, brune Haar; han har et Ar over venstre Tommelfinger og Huller til Ringe i Ørene, hvorhos endnu bemærkes, at han er anseet med Straf af 2 Gange 27 Slag Kat, hvoraf der formeentlig vil være Spor paa hans Ryg.
Jeg tillader mig i denne Anledning at lade udgaae en tjenstlig Anmodning til samtlige Politieauthoriteter om at eftersøge den nævnte undvegne Slave, der er skildret som en høist farlig, dristig og snu Forbryder, og i Antræffelsestilfælde at tage ham under sikker Bevogtning og derom meddele mig Underretning. Om hans Følge har jeg ingen nærmere Oplysning.
Tylstrup Herredscomptoir i Haderslev,
den 19de Mai 1856."
(Underskriften er vanskelig at dechiffrere, men af Statskalenderen sees det at være Alexander Heide.)
Denne Skrivelse kaster et mærkeligt Lys paa vort Efterlysnings- og Politievæsens Historie og Forfatning. I 14 Aar kunne undvegne farlige Forbrydere drage uhindret om, organisere Tyvebander osv. Det synes at vidne om liden Iver og Forbindelse mellem Justitsbetjentene indbyrdes eller maaskee liden Bistand for disse hos det utilstrækkelige, ofte indolente eller indulgente, Landpolitie. For endeel har det maaskee ogsaa sin Rod i Mangelen paa friere berettiget Handelsnæring paa Landet, fordi man, da man ikke ganske kan eller vil afsavne denne, er bleven vant til at see gjennem Fingre med og tildeels beskytte Alle, der drage omkring i Handelsforretning og stundom under den skjule anden Industrie og Fingernemhed. Jo større Frihed der gives Landet til stedlig Næring, jo mere vilde hermed kunne øves Control og jo lettere vilde ogsaa Landpolitiet herved kunne faae Medhjælp fra Befolkningers Side til at have vaagent Øie med farlige og virkelige Vagabonder. - Som et andet Exempel her fra Egnen paa, hvor lang Tid ogsaa i en mindre Kreds undvegne Arrestanter kunne slippe for Anholdelse, kan anføres, at den 2den forr. Maaned anholdtes en Skræder Ped. Chr. Nielsen, som den 28de August 1854, altsaa for over 1 ½ Aar siden, var undvegen fra Thisted Arrest.
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling, 29. maj 1856)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar