Uforskammethed lige uden for Politikammeret, og for Næsen af en hel Hovedvagt

I søndags opstillede en bande af unge drenge der fejrede vinteren med at lege med snebolde, sig på Kongens Nytorv tæt ved hovedvagten. Dette er den slags morskab som vel enhver i sin ungdom også med megen glæde gav sig af med, og udført forsigtigt kan de måske anses for hærdende gymnastiske øvelser. Men det er en uforskammet kådhed og et udtryk for uårvågent opsyn, når den ungdom, hvis anstændige leg skulle være et opmuntrende syn for de børn, med den kådeste overgivenhed kaster snebolde efter de forbigående eller forbikørende og ledsager de formentlige heltebedrifter med skrig og skoggerlatter. 

Således gik det i søndags. Skulle man tro at en hel hovedvagt ville se roligt til, og at ingen politibetjent så tæt ved politikammeret, i al den tid disse ridderøvelser varede, skulle have ærinde på pladsen? Nej, drengene ejede torvet uden indsigelse, og det var op til dem om de ville slå enhver forbipasserende blå og gul. En dame som kørte i sin kane, fik en snebold på kinden på en sådan måde at hun måske i lang tid vil mærke den. Imidlertid turde den ledsagende person ikke stå ud for at tugte kasteren, da han kunne forvente alle de øvrige drenges anfald, uden håb om hjælp. Skulle det dog ikke være muligt, at råde bod på gadedrengenes tøjlesløshed, uden at ødelægge den uskyldige ungdommelig munterhed?

(Politivennen. Hæfte 3, nr. 37, den 5. januar 1799, s. 586-587)