Den 14de dennes henimod Aften forefaldt der, ifølge "Slagelseposten" paa Erdrup Mose i Nærheden af Lyngbygaard en meget uhyggelig Begivenhed, idet Skovfoged og Skytte N. C. Jensen af Søhuus Plantage blev, ved et Sammenstød med en af de mange omstreifende Krybskytter, saa ilde tilredt, at han Dagen efter afgik ved Døden. Saavidt Bladet har bragt i Erfaring, ere de nærmere Omstændigheder følgende: Den nævnte Dags Eftermiddag opdagede Skovfogden, da han gik paa Jagt paa Erdrup Marker en Krybskytte, som søgte ned ad Mosen til, og gav sig strax i Færd med at forfølge ham, idet han kastede sit Jagttøi fra sig undtagen Bøssen, og det lykkedes ham ogsaa at hale ind paa den Flygtende. Denne vendte sig imidlertid og affyrede sin Bøsse mod Skovfogden, der desuagtet vedblev Forfølgelsen, idet hans Støvler optoge Skudet, og han indhentede ogsaa omsider Krybskytten, som han greb og kastede til Jorden. Krybstytten bad imidlertid om at maatte slippe op, idet han lovede ikke at undløbe, og Skovfogden var godmodig nok til at slippe ham; men neppe var han kommen paa Benene, før han med Raseri foer ind paa Betjenten, bed og slog denne til han var ude af Stand til at staae imod, og kastede ham dernæst i en Tørvegrav, hvor han lod ham ligge, og hvorfra tililende Folk omsider fik ham op i en Tilstand, der var Døden nær. Den Ulykkelige blev hurtigst muligt kjørt op til den nærmeste Gaard paa Erdrup Mark og bragt i Seng der, og der blev strax sendt Bud efter Lægen; men den lidte Overlast havde været for voldsom; han blev svagere, indtil Døden næste Dags Middag omsider indfandt sig. Den Afdøde lader sig Kone og 3 smaa Børn i smaa Kaar. Han var brav, flittig og stræbsom, og ligesaa agtet som han var i sin Kreds, ligesaa yndet skal han have været af sine Foresatte for den Iver, hvormed han passede sin Tjeneste, i hvilken han maatte lade sit Liv. Gerningsmanden til Udaaden, en Gaardmandssøn fra Gaardrup, er arresteret.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. november 1877).
Fysikus Knudsen og distriktslæge Høegh-Guldbergs obduktion antog at han var død af en blodstigning til hovedet, måske fremkaldt ved flere stærke slag, samt opholdet i det kolde vand og nedslugning af vand.
Lyngbygaard havde været i familien Qvistgaards eje siden 1760. Carl Julius Rehling Qvistgaard (1806-1877) boede ikke på selve gården, men i Jægerhus i skoven "Simons Stubbe" nord for Skælskør. Da han var død, overgik gården ved lodtrækning til hans yngste datter Tofa Alvilda Qvistgaard (1852-1895) og svigersønnen Peter Frederik Fabricius (1842-1917). Boet efter den afdøde godsejer indsatte i Slagelse Sparekasse i december 1877 1.000 kr for hver af skovfoged Karl (eller Niels) Jensens 3 sønner. Beløbet kunne hæves når de blev 25 år gamle, mens enken fik renterne imens, samt en årlig sum penge, fri bolig og brændsel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar