Harro Paul Harring (1798-1870) revolutionær forfatter, demokrat og kosmopolit. Han var født i den frisiske del af Slesvig, tæt ved Husum. Efter et kort ophold som historisk militærmaler i København, rejste han i 1820 til Wien og Würzburg. I 1821 deltog han i den græske uafhængighedskrig. Harro Harring nævnes den 26 februar 1822 i Aarhuus Stifts-Tidende. Han var kendt i København som tysk poet. Så til Rom et år. Dernæst til Wien. Han boede også i Schweiz og München, i Wien arbejdede han som skripforfatter på Theater an der Wien. Han var i Prag, Warschawa 1828 hvor han blev kornet i et russisk lancerregiment. Da revolutionen brød ud i Frankrig i juli 1830, rejste han til Braunschweig, Bayern og Saxen. Her blev han udvist som demagog og tog til Strasbourg hvor han udgav avisen Das constitutionelle Deutschland og deltog i Hambach Festival 1832. Men måtte så forlade landet til Frankrig i Dijon–Châlonsområdet. Her mødte han Giuseppe Mazzini og deltog i det revolutionære angreb på Savoie. Han blev arresteret flere gange i Schweiz og blev uvist til London. I maj 1837 blev han såret og levede en tid på Helgoland. Her var hans revolutionære ideer imidlertid ikke populære blandt indbyggerne. Guvernøren Henry King sendte bud efter et krigsskib for at få ham fjernet.
I september 1838 var han på åen Jersey, for i vinteren 1838-39 at returnere til Helgoland, derefter Bordeaux og Burges. Turen gik 1841 til Holland, derefter England, Frankrig og Brasilien. I august 1843 rejste han til USA hvor han levede som maler og forfatter. Opstanden i 1848 fik ham tilbage til Slesvig, over Hamborg og Rendsborg, hvor han udgav avisen Das Volk. Han holdt bl. a. en tale i Bredstedt i Nordfrisien hvor han agiterede for en nordfrisisk republik. Han sluttede talen med at drage et sværd og citere et nordfrisisk mundheld "hellere død end slave".
I 1828 var der i Kjøbenhavnsposten (23. maj, 27. maj, 3. juni) en længere anmeldelse af hans biografiske skrift Rhonghar Jarr. Og igen den 30. september 1828 hvor han vendte tilbage til København. Da Kjøbenhavnsposten bragte et uddrag af hans "Memoiren über Polen unter russischer Herrschaft", blev det i 1831 for meget for Frederik 6. som beordrede kancelliet til at standse avisens bidrag af Harring samt indskærpe politiet til at skride ind over for fornærmelser af venligtsindede regeringer.
Herefter følger en lind strøm af notitser og avisartikler om ham, både hans skrifter og hans livlige rejsevirksomhed og sporadiske arrestationer. Dette gælder for øvrigt også tyske aviser og USA hvor han hyppigt blev nævnt. Han nævnes bl.a. ganske kort i et af Karl Marx' værker, så denne må have kendt ham. Umiddelbart før opstanden i 1848 var han begyndt at agitere for oprettelse af arbejderforeninger:
- En Correspondents-Artikel fra Slesvig-Holsten i et sydtydsk Blad indeholder følgende Notits om en ogsaa her bekjendt Personlighed:
- Efter 23 Aars Fraværelse er den bekjendte Skribent Harro Harring, Nordfriesen, endeligen vendt tilbage til sit Hjem, efterat han med Vandringsstaven har udmaalt Verden og sidst dvælet i Nordamerika. Da han landede i Tønningen modtoge hans Slægt og Venner ham, i hvis Følge han begav sig til sit, ved Husum liggende Fædrehuus. Det lader til at de herværende politiske Begivenheder have bestemt ham til at vende hjem til hans Fødeegn; thi han interesserede sig strax levende for dem; allerede paa Landingspladsen skal han have holdt en Tale til den forsamlede Mængde, og sammenkaldte et Folkemøde af Nordfrieser, for at meddele disse sine politiske Anskuelser og Raad. Denne Nordfriese er vistnok en meget respektabel politisk Charakteer, men han hører aabenbart til de overspændte, og naar han i 23 Aar har gjennemvandret Verden, saa er han ogsaa, ligesom hiin Vandrer hos Schiller, vendt tilbage til Fædrenehjemmet som en Fremmed, og det viser sig temmelig klart, at han i disse 28 Aar ikke har levet og lidt med os. Var Harro Harring ikke en Exalteret, saa vilde han ikke have talt om at oprette en nordfriesisk Republik, og havde han ikke saa længe været borte, saa vilde han ikke nu nære de danske Sympathier, han nu uforbeholdent udtaler, og hvorved han vækker Alles Forargelse. At Danske og Tydske ere beslægtede Folk, der som saadanne ikke burde staae saa fjendske ligeoverfor hverandre, kan i og for sig betragtet være meget rigtigt, men deraf følger endnu ikke, at vi skulle gaae op i Danmark og nødes til at blive Danske, saa at Harro Harrings mæglende Tale var langt mere egnet til at holdes for Danske paa Skydebanen i Kjøbenhavn, end for Folk her i Landet og Nordfrieser. Naar Harro Harring ved denne Leilighed fortæller os, at han er lige velvillig stemt mod Danmark og mod Tyskland, at den nuværende Kamp gjør et smerteligt Indtryk paa ham, ligesom ogsaa at han paa fædrene Side nedstammer fra Skandinavien og paa mødreneside fra Spanien, saa henhører Alt dettt aabenbart slet ikke til Sagen, og kan kun være en Rettesnor for ham, ikke for os. Efter denne politiske Debut har han begivet sig til sin Broder, Præsten i Sehestedt ved den slesvig-holstenske Canal, og vi maae nu afvente hans videre Foretagender."
(Kjøbenhavnsposten 18. oktober 1848)
Herefter begyndte den danske (og dele af den tyske) presse at blive mere kølig i deres beskrivelse af Harring. Det blev ikke bedre af at aviserne mente hans sympatier lå tættere på slesvigerne end på dansk-nationale: Fra at blive omtalt som den velkendte Harring, gik man nu over til at blive benævnt den berygtede Harring. Hans skrifter blev forbudt i Slesvig. Aviserne fortsatte dog flittigt med at omtale hans virksomhed, nu på en uvenlig måde. Harring var skandinavist og dermed i modsætning til den slesvig-holstenske bevægelse. Han blev derfor udvist derfra hvorefter han tog til Kristiania (Oslo). Her opfordrede han på skrift nordmændene til at gøre oprør mod det konstitutionelle monarki og måtte forlade Norge i maj 1850. Ved den lejlighed bragte tyske konservative aviser nedenstående artikel:
Den vagabonderende revolutionskarl Harro Harring.
Avisen Augsburg rapporterede om dette berygtede emne, som vandrede rundt i Europa og Amerika i forbindelse med oprør. Allgemeine Zeitung for noget tid siden fra Stockholm følgende:
"Den kendte Harro Harring, der har fundet et sikkert tilflugtssted i Norge i et halvt år, har mistet det ved at udgive flere skrifter med den åbenlyse tendens til at bringe Norge i oprør og vælte landets monarkiske forfatning. Om morgenen den 29. maj dukkede fire politibetjente op i hans bopæl og informerede ham om regeringens beslutning om at fjerne ham fra kongedømmet. Først virkede han ganske rolig, da han hørte denne nyhed, men så udtrykte han bekymring for, at der var en hensigt om at udlevere ham til Rusland. *) Efter at være blevet beroliget på dette punkt, pakkede han hurtigt sine ting og blev ført om bord på en damper, som den følgende dag skulle føre ham til København. Endnu en gang blev han overvældet af frygten for at blive spillet på russiske hænder i København gennem skjulte intriger. For at berolige ham, ordnede regeringen det sådan at han ved sin ankomst i København fik overbragt 30 specier til at rejse videre til England. I mellemtiden samledes en række borgere, for det meste indfødte tyskere, sammen og besluttede at protestere mod Harrings udvisning, som fik 140 underskrifter. Nogle borgere var allerede kommet til etatsråd Sørensen for at anmode om Harrings løsladelse, men deres anmodning var definitivt blevet afvist. Aftenen før Harrings afgang samledes en folkemængde på stranden og hilste ham med jubel, men spredte sig så uden at forårsage uorden. Den egentlige årsag til Harro Harrings udvisning var et norsk skuespil, han havde udgivet kort forinden, kaldet "Testamentet fra Amerika". Dette dokument fordømmer enhver monarkisk styreform, hvad enten den er forfatningsmæssig eller absolut; hver enkelt er baseret på bedrageri og bestikkelse, herunder den norske grundlov. Blandt andre udsagn finder man følgende: "Monarki er ikke af Guds nåde, men af Guds forbandelse." "Den såkaldte norske frihed er en karikatur, for vi har ingen nationalitet." "Norge er et pavedømme; vores pave bor i Stockholm, men vi er ikke romere." "Kongen har absolut ret til at få folket slagtet, hvis de gør modstand." "Monarkiets ret er en åbenlys løgn" mv.
Den "bekymring", som Harring, denne slyngel revolutionære Harring, udtrykte i den rapport, "om at se sig selv udleveret til Rusland" og bemærkningen om, at han "havde været i russisk militærtjeneste i et stykke tid" giver os mulighed for at dele med vores læsere et par ting om den måde, hvorpå han kom i denne militærtjeneste. - Det var i juli 1828, for 22 år siden, da en meget indelukket lille mand, omkring 30 år gammel, ankom til Warszawa fra Tyskland, besøgte de notabiliteter der, især dem med tyske navne, beskrev sin ekstremt triste, pengeløse situation og fortalte de nævnte notabiliteter den forfærdelige nyhed: "For ikke at sulte, ville han være nødt til at tage sit eget liv, hvis han ikke blev optaget i russisk militærtjeneste." - De højtstående militære embedsmænd, som han henvendte sig til, fandt det mærkeligt, at en person, der ikke var kendt for andet end sin vagabonderende "En frisers rejser" (der som bekendt blev kastet efter læseren i fire bind af Harro Harring) søgte at blive taget i tjeneste for en fremmed stat, der ikke var særlig glad for lignende individer.
Hr. Harrings håb, som han havde bragt med sig til Warszawa, og som måske havde været mere kvantitativt end hans eksisterende styrke, skrumpede voldsomt. Tilfældigvis havde en tysker, der havde været i russisk tjeneste i årevis, statsråd S., der året før havde spist middag med førnævnte Harring ved table d'hôte i München, det "uheld" at blive stødt på dette spisebekendtskab der i Warszawa. Den stakkels etatsråd S. var nu det nye anker, som hr. Harring forsøgte at klynge sig til sit håbløse lille håbsskib. Han bad ham om et lån som låneren gavmildt bevilgede, og som også gav den mand der længtes efter værnepligten, den sikkerhed, at hvis denne længsel ikke skulle tilfredsstilles, ville han tage ham gratis med i sin egen vogn til Tyskland hvortil etatsråden skulle rejse. - Hr. Harring udtrykte sin glæde - som vi kan berette fra en god kilde - på forskellige måder. For det første fordømte han Tysklands snæversyn, "fordi en monark af det sydlige Tyskland, til hvem han mest hengiven havde bedt om en underofficersstilling eller støtte i kontanter, med de mest kostbare forbundne værker, "Fahren ham" havde afvist begge. - Så faldt han skiftevis i bagtalende og misantropiske henrykkelser, - så atter jublede højlydt ved tanken om en gunstig beslutning "som ville efterlade hele Tyskland i en tilstand af forbløffet forbløffelse"; - dansede rundt i lokalet; Han bandt sin noget slidte frakke fast for at vise, hvor vidunderligt slank hans talje var (let forklaret med hans tidligere sult), og hvordan alle ville beundre ham i hans ulan-uniform; Så gav han af taknemmelighed sin nye søn et af sine værker at læse, betroede ham vidunderlige hemmeligheder og sluttede af med en ny pumpe, som hans protektor også venligt gik med til! - I løbet af få dage blev hr. Harro Harring, takket være førnævnte statsråd S.s uophørlige indsats, "kejserlig russisk underofficer", og var nu, for at bruge Schillers ord, "på stigen til den højeste magt!" - I betragtning af sin fattigdom og på kejserlig bekostning fik han alt det udstyr, som enhver frivillig ellers må skaffe sig, og han fik også sikkerhed for, at han ville stå på lige fod med junkerne med hensyn til avancement. - Hr. Harring bragte nyheden om denne uventede lykke personligt til den mand, som han udelukkende og udelukkende havde at takke for det, med virkelig excentrisk jubel. Han kunne næppe finde ord til at udtrykke sin glæde over, at etatsraad S. havde reddet ham fra hungersnød ved sine anstrengelser og udtalte de oprigtigste forsikringer om evig taknemlighed til sin "Frelser i hans dybeste jordiske nød"! Det taknemmelige minde om hans velgører skulle aldrig dø ud i hans "så ofte misforståede hjerte". - Velgøreren svarede på alle udråb, som i profetisk forventning: "At når han hjælper en person, forventer han aldrig taknemmelighed!" - Der var næppe gået et par måneder, da korporal Harring af gode grunde blev frataget denne hæder, hans uniform blev taget af, og han blev dirigeret over grænsen til Tyskland, som nu var så heldig at besidde skatten igen, som den ganske vist slet ikke var gået glip af. – Hr. Harrings første sag var nu at skrive pamfletter mod Rusland i Tyskland – Manden vilde trods alt leve og ligesindede Boghandlere skulde hjælpe ham dertil – hvori han erklærede det for en skændsel at have iført den uniform, som han havde bedt om på den ydmygste og mest bedende måde, og hvori han fandt, for at bruge sine egne ord, sin største lykke. - Vi vil tilskrive den hurtige ændring i disse synspunkter hr. Harrings politiske konsekvens, hvilket kan undskylde meget, især i nyere tid. - Det menneskelige, bundløse fællesskab af førnævnte slyngel var dog mest fyldestgørende dokumenteret ved, at han anså det for en uundgåelig sag straks at smide snavs på den mest skamløse måde i alle datidens sympatiske aviser på førnævnte etatsråd S., den mand, som han havde plaget med den mest grublende, tiggede, den sidste af hvilke bogstaver og ord, som havde den første, men den sidste gjort alt i hans magt for at redde denne menneskelige plage fra sult. -Den nylige fremkomst af disse vagabonds har fået os til at offentliggøre denne erindringer for at give et eksempel på demokratisk taknemmelighed. - Hr. Harring er nu i England, hvor der også gror træ til galge. - Men hvis manden, der indledte bevægelsen, forestillede sig, at Rusland "havde krævet hans udlevering", er der tale om en "overtroisk overvurdering af egne evner". Rusland vil være glad for at slippe af med denne slags rabalder fra sine grænser. Og at tidligere sergent Harro Harring er en del af rabalder, er noget, han nok ikke selv ville turde afvise.
*) Harro Harring har skrevet mange ting mod Rusland. Han havde tidligere tjent en tid i det russiske militær (under storhertug Constantinos regiment i Warszawa).
Der vagabondirende Revolutionsmachergeselle Harro Harring.
Ueber dieses berüchtigte, in Geschäften der Rebellion in Europa und Amerika umvagabondirende Subjekt berichtete die Augsb. Allgemeine Zeitung vor einige Zeit aus Stockholm Folgendes:
"Der bekannte Harro Harring, der seit sechs Monaten eine sichere Zuflucht in Norwegen gefunden, hat sich derselben verlustig gemacht, indem er mehrere Schriften mit der offenbaren Tendenz herausgegeben, Norwegen in Aufstand zu bringen und die monarchische Verfassung des Landes umzustürzen. Am 29. Mai Morgens fanden sich in seiner Wohnubg vier Polizeibediente ein, und gaben ihm den Beschluss der Regierung zu erkennen, ihn aus dem Reiche zu entfernen. Er schien anfangs bei dieser Mittheilung ganz ruhig, bad äusserte er aber die Besorgniss, dass man die Absicht habe, ihn an Rusland abzuliefern. *) Nachdem man ihn in dieser Hinsicht beruhigt hatte, packte er schnell seine Sachen, und wurde an Bord eines Dampfschiffes geführt, welches ihn am folgenden Tag nach Kopenhagen bringen sollte. Abermals überfiel ihn die Furcht, in Kopenhagen durch vergorgene Ränke in russische Hände gespielt zu werden. Um ihn auch darüber zu beruhigen, verordnete die Regierung, dass bei seiner Ankunft in Kopenhagen eine kleine Summe von 30 Speciesthalern ihm überreicht würde, damit er sofort seine Reise nach England fortsetzen könne. Eine Anzahl Bürger, meistens geborne Deutsche, sammelte sich indessen und beschloss gegen die Verweisung Harrings einen Protest, welcher 140 Namensunterschriften erhielt. Einige Bürger hatten sich schon vorher bei dem Staatsrath Sörensen eingefunden, um die Freilassung Harrings zu begehren, ihr Ansuchen war aber bestimmt abgeschlagen worden. Am Abend vor der Abreise Harrings sammelte sich eine Menge Volks am Strande und begrüsse ihn mit Vivatrufen, ging aber dann ohne Unordnung auseinander. Die eigentliche Veranlassung zue Verweisung Harro Harrings war ein kurz vorher von ihm publicirtes norwegische Schauspiel, genannt: "Das Testament aus Amerika". Diese Schrift verdammt jede monarchische Regierungsform, sie sey constitutionell oder absolut; jede sey auf Betrug und Bestchung gegründet, auch die norwegische Verfassung. Unter anderen Aeusserungen findet man folgende: "Die Monarchie ist nicht von Gottes Gnaden, sondern von Gottes Fluch." "Die sogenannte norwegische Freiheit ist eine Karrikatur, denn wir haben keine Nationalität." "Norwegen ist ein Papstthum; unser Papst residirt in Stockholm, wir sind aber keine Römer." "Der König hat unumschränktes Recht, das Volk niederhauen zu lassen, wenn es Widerstand leistet." "Das Recht der Monarchie ist eine offenbare Lüge" u. s. w.
Die in jenem Berichte angedeutete "Besorgniss" besagten Harrings, dieses streichenden Revolutions-Härings "an Russland sich ausgeliefert zu sehen", udn die Bemerkung, dass derselbe "eine Zeitlang in russischen Militairdiensten gestanden habe", gibt es uns Gelegenheit, einige Beiträge über die Art und Weise, wie er in diese Militairdienste gekommen, hier den Lesern mitzutheilen. - Es war im Juli 1828, also vor 22 Jahren, als in Warschau ein sehr confiscirt aussehendes kleines, etwa 30jähriges Menschekind, aus Deutschland angekommen, die dortigen Notabilitäten, besonders die mit deutschen Namen, überlief, seine höchst traurige, mittellose Lage schilderte und besagten Notabilitäten die grausliche Verschering mittheilte: "Um nicht zu verhungern müsse er sich das Leben nehmen, wenn er nicht in russische Militairdienste aufgenommen würde." - Die höheren Militairbeamten, an die er sich gewandt, fanden es wunderbar, dass ein, durch weiter nichts, als durch seine vagabondirenden "Fahren eines Friesen" (die bekanntlich in 4 Bänden der Lesewelt von Harro Harring an den Kopf geschleudert wurden) bekanntes Subjekt nachsuche, im Dienste eines femden, für vergleichen Individuen eben nicht zärtlich gesinnten Staates aufgeneommen zu werden.
Die Hoffnungen des Herrn Harring, die er mit nach Warschau gebracht, und die quantitativer als seine vorhandene Varschaft seyn mochten, schrumpften gewaltig zusammen. Zufälligerweise hatte ein Deutscher, seit Jahren in russischen Diensten stehend, der Staatsraat S., der im Jahre vorher in München mit besagten Harring an der table d'hôte gespeist, das "Unglück", von dieser Speisebekanntschaft dort in Warschau angetroffen zu werden. Der arme Staatsrath S. war nun der neue Anker, an welchen Herr Harring seine trostloses Hoffnungsschifflein anzuklammern versuchte. Er hat ihn um Verwendung und um ein - Darlehn, das der Angepumpte auch mildthätig bewilligte und dem Militairdienstsehnsüchtigen auch noch die Beruhigung gab , wenn diese Sehnsucht nicht befriedigt werden sollte, ihn in seinem eignen Wagen kostenfrei nach Deutschland, wohin der Staatsrath zu reisen im Begriff war, mitzunehmen. - Herr Harring aüsserte - wie wir aus guter Quelle berichten können - seine Freude auf unterschiedliche Art. Zuerst verdammte er Deutschlands Engherzigkeit, "weil ein Monarch Süddeutschland, dem er beit devotester Ueberreichung seiner kostbar gebundenen Werke ("Fahren eines Friesen") um eine Unteroffizierstelle oder eine Unterstützunng in baarem Gelde gebeten, ihm beides versagt habe"; - dann verfiel er abwechselnd in seigwartische und menschenfeindliche Entzückungen, - jubelte dann wieder laut auf bei dem Gedanken einer für ein günstigen Entscheidung, "welche ganz Deutschland in starres Staunen setzen werde"; - tanzte im Zimmer herum; schnürte sich den etwas fadenscheinigen Frack eng zusammen, um zu beweisen, wie himmlisch-schmächtig seine Taille sey (bei vorhergegangengen Hunger leicht erklärlich), wie ihn alles in seiner Uhlanenuniform bewundern werde; gab dann aus Dankbarkeit seinem neuen Sönner eins seiner Werke zu lesen, vertraute demselben wunderbare Geheimnisse an, und schloss mit einem neuen Pump, zu dem sich sein Mäcen auch gutmüthig berbei liess! - In wenigen Tagen war Herr Harro Harring durch die unablässigen Bemühungen des genannten Staatsraths S. "kaiserlich russischer Unteroffizier", und stand nun, mit Schiller zu reden, "auf der Leiter zur höchster Macht!" - Es ward ihm in Betracht seiner Armuth und auf kaiserliche Kosten das ganze Equippement bewilligt, das jeder Freivillige sich sonst selbst bec haffen muss, auch die Versicherung ertheilt, dass er im Avancement den Junkern gleich stehen solle. - Die Nachricht von diesem unerwarteten Glücke brachte Herr Harring persönlich dem Manne, dem er es einzig und allein zu verdanken gatte, mit wahrhaft excentrischen Jubel. Er fand kaum Worte, um sein Entzücken auszusprechen, dass der Staatsrath S. ihn durch seine Bemühungen vom Hungertode gerettet habe und sprach die heilichsten Versicherungen ewiger Dankbarkeit gegen seinen "Retter auf tiefster Erdennoth" aus! Nie sollte die dankbare Erinnerung gegen seinen Wohltäter in seinem "so oft verkannten Herzen" erlöschen. - Der Wohltäter antwortete auf alle Exclamationen, gleichsam im prophetischen Vorausblick: "Dass er, wenn er einem Menschen helfe, nie auf Dankbarkeit rechne!" - Kaum waren einige Monate vergangen, als der Unteroffizier Harring dieser Würde aus triftigen Gründen entkleidet, die Uniform ihm ausgezogen und er über die Grenze nach Deutschland dirigrit wurde, das nun das Glück hatte, den freilich ganz und gar nicht vermissten Schatz wieder zu besitzen. - Herrn Harrings erstes Geschäft war nun, in Deutschland Pamphlete gegen Russland zu schreiben - leben wollte der Mann doch und gesinnungstüchtige Buchhändler sollten dazu helfen - in welchen er es für eine Schmach erklärte, die Uniform getragen zu haben, die er sich auf das demüthigste, flehendlichste erbettelt, und in der er, mit seinen eignen SWorten zu reden, seine höchste beglückung fand. - Wir wollen den raschen Wechsel dieser Ansichten auf die politische Consequenz des Herrn Harring schieben, womit sich besonders in neuerer Zeit viel entschuldigen lässt. - Die menschliche bodenlose Gemeinschaft des genannten Unherzüglers dokumentirte sich aber am genügendsten dadurch, dass er es für ein unaufschiedbares Geschäft hielt, den genannten Staatsrath S., den Mann, den er mit den kriechendsten Bettelbriefen und Bettelworten (von denen die letzten freilich im Winde verstoben, die ersten aber doch existiren) belästigt, der alle für ihn gethan gatte, was in seinen Kräften stand, um diese menschliche Pestbeule von Verhungern zu retten, - sofort in allen damaligen gesinnungstüchtigen Blättern auf die schaamloseste Weise mit Schmutz bewarf. - Das Auftauchen diese Vagabonden in neuester Zeit hat uns bewogen, diese Reminiscenz zu veröffentlichen, um ein Beispiel - demokratischer Dankbarkeit zu liefern. - Herr Harring befindet sich jetzt in England, wo ja auch Holz zum Galgen zu wac hsen pflegt. - Wenn der Bewegungsmann sich aber ainbildete, dass Russland "seine Auslieferung verlangt habe", so ist dies eine "abergläubische Selbstüberschätzung". Russland ist froh, wenn es Gesindel dieser Art aus seinen Grenzen los wird. Und dass der vormalige Unteroffizier Harro Harring zum Gesindel gehört, wird wohl er selbst nicht zu bestreiten wagen.
*) Harro Harring hat Manches gegen Russland geschrieben. Er war früher (unter Grossfürst Constantinos Regiment in Warschau) eine Zeitlang in russischen Militärdiensten gestanden.
(Deutsches Wochenblatt für constitutionelle Monarchie 28. Juli 1850)
Turen gik først til København, så til London. Da han kom til Hamborg i 1854, blev han arresteret og kun ved den amerikanske konsuls hjælp slap han fri og tog til USA - indtil han i 1856 tog til Rio de Janeiro, hvorfra han rejst til England. På Jersey bad han den danske regering om et sted at bo.
I 1861 synes stemningen i de danske aviser efterhånden at være mildere stemt overfor Harring. Man gjorde opmærksom på at han ikke havde været på slesvig-holstenernes side, men alligevel forbød de danske myndigheder ham at vende tilbage til Danmark. Det fik han så efterfølgende lov til (i 1863?). Han kom til København og erklærede at ville købe sin far gård tilbage i Hatsted Sogn i Slesvig for at trække sig tilbage der. Men så udbrød krigen 1864. Hans sidste år tilbragte han på øen Jersey hvor hans mentale tilstand blev værre og værre. Desuden følte han sig forfulgt af franske og russiske agenter. Han begik selvmord ved at spise fosfor fra tændstikker.
Hans død i 1870 blev omtalt med længere artikler i et stort antal aviser:
Slesvigeren Harro Paul Harring er den 1ste ds. afgaaet ved Døden paa Øen Jersey i den engelske Canal. Sit urolige og eventyrlige Liv endte han i et Anfald af Sindsforvirring. Siden 1860 har han nemlig stadig troet at være Gjenstand for den russiske Regjerings Efterstræbelser; denne Tanke forlod ham aldrig og omtaagede tilsidst hans Forstand saaledes, at han tog Gift. Harro Harrings Navn blev tidt nævnet i Aarene 1830-40, da han ved sine revolutionaire Skrifter og Bedrifter tildrog sig almindelig Opmærksomhed. Senere levede han som politisk Flygtning i Nordamerika, en kort Tid (1853 og 54) i Slesvig og Kiøbenhavn, senere, 1867-68, atter i Kjøbenhavn, og endelig i London, hvor de republikanske Flygtninge Mazzini, Ledru-Rollin osv. understøttede ham. Paa Øen Jersey traf Harring sammen med den berømte franske Digter Victor Hugo, der siden 1855 havde valgt dette afsides beliggende Sted til sit Ophold. Om han har havt nogen Andeel i de sidste Aars revolutionaire Bevægelser, vides ikke med Bestemthed. Harro Harring var født 1798 i Landsbyen Ibensdorf (tætved Husum), af frisisk Æt. Som ungt Menneske viste han levende Sands for Kunst og Poesi, senere offrede han med excentrisk Iver hele sit Liv til den politiske Frihedsbevægelse. I Kjøbenhavn og Dresden beskjæftigede han sig med Maleri; l Slesvig udgav han 1821: "Blüthen der Jugendjahre" og "Dichtungen", farverige, men lidt noget overspændte Poesier. Om Harrings Kjærlighed til Danmark vidner navnlig et Digt, der er optaget i Samlingen "Dania" (udgivet i Slesvig 182l), hvori det hedder;
"vom Meer umwogt im fernen Norden dort
Sei laut gegrüsst, du Heimathland der anen,
Es zog aus deiner Flur mit Altgewalt mich fort
Ein ew'ger Drang, ein heises, dunkles Senen.
Doch fliegt der Geist ins traute Dänenland
Süss träumend oft zum wilden Nordmeerstrand."
Det blev rigtignok skrevet og offentliggjort paa en Tid, da saagodtsom alle Slesvigere endnu følte og betragtede sig som Danske.
En uimodstaaelig Lyst til at flakke om i Verden som de gamle Vikinger - med hvilke han lidt sammenligner sig i sine Skrifter - drev ham fra Hjemmet. En Reise til Wien og Ungarn gav ham Stoffet til sit Skrift: "En Frisers Reiser i Danmark, Tydskland og Ungarn" (München 1828, 4 Bd.) Da Frihedskampen i Grækenland udbrød, kunde Harring ikke modstaae den philhelleniske Begejstring; han indskibede sig i Marseille til Morea, men gik meget snart derfra til Rom, hvor han ernærede sig ved Maleri. 1828 tog han Krigstjeneste i Polen iblandt Gardelandsenererne. I 1831 efter den polske Revolutions ulykkelige Udfald skrev han "Memoiren über Polen unter russischer Herrschaft" (Nürnberg 1831, 2 Bd.) og flere andre Brochurer til Fordeel for Polakkerne. Den sachsiske og baierske Regjering viste ham ud af Landet som Medlem af "Burschenschaft" og farlig Urostifter, hvorpaa han i Strasburg stiftede et politisk Blad: "Das constitutionelle Deutschland", hvori han heftig angreb det daværende tydske Forbund. I 1836 blev han arresteret i Bern, men flygtede til England, hvor han blev haardt saaret i en politisk Duel. Paa den Tid begyndte det slesvig- holsteenske Røre i Hertugdømmerne. Harring har aldrig sympathiseret med det slesvig-holsteenste Parti, hvis egennyttige Hensigter han fuldkommen gjennemskuede; ikke destomindre nægtede Frederik VI's Regjering ham Tilladelse til at vende tilbage. Han gik derpaa til Brasilien og senere til Nordamerika. Indførelsen af den frie Forfatning i 1849 i Danmark hilsede han med stor Glæde; imidlertid kunde han efter 1850 heller ikke finde Hvile i sin Hjemstavn, uagtet der ligesaalidet dengang som under hans sidste Ophold her blev lagt ham nogensomhelst Hindring iveien. Som Agent for forskjellige revolutionaire Selskaber flakkede han fra det ene Land til det andet. Af hans Skrifter fortjener endnu at fremhæves et heroisk Digt: "Szaparhy og Batthyany" og Romanen "Dolores", en Skildring af Livet i Sydamerika (Basel 1850, i 4 Bd.).
Harro Harring var, uden nogen særdeles Begavelse, gjennemtrængt af en stærkt udviklet Selvfølelse, der bragte ham til at tillægge sig selv og sine Foretagender en Betydning, som de paa ingen Maade havde, og som man heller neppe tillagde dem paa de Steder, hvorfra han til sin sidste Time troede, at der udsendtes Forfølgere imod ham. Den nylig afdøde Professor Krøyers Selvbiographi giver ikke Harring noget godt Vidnesbyrd fra den Tid, de færdedes sammen i den græske Frihedskrig.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. maj 1870).
Han er begravet på Jersey hvor hans gravsted på Sion kirkegård stadig findes med påskriften: "Friede. Paul Harro Harring. Born at Ibensdorf August 28 1798. Died May 15 1870. A political exile, man of letters and painter who fought for freedom. He was a Dane and a friend of Byron, Garibaldi and Mazzini."
Han er medtaget i adskillige engelske, amerikanske, tyske og andre opslagsværker, se fx nedenstående:
HARRING, Harro Paul, a German author, born at Ibensdorf, near Husum, in Schleswig, Aug. 28, 1798, died by his own hand in the island of Jersey, May 25, 1870. He was the son of a landed proprietor of Friesland, but received only a scanty education, and was obliged to accept a small clerkship in the custom house. Subsequently he devoted himself to painting and literature in various places, and after publishing two volumes of poetry at Schleswig in 1821 he wrote a sketch of his adventurous life and travels entitled Rhonghar Jarr, Fahrten eines Friesen in Dänemark, Deutschland, Ungarn, &c. (4 vols., Munich, 1828). In 1828 he joined a Philhellenic expedition to Greece, but soon went to Rome, and next to Warsaw, where he served for a few months in the army. His Polish experiences were embodied in his novel Der Pole (3 vols., Baireuth, 1831), and in his Memoiren über Polen unter russischer Herrschaft (2 vols., Nuremberg, 1831; French, Strasburg, 1833). On account of his revolutionary tendencies he was subsequently expelled from Bavaria and Saxony, and in 1836 he was arrested in Bern and sent to England, where in 1837 he was wounded in a duel. He next attempted to publish in Heligoland revolutionary songs for circulation in Germany, but was arrested and sent back to England. On returning to that island in 1839 he was sent as a prisoner on a vessel bound to England, but jumping overboard he was picked up by a French ship, and afterward lived successively in England, Brazil, and the United States. In 1849 he arrived in Norway, whence he was expelled in the following year. He then became a member of the European central democratic committee in London, to which city he returned in 1856 after having been in 1854 under arrest in Harburg, and after having spent again some time in Brazil. Although he occasionally received assistance from his friends at subsequent periods, misery and discontent made him commit suicide. His publications comprise, besides poems, plays, and miscellaneous writings, many novels, of which "Dolores," the scene of which was in South America, written in English and published in New York in 1844 (German, 4 vols., Basel, 1858-'9), is considered the best.
(The American Cyclopaedia: A Popular Dictionary for General Knowledge, Bind 8, 1883)
Fra 1880'erne synes at han glide ud i glemselen, men han fik en kort renæssance i form af interesse efter afstemningen 1920. Mange af hans værker kan findes på internettet på Google Books ved søgning på hans navn. I nyere tid er der kommet flere værker om ham.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar