I en artikel i dette blads nr. 174, betræffende Københavns drikkevand, spørges blandt andet: hvad nytter det fx Vesterbros beboere, at der et par enkelte steder findes drikkevand? (de nye gadebrønde i Landemærket og Adelgade) Ja, med føje har red. gjort denne bemærkning og opkastet dette spørgsmål, navnlig med hensyn til Vesterbro. Vandet i Skt. Jørgens Sø, den af hovedstadens vandbeholdninger, hvorfra denne bros beboere får deres vand, er således at for den blotte beskuelse viser dets farve sig grønlig, gul eller smudsgrøn. Selv i dets mest rolige tilstand er det aldeles uigennemsigtigt og jævnligt ligger en slimet skorpe oven på ved bredderne. Søen selv er bevokset med lodne, væmmelige planter, der fra bunden strækker sig op i fladen; for hvad der bliver optaget er kun en smule løst græs eller tang. Midt ude i søen skal der være 4 alen dybt mudder. I en spand eller et kar er vandet ganske plumret og tykt. Synderligt nok, at ikke almindelige sygdomme er sporede af dets nydelse.
At bunden er opfyldt med mudder, er vel den væsentlige grund. Men når hertil kommer, at mennesker og hunde vasker sig og svømmer deri, kreaturer vander, smede svaler jern, det sure og smudsige vand af den altid tørstige redningsbåd udøses deri, for ikke at tale om andre væmmeligheder, så kan man let danne sig et begreb om, hvilket drikkevand bemeldte bros beboere har, der dog vist også yder deres skærv dertil. Med 1. oktober d. å. skal forpagtningen af denne sø være ude. Det burde da være en passende tid til dens opmudring, vistnok det eneste radikalmiddel til denne så vigtige vandbeholdnings forbedring, hvilket vistnok også var en let udførlig sag, når blot enten vedkommende ville tage sig deraf, eller også en enkelt dygtig mand ville gøre sig fortjent af staden. Men så længe det kun bliver ved skriven og talen, sker intet; der må handles. O.
(Kjøbenhavnsposten, 2. august 1847).
Vandet i St. Jørgens Sø hedder det i en artikel i Kjøbenhavnsposten af 2. august d. å. er således, at for den blotte beskuelse viser dets farve sig grønlig, gul eller smudsgul osv.
I den anledning har man opfordret en praktisk mand til at give råd herimod. Indsenderen af denne annonce kan vel ikke mene, at om der end fandtes en sådan mand, han da uden videre kunne tage fat på Søernes rensning eller søge at få ondet hævet ved at handle. Nej, det går ikke således til, hvor der er autoriserede vandinspektører. Men hvad nytter det at skrive og oplyse manglerne, når vedkommende ikke følger de således givne råd. Allerede for 3 år siden fremstillede krigråd Schøtz efter opfordring sin anskuelse i "Fædrelandet" af 4. marts 1844; en anskuelse, der vidner om det praktiske blik og den sagkundskab, der ikke erstattes ved al verdens eksaminer, hvor spørgsmålet er rent praktisk. Af dette inserat skulle vi her udhæve følgende:
"For nu at forebygge alle, eller i det mindste de væsentlige afløb af urent vand i Søerne, måtte uden betingelse alle grøfterne uden for stadens porte tilkastes. Rendestene anlægges, afløb af alt urent vand ledes ved en grundig nivellering til Kalvebo Strand, opdyrkning af jorden indskrænkes, ingen gaderenovation lægges i nærheden af Søerne, så lidt som svinehold tåles der, latrinernes indhold ikke afbenyttes til gødning omkring Søerne - det er alt slemt nok at den animalske gødning ikke kan forbydes - kort, det måtte påses at intet urent fik afløb i nærheden af eller i Søerne. Ville endog kemikerne og medicinerne bevise os, at vandet desuagtet kan nydes uden skade for sundheden, ville man dog ikke kunne lægge bånd på modbyde!igheden for vand, der er således inficeret".
Da nu enhver kan se, at jorderne ved Vodroffsgård er opfyldte lige til randen af Dosseringen med gaderenovation, er der også indlysende, at væskerne heraf ved regn skylles ud i søen; da Skt. Jørgens Sø fremdeles ikke får frisk vand uden fra Peblingesøen, når vedkommende finder for godt, og har manglet denne tilstrømning og den dermed forbundne bevægelse i vandet, der er så nødvendig for at holde det frisk, så kan man jo indse, at renovationsvæskerne har for lidt vand at blande sig med til at de kan blive uskadelige. - I 3 dage har man endelig forbarmet sig over Skt. Jørgens Sø og givet den noget af Peblingesøens vand, om det nu har været ifølge annoncen i Kjøbenhavnsposten eller af frygt for at Peblingesøens vand også skulle begynde at skimle, ved vi ikke. Ved at tage Skt. Jørgens Sø ved Vesterport i øjesyn vil man finde, at vandet, der for 4 dage siden var aldeles urent, nu er blandet; men det er ikke derved man kan eller bør blive stående.
Vi er derfor af den mening, at publikum måtte være vedkommende tak skyldig, hvis de ville tage ovenanførte råd under nærmere overvejelse, og navnlig gøre begyndelse med at grave grøfter om Dosseringen, samt gøre denne tilgængelig for publikum. Men har man i de sidste år ikke gjort synderligt i denne retning, glæder det os dog at se, at vedkommende har lånt øre til et forslag, der ligeledes blev gjort 1844 af den samme krigsråd S. Dette forslag handlede om brøndes gravning på visse terræn: flere torve, Landemærket og de gader, der ikke er kanalerne for nær. Det har nu vist sig at brønden i Landemærket ikke alene giver et herligt drikkevand, men endogså vand, der af flere familier bruges til madlavning og foretrækkes for pumpevandet. Man vil vist have bemærket, hvorledes den omtalte brønd ligesom også den i Adelgade belejres fra morgen til aften af voksne og børn, både for at benytte den på stedet som også for at hente dens vand hjem i husene. Vi håber derfor at man hermed ikke bliver stående på halvvejen, men snarest muligt udfører det omtalte forslag om 30 brøndes gravning *), kalkuleret til 2 a 300 Rbd. **) stykket, eller ialt 6 til 9-000 rbd ') Men da erfaringen allerede har vist det utilrådelige i at bo udenfor det i forslaget anviste terræn, var det ønskeligt at man ville følge dette. T. B.
*) Rimeligst ville det måske være at begynde med Gråbrødetorv.
**) Fx ved licitation
(Kjøbenhavnsposten, 14. august 1847).
Det er umuligt at forestille sig Sankt Jørgens Sø på Politivennens tid, for årtier efter artiklen blev skrevet, blev den lavet om til vandreservoir og omgivet af en meterhøj dæmning. At vandspejlet ligger højere end den daværende jordoverflade, fremgår af dette billede, hvor man kan se at husene langs Vodroffsvej ligger lavere end vandspejlet. Foto Erik Nicolaisen Høy.
Når vandet i Skt. Jørgens Sø stadig bliver mere dårligt, urent og ildelugtende, til hvem skal og bør Vesterbros beboere da henvende sig for at få et så påtrængende onde afhjulpet? Der siges at Vesterkro har sit eget vandkompagni. Men i ethvert fald henhører det dog under den almindelige kgl. københavnske vandkommission, hvori der sidder så lærde og berømte folk. Den hermed forbundne ære har hidtil ikke været Vesterbros beboere til nogen nytte. At vandet herude er temmelig dårligere end selv det københavnske vand, turde ikke være københavnerne nogen så aldeles ligegyldig sag, når de ved eller betænker, at de fleste slagtere på Vesterbro, der forsyner København med frisk kød, daglig må benytte det fra Skt. Jørgens Sø oppumpede rådne og stinkende vand til deri at skylle og vaske kødet, som de fører til København.
Men som sagt, til hvem skal man henvende sig herom? Eller hvad hjælper det at henvende sig til nogen desangående? De små autoriteter er for små til at have nogen indvirkning på udførelsen af nogen forbedring, og de store autoriteter er for store til nogensinde at blive færdige med deres betænkninger og overvejelser; eller med andre ord, de store kan ikke komme videre end til ideernes vindæg, og de små har ikke engang nogen ide herom; alle er de glade ved at kunne sige, at det ikke er deres sag. Hvorledes skulle det ellers gå til, at der hverken af vandkommission, vandkompagni, vandinspektører eller vandmestre foreslås eller foretages noget som helst til en virkelig forbedring af vor vesterbroske vandforsyning? Vandkommissionen er for upraktisk. Vandkompagniet for interesseret, og vandinspektører og vandmestre for ligegyldige.
Man har vel hørt, at en af de sidstnævnte, hr. Sørensen, for nogen tid siden havde en selvstændig plan til en vandforsyning for hele staden, ved hjælp af underjordiske kilder på denne side af København; men hvad er det blevet til dermed? Var det måske også et vindæg, eller er planen sunket ned i vandkommissionens betænkningers umådelige dyb, hvorfra ingen vandmester nogensinde vil kunne bringe den op igen? Vi ved det ikke. Men hr. Sørensen er vores vandmester, og når han virkelig har kunnet finde store underjordiske vandløb langt ude i landet, som enten kunne ledes hertil under jorden eller selv søge vej hertil, så kunne han i det mindste vel også have skaffet os nogle gode brønde herude på Vesterbro, hvortil han i alt fald hverken behøvede vandkommissionens eller nogen anden autoritets bistand, da der vist er mange husejere herude, som gerne ville betale det dermed forbundne arbejde, da deres ejendomme ville vinde derved. Men vi har ikke hørt, at hr. Sørensen, skønt han som sagt er vor vandmester, har foretaget noget skridt til udførelsen heraf. Og dog ville sådanne brønde her vist være det bedste hjælpemiddel. V. B.
(Kjøbenhavnsposten 24. august 1847).
At bunden er opfyldt med mudder, er vel den væsentlige grund. Men når hertil kommer, at mennesker og hunde vasker sig og svømmer deri, kreaturer vander, smede svaler jern, det sure og smudsige vand af den altid tørstige redningsbåd udøses deri, for ikke at tale om andre væmmeligheder, så kan man let danne sig et begreb om, hvilket drikkevand bemeldte bros beboere har, der dog vist også yder deres skærv dertil. Med 1. oktober d. å. skal forpagtningen af denne sø være ude. Det burde da være en passende tid til dens opmudring, vistnok det eneste radikalmiddel til denne så vigtige vandbeholdnings forbedring, hvilket vistnok også var en let udførlig sag, når blot enten vedkommende ville tage sig deraf, eller også en enkelt dygtig mand ville gøre sig fortjent af staden. Men så længe det kun bliver ved skriven og talen, sker intet; der må handles. O.
(Kjøbenhavnsposten, 2. august 1847).
Vandet i St. Jørgens Sø hedder det i en artikel i Kjøbenhavnsposten af 2. august d. å. er således, at for den blotte beskuelse viser dets farve sig grønlig, gul eller smudsgul osv.
I den anledning har man opfordret en praktisk mand til at give råd herimod. Indsenderen af denne annonce kan vel ikke mene, at om der end fandtes en sådan mand, han da uden videre kunne tage fat på Søernes rensning eller søge at få ondet hævet ved at handle. Nej, det går ikke således til, hvor der er autoriserede vandinspektører. Men hvad nytter det at skrive og oplyse manglerne, når vedkommende ikke følger de således givne råd. Allerede for 3 år siden fremstillede krigråd Schøtz efter opfordring sin anskuelse i "Fædrelandet" af 4. marts 1844; en anskuelse, der vidner om det praktiske blik og den sagkundskab, der ikke erstattes ved al verdens eksaminer, hvor spørgsmålet er rent praktisk. Af dette inserat skulle vi her udhæve følgende:
"For nu at forebygge alle, eller i det mindste de væsentlige afløb af urent vand i Søerne, måtte uden betingelse alle grøfterne uden for stadens porte tilkastes. Rendestene anlægges, afløb af alt urent vand ledes ved en grundig nivellering til Kalvebo Strand, opdyrkning af jorden indskrænkes, ingen gaderenovation lægges i nærheden af Søerne, så lidt som svinehold tåles der, latrinernes indhold ikke afbenyttes til gødning omkring Søerne - det er alt slemt nok at den animalske gødning ikke kan forbydes - kort, det måtte påses at intet urent fik afløb i nærheden af eller i Søerne. Ville endog kemikerne og medicinerne bevise os, at vandet desuagtet kan nydes uden skade for sundheden, ville man dog ikke kunne lægge bånd på modbyde!igheden for vand, der er således inficeret".
Da nu enhver kan se, at jorderne ved Vodroffsgård er opfyldte lige til randen af Dosseringen med gaderenovation, er der også indlysende, at væskerne heraf ved regn skylles ud i søen; da Skt. Jørgens Sø fremdeles ikke får frisk vand uden fra Peblingesøen, når vedkommende finder for godt, og har manglet denne tilstrømning og den dermed forbundne bevægelse i vandet, der er så nødvendig for at holde det frisk, så kan man jo indse, at renovationsvæskerne har for lidt vand at blande sig med til at de kan blive uskadelige. - I 3 dage har man endelig forbarmet sig over Skt. Jørgens Sø og givet den noget af Peblingesøens vand, om det nu har været ifølge annoncen i Kjøbenhavnsposten eller af frygt for at Peblingesøens vand også skulle begynde at skimle, ved vi ikke. Ved at tage Skt. Jørgens Sø ved Vesterport i øjesyn vil man finde, at vandet, der for 4 dage siden var aldeles urent, nu er blandet; men det er ikke derved man kan eller bør blive stående.
Vi er derfor af den mening, at publikum måtte være vedkommende tak skyldig, hvis de ville tage ovenanførte råd under nærmere overvejelse, og navnlig gøre begyndelse med at grave grøfter om Dosseringen, samt gøre denne tilgængelig for publikum. Men har man i de sidste år ikke gjort synderligt i denne retning, glæder det os dog at se, at vedkommende har lånt øre til et forslag, der ligeledes blev gjort 1844 af den samme krigsråd S. Dette forslag handlede om brøndes gravning på visse terræn: flere torve, Landemærket og de gader, der ikke er kanalerne for nær. Det har nu vist sig at brønden i Landemærket ikke alene giver et herligt drikkevand, men endogså vand, der af flere familier bruges til madlavning og foretrækkes for pumpevandet. Man vil vist have bemærket, hvorledes den omtalte brønd ligesom også den i Adelgade belejres fra morgen til aften af voksne og børn, både for at benytte den på stedet som også for at hente dens vand hjem i husene. Vi håber derfor at man hermed ikke bliver stående på halvvejen, men snarest muligt udfører det omtalte forslag om 30 brøndes gravning *), kalkuleret til 2 a 300 Rbd. **) stykket, eller ialt 6 til 9-000 rbd ') Men da erfaringen allerede har vist det utilrådelige i at bo udenfor det i forslaget anviste terræn, var det ønskeligt at man ville følge dette. T. B.
*) Rimeligst ville det måske være at begynde med Gråbrødetorv.
**) Fx ved licitation
(Kjøbenhavnsposten, 14. august 1847).
Når vandet i Skt. Jørgens Sø stadig bliver mere dårligt, urent og ildelugtende, til hvem skal og bør Vesterbros beboere da henvende sig for at få et så påtrængende onde afhjulpet? Der siges at Vesterkro har sit eget vandkompagni. Men i ethvert fald henhører det dog under den almindelige kgl. københavnske vandkommission, hvori der sidder så lærde og berømte folk. Den hermed forbundne ære har hidtil ikke været Vesterbros beboere til nogen nytte. At vandet herude er temmelig dårligere end selv det københavnske vand, turde ikke være københavnerne nogen så aldeles ligegyldig sag, når de ved eller betænker, at de fleste slagtere på Vesterbro, der forsyner København med frisk kød, daglig må benytte det fra Skt. Jørgens Sø oppumpede rådne og stinkende vand til deri at skylle og vaske kødet, som de fører til København.
Men som sagt, til hvem skal man henvende sig herom? Eller hvad hjælper det at henvende sig til nogen desangående? De små autoriteter er for små til at have nogen indvirkning på udførelsen af nogen forbedring, og de store autoriteter er for store til nogensinde at blive færdige med deres betænkninger og overvejelser; eller med andre ord, de store kan ikke komme videre end til ideernes vindæg, og de små har ikke engang nogen ide herom; alle er de glade ved at kunne sige, at det ikke er deres sag. Hvorledes skulle det ellers gå til, at der hverken af vandkommission, vandkompagni, vandinspektører eller vandmestre foreslås eller foretages noget som helst til en virkelig forbedring af vor vesterbroske vandforsyning? Vandkommissionen er for upraktisk. Vandkompagniet for interesseret, og vandinspektører og vandmestre for ligegyldige.
Man har vel hørt, at en af de sidstnævnte, hr. Sørensen, for nogen tid siden havde en selvstændig plan til en vandforsyning for hele staden, ved hjælp af underjordiske kilder på denne side af København; men hvad er det blevet til dermed? Var det måske også et vindæg, eller er planen sunket ned i vandkommissionens betænkningers umådelige dyb, hvorfra ingen vandmester nogensinde vil kunne bringe den op igen? Vi ved det ikke. Men hr. Sørensen er vores vandmester, og når han virkelig har kunnet finde store underjordiske vandløb langt ude i landet, som enten kunne ledes hertil under jorden eller selv søge vej hertil, så kunne han i det mindste vel også have skaffet os nogle gode brønde herude på Vesterbro, hvortil han i alt fald hverken behøvede vandkommissionens eller nogen anden autoritets bistand, da der vist er mange husejere herude, som gerne ville betale det dermed forbundne arbejde, da deres ejendomme ville vinde derved. Men vi har ikke hørt, at hr. Sørensen, skønt han som sagt er vor vandmester, har foretaget noget skridt til udførelsen heraf. Og dog ville sådanne brønde her vist være det bedste hjælpemiddel. V. B.
(Kjøbenhavnsposten 24. august 1847).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar