14 maj 2023

Herman Bang begravet to Gang . (Efterskrift til Politivennen).

Herman Bangs lig ankommet - En stille modtagelse.

I morges kl. 9:30 ankom "C. F. Tietgen" med Herman Bangs lig. Der var mødt en halv snes journalister, men ikke en af Herman Bangs personlige venner og bekendte. Pakkassen med kisten stod under en dynge melsække og i en krog lå en vissen krans. Kassen belv hevet over i en jernbanevogn. Den skal i eftermiddag overgives til familien. Det menes at begravelsen vil foregå allerede i eftermiddag på Vestre Kirkegård. Den eneste rent personlige veninde der var til stede, var en frk. Lily Christiansen som Herman Bang i sin tid havde givet instruktion, og i hvem han mente at se en storartet kunstnerinde. Hun er nu blevet varietesangerinde. Den unge dame var i overordentlig grad bevæget.

(Randers Dagblad og Folketidende, 1. marts 1912).

Da Herman Bang vendte hjem.

I går kom "C. F. Tietgen" hertil fra New York med digterens kiste ombord.

Billedet fastholder det øjeblik da "C. F. Tietgen" i dampkran løfter Herman Bangs kiste ud af forlasten og ned på Frihavnskajen.

Modtagelsen i Frihavnen.
Fabriksfløjterne kaldte, og frem af det sivende våde mørke steg byen til en ny dags travlhed. Arbejdernes skare drog vanmæssigt hen under Frihavnsterrænets hvide buelamper, og mens hidtil det lille blinkfyrs rytme i indløbet havde været det eneste levende billede, løftede nu gigantiske kraner deres stærke arme ud af nattens grå hvile, spændstige broer tegnede sig befolkede i den gryende morgen, og hvæsende dampspil frigjorde deres kræfters overmål af stilheden.

Nede på Vestkajen hvor Amerikabådene lægger til, samledes en flok havnearbejdere, dragere og "tilfældige sjov" ... C. F. Tietgen, tre døgn forsinket af Atlantens storm og tåge, havde kl, 6:30 signaleret med Helsingør. Nu stod skibet Sundet ind - lods Petersen ventede det allerede ud for Trekroner. Han er senior i lavet og medførte i lodsbåden buketter og anden hæder til kaptajn Thomsen som jo med denne rejse gjorde Atlanterhavet for 350. gang.

En hvid automobil satte en ældre dame af på kajen - åbenbart en mor som ventede sig søn hjem. Ellers var der øde. Inde fra buen hørtes mange tunge vogne.

"C. F. Tietgen" lægger til-
Kl. 8:45 flosser tågen ... C. F. Tietgen glider frem som et spøgelsesskib. 

Det har allerede længe været lyst. På vestkajen trænges mange morgenduelige mennesker, automobilhorn skratter, og en foretagsom kone prajer med velkomst-violer.

Nu svajer det store skib sin af grumset spildevand stride side ind til bolværket. Fra promenadesækket vifter en ung dame med to små stjernebannere. Unge bredskuldrede mænd med tætsluttede dobbeltflipper og det lille stars and stripes fra captain dinner hæftet på jakkeopslaget, løfter hånden mod land, dog med tilkæmpet yankee-ro. En lille pige i rød kyse råber højt:

- Bedstemor, goddag bedstemor

Og fra kajen svare bedstemor:

- Pas på ... Gud, pas på, lille Musse!

Musikken sætter i med en larmende twostep, mens stewarts bærer de første klasses handbags over dækket. Under trappegangens opalglas står kahytsjomfruerne opstillede til drikkepenge .... forude svinger dampkranen allerede det første bundt colli op af lasten. Alt ånder gensynsglæde ... på Herman Bang tænker ingen. 

Den døde digter.
Og dog har digteren gjort rejsen med ... også han er nu hjemme igen i det land han elskede, og som nu skal give ham en grav. Fredag den 16. februar bar nogle portører i New York Hoboken hans kiste ud af jernbanevognen - et greb af en kran, og den løftedes ned i Tietgens forlast. Ingen ombord gjorde sig tanker om den uanselige flade kasse mellem alt andet gods.

Digteren rejste dog ikke alene. En lille dreng fulgte ham hjem. En søn af en i New York bosiddende dansk dame, fru Rasmussen, døde fornylig derovre, og moderen ønskede ham begravet i dansk jord. Hans kiste stod side om side med Bangs i C. F. Tietgens tætstuvede lastrum. Den samme presenning dækkede dem begge, og sække med klid - hvide sække påtrykt i rødt: 50 kilo bran - lå i stabel over kisterne.

Sølvkransen til Herman Bang fra danske i New York opbevarede kaptajnen i sin kahyt. Ombord vidste til en begyndelse ingen at der var lig i lasten. Men kan hænde at sømændene der er overtroiske, har sagt til hinanden efterhånden som nyheden sivede ud, og stormene rasede mod skibet:

- Det måtte jo komme, det vejr ... man skal ikke trodse den slags.

Ved kisten -
Dampkranens lange arm løfter håndfuld efter håndfuld af tunge kufferter med brogede hoteletiketter op af forlasten. Det rydder efterhånden godt op dernede ... og nu kommer klidsækkene, og bunden er nået.

En presenning flås væk. Så står kisten der synlig, en flad kasse af mørkbejdset fyrretræ med blanke kobberbeslag og påsømmet jernbånd, hvorover den danske konsul i New York har sat en række laksegl. I den ene ende er på låget klistret en gul etiket:

- Head! Heaton-Kirkendall Undertaking Co! Ogden City.

En reklame for begravelsesselskabet i den amerikansk by knyttet til den anvisning at herunder hviler den dødes hoved! Hvor grelt ... uhyggelig grelt! Og yderligere at tænke sig at amerikanerne som aldrig fornægter sig, har klædt liget i diplomatsæt...

Lossearbejderne trækker kisten frem på dørken. Den er splintret hist og her af ublid omgang .., en fladtrykt vissen krans med grønne tujakviste falder af.

Kl. 10:04 er trossen lagt i stram løkke om Herman Bangs kiste. Dampkranen løfter den op gennem mellemdækket, hvor kokkedrenge og stewarts nysgerrige iler til, i en stor bue over fordækkets hvæsende spil og gabende luger og ned på vestkajens våde stenbro. Fire mænd står her parat ... et øjeblik efter er skydedøren til det nærmeste pakhus gledet til, folk på rampen går igen fra hinanden ... næste colli svinger frem af lasten.

Den eneste.
Kun en af Bangs venner var mødt ved hans hjemkomst, en ung pige som han en gang interesserede sig for og i hvem han så et stort talent for scenen. Bang ejede jo en tyrkertro på talentet hos dem han holdt af.

Den unge pige optræder på en af Vesterbros små varieteer. Men i går morges stod hun mellem de første ved skibets ankomst, og hun græd og græd. ..

Kl. 11:30 da kajen var tom, og kun lossearbejderne var tilskuere, kom digterens søster, fru Nini Holst, ledsaget af direktør Peter Nansen. En rustvogn kørte frem .. og Herman Bangs kiste førtes derhen hvor kun vennerne ved det, og hvor han skal overgives til stilheden.
Alexej.

(Riget (København), 2. marts 1912).

Herman Bang

En ejendommelig ligfærd.

Kl. 9:30 fredag morgen lagde amerikadamperen "C F. Tietgen" ind i Københavns frihavn, forsinket i tre døgn på grund af tåge og storm.

Som sædvanlig ved amerikabådenes ankomst havde der - skriver vor korrespondent - samlet sig en del mennesker derude, men for Herman Bangs skyld var kun mødt mogle ganske enkelte foruden journalisterne og fotograferne.

Kort efter at skibet var fortøjet, blev en stor kasse, indeholdende den egetræskiste der gemmer Herman Bangs lig, hejst fra borde. Matroser bar kassen ind in ventesalen hvor nogle få venner, forfatteren Peter Nansen og Herman Bangs søster havde taget plads. 

En rustvogn rullede nu op foran ventesalen, kisten blev taget ud af kassen og sat op på vognen. Peter Nansen og Herman Bangs søster tog plads i en landauer der holdt bagved, og derefter satte det lille sørgetog sig i bevægelse mens DFDS sænkede flagene på halv stang.

Var selve ligtogets afgang fra havnen punkløs, var selve modtagelsen af "C. F. Tietgen" endnu mere blottet for hensynet til at der var lig ombord. Damperen var gledet ind mens musikkorpset om bord spillede lystige melodier, der sluttede med en amerikansk stepdans.

Indtil den simple trækasse hejstes op, havde kun yderst få af passagerne anelse om at "C. F. Tietgen" havde hjemført liget af den danske skribent.

Th

(Lolland-Falsteres Folketidende, 3. marts 1912).

Herman Joachim Bang (1857-1912). Det Kongelige Bibliotek. Licenseret under Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Jordefærden i går

(Privattelegram).

Det er lykkedes familien og vennerne at bevare tidspunktet for digterens begravelse hemmelig for offentligheden. Og i går formiddags foregik Bangs jordefærd fta Jesuskirken i Valby.

Her var ved 11-tiden samlet en halvt hundedre mennesker, familien og nære venner, nogle forlæggere og journalister, foruden søsteren Rini Holst og den nærmeste familie, bl. a. direktør Peter Ransen, forfatterne Houmark, Sophus Clausen, Poul Levin. Svend Lange, P. A. Rosenberg, etatsråd Hegel, privatteatrenes direktører, redaktør Kr. Dahl og flere.

Kirkens stole var behængt med et flor. I koret stod kisten dækket af et mægtigt dannebrogsflag og på låget lå sølvkransen fra de danske i Amerika. Det lille følge tog plads, og kammersangerinde Ida Møller sang: "Dejlig er Jorden". Mens klokkerne ringede, talte pastor Oscar Geismar ved kisten. Efter Bangs eget ønske holdtes der ikke nogen egentlig tale. Pastor Geismar bragte i bevægede ord en tak til vennerne, både de få der var til stede, og de mange ukendte, og under almindelig bevægelse lyste han dødens fred over Herman Bangs lig.

Pastor Geismar siger bl. a.: Du føltes af mange i dette land som en fremmed, halvt som udlænding, og dog ejede Danmark ikke troere søn end dig. Fra din tidligste barndomsminder væskede det som af et ondt sår. Et land i nød - sådan følte du det. Og for indad at vinde, hvad udad tabtes, slyngede du dine evner i bresch, udnyttede dem til det yderste, om det måske skulle falde i din lod at kaste ærens kåbe om din gamle moder. Det lykkedes dig i rigt mål. Og for dette dit trofaste sønnesind, din aldrig svigtende fædrelandskærlighed bringer dit folk dig her sin tak.

Du var åndens, det menneskeliges utrættelige forkæmper. Bag maskerne ledte du altid om mennesker. Du havde din hånd om tidens puls, storstadens jagende crescendo føg også i dit. Men også dette menneskeliggjorde du, fordi du adlede det med din kunstnerevne.

Men nu vil alle vi skrivende og talende profaner træde til side. Frem bag din kiste skal træde de mange, som læste sig øjnene våde og hjerterne varme i dine bøger, og som nu giver møde for at trykke din hånd til farvel oq tak.

Det er det, jeg ikke forstår, Herman Bang, at du for hvem kærligheden var livets midtpunkt og hjertet sindets konge, at du kunne undvære livsforbindelse med kærlighedens Gud Hine Illæ lacrymæ. Herfra tårerne og den bundløse melankoli. Men så siger jeg atter til mig selv: Dette må have sin grund En snæver ortodoksi eller sur pietisme lukkede i din ungdom paradisets låge i lås for mange. De så ikke kærlighedens Gud ansigt til ansigt Hvor skulle de så kunne elske ham. Nu har Gud ført dig afsides gennem dødens mørke port. bort fra larmen og menneskene. Jeg tror han har gjort det for endelig en gang at vise dig sit eget ansigt, fuldt af en faders kærlighed og fred.

Johan Svendsens "Andante funebre" bruste fra orgelet, og frk Ida Møller sang "Lær mig o Skov"

De nærmeste venner bar kisten ud til den ventende ligvogn og langsomt bevægede toget sig til Vestre Kirkegård, hvor vennerne igen bar kisten til graven. Pastor Geismar bad en kort bøn og foretog jordpåkastelsen og dermed var Herman Bangs ligfærd til ende

Højtidsfuld og smuk var den, og alle de tilstedeværende var dybt bevægede. - flere af disse mennesker græd, og det er dog ellers ikke folk, der har let til tårerne. Herman Bang der livet igennem som ingen anden var teatrets mand, en elsker af det ekcentriske, af det opsigtsvækkende, fik en ligfærd så stilfærdig, så smuk og så bevæget. som han havde ønsket det.

Medens en blid martsvind susede i den lille gravlund, spredtes følget. Herman Bang kom ikke til at hvile under Bangsbos græstæppe, men hans grav her under de svajende birke vil dog blive den stille plet, han havde ønsket, fredet og værnet af vennerne. ...

Et par timer senere meldtes det telefonisk fra kirkegården til direktør Peter Nansen at Herman Bang var kommet i en forkert grav!

Hr. Nansen fik telefonisk stævnet en del af følget til at møde på kirkegården igen kl. 3 og ankommet herud, var de vidne til hvorledes et par graverkarle højst uceremonielt halede kisten op af graven og førte den til dens forhåbentlig endelige hvilested.

Det var trist og pinligt at overvære, og der faldt skarpe ord fra de tilstedeværende om dette skandaløse sløseri der kastede en grim skygge over den ellers så smukke højtidelighed. Hvor skylden for den utilgivelige fejltagelse må søges, blev ikke opklaret.

Som meget i Bangs liv har været ejendommeligt og egenartet, blev både hans død og begravelse kapitler noget i retning af hans egne sælsomme historier.

(Aalborg Stiftstidende, 3. marts 1912).

Herman Bangs jordefærd - Begravet i forkert grav

I lørdags jordedes forfatteren Herman Bang på Vestre Kirkegård ved København. Kun familien og nærmeste venner overværede begravelsen. Pastor Oscar Geismar holdt en gribende tale til den afdøde.

En time efter jordpåkastelsen opdagedes det at Bang ved en beklagelig og pinlig fejltagelse var begravet i en forkert grav. I største hast sammenkaldtes vennerne igen og begravelsen blev gjort om. Den dannebrogsklædte kiste blev derefter sænket i en ny grav.

(Middelfart Avis, 5. marts 1912).

Herman Bangs gravsted på Vestre Kirkegård. Efter eget ønske er den helt uden sten eller andre kendemærker, se artiklen nedenfor. I artiklen er angivet at gravstedet skulle være 120 kvadratmeter. Det er ikke tilfældet,den er snarere 12. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Fejltagelsen blev bemærket i mange aviser, bl.a. også i Riget (København), 3. marts 1912:

Man havde taget fejl af gravene. Herman Bangs af fru Holst udvalgte gravsted ligger ikke direkte ud til birkealleen, men lidt tilbage. En sidesti fører derhen.

Imidlertid var der i går gravet en grav ved selve alleen, og heri sænkede graverkarlene digterens kiste. For ikke at afbryde stemningen lod man pastor Geismar forrette jordpåkastelsen i denne grav, og først senere på dagen redresseredes fejltagelsen. De allernærmeste venner samledes igen på kirkegården og så kisten forsvinde i det rigtige gravsted. Dannebrogsflaget som disse venner havde skænket, fulgt med, svøbt omkring den amerikanske kiste.

Herman Bangs hvilested er ca. 120 kvadratmeter stort og indhegnet af mørke tujahække. Et par slanke popler suser tæt derved ... Mange mennesker vil i de kommende dage finde vejen derud for ved graven at mindes den sørgmodige digter. Nogen sten vil der vel næppe blive rejst ... for som han selv sagde, menneskene skal ikke rejse sten for den de ikke kender.

I dagene derefter var aviserne især optaget af Herman Bangs testamente fra 1879, hvori angives som arvinger, barber Hans Larsen, Haderslevgade 9 i København, og Gilbert Larsen i New York. Hans Larsen var kun 3 år da han blev opført i testamentet, og hans forældre var portnerfolk på Valkendorffs Kollegium. Han havde glemt alt om testamentet, og blev ret overrasket over at blive kaldt op til overretssagfører Heise om testamentet. Larsens mor havde plejet Bang under hans sygeleje.

I 1920 efter Genforeningen optrådte denne artikel mange steder i pressen.

1 kommentar:

  1. Herman Bang flygtede flere gange til Norge, hvor han også opholdt sig i Bergen. Han var glad for byen og havde i flere år en fast spalte i "Bergens Tidende". Et rejsebrev hertil, hvor han gjorde nar af den gamle kejser Wilhelm 1., blev fatalt, da det blev sporet af tysk øvrighed og førte til udvisning både fra Berlin og Meiningen. Hans optræden i Bergen som Osvald i Ibsens stykke "Gengangere" faldt også uheldigt ud, da hans voldsomme spil fik modspillersken, fru Sperati, til at råbe om hjælp og til sidst søge tilflugt i orkestergraven. https://www.pahoyden.no/ahkr201-gjengangere-henrik-ibsen/voldsom-bergenspremiere-pa-gjengangere-i-1885/129252

    SvarSlet