Herman Bangs Grav.
Ude paa en af Skraaningerne paa Vestre Kirkegaard ligger et ensomt Gravsted. Det er en stor, firkantet Græsplæne, indhegnet af et højt nøgent Buskads. Men midt i dette friske, grønne Græs bløder i Sommertiden de rødeste Roser ...
Det er Herman Bangs Grav. Ingen Sten eller Tavle angiver, at den store Kunstner her omsider fandt Ro og Hvile i sit syge, flakkende Sind. Saadan har han selv villet det. Og nu koster det Anstrengelse for uindviede at finde hans Grav paa den store Kirkegaard, men den, der leder om hyggeligt, vi tilsidst finde den ene navnløse Grav mellem de Hundreder af smaa, pænt plejede Grave. Det viste Herman Bang. Derfor blev han begravet saaledes.
Det hænder ret ofte, at min Vej falder ud ad Vestre Kirkegaard, og har jeg da blot en Smule Tid, glemmer jeg ikke at søge hen til Herman Bangs Grav og dvæle derved en Stund, bøje Grenene til Side for at se Plænens Roser, om Efteraaret nu har naaet den med sin Kulde.
Forleden var der nok een til, som havde fundet Vej til det ensomme, lille Gravsted. En Fremmed maatte have besøgt Graven, siden jeg var der. Dernede - midt i det duggede Græs laa en smuk Krans af gulnet, halvvissent Efterårsløv, hvori smaa, spæde Forglemmigejer piblede frem i deres svage Blaanen. Jeg løftede Kransen lidt op fra den vaade Græsplæne og læste paa et vedhæftet Kort: "Til Tines Digter fra en Moder paa Als".
Det var alt. Men disse faa, simple Ord, den smukke Krans af Efterårsløv, som den Fremmede havde bragt med herhen, maa gribe enhver, som kendte lidt til Herman Bang.
En sagte Hilsen - dernede fra ... Fra hans elskede Als og Fødebyen Adserballe ... Og Billedet af Adserballe Præstegaard staar pludselig klart for mig. Den hvide, straatækte Bygning, ad hvis kolde Mure den dybblaa Clematis drypper sine store, tunge Blomsterklokker. Hele den lille Landsby, med Gaardene, Vejene med de levende Hegn, den gamle Kirke og Gadekæret. Hermans Barndomshjem ....
En Hilsen fra en Moder. Digtede Bang ikke selv sine smukkeste Kvindeskikkelser - som han sagde - "af dit Blod, Moder"? Stella Høeg og Nian og Frøken Agnes og Fru Katinka - det er Herman Bangs Moder ... "De er Børn af din Glæde og Børn af den Sorg. De var dit Ansigt og din Stemme. De elsker og lider med dit Hjerte. De gik unge i Graven som du og af din Kummer ... " saadan talte han selv. Han lovede en Gang sin Moder, at han "skulde se til, at de ikke helt skulde glemme dig". Og han satte hende de ømmeste, evigste Monumenter ved sin Digtning.
Nu, flere Aar efter hans Død, er det elskede Barndomshjem, hvis Ulykkesdage han gennemlevede, atter vendt tilbage til Danmark. Og en sønderjysk Moder mindes Herman Bang ved en gulnet Løvkrans paa den stille Grav.
Carl Henrik.
(Nationaltidende 10. november 1920, 2. udgave).
Se også indslaget om Herman Bang andetsteds på denne blog. Artiklen er skrevet nogle måneder efter Genforeningen 15. juni 1920. Nedenfor er et nutidigt foto af Herman Bangs begravelse (foto Erik Nicolaisen Høy). Det lille træ som anes på tegningen ovenover, er har nu vokset sig stort.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar