København. Tirsdag.
Der er opstået en vis interesse hos københavnerne for deres kirkegårde i de senere år.
Det må udtrykkeligt bemærkes at det er i de senere år. For blot en snes år siden var det en ren skandale at se visse steder at den store Assistens Kirkegård. Den ene fjerdedel af kirkegården lå hen som et fuldstændigt vildnis, hvor de vilde roser havde dannet et fuldstændig uigennemtrængeligt fletværk.
Dette vildnis var skilt ved en tjørnehæk fra en række kolonihaver, hvortil der var en let adgang for Nørrebros løse elementer over et stakit. I tjørnehækken var der klippet gennemgange, og herfra trængte bøllerne ind på kirkegården, hvor de havde dannet hytter på gravene. Regnen kunne ikke trænge gennem det tætte fletværk; af Efeu, vilde roser og andre planter, og her boede man hyggeligt. Der lå madraser på gravene, der fandtes små petroleumsapparater, kogekar og et utal af flasker og konservesdåser. Man boede trygt og roligt for alle efterstræbelser, for kirkegårdens betjente nærmede sig nødigt denne del af kirkegården, og hytterne lå så godt skjulte, at selv det mest årvågne øje skulle have vanskeligt ved at finde dem.
Det var en uhyggelig skandale, men så fandt man endelig på at rasere hele terrænet og omdanne det til et smukt anlæg og legepladser for børn.
Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus blev hjemløse her, som de blev det i Lersøen.
Men det var den gang. Nu er kirkegårdene blevet de smukkeste og mest stilfulde anlæg.
***
Dette gælder dog i første række Vestre Kirkegård.
Da denne kirkegård i sin tid blev anlagt, havde man næppe ventet at herude skulle de fineste begravelser finde sted.
Ganske betegnende var den første begravelse, der fandt sted herude, et gammelt ladegårdslem. der sænkedes i fattigjord.
Det var da i begyndelsen også disse uhyggelige fattigbegravelser, der fandt sted herude. Nu var vejen også slem derud. Forbindelserne var meget dårlige. Man var timevis om at komme derud, og det var jo heller ikke opmuntrende at søge denne kirkegård.
Men nødvendigheden gjorde det efterhånden til borgerdyd at søge denne fjerntliggende kirkegård. Der var ikke plads andre steder. Hvor forundret blev man da ikke da man kom derud og fandt at kirkegården var den smukkeste park.
Der var søer med svaner, smukke lunde og pragtfulde alléer af de forskellige træer. Næppe to af alléerne er ens. Kirkegården herude svarede fuldt ud til navnet: "De dødes Have".
Det var den afdøde konservative rådmand, oberst Abrahamsen, der havde været mester for dette værk.
Forbindelserne med kirkegården kom også i stand. Den elektriske sporvogn kom herud, og nu begyndte tilstrømningen til kirkegården både af døde og levende.
Vestre Kirkegård blev der valfart til. Intet steds finder man i byens omegn et fugleliv som herude. Her har også fuglene fundet et fredhelligt sted.
***
Med årene fandt også stormændene herud.
På Assistens Kirkegård findes fra gammel tid en række kostbare, originale og smukke monumenter, men nu skal man gå til Vestre Kirkegård, hvis man vil søge kostbare og originale mindesmærker. Der findes mægtige arealer herude, hvor man kan gå fra grav til grav og beundre de prægtigste gravsteder.
Men dermed være ikke sagt, at de fattige glemmes.
Tidligere var det jo således at når en grav blev glemt eller forsømt, så lod man den ligge. Den blev forvandlet til en græshøj, og efterhånden var det brændenælder og fandens mælkebøtter, der dækkede graven.
På Vestre Kirkegård er det ganske anderledes. Glemmes en grav, lader kirkegårdsbestyrelsen straks et træ plante på graven, et bøgetræ, en ask, en birk, et nåletræ, Graven holdes altid fri for ukrudt.
De fattige glemmes ikke i døden.
***
Vestre Kirkegård er blevet den fashionable folkekirkegård, medens Assistens Kirkegård ligger død og stille hen. Det samme er tilfældet med Holmens Kirkegård og Garnisons Kirkegård. I en menneskealder har der nu været talt om at sløjfe disse to kirkegårde der nu ligger i byens midte, men det har sikkert lange udsigter endnu.
Byens sidste ny kirkegård, Bispebjerg Kirkegård, der vel efterhånden bliver den største, når al jord rundt om er inddraget, ligger meget bar hen. Den savner sin rådmand Abrahamsen og kommer næppe nogen sinde til at blive den dødens lund som Vestre Kirkegård er blevet.
***
Der er folkevandring til Vestre Kirkegård om søndagen. Folk gør deres bedste for at holde gravene pyntelige. Det viser at eksemplet altid skal komme fra oven.
Der synes imidlertid at skulle opstå den skik at "uniformere" kirkegårdsbesøgene. Man søger at tvinge folk til på bestemte tider at mindes de døde. Der kan vistnok være forskellige meninger om, hvorvidt dette er heldigt.
Det er blevet en smuk skik ved de store højtider at mindes de døde. Ved påsketid er kirkegårdene bogstaveligt et hav af de gule påskeliljer, ved juletid findes forårets første fremdrevne krokus og hyacinther på gravene og hist og her et helt lille pyntet juletræ - ja, ved juleaftenstid kan man endda finde træer med tændte lys.
Dette kan være smukt og godt. I de sidste år er man imidlertid begyndt at fejre Allehelgensdag, som man henlægger til første søndag i november, med gudstjenester på kirkegårdene eller i kapellerne.
Der kan rejses mange spørgsmål i denne sag. Man kan spørge, om det et heldigt at indføre for mange katolske skikke, og om det er heldigt at lægge en art tvang på de efterlevende, om på hvilken dag de vil mindes de døde.
Der kan vistnok være delte meninger om denne sag.
Således som vore kirkegårde i de sidste år er blevet, vidner de om at københavnerne viser den største pietet overfor deres døde og at pålægget om en særlig mindedag vistnok må siges at være overflødigt.
(Roskilde Avis, 10. november 1920.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar