"Irene Holm"s smukke, lille Gravsted paa Vestre Kirkegaard.
Julemorgen var det et Aar siden den lille, ensomme, gamle Dame, Danselærerinden, Frøken Alvilda Bach afgik ved Døden paa Kommunehospitalet efter et trangt Liv i Kamp og med store Skuffelser.
Det var bekendt at hun var Modellen til Herman Bangs berømte Irene Holm, og i mange Henseender stod hun som en Type paa den ukendte ensomme, gamle Kvinde, der strider Livets haarde Kamp til Ende - uden nogen Ven ved sin Side. Da dette Blad paatog sin at indsamle de tilstrækkelige Midler til at skaffe hende en smuk Begravelse, strømmede Bidragene straks ind fra alle Sider, og meget hurtigt var det tilstrækkelige Beløb sikret ....
Begravelsen arrangeredes under smukke og højtidelige Former fra det store Kapel paa Vestre Kirkegaard i Samarbejde med den udmærkede Institution "Danske Kvinders Velfærd", hvis Formaal det fortrinsvis er at hjælpe ensomme syge Kvinder - just af Irene Holms Type. Siden paatog D. K. V. sig ogsaa hele Anlæggelsen og Vedligeholdelsen af Graven.
Et smukt hvidt Kors, skænket at Stenhuggermester Anders Larsen, staar for Gravens Fodende, og nu ved Julen havde Danske Kvinders Velfærd lagt et stort, smukt Moskors paa Graven.
Irene Holms Grav bør Aar for Aar bevares i samme pæne Stand, den vil tale til os om de stille Eksistensers gribende Skæbne . . . omtrent som den ukendte Soldats Grav i Paris taler til enhver, som standser ved den om de Tusinder af Krigeres Lidelser og Kampe, Ansigt til Ansigt med Døden. Den vil blive et Symbol for os.
Men det nette, lille Gravsted symboliserer heldigvis ogsaa noget andet, nemlig Menneskekærligheden, og det erindrer os om, at der her i Byen findes saadanne Institutioner som Danske Kvinders Velfærd, der gør meget godt i det stille. Aaret rundt modtager Hjemmet, som ligger i Kronprinsessegade 4, mange ensomme syge og nødlidende Kvinder. Der er Plads til 30, og Hjemmet arbejder helt uden Statsstøtte - kun holdt oppe ved de Bidrag som gode Mennesker skænker til dette Arbejde. Sidste Aar har Forplejningsdagene været 10.420.
Et smukkere Symbol end Irene Holms Grav kan Foreningen ikke vælge for sit fremtidige Arbejde.
(Nationaltidende, 26. december 1926).
Herman Bang skrev novellen "Irene Holm" 1890 til sin novellesamling "Under Aaget". Hun rejser rundt og giver danseundervisning. Uddannet som danserinde, uden dog at få roller på Det Kongelige Teater. Til latter og ydmygelse for de lokale, kun en præstefrøken giver hende kortvarigt anerkendelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar