Serien om Neruda-familien omfatter følgende afsnit: Sødskendene Neruda. Franz Neruda konkurrer om at blev violoncellist ved det kgl. Kapel. Franz Nerua ved det kgl. Capel 1864-1877. Franz Neruda og Kapelmesterposten 1822-1883. Franz Neruda og Dirigentposten i Musikforeningen. 1890-1892. Franz Nerudas Karriereslut (1912). Franz Neruda 70 Aar (1913) og Død (1915).
De første koncerter med Franz Neruda som dirigent for Musikforeningen fandt sted i november 1892 og blev overvejende godt modtaget i aviserne. I november 1892 blev han udnævnt til ridder af Nordstjærnen, hvilket blev set i sammenhæng med at der var en operakrise i Sverige, og udnævnelsen set som et vink med en vognstang om at man ville have ham ansat som kapelmester ved operaen.
Hans arbejde som komponist var efterhånden løbet op i 40 større og mindre udgivne kompositioner, således en suite for orkester: Aus dem Böhmerwald (op. 42), koncertstykker for violoncel med orkester (op. 40 og 59), 15 hæfter violoncel- og violinstykker med klaver, 14 hæfter klaverstykker, deriblandt de yndede Slovakiske Marcher (op. 30), klaversonate (op. 19), variationer for orgel (op. 62), sange osv.
Efter at hans første ægteskab var opløst, giftede han sig 1892 med Dagmar Holm, datter af etatsråd, grosserer Christian Holm og Emilie født Zøylner. 1893 blev han udnævnt til titulær professor. Han blev Ridder af Dannebrog 1878, Dannebrogsmand 1911 og modtog Fortjenstmedaljen i guld 1913. Neruda-Kvartetten fortsatte med at turnere i Danmark og blev omtalt som noget af det ypperste musik.
Medens Cæciliaforeningens Damer pænt maa spasere frem og tilbage fra deres Musikprøver, har Musikforeningen, som bekjendt, hidtil vist det Galanteri mod Kordamerne at lade dem blive hentede og kjørte hjem fra Prøverne pr. Wienervogn.
Dette Galanteri har imidlertid tynget i en saa følelig Grad paa Foreningens Budget, at Dirigenten, Hr, Neruda, forleden ved en Prøve benyttede Lejligheden til i en lille, velment Tale til Damerne at meddele at Foreningen, hvor gjærne den end vilde vedblive at være galant mod Korets kvindelige Medlemmer, dog ikke længere mægtede at møde op med 28 Wienervogne ved hver Prøve, hvorfor han henstillede til de ærede Damer, om de frivillig var parate til at give Afkald paa Kjøreturen.
Der blev en pinlig Pavse, hvori Damerne saa paa hverandre med spørgende Blikke; men lidt efter lidt erklærede 30 Damer sig dog villige til at renoncere paa Galanteriet.
Fornøjet af Resultatet opfordrede Hr. Neruda de øvrige Damer til ogsaa at vise deres Elskværdighed, og der snakkedes en Del frem og tilbage; flere kvindelige Talere havde Ordet, med Resultatet blev dog, at den langt overvejende Del af Damerne holdt paa deres gamle Ret.
Af de 28 Vogne maa saaledes 21 stadig holdes i Gang, og nu kommmer det an paa, om Budgettet kan holde til de mange Kjøreture.
(Dannebrog (København) 23. februar 1893)
Professor Franz Neruda.
Naar Prof. Franz Neruda i Aften i "Musikforeningen" træder frem paa Dirigentpladsen, vil Medlemmerne ikke kunne modstaa Fristelsen til at vise ham deres Sympathi og Taknemmelighed for, hvad han i 50 Aar har betydet for dansk Musikliv og ikke blot for den ægte kunstneriske, kloge og upartiske Maade, hvorpaa han i den sidste Snes Aar har ledet selve N. V. Gades gamle Forening.
Han er jo en af dem, der kom til os ude fra, men forholdsvis hurtig blev som en af vore egne, og det er allerede længe siden, man ophørte i ham at se andet end en dansk Musiker. Nede i Brünn i Østerrig stod hans Vugge, men sammen med Søstrene Wilhelmine (den nu afdøde Lady Halle) og Marie (senere gift med den svneske Sanger Frits Arlberg) kom han paa en Tourne i Skandinavien i 1862 ogsaa i København, hvor de 3 Søskende ved deres Triospil gjorde overordentlig Lykke. Fra de Tid har Navnet Neruda sin Klang i vore musikalske Kredse
Medens Søstrene søgte andetsteds hen, blev Franz Neruda efter en Række Koncertrejser bl.a. i Rusland, i 1864 ansat i vort kgl. Kapel som Violoncellist, i hvilken Egenskab han i sin Tid vandt sit Ry herhjemme og i Udlandet. Men allerede i 1876 opgav han sin faste Stilling i Kapellet for at drage rundt i de store Lande som Concertspiller, - særlig i England.
Danmark, der i øvrigt havde vist ham al mulig Hæder - kun 26 Aar gammel blev han udnævnt til kgl. Kammermusikus og 1876 dekoreret med Dannebrogsordenens Ridderkors - øvede alligevet en stærk Tiltrækning paa ham og det varede da heller ikke før han vendte tilbage til os og bosatte sig i København for bestandig,
Det skal nu ikke nægtes, at København paa alle Maader har søgt at knytte Neruda til sig, han har været og er stadig en meget søgt og anset Klaverlærer, som Koncertspiller har han udfoldet en betydelig Virksomhed, der stod i Forhold til den høje Rang, han indtager som en af Nutidens ypperste Violoncellister. Og endnu fastere knyttedes han til os, da "Musikforeningen" i 1892, efter at Emil Hartmann havde trukket sig tilbage, stillede ham paa sin Dirigentplads, den, han siden da uafbrudt har beklædt med Ære som alle ved.
Medens Prof. Neruda nu kun fremtræder for Offentligheden som dirigent og endda kun de 6 Aftener om Aaret, da "Musikforeningen" afholder sine Koncerter, mindes man med vemodblandet Taknemmelighed den store og fortjenstfulde Virksomhed, han tidligere udfoldede som Kammermusikspiller og som Stifter og ledende Aand i "Kammermusikforeningen", gennem hvilken han har givet Sansen og Interessen for og Forstaaelsen af Kammermusik herhjemme et uvurderligt stærkt Fremstød.
(Dagbladet (København) 26. marts 1912).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar