Serien om Neruda-familien omfatter følgende afsnit: Sødskendene Neruda. Franz Neruda konkurrer om at blev violoncellist ved det kgl. Kapel. Franz Nerua ved det kgl. Capel 1864-1877. Franz Neruda og Kapelmesterposten 1822-1883. Franz Neruda og Dirigentposten i Musikforeningen. 1890-1892. Franz Nerudas Karriereslut (1912). Franz Neruda 70 Aar (1913) og Død (1915).
At Wilma Neruda spiller Mendelssohns Violinkoncert eller Rubinstein sin egen Piano-Koncert, at Joachim spiller Beethoven eller Erika Lie Bach er der ikke noget besynderligt i.
- - -
For Musikforeningen fik dog ingen af dem den Betydning som Søskendene Neruda. Hvem mindes ikke dette uforlignelige Sammenspil, hvor Sydens Glød og Nordens Poesi havde indgaaet en saa forunderlig Forbindelse, og Wilma Nerudas Violinspil, hvis Ynde og kvindelige Finfølelse var forenet med en hel mandlig Kraft og Energi? I Musikforeningen debuterede hun med Mendelssohns Koncert, hvis aandfulde Skjønhed vel næppe nogen har fortolket som hun. Hun vandt Hjærterne saa hun i en hel lang Aarrække, 1865-1869, bestandigt kom igjen, atter og atter lige velkommen. Oftest var det i Kammermusik hun deltog, spillede de gamle Klassikere, Mendelssohn, Schubert og Schumann, sammen med Foreningens faste Kvartet, hvortil i de tidligere Aar hendes Søster, Marie Neruda, sluttede sig som Sekundviolin. Enkelte Ting som Mozarts G mol-Kvintet, Schuberts A mol-Kvartet, de Bachske Solosager eller Sonaten af Rust staa endnu som lysende Minder om hin Tid.
Nydelsen af hendes Kunst hørte imidlertid til de forgængelige Glæder, thi fast Fod fik hun aldrig her i Kjøbenhavn. Det blev imidlertid Tilfældet med det yngste Blad af det Neruda'ske Trekløver, Violoncellisten Franz Neruda. Først maatte han dele Eren med sit Søskende-Ensemble, men snart vandt han selvstændig Betydning. Som Solist optraadte han første Gang i Musikforeningen i Decbr. 1864 med en Koncert af Goltermann, men, hvormeget han end i denne Retning formaar at yde, blev det som bekjendt ikke i Egenskab af Solospiller at hans Betydning kom til at ligge. Han blev derimod Kammermusikens første Mand herhjemme. Hvad han har udrettet og udretter som Kvartetspiller, som Stifter af Kammermusikforeningen, som Befordrer af Liv og Interesse overalt, ligger udenfor disse Blades nærmeste Indhold. I Musikforeningen var han snart som hjemme, baade i Orkestret og Kvartetten. Til Billedet af et idealt Musikforenings-Orkester fra den Tid hører, foruden Gade ved Dirigentpulten og Tofte og Schjørring ved første Violinerne, absolut Franz Neruda paa den for Øjet fremtrædende Plads som første Violoncellist. I endnu højere Grad var han Sjælen i Kvartetten som den uundværlige Fjerdemand ved Siden af Tofte, Schjørring og Vilh. Holm.
(Festskrift i anledning af Musikforeningens halvhundredsaarsdag, 1886).
Ved den 3die og sidste filharmoniske Koncert, der havde et lidt uens artet sammensat men interessant Program, optraadte Hr. Franz Neruda som Solist, og det var vist nok en fuldgod Erstatning for Mdm. Minnie Hauks Sang at høre ham spille. Til Ere for vort Publikum, der kun altfor ofte i Koncertsalen alt fremmed Fortrin giver", skal det straks siges, at det modtog og takkede Hr. Neruda med et saa kraftigt og umiddelbart frembrydende Bifald, som havde han været en af disse fremmede". Nerudas Spil, der i øvrig i mange Henseender minder om hans Søsters, synes mig da ogsaa fuldt ud at kunne sættes ved Siden af de store" Solisters, vi har hørt i de senere Aar. Et inderligt, varmt og dog behersket Foredrag er det der først og fremmest giver hans Spil en saa høj Rang. Det er ikke Neruda om at gøre at brillere med tekniske Vanskeligheder skøndt han kan overvinde dem uden at det mærkes for ham ligger Vægten paa at skabe Musik. Den bedste Støtte i sin Stræben herefter har han foruden i sit allerede i Følge Afstamningen gennemmusikalske Naturel i den dejlige Tone, han kan aflokke sit Instrument, en Tone, der er lige skøn i sin Stigen og i sit Fald. Hr. Neruda foredrog, foruden nogle mindre Ting, et nyt Koncertstykke af egen Komposition, der paany viste, at denne beskedne Musiker ogsaa sidder inde med en betydelig skabende Evne. Stykket havde prægtige, brede Motiver, af hvilke navnlig det første var meget ejendommeligt (Sidetemaet havde des værre i sin Begyndelse en stærk Wagnersk Mindelse) og deres videre Behandling var fuld af fine og navnlig i harmonisk Henseende interessante Træk. Havde Hr. Neruda ikke lagt Kadencen omtrent midt i Stykket, vilde det ikke som nu have gjort Indtryk af at være længere end det i Virkeligheden var.
(Tilskueren 1888. Uddrag).
I de folgende år optrådte Neruda især sammen med Neruda-kvartetten.
Kgl. Kammermusikus Fr. Neruda som Orkesterdirlgent. Det vil erindres, at der før Kapelmester Joh. Svendsens Ansættelse her i Kjøbenhavn var Tale om at faa Fr. Neruda til at overtage Pladsen. Hvorvidt denne formelt blev ham tilbudt, huske vi dog ikke, men I hvert Fald var Neruda vistnok utilbøielig til at anføre Orkestret her, idetmindste til stadige Opera-Foreflillinger. Som et Telegram har meddelt, ledede han derimod Kapellet i Stockholm ved en Symfoni-Koncert i Lørdags. Der spilledes Gades "Michel Angeo". Mozarts "Jupiter-Symfoni" med Slutnings-Fugaerne samt nogle Smaating af Neruda. Dennes Ledelse af Orkestret roses i stockholmske Blade. Der lagdes mere end almindelig Vægt paa Nuanceringer og paa Slagsikkerhed i Indsatserne, hvorhos Neruda menes at have brugt lidt hurtigere Tempo, end man var vant til. Om han skal dirigere mere, vides ikke, men man lader ikke til at have Noget derimod og er i hvert Fald foreløbig tilfreds med Experimentet i Lørdags.
(Nationaltidende 15. oktober 1890).
Den 21. december 1890 døde Niels V. Gade. Han var dirigent for Musikforeningen, et centrum for hovedstadens musikalske liv. Blandt de som kunne efterfølge ham, nævntes Johan Scvendsen og Franz Neruda. Begge født udenfor Danmark. Endvidere Victor Bendix.
Musikforeningens Dirigent.
Efter flere mindre Skærmysler har der udviklet sig en hel Diskussion, der spænder ligefra "Musikbladet" til "Politiken", om hvem der skal være Gades Efterfølger paa Musikforeningens Dirigentplads. De forskellige Partier - eller rettere sagt Kliker under forskellige kritiske Pavers Ledelse - udtolder en fast utrolig Emsighed for at skaffe deres mer eller mindre præsentable Kandidater Naade for de vælgende Repræsentanters Øjne. Udenfor Kirkerne har to Blade taget Ordet t Spørgsmaalet. Først "Dagens Nyheder", hvis "Rz" hidtil ikke har villet fuldt ud med Sproget, men øjensynlig anser Victor Bendix for kvalificeret, og dernæst "Politiken", hvori Ch. K. erklærer, at Valget kommer til at staa mellem Bendix og Neruda, da Emil Hartmann "helst vil være fri for den brydsomme Ære at blive Dirigent i Musikforeningen".
En Ting synes alle Parter enige om: Dirigentpladsen bør besættes med en dansk Mand, og det saa meget mere som en norsk Komponist er kgl. Kapelmester, og man nødvendigvis maa faa det Indtryk, at vort Land er aldeles blottet for Dygtigheder, hvis Spidserne i vort Musikliv altid hentes udenvælts. Men alle Parter enige herom, synes Valget af Dirigent ikke at kunne volde d Hrr Repræsentanter uoverkommelige Vanskeligheder. Der kan kun være Tale om én Mand, som er absolut kvalificeret baade som fremragende Komponist og fremragende Dirigent, en Mand, som Gade selv har udpeget til sin Efterfølger, Victor Bendix. Af hans Dygtighed som Dirigent fik man et fyldestgørende Indtryk forleden paa hans store Orkesterkoncert; ved Indstudering Koncerten assisterede han i sin Tid Gade, der satte megen Pris paa hans Medvirkning, saa ogsaa paa dette Omraade vil han kunne løse Opgaven til alles Tilfredshed. Som Komponist indtager han en anset Plads i den yngre Skole, han er i sine Arbejder fremfor alt en ypperlig Tekniker, en gennemdannet og smagfuld Musiker. Kort sagt. Bendix fyldestgør alle de Krav, som maa stilles til den Mand, der skal lede Musikforeningen.
Han har Energi, Personlighed og véd. hvad han vil, og ad hvilke Veje han vil styre. Har Musikforeningens ledende Mænd det rette Blik for den Forenings Vel, de er satte til at varetage, vælger de uden at blinke Bendix til Dirigent og lader sig ikke vildlede at de Ravneskrig, der lyder, at den Kritik, der, at alt andet end noble Motiver - har søgt at reducere Bendix' Virksomhed baade som Orkesterdirigent og Komponist.
Skulde man imidlertid forbigaa Bendix - vi er forberedte paa alt - saa vælge man blot Professor Emil Hartmann! Han bærer et i det danske Musikliv berømt Navn, er en elskværdig og omgængelig Mand, der sikkert vil kunne komme godt ud af det baade med Solister, med Kor og Orkester og holde Foreningen det gamle Spor. Uden at være nogen overlegen Personlighed, vil Emil Hartmann kunne føre de gode Traditioner fra den Gade'ske Tidsalder videre, og Betydningen heraf kan ikke undervurderes.
Om Hr. Franz Neruda kan føre disse Traditioner videre, anser vi for tvivlsomt. Han er bekendt herhjemme som en ypperlig Virtuos paa Violoncel, men sine Kvalifikationer som Orkesterdirigent har han kun haft Lejlighed til at lægge for Dagen i Stockholm. Dertil kommer, at Indstudering af Korværker skal være en lukket Bog for ham, saa der er mange Grunde til at fraraade Valget at Hr. Neruda, foruden den vægtigste: at han af Fødsel og Nationalitet er Ungarer, og at det er latterligt at sætte en fremmed i Spidsen for vort nationale Musikliv, for hvis inderste Nerve han maa savne det rette Blik og den rette Forstaaelse.
For os er der da intet Valg. Vi siger ikke: Valget maa staa mellem Victor Bendix og Emil Hartmann. Nej. Viktor Bendix synes os ubetinget den Personlighed, der bør overtage den betydningsfuldeste af de Poster, som blev ledige ved Gades Død, og vi haaber, Musikforeningens Repræsentanter vil betænke sig to Gange, førend de træffer et andet Valg. De bør erindre, at det er deres Forenings Fremtid, det drejer sig om, Spørgsmaalet om den stadig skal indtage Førerstillingen blandt Hovedstadens musikalske Foreninger eller blive overfløjet af yngre, energiske Konkurrenter. Det er saa at sige et Livsspørgsmaal, der skal afgøres.
Og at Victor Bendix er Manden for at holde Musikforeningen "paa Højden", derom er der ingen Tvivl. Han har et a åbent Blik for Tidens Rørelser paa Musiklivets Omraade, og han vil søge at skaffe nye Mænd Borgerret i den gamle Forening ved Siden af, at han stadig dyrker de gamle Guder. Og han vil endelig indse Betydningen af, at de unge ikke skudbes til Side, men hyppig faar Lejlighed til at plædere deres Sag for Publikums Domstol. Vi siger da: Vælg Victor Bendix til Dirigent, skønt han staar de ledende Kliker fjærnt, vælg ham, skønt han hverken er Professor eller Ridder af Dannebrog, vælg ham, til Trods for Pavernes og Punch's Forfølgelser som den energisk-ansporende Dirigent og fremragende Komponist, han ubestridelig er.
D'Hr. Repræsentanter har Ordet!
Carl Behrens.
(København 10. april 1891).
Ved bestyrelsesmøde i Musikforeningen den 10. juni 1891 viste afstemningen 12 stemmer på Emil Hartmann og 12 på Franz Neruda (J. P. E. Hartmann, Emil Hartmann og Lund var fraværende). Der blev herefter indkaldt til et nyt bestyrelsesmøde. I juli 1891 kom det frem at Neruda ikke ville komme til at dirigere de philharmoniske koncerter i Stockholm, derimod kapelmester Henneberg. I august 1891 blev det så afgjort at det blev Emil Hartmann. Kapelmester Johan Svendsen besluttede efterfølgende at overlade Franz Neruda dirigentposten i halvdelen af de filharmoniske koncerter. I september viste det sig imidlertid at Hartmann slet ikke var valgt, men at repræsentantskabet skulle afgøre sagen. I oktober fik Franz Neruda posten som dirigent for Musikforeningen i Stockholm. Hans første optrædende som dirigent ved de filharmoniske koncerter blev vel modtaget af aviserne. Det samme gjaldt ikke Emil Harmann som dirigent for Musikforeningen - hans præstation blev omtalt som mindre god. Fra starten af 1892 indledte Neruda-Kvartetten atter en provinsturne som blev en stormende succes. Han dirigerede også filharmonien, og selv avisen "København" måtte erkende hans talent som dirigent, dog var tilhørerskaren svundet ind.
Dirigentvalget i Musikforeningen.
Det foretages i Aften, og der skal efter Sigende være en Mangfoldighed af Kandidater. Foruden Victor Bendix og Neruda baade Rung og Malling, Asger Hammerik og Robert Hansen, der i disse Dage kommer hertil paa Besøg fra Leipzig.
Vilde Administrationen og Repræsentantskabet deres Forenings sande Tarv, enedes man uden videre Diskussion om at vælge Victor Bendix, en Mand, som vilde vide at holde de kunstneriske Traditioner vedlige og bevare Gades Forening mod det truende Forfald. Naturligvis har Bendix' Modstandere i og udenfor Pressen haft travlt i disse Dage med at modarbejde hans Valg, men vi haaber, at Musikforeningens ledende Mænd følger deres egen inderste Overbevisning om, hvad der er Foreningens Vel og ikke bryder sig Spor om Uvedkommendes Indblanding.
Mellem Bendix og Neruda kommer Valget til at staa. De andre Herrer har næppe Chancer - ikke en Gang den fremadstræbende Hr. Malling. Vi haaber, at Valget maa blive til Held for Foreningen, saa dens urolige Tider omsider kan være endte og det sunde kunstneriske Arbejde i Musikens Tjeneste atter begyndt.
For et Ansvar kan de Herrer, som styrer dens Arbejde, imidlertid ikke siges fri: Ansvaret for, at man ikke allerede i Fjor valgte den rette Mand.
Presto.
(Københmavn 31. maj 1892).
Musikforeningen.
Som Læsere af "Børs Tidende" vil have erfaret af det udførlige Referat som Bladet den SJode ds bragte af Musikforeningens Generalforsamling, bekræftedes ved danne, alt hvad vi i en Dagen forinden offentliggjort Artikel havde forudsagt
- - -
Langt vigtigere end diee Valg er dog for Foreningens Fremtid. Spørgsmaalet om den fremtidige Dirigent.
Naar der paa Generalforsamlingen var Tvivl om hvorvidt Dirigenten skulde vælges paa et eller flere Aar og naar Lovene med Vilje intet udtrykkeligt fastsætter herom saa er det maaske ganske praktisk - for mulig indtræffende Tilfældes Skyld - men man maa dog rigtignok haabe, at den faktiske Regel bliver den, at Dirigenten ansættes uden nogen bestemt Tidsgrænse. Hvem vil med Lyst og Iver kunne arbejde for en Forening, naar han ikke er sikret mod at blive vraget og sendt væk efter en Sæsons Forløb! Hvem vil under slige Forhold kunne udrette noget virkeligt for Foreningen og - hvem vil overhovedet overtage Ledelsen paa slige Vilkaar -
Lovene - saaledes som de blev ændrede og vedtagne - bestemmer nu at Foreningens Koncertdirigent vælges af Plenarforsamlingen (Repræsentanter i Forening med Administration) uden at denne er bunden af nogen Indstilling fra Bestyrelsen. Kun i Tilfælde af stemmelighed skal - saavidt vides - Administrationen have Afgørelsen i sin Haand.
Det skulde da synes som om Hr Franz Nerudas Valg herefter var sikret. Dersom nemlig de samme Herrer der ifjor stemte paa ham, ogsaa i Aar giver ham deres stemmer, er han valgt idet de, der ifjor samlede sig om Hr Emil Hartmann, nu ikke har nogen Kandidat, men har delt sig mellem d Hrr Viktor E. Bendix, Otto Malling, Asgar Hamerik og Fr. Rung. Det vilde imidlertid tyde paa liden Menneske kundskab at stole paa Folks Paalidelighed og standhaftighed i slige Spørgsmaal. Maaske en og anden der forrige Gang holdt paa Neruda, i Aar faar Lyst at stemme paa Viktor Bendix eller en anden Kandidat. Tusende - ofte ganske løjerlige, Hensyn og Indflydelser gør sig gældende ved den Slags Afgørelser. Der er desuden to Omstændigheder som yderligere lader En befrygte, at Hr Nerudas Chancer ikke er aldeles paalidelig. For det første har han ved Overretssagfører Harald Petersens Død mistet sin ivrigste, mest energiske og hengivne Agitator - I Øjeblikket synes ingen at tage sig af Hr. Nerudas Sag Og dernæst skal der i selve den Kreds der tidligere var hans nærmeste, have rejst sig Stemmer for at vælge Kapelmester Svendsen til Dirigent. Denne sidste Tanke kan kun tjene til at splitte Hr. Nerudas Venner og gøre dem usikre. I Virkeligheden kan der ikke være Tale om at vælge Hr. Svendsen. Hans Virksomhed ved Teatret hvor han dog i de senere Aar kun har udrettet saare lidt - kræver al den Tid og Kraft, han kan ofre den, hvilket bedst ses deraf at han Aar for Aar har indskrænket sin Virksomhed som de filharmoniske Koncerters Leder, og selvom disse Koncerter om det forlyder, snart ophører, saa er Hr. Svendsens plads dog i alt Fald ikke i en Forening, hvor Hovedvægten er lagt paa Korsang og andre vokale Ydelser - dem det just er Hr. Svendsens svage Side at lede.
Forhaabenlig faar denne Kandidatur da ingen Betydning. At de andre Kandidater synes Hr. Asgar Hamerik ikke at have nogen Stemning for sig. væsenlig fordi han og hans Ævner er omtrent ukendte her. Hr. Otto Malling har desværre i mange Aar arbejdet under smaa Forhold der har nødt ham til at nøjes med at præstere ufuldfærdigt Arbejde, allerede af den Grund er det et Spørgsmaal, om Musikforeningen kunde staa sig ved at vælge ham. Og om Hr Malling saa vel som Hr. Rung gælder det at de jo alt har deres egne Foreninger, i hvilke de med Rette er skattede og har udrettet meget fortjenstfuldt hvorfor da tage dem bort derfra, tilmed da i alt Fald Hr. Rung vanskelig kan erstattes i Cæcilieforeningen.
Kun om Hr. Bendix kunde der være alvorlig lale, og vi tvivler intet Øjeblik om, at Foreningen vilde være udmærket tjent med ham som Dirigent. Naar vi dog mener at d'Hrr, der ifjor stemte paa Hr Neruda gør rettest i ogsaa at holde paa ham iaar, saa er Grunden først og fremmest den, at vi ikke skønner rettere, end at han af alle Kandidater er den under hvis Ledelse Musikforeningen gaa den smukkeste og roligste Fremtid i Møde. Han er en fortrædelig Musiker og en overlegen nobel Personlighed, han har en stor og varm Kærlighed til sin Kunst, en rig Kundskabsfylde og en udsøgt fin Smag. Dernæst forekommer det os, at Musikforeningen skylder Hr Neruda denne Oprejsning, efter at den vragede ham for en ringere ifjor tilmed da han har benyttet Vinteren til at dokumentere sin fremragende Dygtighed som Dirigent, og endelig har Hr. Neruda i sin kunstneriske Fortid og i selve sit Navn en Prestige der ikke er uden Betydning ved denne Afgørelse
Forhaabentlig bliver da Hr Neruda i Aften valgt til Musikforeningens Dirigent.
(Kjøbenhavns Børs-Tidende 31. maj 1892).
Efter en meget kort debat i Musikforeningen blev Franz Neruda valgt til Dirigent 31. maj 1892, han ledede samtidig den stockholmske musikforening.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar