Cykling er i dag noget enhver dansker kender til. Sådan var det ikke i "90'erne", 1890'erne. altså.
"Cyklen og dens anvendelse i hæren" var en lille pjece udgivet af premierløjtnant A. Lobedanz i 1889 som beskrev cyklens historie og anvendelse i forskellige landes hære. I Danmark var der et par år tidligere lavet forsøg i Jylland med 3 øvede "bicycleordinantser". Disse kom til den konklusion at kørsel udenfor hovedvejen og de bedste private veje var umulig.
Aarhus Amtstidende kunne 23. februar 1891 fortælle om hvordan cyklen blev anvendt i datidens England, især inden for sport, men også almindelige legemsøvelser. I de følgende artikler fra 24. og 25. februar kom man så ind på cyklismen i Danmark.
Cykling i Danmark.
Il.
Men nu i Danmark. Ja, cyklisterne kan jo for så vidt ikke klage herhjemme, som deres vilkår har forbedret sig betydeligt i de senere år. Men ser vi fx hen til England og de engelske forhold, opdager vi let hvor langt vi endnu står tilbage, hvor meget der endnu kan gøres. En sådan ting blot som den, at det i et nyt toldlovforslag af regeringen findes heldigt at lægge en told på cykler og derved en skat på cyklesporten, viser i sig selv hvorledes den bevidsthed at cyklesporten alene i rent legemeudviklende retning har sin betydning for ungdommen, for folket, jævnsides med al anden god legemsøvelse, endnu kun har vundet ringe udbredelse.
Den opfattelse, som for en halv snes år siden da bicyklerne begyndte at komme hertil, herskede hos de 9/10 af befolkningen mht. cykling at den var gøgl, at de der drev den sport, var narre. Den er vel i det hele modificeret noget, men den er ikke engang i denne krasse form ganske forsvundet, og har end en sund og ædruelig opfattelse af cyklesporten vundet en meget betydelig udbredelse, går der dog endnu en meget stor procenttal af vort gode danske folk rundt med den opfattelse, at cyklisterne dog alligevel er nogle ret naragtige væsener, nogle børn som man ikke skal tage noget hensyn til, og hvis sport man helst burde forbyde, da den kan genere fredsommelige medborgere i deres gode danske søvnige drysseri.
Alfred Benzon: Bicykle Klubbens væddeløb i Tivoli, 1885. 1882 arrangerede Dansk Bi-cykle Klub Danmarks første cykelvæddeløb i Tivoli. Dansk Cyklist Forbunds Jubilæumsaarsskrift, 1930.
Nej, endnu er cyklisterne herhjemme ikke nået så vidt at de har den almene opfattelse for sig, og de er ikke selv uden skyld deri. Vi danske har nemlig den uheldige egenskab, at vi holder umådelig meget af at smådrille vores medmennesker, når vi bare kan komme afsted med det, og de unge i særlig grad.
Jeg tror der er få cyklister der vil kunne sige sig fri for - især i begyndelsen af deres cykletid - stundom at have gjort sig en glæde af at forskrække fodgængere som de har passeret, og som ikke har mærket deres nærmelse.
Men det sætter ondt blod. Og ved kørende har cyklister ofte gjort det samme: ikke vist den tilbørlige hensynsfuldhed. Men det er naturligvis en af hovedbetingelserne for at overvinde modvilje eller vrangvillie og skabe velvilje at tage det tilbørlige hensyn til dem, hvis velvilje man vil vinde. Imidlertid er dog cyklesporten gået godt frem og den synes også at være ledet ind i et godt spor. Der har efterhånden dannet sig en mængde klubber rundt om i landet - der er vel nu et halv hundrede stykker - og disse klubber har som regel optrådt og efter evne fået deres medlemmer til at optræde på den ene side hensynsfuldt og på den anden side dog energisk.
I løbet af de 9 - 10 år cyklesporten har været kendt her i landet, har den da også vundet tilhængere i stedse stigende grad. Det var særlig, da den lave maskine, safetyen, kom frem, denne mærkelige maskine, der - ved hjælp af et par tandhjul og en kæde - var i stand til at følge med de høje maskiner som nok var flotte, men som også var temmelig farlige; det var særlig da den kom at cyklisternes tal forøgedes.
Man vænnede sig til at se dem, man så de kom rask af sted og at disse køretøjer jo var meget bekvemme, og man omvendte sig og blev selv cyklist, og der er i øjeblikket vel 6.000 cyklister landet over. Og af dette store tal falder vel nok halvdelen på København, men landets andre byer kan dog for en stor del møde op med langt betydeligere procenttal cyklister i forhold til indbyggerantallet end København. Et faktum som er glædeligt, for så vidt som det viser hvorledes sporten har bredt sig - den er kommet fra København og har så taget mere og mere af landet med sig, selv vore mindste købstæder møder op med mange cyklister, ja enkelte med en imponerende mængde.
Landet - udenfor byerne - er i følge sagens natur, kan man vel sige, ikke endnu kommet med, men cykling er dog også der begyndt at vinde indpas og der findes endog landklubber.
Danmark er unægtelig et land hvor cyklesporten burde finde glimrende eksistensbetingelser, et fladt land - ingen bjerge og kun få og små højdedrag - og et land hvor den jævne bebyggelse har skabt et talrigt forgrenet net af veje som forbindelsesled mellem alle landets punkter. Vort land burde altså være et Eldorado for cyklister. Men det er det ikke alligevel ikke på langt nær. Og først og fremmest fordi vore veje kun er tarvelige, og fordi cyklisterne, om de end tåles, ikke har sympati hos autoriteterne og kun til dels hos folket.
Vore veje er som helhed taget slette. De største strækninger af hovedlandevejene, kongevejene, de store forbindelsesårer går ganske vist i reglen an, enkelte er endog fortræffelige. Men de allerfleste af de andre veje - selv i og for sig betydningsfulde og befærdede veje - er mere eller mindre elendige, nogle under al kritik. Og selv partier af hovedlandeveje, særlig i nærheden af de større byer, er også kun tarvelige. Og fejlen ligger i vejenes anlæg, det er ikke rationelt nok, ikke grundigt nok gjort.
I Norge fx er alle de nyere veje i ypperlig stand, det er en ren fornøjelse i fuld fart på sin cykle at lade stå til henad vejen, der skumples man ikke, så man tror man skal få en hjernerystelse.
Man vil måske indvende: Ja, vore veje anses dog ellers for gode, og det befordringsmiddel, for hvilket vejene dog egentlig er byggede og som det derfor nærmest kommer an på, at vejene tilfredsstiller, nemlig vognene, kan dog fortræffeligt bruge vejene som de er. Ja, Gud bevares, det ville naturligvis være fordringsfuldt, for fordringsfuldt, om cyklisterne ville forlange at der skulle tages hensyn til dem, når de kørende var tilfreds (selv om cyklisterne - hvad der vel snart sker - benytter vejene lige så meget som de firhjulede køretøjer med heste for), men sagen er den, at de kørende i grunden taget slet ikke er tilfreds. Der er næppe en - han skulle da have et ganske ekstra kombineret fjedersystem på sin vogn - der tør påstå, når han skal være ganske ærlig, at han ikke skumples og rystes temmelig nederdrægtigt på de allerfleste af vore veje. Men de kørende tier, de er nu fra gammel tid ikke bedre vant, det er som det nu er, og de tror ikke det hjælper, fordi de kvækker op om det.
Nu er det ganske vist så at cyklisten, særlig fordi han kommer langt hurtigere afsted, behøver bedre veje end en vogn. Men vejene burde selvfølgelig være i det mindste så gode, at vore jævnt luntende køretøjer kunne køre nogenlunde roligt og lydløst henad dem, og ikke som nu hvor de skumples og rystes, og hvor de gør et spektakel, så man kan høre dem i en fjerdingvejs afstand.
Nu, efter at i fjor de ny gummiringe "Cushion" og "Pneumatic" er kommet frem, vil dette forhold, vore dårlige veje, imidlertid for fremtiden ikke tilnærmelsesvis få den betydning som tidligere. Disse nye ringe kan - på grund af deres konstruktion - absorbere de fleste af de skub og stød, vejenes ujævnheder nødvendigvis giver de hjul, der triller henover dem.
(Aarhus Amtstidende, 24. februar 1891)
Cykling i Danmark.
III.
Så er der den anden ting, den manglende sympati. Vores autoriteter som jo desværre i det hele taget udmærker sig ved en betydelig konservatisme og ved en besynderlig mistro til det nye i tiden, det være sig som i åndelig retning eller i materiel henseende, har fra begyndelsen af stillet sig køligt og skeptisk over for cykling og over for dens nytte.
Forholdet har jo været således - her som andre steder - at cyklen i begyndelsen da den særlig fremtrådte som høj maskine, ordinary, blot benyttedes til sport, og dette nye hurtige aparte køretøj forskrækkede ikke få af vore fredelig vante heste - og da også ikke få af vort rare, men mindre livlige folk. Autoriteterne anså de få mennesker, der satte sig op på sådan et apparat, for spradebasser og gøglere, som gjorde en del fortræd, og som der ingen grund var til ikke at lægge nogle små hindringer i vejen, hindringer, som måske også kunne virke til gavn og beskyttelse for sky heste og sky mennesker.
Og der kom politibestemmelser for cyklister om at ringe, om at stå af for hver vogn, om at køre med lygte om aftenen o. s. v., om at cyklisterne ikke måtte køre der og der. Bestemmelser hvoraf nogle kunne have deres berettigelse, når de fremtrådte i en lempeligere form, men af hvilke en del er således at cyklisterne, med åbenbar ret deri kun ser udtryk for uvilje mod dem og deres sport, mangel på åbent og frit blik på forholdene og en fuldstændig misforstået værnen om det bestående og dets ubetingede ret over for alt moderne.
Og jo mere cyklesporten - trods sådanne hæmsko - har vundet udbredelse, det værre synes dette forhold at blive. Jeg skal således minde om den berømte politibestemmelse af birkedommer Oldenburg i Københavns Amts nordre Birk, og om forbudet mod at køre på gaderne i Stege.
Befolkningen var - særlig ude på landet - i cyklesportens første år i det hele taget højst uvillig stemt mod cyklisterne. Landboerne kunne ikke indse, at sådan noget sprinkelværk kunne være andet end et dumt stykke legetøj, som blot forskrækkede deres heste og bragte dem selv i fare for at vælte, og det faldt dem slet ikke ind, at de optrådte egenmægtigt, end sige at de tilsidesatte cyklisternes ret, når de forlangte, at cyklisterne skulle stå af og holde stille 300 alen før de 2 parter mødtes. Og de gik ofte langt videre; adskillige er de piskesmæld, som landboerne har langet ud over cyklisterne, ledsagede af grovheder og skældsord. Ja mange har højlydt udtrykt deres forbavselse og forargelse over at cyklisterne skulle have lov til at færdes på vejene.
Nu er det værste stød forbi. Landboerne har vænnet sig til dem - og deres heste har til dels vænnet sig til dem, og om end forholdet langtfra almindelig er venskabeligt, så er det i alt fald til dels blevet venskabeligt og overalt betydeligt forbedret. I byerne er forholdet tåleligt, og til dels rigtig godt, ja i mange småbyer er cyklisterne næsten byens kæledægger. Den opfattelse af cykling, som af sport i det hele taget - legemssporten, der hersker i England, er imidlertid en opfattelse, som herhjemme kun i ringe udstrækning har vundet udbredelse. Der mangler derfor cyklisterne her hjemme den store moralske - og derigennem også materielle - støtte som de engelske sportsmænd har gennem deres landsmænds sympati og respekt for sporten.
Det danske folk er ikke nået stort videre end, at det tåler cyklesporten. Forholdet er i alt fald ikke andet og bedre end et køligt venskabeligt. Vore cyklister har derfor måttet bygge deres sag op på deres egen tro på og begejstring for deres sag.
Og de har dog fået udrettet meget. De har fravristet landets ungdom flere og flere proselytter, de har vendt stemningen fra at være fjendsk til at være i alt fald indifferent, og de har langsomt men sikkert podet mere og mere af deres egen tro på deres sag ind i befolkningen.
Forældre give deres børn lov til at køre på cykle, ja lader sig endog overtale til at forære dem maskiner, og en selv ældre folk kører endogså selv. Lægerne har begyndt at indrømme cyklesportens gavn, befolkningen ser på væddeløbene og konkurrence, og cyklisternes første mænd bliver kendt udenfor deres egen kreds, sportsmændenes kreds.
Cyklen i praksis er et stadium, vi endnu er et godt stykke fra. Og det er en stor skam - men det ligner os - at vi ikke kan få øjnene op for cyklens brugbarhed som befordringsmiddel.
At landpostbudene forsynedes med stærke cykler, er en reform, som ligger så lige for, at en blot nogenlunde livlig administration let måtte få øje på den, og det er en reform, som i kraft af den omstændighed, at en cyklist let tilbagelægger en 3 gange så lang vej om dagen som en fodgænger, oven i købet ville frembyde mulighed for besparelser. Forretningsfolk burde selvfølgelig også benytte cyklen, og ikke - om end de havde lyst - lade den tanke fare af frygt for at blive udleet.
Vor gode, gamle danske frygt for på nogen måde at gøre anderledes, end alle andre gør, dette usalige kujoneri, som er en af de værste hindringer for reformer og fremskridt i vort lille snobbede samfund. I en enkelt henseende har dog vor statsstyrelse haft øje for cyklen som et brugbart instrument; jeg tænker på den anvendelse, man er begyndt at gøre af cyklen i hæren.
Nu, efter at de nye gummiringe, cushionringene især, er kommet frem, nu, da derved en af de værste ulemper, den stødende kørsel over ujævn vej, er fjernet, tør man dog forhåbentlig vente, at cyklens anvendelse i praksis vil få et godt skub fremad, så at nogle flere end de par snese - mest handelsrejsende -, der nu er fornuftige nok dertil, vil få øjnene op for nytten og behageligheden ved denne betydningsfulde opfindelse, og vil være i besiddelse af den smule fordomsfrihed, en beslutning om at benytte sig af den, udkræver.
Cyklisternes organisation er herhjemme - til dels vel på grund af de ovenfor skildrede forhold - kun dårlig. Der var en gang en, hele landet omfattende, union, men det gik den ilde - den opløstes. Nu findes der, foruden de lokale klubber, centralforeninger for de enkelte landsdele, som ganske vist søger at skabe deres medlemmer fordele og behageligheder ved udøvelsen af deres sport, men resultatet er ikke stort, og mest fordi betingelserne ikke er gode. Der mangler den rette samfølelse og den rette begejstring for sagen hos de enkelte, der mangler penge og der mangler, som påvist, velvilje hos dem vis velvilje har betydning for cyklisterne.
Det går vel fremad, men der er langt igen. Hvad vore hjemlige sportslige resultater angår, er vi i de sidste år begyndt at oppe os. Vel er vi nogle hestelængder bag englænderne, men under hensyn til vore mindre heldige forhold, må det dog siges at vi er kommet ganske godt med. Vi er således fuldt på højde med nordmændene og langt forud for svenskerne. Det er "Dansk Bicykle Klub", den københavnske - og vor ældste - cykleklub, der her stadig har ført an.
Da der, ved dens anstrengelser, for nogle år siden blev bygget cyklisterne en - den gang god, nu allerede noget lille - bane ved København, en rigtig cyklebane, fik væddeløbssporten bund at bygge på. Af vore bedste danske væddeløbsresultater skal jeg nævne: 1 eng. mil i 2 m. 50 sek., 1/4 engl. mil. 37 3/5 sek., 1 dansk mil i 14 m. 11. sek. og 6 danske mil i 1 t. 28 m. 11 sek. Af præstationer på landevej skal vi nævne 18 danske mil i 6 timer og 31 1/8 min. i 12 timer.
Med safety'ens fremkomst blev der fart i cyklesporter herhjemme. Mon vi med de nye gummiringes opfindelse tør håbe på at cyklingen vil slå fuldstændig igennem og blive hvad den fortjener, en nationalsag.
Safety.
(Aarhus Amtstidende, 25. februar 1891)
Mens cyklen således i starten især interesserede militæret og sportsfolk, begyndte den snart at blive udbredt til andre. En af dem som afmystificerede cyklen og dens eventuelle skadelige virkninger var lægen Ferdinand Levison:
Dr. med. F. Levison.
(Eftertryk forbydes.)
Der er ikke mange ting, der har haft en sådan evne til at dele menneskeheden i to fjendtlige lejre som spørgsmålet cykle contra ikke-cykle. Medens cyklisterne mener, at denne legemsbevægelse er den bedste, sundeste og mest oplivende af alle, kan de der ikke selv har prøvet det, gennemgående kun se farer og ulemper ved cyklingen. Endog til lægerne har denne strid strakt sig; de medicinske selskaber i Paris og London har holdt møder, der udelukkende var helligede til at drøfte cyklens fortrin og ulemper, set fra lægens standpunkt, og herhjemme kan man både finde læger, der selv er ivrige cyklister og anbefaler cykling både til sunde og til adskillige af deres patienter, og andre, der betragter cyklen som et uskønt og skadeligt befordringsmiddel.
Efterhånden begynder der dog at komme mere klarhed på dette område, og det kan straks siges, at cyklen er gået sejrrig ud af denne prøvelse, og at den for fremtiden ikke behøver at frygte nogen principiel modstand fra lægernes side. Dette viser sig noksom derved, at langt over 100 af Københavns læger benytter den, og at næppe nogen af dem igen har opgivet kørslen efter først at have gjort sig fortrolig med den.
Men netop fordi cyklen er blevet så almindelig udbredt, kan der være anledning til at se lidt nærmere på denne art legemshevægelse og at drøfte betingelserne for, at den kan regnes til de nyttige øvelser. Først og fremmest gælder det da her som ved alle andre legemsøvelser, at mens fornuftig og mådeholden anstrengelse udvikler og styrker, så er enhver overanstrengelse og ensidig udvikling skadelig og i mange tilfælde farlig. Dette gælder i særlig høj grad om cykling; netop forbi man med forholdsvis ringe møje kommer så rask af sted og føler glæden ved at flyve hen ad vejen, fristes man let til at køre hurtigere og hurtigere. Kørslen river en med; men netop denne jagen på medfører sine farer.
Selv ved en almindelig kørsel på cykel bliver hjerteslaget hurtigere end ellers. Pulsen går let op i 90 - 100, og heri er endnu ingen ulempe; men forcerer man arbejdet, bliver hjerteslaget bestandig hurtigere, kan gå op til 150 - 200 i minuttet, og hjertet må følgelig arbejde meget stærkt.
Er der i forvejen nogen svaghed til stede, vil dette kunne føre til ildebefindende. besvimelser, ja, man har endog set tilfælde af pludselig død efter overanstrengelse ved cykling, navnlig kort efter måltid; men selv om hjertet er ganske sundt, tåler det ikke i længden at overanstrenges, men det vil til sidst blive sygelig forandret og give anledning til sygelige symptomer, som måske først vil opdages, når det er for sent at råde bod på sygdommen.
Man vil nu måske indvende at de der træneres til væddeløb jo må anstrenge sig til de yderste grænser af deres kræfter, og at mange af dem dog synes at være raske og stærke; men hertil må svares, at en fornuftig trænering netop består i en ganske gradvis øvelse til efterhånden at kunne tåle og yde mere og mere, og at i øvrigt meget få af de unge mænd, som giver sig af med væddeløb, i længden vil undgå skadelige følger heraf; særlig sådanne ganske tåbelige eksperimenter som at køre 24 eller 28 timer i rad rundt på en væddeløbsbane vil til ingen verdens nytte udsætte deltagernes helbred for alvorlig fare. Man vil også se, at meget få væddeløbere vedblive ret mange år med denne sport, og det er mig bekendt, at flere af vore større væddeløbsnavne har opgivet banen, forbi de ved overanstrengelse havde skaffet sig en hjertesygdom.
Derfor er mit første råd til den, der vil have gavn og glæde af sin cykel - brug ben til befordring og sund legemshevægelse, men overlad væddeløb til professionals, som vil tjene brødet på denne måde, eller i hvert fald lad en læge omhyggelig kontrollere, hvilken indvirkning træneringen har på hele legemet og særlig på hjertet.
Vil man i korthed nævne den indflydelse, som fornuftig cyklekørsel har på helbredet, særlig for byfolk med indendørs og måske siddende beskæftigelse, kan man sige at den i høj grad forbedrer almenbefindendet. Allerede ved den enkelte tur vil man, så snart man er kommet så vidt at man føler sig hjemme på sin cykle, føle et ganske ejendommeligt velvære som ikke let opnås ved nogen anden art af legemsbevægelse, og ved fortsat øvelse styrkes hele legemet, alle funktioner foregår regelmæssig og let, og mens muskulaturen udvikles, aftager den overflødige aflejring af fedt. Cyklens modstandere har rigtignok påstået at man ensidig udviklede benenes muskulatur, og at der efterhånden ved cyklens indvirkning på menneskeheden vil fremkomme en forkrøblet race med enormt udviklede ben, ganske tynde arme og krum ryg. Men dette beror på et fejlsyn; ved cykling udvikles alle legemets muskler, armenes og kroppens ikke mindre end benenes, og man vil blandt cyklisterne se særdeles mange smukt og harmonisk udviklede skikkelser. Der er imidlertid grund til at indprente cyklisten, at der aldeles ingen grund er til at skyde ryg som en aborre, og at dette kun kan have nogen rimelighed for væddeløbere, der skal frembyde den mindst mulige modstand mod luften, og som må søge at fordele deres vægt ligelig på forhjul og baghjul af de let byggede racermaskiner.
Disse passer derfor kun til væddeløbsbanen, og lige så tåbeligt som det ville være at købe en engelsk væddeløbshest til dagligt brug på alle slags veje, lige så urimeligt er det at gå ud på at få sin maskine gjort så let at man kun tør sidde på den med krum ryg. En fornuftig cyklist bør sidde lige i sadlen eller ganske let forover, i modsat fald sammentrykker han sin brystkasse og gør hjertets arbejde større end det i forvejen er; derfor bør man altid sørge for at sadel, pedaler og styr står i et fornuftigt forhold til hverandre, og man skal ikke købe en cykle, før man har overbevist sig om, at man kan sidde bekvemt på den, at benene kan strækkes godt, og at stillingen bliver naturlig og bekvem.
Under cyklingen bør man huske at man kører bedst, når man ikke overfylder sig med føde eller drikke; derfor må man gøre sig umage for at holde munden lukket under kørslen og trække vejret gennem næsen, ellers bliver man så tør i mund og svælg, at man overfylder sig med drikkevarer. Måltiderne bør på ture være få og små, og kører man på langture der varer i flere dage, gør man godt i ligesom ved bjergbestigninger at henlægge dagens hovedmåltid til aften eller sen eftermiddag, når dagens arbejde er endt. Alle pirringsmidler som spiritus, kokain, kolapræparater osv. bør være absolut forbudte; de gør kun skade, men ingen gavn. En fransk læge har sagt, at en snaps virker på mennesket som et piskeslag på en droskehest; det fremkalder en kortvarig forøgelse af energi, der hurtig afløses af endnu større træthed, og når man så igen søger ny pirring, da glider man ned ad et skråplan der fører til alkoholisme, kokainisme etc., disse den moderne menneskeheds sikreste fordærv.
Meget almindelig hører man påstå at cykling kan tillades mænd, men er absolut hæslig og skadelig for kvinder og børn. Om hæslighed og skønhed lader sig vanskelig diskutere, og det skal indrømmes at en stor del af de cyklende tanter uden skade kunne gøre lidt mere for skønhedssansen, end de nu gør; det er en uheldig overtro, at enhver gammel kjole er god nok til at cykle med, eller at man kan køre med selskabskjole og fjer i hatten. Dragten bør være indrettet til det brug man vil gøre af den; helst bør tanter køre uden korset, eller når de mener ikke at kunne undvære det, må det i hvert fald være blødt og eftergivende uden fiskeben og ikke stramt siddende, men tillade brystkassens fri bevægelse; skørtet skal være af mellemlængde; af et nogenlunde solidt stof og ikke så vidt, at det fanger luften og blæser op som en ballon; det er meget nyttigt at have elastiske remme til ben og fod, omtrent af samme art, som anvendes i ridekjoler, og som kan hindre skørtet i at blæses op på den bekendte, uklædelige måde.
Med hensyn til sundhed behøver kvinder ikke at nære mere frygt end mænd; når de i forvejen er raske, vil cyklen blive dem en kær adspredelse og god motion, og er de blegsotige, nervøse, hysteriske, overanstrengte ved stillesiddende arbejde eller ugidelige på grund af dagdriveri, så er cyklen bedre medicin end et helt apotek. Dog gælder det for kvinden ligesom også for børn, at de endnu mere end mænd bør vogte sig for væddeløb, forcerede dagture o. s. v., deres nervesystem og deres hjerte tåler mindre overanstrengelse end mændenes. Skønt man har set kvinder uden skade cykle under svangerskabet, er dette uforsigtigt, og ligeledes bør de tre første dage af menstruationen regnes for hviletid.
Om børn gælder det at man så lidt som muligt skal lade dem køre på egen hånd eller i hvert fald, at man skal kontrollere hvor langt og hvor hurtig de kører; når kørslen ikke overdrives, er der ingen fare ved at lade 10 - 11 års børn eller måske endnu yngre få en cykle, dog må man huske, at der i opvæksten, omtrent ved 14 - 16 års alderen, hos begge køn kommer en periode, i hvilken hjertet ofte er noget sensibelt, hvor der kommer hjertebanken o. lign., og at man når der kommer sådanne klager, bør lade lægen afgøre om barnet tør vedblive med cykling.
Det er i det hele fornuftigt i alle tvivlsmål af denne art at rådspørge en dygtig læge, men notabene en sådan, som selv cykler og altså har kunnet danne sig en selvstændig mening om bevægelsens art og indvirkning på organismen.
Dette er kun aforistiske betragtninger i anledning af cyklekørsel; en nøjagtig drøftelse af alle herhen hørende spørgsmål vil blive altfor vidtløftig for et dagblads spalter; jeg skal derfor endnu kun resumere min mening om cykling dertil, at den drevet med fornuft, måske er den sundeste og bedste af alle legemsøvelser; den vil sikkert skaffe os en sundere, dygtigere og gladere ungdom, end vi kendte for 10 eller 20 år siden, og det kan man være sikker på, at, hvis de unge forfattere som nu i en række af år har underholdt os med klagesange over verdens og deres egen jammerlighed, i tide havde øvet sig i at køre på cykle, så ville de snart have fået øjet op for, at verden ikke er så helt gal endda, og så blev vi fri for resten af den "unge" litteraturs begrædelsesbog.
(Ringsted Folketidende, 26. juni 1895)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar