Indsenderen af et stykke i nr. 165 klager over at barbererne lader sig deres arbejde betale for dyrt. Men han har undladt at anmærke at her næppe findes nogen barberstue hvor man har krævet nogen vis bestemt betaling, men at man derimod har ladet sig nøje med hvad enhver efter behag ville lægge. Rigtig nok har mængden betalt 8 til 12 skilling for at blive barberet. Men tager man blot hensyn til at en stuelejlighed som en barber jo altid må bebo, nu betales med 150 til 200 rigsbankdaler, mens før samme lejlighed kun gaves 30 til 40 rigsbankdaler, at livets fornødenheder er dyre og slet ikke står i forhold til de forbedrede penge, så vil man vel ikke finde at 6 til 8 skilling kunne være mere en passende betaling for det som indsenderen kalder et øjebliks tjeneste. En arbejder siger man er jo sin løn værd, og i denne næringsvej må man i sit ansigts sved søge at erhverve brødet der ofte er knap nok skåret. Kunne man blot opvise en eneste der ved barberkniven havde erhvervet sig over det fornødne, eller havde til overflod, da vil anmelderen intet have imod at denne næringsvej bliver den første hvis indtægter formindskes.
(Politivennen nr. 167, Løverdagen den 6de Marts 1819, s. 2702-2703)
Redacteurens Anmærkning.
Artiklen er svar på Politivennen nr. 165, Løverdagen den 27de Februari 1819, s. 2663-2664. Denne artikel blev besvaret i Politivennen nr. 168, 20. marts 1819, s. 2716-2718
Ingen kommentarer:
Send en kommentar