At bekostningen af det værktøj som barberer og hårskærere bruger, er ubetydelig er vel en sandhed, men at der gives mange andre håndværkere hvis værktøj heller ikke koster dem mere, kan let bevises, da de for en stor del kan forfærdiges af disse selv. Hvad lokalet angår, er det nødvendigt at have det bekvemt og anstændigt og følgelig må der betales undertiden dyrere end mange andres, som vel behøver større plads, men kan behjælpe dem med side- og bagværelser. Det bliver altid en fejl at forklippe håret, men dette kan ske for enhver betaling da den erlægges efter klipningen og er ubestemt. At der gives de der bestemmer prisen for denne opvartning er muligt, men i en tid af nogle og tyve år i hvilken jeg har befattet mig dermed, kan vist ingen sige at jeg har krævet en bestemt betaling, men altid været tilfreds med hvad man efter rimelighed betalte mig, og således agter jeg at vedblive.
Pålægges det mig derimod af vedkommende at bestemme betalingen, tror jeg at det er rimeligere at tage 2 til 3 mark for at klippe et hår, end at tage 4 skilling for at aftage et skæg. For når man regner med at det sidste sker 2 til 3 gange ugentligt og det første derimod kun 4 til 6 gange årligt, så bliver hårskærernes fortjeneste næppe det halve af barberernes. Dog dersom jeg kunne være så lykkelig at få så mange af disse små sølvbække, hvormed jeg kunne fylde blot en lille å, er jeg villig til at lade mig nøje med 16 rigsbankskilling R. B. og derved vil den ulejlighed forebygges som brøken vil forårsage ved at betale i sølvmarker, hvilke kun få for øjeblikket ejer.
Som følge heraf tager jeg mig den frihed at anbefale mig til hårklipning, frisering, al salgs hårarbejde for damer og mandfolk samt med at forfærdige lokker og anden hårpynt af aftjente hår i min bopæl på hjørnet af Store og Lille Regnegade første sal. Min bestræbelse skal altid være ved reelt arbejde og rimelig behandling at vinde enhvers agtelse og tillid.
Hendr. Hoppensach
Parykmagermester og frisør
(Politivennen nr. 168, Løverdagen den 20de Marts 1819, s. 2716-2718)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar