Blodigler.

En mand her af staden som blev tilrådet at lade sig sætte igler, sendte bud til en barber og lod spørge hvad sådant kostede, hvorpå han fik det svar: 3 mark for stykket. Manden lod nu på et apotek forhøre hvad en blodigle kostede når man købte den, og erfarede at prisen da for samme var 1 mark. I den tanke at når han nu selv havde igler, ville han spare penge ved at lade en barber sætte dem, købte han 3 igler og sendte bud til en barber for at få dem påsat. Der kom da en barberdreng som påsatte iglerne, men da man spurgte ham om hvad man skulle give ham for sin ulejlighed, forlangte han 2 mark for stykket, ialt 16 mark. Denne betaling forekommer anmeldren at være alt for stor, og melder derfor dette for vedkommende for om muligt kunne skaffe en forandring i prisen. En arbejder er vel sin løn værd, men man kan også betale guld for dyrt. Desuden behøves der jo kun lidt kunst eller arbejde til at påsætte igler.

(Politivennen nr. 418. Løverdagen den 3die Januar 1824, s. 6753-6754)