Harms i Kiel. (Efterskrift til Politivennen)

Kiel, den 22 Febr. Mærkværdigt er Kiel ved Præsten Harms. Ved sine Talers Tryllekraft trækker han hver Stand og hver Alder til sig. Naar han præker, er Kirken propfuld. Hans Moral og Lærdom ere en Gjenstand for Samtalerne næsten i alle Selskaber; men især have hans 95 Theses deelt Publicum, saavel i Kiel, som i Hertugdømmene, i to Partier, dog er det harmske Partie i Kiel selv størst, men i de andre Dele af Hertugdømmene er det kun svagt. Vel har Harms ogsaa i Kiel aandrige og lærde Modstandere, men disse holde sig rolige. Mange Penne har han allerede sat i Bevægelse; og hans egen vil endnu ikke hvile. Unægteligen hører Harms til Tiiden mærkelige Særsyn; han giver stor Opsigt, og har et stort Tilhæng, selv i Udlandet. Men om hans Anskuelser og Lærdomme ere de rigtige, om de stemme overens med Videnskabernes og Culturens Fremskridt, de nærværende statsoeconomiske Forhold, derom strider man nu mundtligen og skriftligen. Tiden vil lære, hvad der er det Rigtige; thi de stridende Partier ere for hidsige, til at ikke snart Rolighed og Kulde skulde indtræffe igjen. Imidlertid er man dog enig om, at Harms som Religionslærer ogsaa stifter meget Godt og har bragt mangen Sandhed kraftigen paa Bane; i det mindste kan man sige, at han præker Folk ind i Kirken. Selv de, der ikke ere af hans Mening, finde det dog interessant at høre ham. Det tilsyneladende Søgte, Korte og Uvante i hans Udtrykke giver  hyppigen Anledning til Misforstaaelser og Ordstrid. Originaliteten og Dristigheden i hans Billeder og Paastande forskaffe ham Tilhængere, og Partie, men frembringe tillige Modpartier. Ikke Declamation, ikke Tale-Anstand, ikke noget vellydende Organ men ene det Stærke og Skarpe i Talen er det, hvorved han trækker Almeenheden til sig. Harms har gjort sig berømt ved sin Sommer- og Vinterpostil, og denne læses meget og gjerne. Det er Skade at han ikke bliver ved at vandre paa denne Vei at præke og lære Kjerlighed og Glæder, men ogsaa troer at have Kald til at fremtræde dadlende og stridende mod Tidsaanden, og dog er hans Moral og Lære et Product af denne Tidsaand, som naturligviis ogsaa maa have sine svage Sider. Den, som falder paa et Extrem, bliver Rigorist i sit Fag og saaledes gaaer det ogsaa med Harmskanerne, som de ubetingede Forsvarere af de 95 Stridssætninger. I disse Sætninger hersker en bidende, lidenskabelig Tone. Det er derfor intet Under, at Harms er bleven Stifter af en Penne- og Meningsstrid. En Krig føres ikke uden Lidenskab. Derfor have ogsaa alle Skrifter og Samtaler for og imod Harms en lidenskabelig Caracteer. Præsterne i Hertugdømmerne synes mindst at være for den harmske Lære; thi allerede adskillige Præster ere fremtraadte som hans Mostandere, og endnu flere træde op imod ham.

Den Kongelig Privilegerede Viborger Samler, 2. marts 1818.