Paul Herman Petrus Beyer (1849-1924). (Efterskrift til Politivennen)

Paul Herman Petrus Beyer (1849-1924). Læge. Cand.med. 1878. Reservelæge i nåden 1879–80, i hæren 1884–86 og læge ved de kommunale vaccinationsanstalter 1889, 1891 og 1894. Han havde forskellige forretningsmæssige tillidshverv og var direktør i forsikringsselskabet Haand i Haand. 

Johan Peter Frederik Crone (1854-1932): Læge Paul Herman Petrus Beyer (1849-1924). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

1898 var han Højres kandidat ved folketingsvalget i Kbh.s 3. kreds. 

Alfr. Christensen og Petrus Beyer.

Valgermødet i Gaar Aftea i "Fønix".

Et livligt Møde

Den store Sal i "Fønix" var fyldt i Gaar Aftes til sidste Plads, da Vinhandler Dam aabnede Alfr. Christensens andet Vælgermøde.

Efter at Handskemager Petersen var bleven valgt til Dirigent, talte Hr. Alfr. Christensen, der modtoges med Bifald, og som under stærk Tilslutning fremsatte sit kendte Valgprogram.

Til dem i Højre, der udslynger den Beskyldning mod Venstres Kandidater, at de lader sig vælge af internationale Stemmer, sagde Taleren:

"Jeg protesterer paa det skarpeste mod, at Byernes store Arbejderbefolkninger skal sættes udenfor alle andre Danske. Er der Nogen, om hvem man med en vis Berettigelse kan sige, at de har stillet sig udenfor de Danskes Rækker, saa er det vel det Parti, der har øvet Vold mod Forfatningen og paa Trods af Folkets Vilje ødelagt Landets Penge til ulovligt og for Danmarks Selvstændighed skadeligt Fæstningsbyggeri. (Stormende Bifald.)

Efter at Hr. Alf. Christensen har omtalt de store Reformspørgsmaal og hævdet deres Gennemførelse i demokratisk Aand, slutter han med at udtale, at over al Ting staar det for ham, at den frie Forfatning atter kommer til Højsædet i Danmark, og at det kan ske ved at sætte et stort Oppositionsflertal ind i Folketinget.

Langvarigt Bifald og rungende Hurraraab lønner Hr. Alf. Christensens Tale.

Hr. Petrus Beyer tog derefter Ordet og udtalte, at paa mange Punkter er Højre enig med de Liberale. Han var navnlig ligesom Hr. Alf. Chr. af den Mening, at Provisorierne burde ikke eksisteren, men de var for Resten lovlige (Modsigelse). Han fremstillede sig derefter som udpræget Toldbeskyttelsesmand. Toldbeskytterne var Arbejdernes bedste Venner (Latter). En god Skolelov skulde laves som en Bom mod Socialismens Fristelser (Uro og Protest). Kobenhavns Befæstning bør vedligeholdes, thi Landets Børn maa ikke gaa blottede i Kampen (Latter).

Hr. Alf. Christensen, som derefter tog Ordet, hilstes af stormende Hurraraab. Under stærk Tilslutning imødegik han Hr. Beyers Udtalelser og hævdede navnlig, at det er en Skandale for vort Land, at vore Militærudgifter er saa enorme som de er.

Endnu har flere Talere Ordet, bl. A. Folketingsmand A. C. Meyer, der protesterer mod Hr. Beyers Udtalelse om, at Socialismen er baseret paa Uvidenheden, og som kraftigt anbefaler Vælgerne at stemme paa Alf. Christensen.

Det livlige, til sine Tider meget bevægede Møde sluttes først henad Midnat under vekslende Hurraraab for Kandidaterne. Omtrent en Tredjedel af Forsamlingen var Højremænd, og Meningskampen var flere gange stærk.

(København 27. marts 1898)

Ved valget 3. april 1898 stemte 2269 (66,0 %) ud af 3436 stemmeberettigede i Københavns 3. kreds. Af dem tilfaldt 1343 overretssagførr Alfred Vilhelm Alexander Christensen (V. R.), mens overretssagfører Carl Antonius Olsen (H) fik 902 stemmer.

I 1884 blev han indviet i loge nr. 3 Nordstjernen under Oddfellowordenen i Danmark. I 1889 stormester og da den danske storloges ophøjedes til uafhængig loge 1892 til storsire. Mens han var storsire, blev der oprettet hjem for børn født uden for ægteskab og et spedalskhedshospital i Island 1897. I 1909 blev der oprettet et spedalskhedshospital på St. Croix.

Asyl på Sankt Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

The transference of the new building to be used as the Leper Asylum was made on Monday with due formalities by the Grandsire of the Odd Fellow Order in Denmark, Dr. Beyer, to the Colonial Council of St. Croix, in the Council's Hall,Government House.

In response to the published invitation of his Excellency the Governor, a large number of gentlemen and also a few ladies had assembled. Shortly after eleven o'clock His Excellency introduced Dr. Beyer to the audience as follows:

Ladies and Gentlemen, I have the honour to introduce to you Dr. Petrus Beyer, Grand-Master of the independent Grand Lodge for Denmark of the Odd Fellow Order. The Doctor has come all the way out here to hand over personally to the Municipality of St. Croix the new asylum for lepers at Richmond, which has been built by the agency of the order that he represents.

His Excellency then introduced the Grand Sire to the Chairman of the Council, who introduced him to the Council's members.

Dr. Beyer then made the following address:

"Deres Excellense.

Mine Herrer af St. Croix Kolonialraad.

Det er som Stor Sire for Oddfellow-Ordenen i Danmark at jeg i Dag har den Ære at henvende mig til Dem for paa Ordenens Vegne at overgive til Dem det til Brug for de Spedalske paa de dansk vestindiske Øer byggede Asyl; og jeg beder den høitærede Formand for St. Croix Kolonialraad om at modtage Asylet, som Raadet er gaaet ind paa at drive i nævnte Øiemed.

Forinden jeg overgiver Gavebrevet, maa det være mig tilladt i korte Træk at minde om Asylets Tilblivelseshistorie. Det var nogen Tid inden den vestindiske Kommissions Udsendelse her til Öerne for 6 Aar siden, at et af dennes Medlemmer Kammerherre Jacob Scavenius henvendte sig til mig paa den daværende Finansminister Christoffer Hages Vegne, for at forespørge om det kunde tænkes at Oddfellows, I Lighed med hvad der var sket i sin Tid paa Island, vilde bygge et Spedalskhedsasyl paa de vestindiske Öer, hvor der fandtes et ret betydeligt Antal Patienter lidende af denne Sygdom. Nu vil de mindre mine Herrer at der i Danmark den Gang, hvad der forresten ogsaa er Tilfældet nu, fandtes et stort Önske om at skaffe disse fjerne danske Besiddelser saa gode Livsvilkaar som muligt, og dertil hørte ganske sikkert, at befri Befolkningen for den Fare der laa i at disse Stakler der vare syge af den forfærdeligste Sygdom der vil nok findes, færdedes rundt imellem de Sunde, og kunde brede Sygdommen videre og videre omkring. Jeg svarede, overensstemmende med det Princip hvorefter Odd-fellow-Ordenen leder sit Liv: "at virke for social-humane Fremskridt Verden over," at den Mulighed, at vi kunde vilde paatage os denne nationale Opgave, fandtes; men at jeg forinden jeg forelagde Spørgsmaalet for Ordenen ledende Mænd, maatte stille som Betingelse, dels at der gaves en Spedalskhedslov, i Lighed med hvad der fandtes paa Island, der muliggjorde en effectiv Isolering af de Syge, en Lov som altsaa accepteredes af Ordenen, dels at spedalskhedsforholdene herude bleve undersøgte at en kyndig Mand indenfor vor Kreds, en Fordring der ingenlunde var dicteret af nogensomhelst Mistillid til de af de lokale Myndigheder givne Oplysninger, men simpelthen var en Fordring jeg altid stiller forinden jeg opfordrer Ordenen til at give sig i Lag med Opgaver indenfor dens eget Omraade.

Efter at Finansministeren var gaaet med paa disse Forlangender og Broder i Ordenen Professor Ehlers i den Anledning var bleven adjungeret den vestindiske Kommission, og til Ordenen havde afgivet sin Indberetning, som viste mig, at Foretagendet kunde siges at være realisabelt for os, lovede jeg Finansministeren at vi vilde søge at løse Opgaven, og i Dag er dette da ogsaa forsaavidt sket, som Asylet i det væsentlige staar færdigt, og kan, efter at jeg har beset det, og synes at det i alle Henseender maa siges at være vel skikket til sit Brug, afleveres til St. Croix Kolonialraad, der som ovenfor nævnte har paataget sig at drive det.

Oddfellow-Ordenen har ved at bygge det, forinden derved at opfylde en national Pligt, ogsaa søgt at opfylde det Paabud, som er Ordenens ledende Hovedmotiv: "at gjøre Kjærlighedstanken levende indenfer og udenfor sin Kreds, og at bringe til almindelig Forstaaelse at det ikke er nok at vi alle ved at Kjærlighed til Ens Medmennesker er det Centrale i Livet, men at denne Følelse, for at være mere end et Ord, maa give sig Tilslag i Gjerning."

Nu er det vort Haab og vort inderlige Ønske, at denne Forstaaelse maa blive den ledende indenfor deres Kreds, som fremtidig skulle være knyttede til Asylet, det være sig som dets bevilligende Myndighed, som dets høie Bestyrelse, som dets Læge, som Pleierskerne for de Syge, og alle de andre, som ved deres Gjieruing ere knyttede til Asylet. Det er vort Haab at de alle ville opfatte deres Opgave som givet i Kjærlighedens Tegn, saa først vil Asylet kunne komme til at opfylde sin Bestemmelse i at være et godt og venligt Hjemsted for de stakkels syge Mennesker, som her skulle tilbringe deres Liv.

I Haab om at alle ville virke tit at disse Forudsætninger, under hvilken vi have bygget Asylet, maa blive opfyldte, overgiver jeg nu Asylet til St. Croix Kolonialraad og skal til den Ende oplæse Oddfellow-Ordelinens Gavebrev til denne Myndighed.

Then turning to the Chairman of the Council the Grand Sire read aloud the Deed of Gift and its conditions, and finally handed the document over to the Chairman, with these words :

Høivelbaaren Hr. Landsfysikus Kalmer: Herved overgiver mig nu Dem, som Formand for St. Croix Kolonialraad dette Gavebrev. Gid Asylet man virke til Gavn for denne skjønne Ö, og for Søsteröerne St. Thomas og St. Jan, og gid Asylet under en vis og forstandig Bestyrelse maa blive et lykkeligt Hjem for de Syge for hvem det er bestemt.

The Chairman replied as follows:

Your Excellency ! Your Honor the Grand-Sire I

In conformity with § 5 of Ordinance of 17th January 1908 I have hereby the honor as Chairman of the Colonial Council of St. Croix and on its behalf to accept the Deed of Gift for the New Leper Asylum erected by tho Order of Independent Odd Fellows of Denmark now handed to me by your Honor the Grand Sire. As this noble Gift is a Gift not only to the Council but to the Municipality of St. Croix I beg in the name of this Community, in the name of the Council and in my own, to offer you most heartfelt thanks for this grand gift.

It, is indeed a grand and noble gift, which the Community thus becomes possessed of, a gift which fulfils a threefold purpose. First this, that it enables the Community to protect itself against this dreadful and terrible disease, the most dreadful of all those to which poor and suffering humanity is exposed and which, after the Bacillus lepræ has been discovered by the Norwegian Professor Armauer Hansen, has proved itself to be a contagious disease; Secondly it makes it possible to offer those poor aud pitiable individuals, who are suffering from this disease, a comfortable and humane existence for as you all know, most, nay all, that are suffering from the disease here belong to the poorest class, which are entirely dependent upon public charity and the help of poor relatives and friends, whose combined help could never secure for these individuals an existence in any way comparable for the one, that is now offered to them by the noble exertions of the Old Fellows Older, and thirdly it will one day - I have no doubt - make it possible to cure this loathsome disease, for considering the rapid an, I truly prodigious progress of medical science I feel convinced that means of curing the disease will one tiny be found, but even then these means would not suffice unless the poor sufferers were placed, as now they will he, under inspection and control.

Of course one thing may jar even with these outlooks before us, this, then, that it is unavoidable to deprive those poor creatures of personal liberty and freedom. But here it must be said, and rightly, that individual lights must yield before justified demands of the Community at large - so much the more when you can offer the parties in question all the great advantages which this grand gift offers them.

As I see that the Community at large by its presence here shows such interest in the matter, it may not he considered out of place, if I offer a few additional remarks on the subject.

The idea of isolating the lepers dates back very far indeed, far back into the middle ages. You may consider it a side issue when I commence with an allusion to the name of the disease, but it is often so, that a word, a mere name, reveals to us a chapter of the world's history.

The disease is in English and in most other European languages called lepra or leprosy. This comes from a Greek word lepra, which means only a rash, - and that word does not teach us much. But now it so happens that we have in Danish a word for the disease quite different and which is peculiar to Danish, no other language known to me has a similar name. We call the disease "Spedalskhed" and the sufferers from it "spedalske". Where does that word come from? It comes simply from "Hospital"; perhaps you will be able better to understand it, when I say, Spital instead of Hospital, but you will at once hear it if I use the Italian word "Ospedale." Now the word Ospedale, or Hospital, has nothing whatever to do with sickness or sick people, as you may be inclined to think. It comes from a Latin word "Hospes," which means a "Guest" and nothing else. Italy was one of the first countries, which in the middle ages erected "Ospedali," that is places for receiving poor suffering people as guests - and most especially lepers. And what the Middle ages did in their time we are now in our time renewing, by taking iu poor Lepers as guests in our Asylums. You may be astonished to hear that exactly 700 years ago, in the year 1200, there were not less than 2000 such asylums for lepers in France, no doubt owing to the kindness and cure of the clergy. And this proves two things : first that the disease must have had an enormous spread in the middle ages, and next, that we can never be too thankful to those ages for trying to check and limit this dreadful calamity - for without these Hospitals or Asylums in the medieval limes all Europe would by now be overrun by this fell disease.

What they did then is exactly what has been done here to-day, and this Community can never be too grateful for what the Odd Fellows Order has done for us out here - and once more, Mr. Grandsire, I beg to convey to you and your illustrious Order in the name of the Community, of the Colonial Council and in my own, the expression of our deepest gratitude and our most heartfelt thanks.

His Excellency the Goveneor, then spoke as follows :

"Mr. Grand-Sire. Ladies and Gentlemen.

I have the honour to express the thanks of the Danish Government for the noble and generous gift conferred by the Odd Fellows Order of Denmark on suffering humanity in the Danish West Indies. I venture to hope that the work will be carried on in a way and a spirit worthy of the donors."

And, turning to Dr. Beyer, said:

"Efter Hans Majestæt Kongens til Finantsministeren mundtlig fremsatte Ønske og efter mig at Finantsministeren dertil tillagt Ordre har jeg dernæst den Ære paa Hans Majestæts Vegne at overrække Dem, Dr. Beyet, som Ordenens Stor-Sire nærværende Dem af Hans Majestæts allernaadigst tildelte Decoration som Commandeur af 2den Grad af Dannebrogsordonen."

To which Dr. Beyer replied :

"Deres Excellense

Man jeg til Dem som Hans Majestæt Kongens Repræsentant udtale min dybtfølte Tak for den kongelige Naadebevisning der er bleven mig tildelt paa en saa ærefuld Vis, og for de Naadebevisninger der er tildelt andre Medlemmer af Spedalskhedskomiteen. Jeg og vi alle har, og opfatte ogsaa disse, mindre som en Belönning for vor ringe Virksomhed for Spadalskhedsasylets Tilblivelse, end som et Udtryk for Kongens Glæde over hver Gang der sker noget der kan gavne hans Land og Folk. Og denne Forstaaelse af Kongens Personlighed gjør, at vi Alle samles i Önsket om at Gud vil bevare Kongen, et Önske jeg bedre Alle med mig give Udtryk i et 9 foldigt Hurra for Hans Majestæt.

Kongen leve."

The three times three cheers for His Majesty thus called for were cordially given, and His Excellency the Governor then pronounced the proceedings to be closed.

(St. Croix Avis 20. november 1909).

Edvard Laurits Ehlers (1863-1937), reservelæge ved kommunehospitalet, specialist i hud- og kønssygdomme med studier over spedalskhed (lepra). Efter en rundrejse i Island 1894 og 1895, blev kampen mod spedalskheden blev organiseret 1897-98 gennem isolation af de syge på asyl, hospitalet blev også støttet af Odd-Fellowordenen. Han var medvirkende til oprettelse af spedalskhospitalet på St. Croix 1903. 1903 var Ehlers adjungeret læge ved den danske kommission til Vestindien. Politisk var han formand for Københavns venstreforening 1908-11 og borgerrepræsentant i København 1909-11, valgt af venstre.

Læge Petrus Beyer

fylder i Dag 60 Aar.

Han har allerede i mange Aar været en af Hovedstadens mest kendte Mænd.

I 90'erne tog han livlig Del i den politiske Bevægelse og stillede sig som Folketingskandidat i flere københavnske Kredse uden dog at opnaa Valg Men det er hans mangeaarige Stilling som Storsir for den udbredte Odd Fellow-Orden, der særlig har baaret hans Navn ud til Offentligheden. Af han er naaet saa vidt indenfor denne Orden, skyldes foruden hans sikre, myndige Fremtræden føret og fremmest hans gode Hjærie og Medfølelse med ulykkeligt stillede Medmenneeker, dernæst ogsaa hans gode Talegaver, som sætter ham i Stand til paa en smuk Maade at løse de repræsentative Opgaver, hans Stilling som Storsire fører med sig.

Dagen i Dag træffer ham rimeligvis i Vestindien, hvor han har aabnet det Asyl for spedalske, som Prof. Ehlers i Fjor lagde Grundstenen til. Forinden har han været paa Rejse til Nordamerika, Odd Fellow-Ordenens Moderland.

(Dannebrog (København) 24. november 1909).

22. maj 1914 fejrede han 25 års jubilæum som leder af Odd Fellow-ordenen. 

Storsiren fylder 70.

Petrus Beyer.

Odd Fellow Ordenens højtansete Storsire, Læge Petrus Beyer fylder paa Mandag 70 Aar.

Petrus B. var blandt de første Odd Fellows her i Landet, og han har da ogsaa nu været Ordenens Øverste i 27 Aar.

Odd Fellows betyder egentlig de løjerlige Fyre, og Storsiren maa jo altsaa være den løjerligste af Dem alle.

Er dette Tilfældet, vilde vi ønske, at hele vort lille Samfund bestod af løjerlige Fyre, thi Petrus Beyer er som den gode Samaritan, der standser, hvor alle andre jager forbi, opfyldt af deres egne smaa Sorger og Glæder og ærgerrige Kappelyst om Magt og Penge, han standser og bøjer sig ned over det, de andre ikke vil se eller ikke tør se, han bøjer sig hjælpende ned over den Spedalske, over Hittebarnet, over Syge og Hjælpeløse.

Petrus Beyer har virket for Opførelsen af Spedalskhedshospitaler paa Island og paa St. Croix, og han og hans Hustru har Æren af, at Danmark nu faar sig et Hittebømshjem, saa at ingen Mødre mere behøver at drives til Fortvivlelse og til Forbrydelse, fordi de har født et Barn udenfor de ægteskabelige Rammer.

Meget andet godt og samfundsnyttigt Virke har Petrus Beyer i sit lange, arbejdsomme Liv udført, og for det altsammen vil der paa Mandag lyde ham en varm Tak i Møde.

(Folkets Avis - København 22. november 1919).

Petrus Beyer og den 33 år yngre Ella Beyer (1882-1976). Gravsted på Vestre Kirkegård. Det er udformet af Christian Emil Mandrup-Poulsen (1865-1952) i 1924. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Year of American Rule in Virgin Islands Brings Loyalty, Prosperity and Contentment. (Efterskrift til Politivennen).

Danish Warship Saluting the Flag of Denmark for the Last Time Before it is Replaced by the Stars and Stripes

Administration Under Governor Oliver Working on Health Sanitation and Labor Questions

By Grace Phelps

Virgin Islands, U. S.

A YEAR ago this month the Danish West Indies became the Virgin Islands of the United States. Today 30,000 natives enthusiastically call themselves American citizens. The German sentiment which, delayed our acquisition of the islands for many years has absolutely disappeared. Twelve months of American occupation has wrought many important social and agricultural changes, but none more important than the loyalty of the inhabitants which has crystallized under the American administration.

Tho Virgin Islands are about 1,400 miles southeast from New York and 60 miles east of Porto Rico. Their actual transfer to the United States occurred March 31, 1917, just before our entrance into the world war, and because of that fact little is known of the new territory which we acquired from Denmark at a cost of $25,000,000.

The Virgin Islands include St. Thomas, with an area of 18,000 acres; St. Croix (better known as Santa Cruz) with an area of 53,000 acres, and St. John, whose area includes about 12.000 acres. With these are a number of smaller islands, many of which are even unnamed. St. Thomas has a population of 10,000, while the inhabitants of St. Croix number 18,000. St. John has less than 2,000 inhabitants. Of this population, 97 per cent is black or colored. The remaining 3 per cent includes the American officials and their families, the Danes who remained to engage in agriculture or commerce, and English planters and agents, with a scattering of French and other nationalities.

Few Remained Danish Subjects

The majority of the Banish officials returned to Benmark shortly after the transfer, but many, especially those who had intermarried with the natives, remained in tho islands. With "the blacks and-colored, these Danes automatically became American citizens January 17 of this year, when the treaty between the United States and Denmark was finally ratified. Provision had been made for those who wished to remain Danish subjects, but few availed themselves of this provision.

Citizenship Day, as it was called was celebrated as a gala occasion by the natives. In St. Thomas there Were games and athletic contests, parades and speeches, from early morning until the sunset gun was fired. Then every hat was off and every face was turned to watch the Stars and Stripes flutter down from old Christian's Fort, which for 251 years had borne the white cross of the Danneborg.

In the evening the blacks celebrated native fashion, with the Bamboula dance. They painted their faces white or wore white masks and in fantastic masquerade attire went dancing and singing up and clown the main street of the harbor town.

Congress has not yet determined the status of the islands, but under the treaty the old Danish laws were to be administered for one year. Admiral James E. Oliver was appointed Governor shortly after the transfer. It has been assisted by naval and Federal officers and a few Banish officials who comprised the former Colonial Council. A new code of laws is now being prepared, but the administration is laboring under a largo deficit, and very little constructive work can be done until Congress grants an appropriation sufficient to meet the needs of the islands.

War Has Cut Natives' Livelihood

Native living conditions in St. Thomas are especially acute. As a free port the island was the chief point of call in the West Indies before the war. Its harbor was the life of the island and the bread and butter of the natives, or more strictly speaking, the fish and cornmeal, The people depended almost entirely upon the shipping interest. Before the war fifteen steamers of the Hamburg-American Line called at St Thomas every month and coaled there on their way from Germany to South America. A French line connected it with other European ports, and steamers of many other lines visited it regularly, if less frequently. Since the war the German steamers have been interned, other traffic has been curtailed and save for the Quebec Steamship Company, which runs twice a month between New York and St. Thomas and connecting with the smaller islands of the West Indies, the island has been cut off from the rest of the world. Consequently the fortunes of the town have dwindled and the people are anxiously waiting the end of the war in expectation of American development. Prices are. very high, and many of the natives are in sore straits.

Poverty-stricken as they are and despite their disappointment that improvements have been so slow, the people are enthusiastically supporting the government in the war.

The natives have raised a volunteer company of soldiers which Is being drilled by a sergeant of the American marine force in the island. 'Even the youngsters are drilling in the hope that they may some day have a chance to fight the Germans. Fifty of them have formed a company of Boy Scouts under the direction of a sergeant of the marines, and make weekly hikes into the hills.

The Public Bath in St. Thomas Island.

Teaching Native Girls Nursing

The administration under Governor Oliver has done a great deal in the way of making investigations and studying conditions, and as much has been accomplished as is possible without funds. American surgeons connected with the navy or the naval reserves conduct the municipal hospitals in St. Thomas and St. Croix. A school for nurses has been established and thirteen native girls are taking the prescribed nursing course in St. Thomas. Dr. W. King, who came over from Porto Rico, has taken charge of the Health Department and Quarantine Service and has made several recommendations to improve the primitive sanitary conditions.

The water supply is inadequate and the inhabitants depend mainly on rainwater. Filtration plants are unknown. There are springs in the hills and water could easily be piped to the town, Government reservoirs are especially needed for the long, dry season.

The food of the people is poor and surprisingly unvaried, and this applies to all the islands. There is little or no food grown in any of the islands, Nearly everything has to be imported, A campaign has been begun under American auspices to teach the people to grew their own fruit and vegetables but the difficulties in the way arc enormous. St. Thomas is hilly and the soil is infertile. Years ago the island was heavily wooded, but the trees were destroyed by the planters to make more room for cane growing. With no roots to hold it, the rains washed the soil down the hills on either side into the Atlantic and the Caribbean.

In St. Croix the difficulties are of quite another kind. I shall refer to them in detail later.

The Remnants of Exiled Huguenots

One of the most interesting settlements in St. Thomas is Cha-Cha town as it is called. This settlement is peopled by descendants of a half dozen families of Huguenots, who fled from France to escape the massacre of St. Bartholomew's Eve. They have never associated with the natives, but have lived their own life apart from the other peoples of the island. Unfortunately, in their efforts to preserve their race they have intermarried among themselves within very narrow limits of consanguinity and reaped the usual fruits of mental amphysical degeneration.

The Cha-Chas live in little hovels and earn a precarious livelihood by fishing, net making and hat weaving. They speak the purest French, but very few can either read or write. The name Cha-Cha was given to them by the blacks, and is a corruption of the French word "chercher," which the refugees used frequently in telling the natives that they had come to seek home in the island.

It Is in St. Croix that the administration has been able to do its best work. During the last few years labor conditions on the island have been acute. The cane workers were grossly underpaid, they claimed, and overworked, and their housing conditions were the worst that I have seen in any of the West Indian islands. A labor union was formed, with a well educated black, Hamilton Jackson, often called by outsiders who have done business with him "the black Jim Larkin," as its head. Through his efforts wages were raised recently from 20 to 40 cents a day. But prices of food were rising steadily, and soon this wage could not buy any more than the 20 cents of before the war. The food of the people was restricted to "coco," a dish made of cornmeal and okras, and dried salt fish. Fruit trees had been sacrificed in St. Croix as in St. Thomas, but because of the low rolling hills the land was not denuded of its soil, and fruit can still be raised.

The agricultural experiment station was, and still is, in the hands of an Englishman from Barbados. The work done there is devoted entirely to the needs of the planters and experiments with cane. Nothing is done to teach or help the people to raise their own foodstuffs, and as a result of the unvaried carbonaceous diet, the health of the people is deteriorated.

Elephantiasis, a disease which, as its name indicates, causes the limbs to swell to the proportions of an elephant's, is prevalent among the workers as a consequence of their long years of malnutrition. Just what causes the disease is not known here. Some physicians in the West Indies blame it on the tsetse fly, others on the mosquito, but all agree that its spread among the natives is due to their inability to resist the disease in their weakened-physical condition.

Strikes and Lockouts Now Prohibited

These are some of 'the problems which the new American administration faced. To settle the labor troubles Acting Commissioner of the Interior Edmund Enright was brought over from Porto Rico to make a study of conditions. Mr. Enright, accompanied by a representative of the planters and a representative of the unions, made a two months' study of working conditions, visiting all the estates and sugar centrals on the islands. As a result of these tests, a day of nine hours was agreed upon, and the exact amount of work which should constitute a full day was settled to the mutual satisfaction of planters and workers alike, a solution deemed impossible by the Danes.

To a Northern mind the wage of fifty cents a day, which was agreed upon, will seem very small. None the less it is a decided advance over previous conditions. If the worker does more than a day's work in the nine hours he receives an increase in proportion to his work. If he does less he receives less. Provision is also made for the workers to receive a bonus in proportion to the increased price which the planters receive for the sugar. In case of a possible decrease in the price the planter is protected by an automatic reduction of wages.

Strikes or lockouts are prohibited now, and disputes are settled by a board of arbitration, chosen equally by the union and the planters.

The planters are bound to keep in repair the huts of the estate workers and on the other hand the workers are bound to keep the premises clean. The planter is also bound to provide an adequate water supply. Five cents a day extra is paid to workers who are not provided with huts or rooms on the estate.

A naïve provision of the agreement states that both laborer and employer shall treat each other with due respect and that abusive language shall not be used on either side.

The percentage of illiteracy among the people of the Virgin Islands is very small. The Danes had a compulsory school law, but unfortunately their education system seldom went beyond the mere learning to read and write. The natives are intelligent and crave education, and it has been a bitter disappointment to them that changes have been made in their school system. The school commissioner is a bishop of the Moravian Church, most of the teachers are poorly educated themselves, and the school books are English, of the early Victorian period. There are no schools above the primary and intermediate grades, and even these are often on half time.

Color Line Not Definitely Drawn

The color question is one which has not troubled the islands as yet. It is the one point on which the natives had any hesitation in becoming Americans. The Danes never drew the color line, but mingled with the natives on equal terms in social as well as business life. Many Danes intermarried with the natives and took their black or colored wives back to Denmark with them. With a Democratic Administration at Washington it was feared that the officials who would be appointed would be Southerners who would draw the line decidedly against the blacks. The present Administration, however has shown great tact in dealing with the question, and the natives have not been offended in any way.

Hamilton Jackson, the black Jim Larkin, said to me: "It is political equality and economic opportunity that we want most. Give us schools and American teachers; give us a simple code of American laws and a just administration; give us good sanitary conditions and doctors, and help us to grow our own foodstuffs, so that the islands will be self-supporting, and we shall not trouble you with demands for social recognition."

(New York Tribune 17. marts 1918.)

New-York Tribune blev grundlagt 1841 af Horace Greeley (Whig Party), som også var bladets udgiver de næste 30 år. Han var modstander af slaveri, alkohol, spil prostitution og dødsstraf, og støttede Abraham Lincoln under borgerkrigen. Blandt avisens gæsteskribenter var navne som Henry J. Raymond, Charles A. Dana, Bayard Taylor, George Ripley, Margaret Fuller Karl Marx. Det blev en af de mest indflydelsesrige aviser i USA. Efter Greeleys død i 1872 blev det videreført af Whitelaw Reid (1873-1912).

 På artiklens tidspunkt var det dennes søn, Ogden Reid som var udgiver. Avisen havde da udviklet sig væk fra skandale- og kriminalsager til politiske nyheder, specialartikler, litteratur m.m. Ogden Reid stod 1924 for fusionen med New York Herald til New York Herald Tribune. New York Herald Tribune blev kendt for højt kvalitetsjournalistik de næste fire årtier. Med journalister som Joseph Barnes, Homer Bigart, Russell Hill, Joseph Driscoll, Joseph Mitchell, Tom Wolfe, Walter Lippman, David Lawrence, Joseph Alsop og Roscoe Drummond. Efter Ogden Reids død i 1947 kom bladet ind i en nedgangsperiode, og det gik ind i 1966. 

Frederick J. Haekin: The Isle of Strife. (Efterskrift til Politivennen)

The Isle of Strife. By Frederick J. Haekin

Christiansted, St. Croix, D. W. I., March 10. - St. Croix is in a condition that borders upon anarchy. The nearest thing to a ruling power is a negro who has organized his fellows against the handful of Danish and Irish land owners. This man, Hamilton Jackson, has made himself easily the most feared and famous individual in this island world. To his followers he is a god and king, a bringer of hope where there was note before. The planters see him as a menace to life and property; he is safe chiefly because if anything happened to him every black on the island would rise to revenge him. 

Nor would it be the first time the blacks of St. Croix have risen against their masters. That is what gives the situation here its keen tension. That is why the Danish gunboat Valkyrien patrols the islands. That is why everyone here demands of every visiting American when the islands are to be formally transferred to the government of the United States. No more peaceful-seeming spot than St. Croix could be found, and yet fear on one side and unrest on the other are the emotions that lie just below the surface.

Seen in perspective, the story of this island has been that of one long struggle between the blacks and the whites. Always the land here has been owned by a few white men. At present there are only eleven separate holdings of sugar land, and there were never more than a hundred. Long ago slaves were brought from Africa to cultivate these lands. They always outnumbered the whites a hundred to one, and their condition was always peculiarly hopeless because their tiny island offered no hope of either escape or of bettering their condition. It is recorded that 1733 the slaves revolted against their masters and killed and burned them. When the revolt had been put down the royal council issued a proclamation which contained among others the following articles:

"The leaden of runaway slaves shall be pinched three times with red hot irons and then hung. Each runaway slave shall lose one leg, or if pardoned by his master, one ear, and shall receive 150 stripes. Slaves who steal to the value of four rix-dollars shall be pinched and hung. One white person shall be sufficient witness against a slave, and if suspected he may be tried by torture."

Despite the measures taken to hold them under the spell of fear; the slaves of St. Croix rose in revolt in 1848, and forced the governor of the islands to read a proclamation setting them free. This, however, made little change in their actual condition, They owned no land and were dependent Upon the planters for a roof. A contract labor law was passed which made their condition much the same as before. In 1879 they revolted against the contract- labor law, killed many of the planters and burned Christiansted to the ground. The contract labor law was abolished. Yet the condition of the people was little changed.

Only in the light of this troubled past can the present problems of St. Croix be understood. The organization of a labor union here is but a revolt of slaves in another form. For although freemen in name these people are still practically peons. But they have gone to the schools and found a leader, and they know of better ways to assert themselves than did the generation that burned Christiansted. They have twice gone on strike, have forced their wages up from 25 to 40 cents a day, and are now demanding shorter hours of work.

The planters charge that Hamilton Jackson has organized this union solely for his own profit; that he is preaching race hatred and the doctrine that the whites must be dispossessed; that he has told the people they must not work hard enough to sweat. The advance in wages they do not be grudge, they say, since profits in sugar are higher this year, but they assert that their field hands tell them they have instructions from Jackson not to work hard enough to "sweat their shirts." As a result they cannot get the new crop planted on time, and cultivation cannot be extended at all. They assert that although wages are 70 cents a day in Porto Rico, it costs less to cut and haul a load of cane there than in St. Croix, where wages are but 40 cents. The St. Croix field hand, they say, does just about one-tenth of what would be considered a fair day'i work in the United States.

The situation is greatly complicated by the fact that the Danish government, never effective, seems to have gone out of business. It is charged by many persons in the islands that the Danish government deliberately tolerated and encouraged the activities of Jackson before the sale in order to make conditions bad and foster pro-sale sentiment. Now he has gotten beyond their control if they wished to exercise it. .

The difference in viewpoint between black and white men here is well shown in their respective attitudes toward the living quarters furnished for the field hands. The latter owning no land, in accordance with ancient custom, the master furnishes each field hand with a room ten feet -by twelve. These rooms have stone walls, board floora and cast iron roofs. The negroes are allowed to cultivate patches of land, and they all own a few chickens, pigs and goats.

The planter shows you his happy village and asks if his negroes are, not indeed well off. Hamilton Jackson points out that the houses have no sanitary appliances, that whole families live in single rooms, that it is impossible to raise standards of morality and decency until the people are housed in a civilized way. The planter sees his negroes as child-like creatures, incapable of a different life, to whom he is kind and lenient. Jackson sees in them a people of possibilities, who have as much right to hope and progress as any other people. He has a complete plan of social reform, which he hopes to enact with the help of the United States government, just as the planters expect to put him in jail with our help.

(Omaha Daily Bee 22. marts 1917).

St. Croix: Salget (Efterskrift til Politivennen).

Kolonirådsmødet den 2. august 1916 bragte ingen forhåbninger om forbedringer af borgerrettighederne. Plantageejeren Fleming afkrævede guvernøren en lov som sikrede plantageejerne mod strejker mm. Guvernør Helweg-Larsen og politimester Segelcke var ikke i stand til at mægle mellem parterne, men havde taget parti for plantageejerne. Guvernøren meddelte under rådsmødet at han var klar til at erklære militær undtagelsestilstand på øen i tilfælde af at en generalstrejke truede dyrene - under påskud af at børnene så ikke kunne få mælk fra køerne.

En indikator på de dårlige forhold var det dramatiske fald i befolkningen på St. Croix. Siden 1848 var det faldet fra 23.720 (1950) til 14.951 (1917): 

Tabellen viser det dramatiske fald i befolkningen på St. Croix under dansk herredømme. Hovedgrundene hertil angives som: Antallet af døde oversteg antallet af fødte, udvandringen oversteg indvandringen og børnedødeligheden var stor. Ikke ligefrem noget der talte for at plantageejerne eller de danske myndigheder havde skabt gode forhold for befolkningen.

De skiftende danske regeringer var også bekymrede over at de årlige tilskud til øerne tilsyneladende forsvandt ned i et sort hul. På et hemmeligt møde den 4. august 1916 besluttede rigsdagen at sælge øerne til USA for 25 mill. dollars.

The Herald bragte en artikel af Helweg-Larsen den 8. august 1916 som nærmest var profetisk om spørgsmålet om salg af øerne: Både plantageejerne og arbejderne spekulerede i om forholdene kunne være bedre under USA. De første for at få redskaber til at bekæmpe arbejderne, de sidste for at få de rettigheder som moderlandet Danmark hele tiden tøvede med at gennemføre. Helweg-Larsen spåede at var uvist om afståelsen til USA ville betyde at negrene ville få tilstande som i nordstaterne eller som i sydstaterne. Han kan næppe have vist at det faktisk var det som kom til at ske efter afståelsen til USA

Mediestream har et hul i The Herald fra 8. august 1916 til 2. juli 1917. Så derfor har jeg ikke kunnet verificere oplysningen i West End News om at Jackson på opfordring af Politiken havde iværksat en afstemning om salg af øerne til USA. Den uofficielle og lidt vel improviserede afstemning fandt sted 15. august 1916. 4.027 stemte for, mens kun 7 stemte imod at overgå til USA. Informationen blev af guvernøren sendt til Danmark hvor den stod i Social-Demokraten, København 18. august 1916. Her stod i et andet telegram at også plantageejerne var stemt for en afståelse. Herefter forstummede diskussionen i dagbladene næsten helt. Desuden havde Rigsdagen vedtaget at sælge den 14. august.

Tabel som viser forholdet mellem de forskellige befolkningsgrupper på St. Croix. 

Selvom salget nu stod fast, dukkede der dog afslørende informationer op. Social-Demokraten bragte i efteråret vidneudsagn fra den såkaldte ø-kommission. Først et par forvaltere, som repræsenterede arbejdsgiversiden, bl.a. Hagemanns forvalter J. C. Sørensen som gennem et telegram til Hagemann havde medvirket til at få sendt krigsskibet Valkyrien til St. Croix i december 1915:

Arbejdsforholdene. 

Der har i mange Aar været Trang til Indvandring. Men Forsøg paa at skaffe Kulier, Javanesere og andre, er efter hans Mening strandede paa, at den danske Regering har modsat sig de 5aarige Kontrakter. Han angriber meget stærkt Hamilton Jacksons Bevægelse, hvis Formaal han mener er at fordrive de Hvide fra Øerne. 

---

En anden inspektør, Nordbye som havde opholdt sig på St. Croix, udtalte: Paa Spørgsmaalet: hvilken Betydning tillægger De det, om Danmark afhænder eller beholder Øerne, svarer han efter det stenografiske Referat ved at oplæse et Citat af Bladet "The Herald", hvori det hedder: "Paa Grund af de mange uopfyldte Løfter, der er givet Befolkningen fra Moderlandet, særlig paa Grund af IkkeGennemførelsen af de lovede Reformer, har Folket tabt al Tiltro til de danske Løfter."

Formanden:

Det er Hamilton Jacksons Blad.

Inspektør Nordbye:

Saaledes er den sorte Befolknings Syn pna Spørgsmaalet, og den hvides er akkurat det samme, selv om Motiverne maaske Ikke er de samme. I hvert Fald er jeg ganske overbevist om, at den store Majoritet ønsker at blive solgt. Han tllføjer, at han personligt finder det mest beklageligt, at "vi bliver solgt som, jeg vil ikke sige som hvad."

(Social-Demokraten, 31. oktober 1916 (uddrag)

I et senere nummer hørte man så sagen fra en anden side - nemlig fra hvide som var venlig stemt over for de sorte. Et af vidnerne var sognepræsten Lawaetz, ansat 1889-1903:

Der er ingen, der skal fortælle mig, at Negerracen som saadan er umedgørlig eller i det hele taget vanskelig al komme ud af det med, eller at den ikke har Fremtidsmuligheder. At Negerracen har Udviklingsmuligheder, derfor taler ikke blot de velkendte historiske Navne Toussaint l'Ouverture og Booker Washington, men ogsaa mindre velkendte Navne fra vore Øer som Blyden, og derom fortæller en lang Historie, som jeg kender, om, hvordan den sorte Mand har været den hvide Mands mest trofaste Medhjælper i den vanskelige og ofte forfulgte Missionsgerning, hvorledes der opvoksede et Sæt af udmærkede indfødte Medhjælpere. Jeg har læst deres Breve - thi nogle af dem lærte at skrive - Breve fra Mennesker, der aldrig tænkte sig, at hvad de dér skrev, skulde blive fremdraget senere, og jeg vil sige, at hvis der ikke deri for mig havde været en Opmuntring med Hensyn til Negerracens Fremtidsmuligheder, saa ved jeg ikke hvad. Negrene har det tilfælles med andre Mennesker, at vi for en stor Del er, ligesom man tager os. Men der er den Forskel mellem dem og os, at de i endnu højere Grad er, som man tager dem. I en Forstand er de gaaet tilbage - tilsyneladende - og det er, fordi disse nye Ideer er kommet dem noget hovedkulds ind i Hovederne. Dette har givet sig visse absolut utiltalende ydre Udslag. Men i en anden Retning er de gaaet frem, de har vundet den større Selvbevidsthed, som denne Race nu en Gang skal lære at have, og de har tilegnet sig det, som er nødvendigt for os alle: Evnen til at underordne sig.

Man taler saa meget om Strejken - som om de Folk ikke skulde have lov til at strejke, saaledes som de var stillede! Man man taler ikke om den overordentlige Disciplin, som de viste under Strejken, og er der noget, der for mig har været et Vidnesbyrd om, at der endnu er Kræfter i denne Race, er det netop dette Forhold.

Man taler ikke om, at Planterne jog dem bort fra deres Hjem, smed deres stakkels Bohave ud og derved provocerede dem til Uroligheder. Var der nogen Fremgangsmaade, som direkte kunde provocere til Uroligheder, saa var det dog denne.

Lawaetz peger paa, hvor let Planterne kunde have overvundet Vanskelighederne, hvis de i Stedet for at lave saa stort Postyr, havde tage stilfærdigt og fornuftigt paa Strejken.

Jeg mener, at hvis de havde taget det saadant jævnt og roligt, havde man ikke sat Negrene paa denne overordentlige Prøve, som de i øvrigt bestod med største Bravour. Man taler saa meget om deres Dovenskab, men man taler ikke om, hvordan det ser ud i deres Hytter, og hvad de faar at spise. Saaledes talte man ogsaa herhjemme i Hoveriets Tid om Bøndernes Dovenskab, det er nøjagtigt det samme.

Hamilton Jacksons store Evner kunde have været til stor Nytte.

Derefter omtaler Lawaetz den stærkt angrebne Fører for de Sorte, Hamilton Jackson, hvem man fra Plantageejernes Side har ønsket sat fast: 

Jeg mener, at man burde have gjort den rette Brug af Jacksons udmærkede Evner. Jeg mener, at de, der har set ham, har faaet et Indtryk af, hvilke fænomenale Evner han sidder inde med, Evner, som naar de var brugt i Samarbejde, kunde have ført til udmærkede Resultater, uden at Samfundet lige straks var blevet rystet i sine Fuger, en Slags lokal Booker Washington. Men i Stedet for blev han drevet ud i den mest yderliggaaende Opposition, der selvfølgelig har skudt Vildskud.

Jeg forbavser mig kun over, at den ikke har skudt flere Vildskud. Jeg forbavser mig over, at han har holdt Hovedet saa klart, som han har. Thi intet er vanskeligere end at staa, navnlig i et saadant Klima, og være ombejlet af en stor entusiastisk Mængde, som sværger til en, og med de bitreste, mest fanatiske Modstandere paa den anden Side. Der hører der umaadelig meget til at holde Hovedet klart, og Jeg siger, at jeg forbavses over, jeg er imponeret over, at han i den Grad har kunnet holde Hovedet klart. Jeg har talt mod ham nogle Gange herhjemme - jeg er ked af, at jeg ikke har talt oftere med ham - , og jeg har korresponderet med ham.

Jackson er jo blevet saa ganske forbavsende angrebet for sit Blad "The Herald", Liberty, Equality and Fraternity! Det lyder godt paa Engelsk, der er Klang i det; jeg kan se de gamle Negre komme gaaende ned ad Gaden og se dette: Liberty, Equality and Fraternity - ja, de forstaar det ikke rigtigt, men de forstaar, at det er noget, der er godt. Men Planterne vil ikke synes om det. Jeg sagde det ogsaa til Jackson. Jeg sagde: De er en meget uforsigtig Mand. Jeg har altid selv været mere opportunistisk anlagt; jeg vilde ikke gøre det. De gamle Plantere har det ikke tiltalt, og jeg vil sige, det vilde heller ikke ubetinget have tiltalt mig, da jeg var derude. Men det vilde jo heller ikke tiltale Frederik VI., hvis han traadte ud af Frederiksberg Have og hørte: "Social-Demokraten" 5 øre! Det sidste Nyt fra Betonarbejderstrejken! Det er noget i samme Stil derude.

Negrene er gode Arbejdere, naar de behandle godt.

Om Negrene paastaaede Dovenskab udtaler han - efter stærkt at have angrebet Rombodsuvæsnet:

Hvilke Foranstaltninger skal der til for at hjælpe mod Dovenskab? Ja, vi kan nok sige, at der maa Eksemplets Magt til og navnlig forbedrede Samfundsforhold. Tager man Haabet bort fra et Menneske, saa tager man med det samme Arbejdslysten fra ham. Naar Forholdene nu, efter hvad der fortælles, er blevet saa elendige, maa der dog være en Grund dertil. Jeg mindes, at den afdøde Direktør for St. Croix Sukkerkogeri, en udmærket, humant tænkende Mand, Christian Dahl, sagde, at der fandtes ikke flinkere Arbejdere end Negrene paa St. Croix paa Sukkerkogeriet; naar det saadan kunde indrettes lidt i Retning af at vække deres Kappelyst saa kunde det gaa med Liv og Lyst. Noget lignende har jeg ogsaa selv set; i den Henseende er Negrene Børn, i den Henseende er Negrene Børn. Jeg traf for et Aars Tid siden rent tilfældigt en Ingeniør fra Sydafrika, som sagde, da han læste i Avisen om de sørgelige Forhold i Vestindien: Jeg gad vidst, om de forstaar at behandle de Folk rigtig - jeg indskyder, at denne Mand ikke kendte min Stilling til Sagen; det var rent tilfældigt, jeg traf ham paa et Hotel. Jeg sagde: Ja, hvordan mener De? Jo, sagde han, man kan ikke tænke sig flinkere Arbejdere end Negrene - jeg har haft flere Tusinde under mig i Diamantgruberne i Sydafrika - NB.: Naar man sørger for at give dem for det første ordenlig Løn og for det andet ordenlige Boliger og for det tredje at holde dem borte fra Adgangen til den billige Spiritus, som Europæerne importerer til Sydafrika. Se, dette NB. forekommer mig nok at kunne give os noget at tænke paa derude.

Om Spørgsmaalet Salg eller IkkeSalg siger han: "Reformer eIler Salg. - Reformer og en moralsk Vished for, at disse Reformer gaar i den liberale Retning, som jeg nu mener er den rigtige ..."

(Social-Demokraten 5. november 1916 (uddrag)

Guvernør Helweg-Larsen var indkaldt, og her redegjorde han for at han ikke mente at fagforeningsbevægelsen lod sig omplante blandt negrene. Han opfattede negrenes grove opførsel som et resultat af "den sortes vilde tilstand i Afrika".

I november 1916 var det blevet finansminister Edvard Brandes tur. Her fremkom oplysninger om Hamilton Jackson og guvernøren i danske Vestindien:

De vestindiske Afhøringer.

Folketingsmand Dr. Moltesen, finansministeren og Udenrigsministeren.

Finansministeren kolliderer med formanden.

Svar til Helweg Larsen om Hemmeligholdelsen af Salgsforhandlinger.

Om Hemmeligholdelsen af Salgsforhandlingerne.

Folketingsmand, Dr MoItesens Afhøring var af ganske kort Varighed. Han benægtede at have ydet Hamilton Jackson nogen som helst Støtte, hverken moralsk eller økonomisk. Han udtrykte sit Syn paa den øjeblikkelige Situation paa Øerne saaledes, "at enten skulde man indespærre Hamilton Jackson i Horsens Tugthus og sende Helweg Larsen tilbage som Guvernør, eskorteret af et krigsskib, eller ogsaa skulde man indespærre Helweg Larsen i et godt Embede herhjemme og sende en Mand eller Kvinde med pædagogiske og disciplinære Evner derover. Jeg er mest tilbøjelig til at tro, at det burde være en dygtig Militær med human Dannelse og humant Tankesæt, der som Guvernør vilde soge sin Stolte i de Kredse, der har virkelig Sympati for sorte".

(Vendsyssel Tidende, 11. november 1916)

Brandes blev spurgt om forskellige forhold ved forhandlingerne med amerikanerne. Efter dette blev han spurgt om forholdet til strejken:

Minister Brandes giver Helweg-Larsen raat for usødet.

Efter at nogle mindre interessante Emner er drøftede, stilles Finansminister Brandes over for det spørgsmaal, hvad han har at sige til fhv. Guvernør Helweg-Larsens Kritik af hans Stilling under og efter Strejken, og her boltrer Ministeren sig ret af Hjertens Lyst og med en Mængde flotte Bemærkninger. 

Han siger, at Helweg-Larsens Klage over, at han ikke har faaet tilstrækkelig Vejledning, viser en rørende Barnlighed.

Guvernøren ønsker en fast og haard Haand og en Diktator. Dette viser, hvor lidt Folks Personlighed mange Gange svarer til deres Idealer. Der er ikke en Negl af stærk eller fast Haand, og der er ikke Tomme af en Diktator i ham.

I hans Indberetninger til Ministeriet har man ikke set noget Tegn paa nogen Misfornøjelse af saa gennemgribende Art, og da han søgte sin Afsked - det var vist i August Maaned - var det ikke, fordi han mente, at vigtige nationale og vitale Interesser var krænkede, men af Helbredshensyn.

Ministeren skildrer derefter Guvernøren som en hæderlig, velmenende og tjenstivrig Mand, som  var udmærket inde i alle sine Administrationsanliggender og i Øernes Forhold. Men han havde en sørgelig Mangel paa Menneskekundskab. Ministeren saa meget vel, at til Guvernør fordredes en Blanding af en Militær og en Forretningsmand, noget saadant som Direktør Cold repræsenterede ganske ypperligt, og ikke en Bureaukrat, men han havde i det Øjeblik ingen anden end Helweg Larsen. "Jeg mente - og mener fremdeles - ikke, at Manden havde umuliggjort sig i sit Embede. Jeg sagde min Mening til ham ganske rent ud, sagde ham, at jeg mente, jeg burde bebrejde ham baade hans Optræden tidligere, ligesom jeg bebrejdede ham hans Optræden nogle Gange, efter at han havde været herhjemme. Endvidere gjorde det ham Stillingen vanskelig, at han var ligesom besat af Hamilton Jackson; denne Mand syntes ham selve det ondes Inkarnation".

Angaaende Hamilton Jackson indskyder Ministeren en Bemærkning om. at han har talt med ham to Gange, antagelig 10 Minutter; han har modtaget et Andragende fra ham, men ikke, som det er paastaaet, givet ham en Anbefalingsskrivelse med tilbage, hvorimod Jackson jo "modtoges med megen Tilslutning fta mange Sider, og det fra ret indflydelsesrig Side, fra store Partiers Side".

Med Hensyn til Strejken havde Guvernøren faaet den Vejledning at han skulde optræde mæglende, og at Hamilton Jackson maatte behandles som alle andre Borgere, hverken værre eller bedre. Ministeren dadler, at Guvernøren nægtede at forhandle med Jackson i Embeds Medfør, selv om han var bleven fornærmet af ham. Det var umuligt for Ministeriet at ligge her og "telegrafere ustandseligt hele Dagen, telegrafere hele Afhandlinger over til St. Croix og St. Thomas". Guvernøren maatte handle efter Konduite, men Ministeren "mindes ikke, at han (H.-L.) nogen Sinde har gjort noget Forslag af Betydning med Hensyn til, hvorledes Sagerne skulde tages paa St. Croix". Han maa derfor mene, "at det, Guvernør Helweg-Larsen har sagt, ikke har noget virkeligt Grundlag som Kritik betragtes".

(Vendsyssel Tidende, 11. november 1916).

HamiltonJackson blev udsat for 10 sagsanlæg fra guvernør Helweg-Larsen, gendarmkorpsets chef og plantageejerne. Den 11. december 1916 stadfæstede overretten 7 af dommene og idømte ham mindre bøder der alt i alt løb op i et anseligt beløb. Kun Social-Demokraten så dog sagerne som "en sønderknusende anklage mod det system og det regimente, den danske overklasse i Vestindien har ansvaret for."

Af den øvrige presse blev Jackson udsat for stærke angreb, og flere gange også for racistisk satire i såvel Svikmøllen som Klodshans - bl.a. af Robert Storm Petersen. Dette påvirkede dog ikke Hamilton Jacksom mere end at han fortsatte som redaktør på The Herald, fagforeningsleder og senere politiker og dommer i lokalsamfundet på St. Croix. 

Den 14. december 1916 var der en folkeafstemning - den første i Danmarks historie. Stemmeprocenten blev lav, 40 %. Til sammenligning var der ved rigsdagsvalget 2 år senere en stemmeprocent på 75,4. Der blev ellers trykt rigeligt med propaganda-materiale fra både ja- og nejsigere. 284.000 stemte for et salg, 58.000 imod. 

Jyllandsposten bragte i januar-februar 1917 en artikelserie om Dansk Vestindien i gamle dage. Artiklerne baserede sig udelukkende på udsagn fra hvide og drejede sig mest om økonomi, landbrugsdrift og hvordan de hvide fik de sorte til at makke ret. Slavehandelen blev beskrevet og omtalt som brutalt, men man stillede ikke i artiklerne spørgsmålstegn ved at de sorte menneskeligt ikke var ligeberettigede med hvide.

Salg af de vestindiske øer. Den danske Gesandt Brun og den amr. Gesandt Lansing, 1917. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Den 9. marts 1917 udsendte kongen Christian X og statsminister Zahle et åbent brev til indbyggerne der nu skulle forberede sig til afståelsen. Brevet sluttede med disse ord:

Idet vi tager Afsked med Eder, udtaler vi Haabet om, at I i Kærlighed vil bevare Mindet om de Aarhundreder, i hvilke Øerne har staaet i Forbindelse med Danmark som Moderland, og bringer vi Eder vor kongelige Tak for den Loyalitet og Hengivenhed, I har vist os og Moderlandet. Befolkningen og vi udtaler vore varmeste Ønsker om en lykkelig og frugtbringende Fremtid for Eder alle og de af Eder beboede Øer.

Overdragelsen til USA foregik den 31. marts 1917, altså under 1. verdenskrig. I første omgang oprettede USA et midlertidigt militært styre - dog ikke mere midlertidigt end at det sad helt indtil 1931. Traktaten havde ikke sikret beboerne på øerne amerikansk statsborgerskab, og USA videreførte således blot den status som befolkningen havde haft under dansk styre, som koloniale undersåtter. Ligeledes gjaldt den danske kolonilov helt frem til 1936.

Overdragelsen den 31. marts blev ikke videre omtalt i den danske presse. Udover i korte notitser af overdragelseshøjtideligheden et stykke inde i bladet. Postvæsnet meddelte at post til øerne nu skulle foregå efter regler i USA, og filatelister bekymrede sig om restoplag af frimærker og eventuelt salg til samlere.

Den lokale befolkning følger overdragelsen af De Vestindiske Øer, 1917. Det Kgl. Biblioteks billedsamling. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Foreningen "Dansk-Vestindien" Øernes Overdragelse til U.S.A, 1917. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Den negative omtale af fagbevægelsen stoppede ikke efter afståelsen. Nationaltidende, 5. juli 1917, 2. udgave citerede under overskriften "Da St. Croix var dansk. De umulige Arbejdsforhold" fra "Plantageselskabet Dansk Vestindiens" årsberetning (uddrag):

Om Sukkerhøsten hedder det: »Arbejdet gik fra Dag til Dag mere trevent og uvilligt og under stadige Indgreb og Overgreb fra Fagforeningens Side. Mr. Hamilton Jackson fortsatte trods Høsttravlheden ustandseligt med sine Agitationsmøder. I Begyndelsen af August Maaned forsømte saaledes de fleste af Negrene paa »Mount Pleasant" Arbejdet baade Torsdag og Fredag - Iørdag er altid praktisk talt Fridag - fordi de paa begge disse Dage var tilsagt til

Møder i Frederikssted. Mandagen derefter arbejdede Negrene kun om Formiddagen paa Plantagen "Hope", fordi de af Hamilton Jackson var beordrede til at overvære et Møde 1

Kolonialraadet ....

"Under saadanne Forhold er det Intet Under, at Afslutningen af den usædvanlig store Sukkerhøst trak i Langdrag...." 

Flertallet af de danske aviser skrev - i det omfang de overhovedet beskæftigede sig med de vestindiske øer - med slet skjult skadefryd hver gang det gik galt for arbejderne, at det ikke blev bedre under USA og harcellerede over at Danmark havde afstået øerne, ofte ledsaget af kritik af "demokratiet". 

Især Hamilton Jackson blev udsat for flere falske rygteri dansk presse. Ingen havde ret meget på sig. Han vedblev at have stor politisk og social infdflydelse. Hamilton Jackson tog i august 1920 til New York for at studere til sagfører, pengene stammede fra en indsamling. Få år efter kunne han derfor varetage fagforeningens juridiske affærer. Han fortsatte som redaktør af The Herald. Jackson blev bl.a. hørt under en omfattende høring i 1926 i Repræsentanternes Hus om en permanent regering på Virgin Islands.

Omvendt sørgede den amerikanske flåde for store forbedringer inden for sundhed, sanitet og infrastruktur. Uforudset skabte The Volstead Act der forbød alkoholiske drikkevarer i 1920 at romproduktionen på St. Croix stoppede. Fagforeningerne fortsatte dog med at kæmpe for at få indført amerikansk demokrati på øerne.

David Hamilton Jackson (1884-1946) lærer, journalist, politiker og dommer. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens. 1. november 1915 var den dag The Herald udkom for første gang, og det er den dag,  "David Hamilton Jackson Day", eller US Virgin Islands Liberty Day som er blevet fejret lige siden på St. Croix. Denne dag føjede sig så på sin vis ind i rækken af "nationale" fejringer af uafhængighed af Danmark: Sverige, Norge, Island - og Virgin Islands.

Bright Pimping: Freedom eller The Conch Blower, kopi af en statue fra 1998. Den blev oprindelig skabt i anledning af 150 året for slaveriets ophævelse og står flere steder på øerne. Opstillet 2019 ved Eigtveds Pakhus som var opbevaringssted for varer der kom fra Vestindien. Danske skibe sejlede omkring 100.000 mennesker fra Afrika til øerne til et kummerligt liv. Samtidig blev Danmark rigere og i København skød flotte palæer op – en del af dem tegnet af Eigtved

Bright Pimpong: Freedom. Den ghanesiske kunstner har afbildet en mand der kalder til oprør mod slaveri ved at blæse i en konkylie. I den anden hånd, en sukkerrørskniv.

Three Queen Foutain (2005). Bronzeskulptur, springvand. Kunster: Richard Hallier (amerikansk kunstner fra Kansas). Skupturen ligger i en have i Kongens Quarter, Blackbeards Castle. Charlotte Amalie City.

Three Queens Fountain, Blackbeard's Castle, Charlotte Amalie, St. Thomas, USVI, Jan 2010. 23 January 2010.

Statuen forestiller de tre "queens": Queen Mary, Queen Agnes og Queen Mathilda. The figure standing on the right has a flaming torch in her right hand. On the left stands a woman carrying a lantern in her right hand. In the center stands Queen Mary, holding a burning torch in her left hand and a sugarcane knife in her right hand. In the hands of a slave, a lantern, a torch, and sugarcane knife were lethal tools that could spark an insurrection.  These three figures of power stand in a basin cascaded with jets of water.

Der er en tavle med nedenstående inskription:

In 1878 three former slave ladies on St. Croix led an insurrection against the Danish Government for improved working and living conditions. During this action, a major portion of Frederiksted was destroyed by fire. This revolt is known today as “FIREBURN” and the ladies are renowned as “Queen Mary, Queen Agnes and Queen Matilda” – The Three Queens of the Virgin Islands

I 2016 foræredes med hjælp fra Museum Vestsjælland tre statuer til Danmark fra befolkningen på US Virgin Islands. En buste af general "Buddhoe" , den store vestindiske folkehelt fra 1848, en buste af fagforeningslederen David Hamilton Jackson (nu en del af samlingen på Arbejdermuseet) samt "Freedom". Alle skabt i 1998 af billedhuggeren Bright Bimpong.

Jeannette Ehlers and La Vaughn Belle: "In Am Queen Mary - A Hybrid of Bodies. Narratives and Nations" (surface-treated flamingo, 2018). 

Statuen er opstillet foran et af de pakhuse som blev bygget til at opbevare varer fra bl.a. de dansk Vestindiske Øer.