Et ligfund på Assistens Kirkegård.
Det nyfødte barn i avispapiret.
En opsynsmand på Assistens Kirkegård har gjort et uhyggeligt fund.
På et gravsted i afdeling Q tæt ved Helligkorskirken fandt han liget af et nyfødt pigebarn. Liget var svøbt i gamle aviser og var fuldstændig nøgent. Fundet blev overgivet til opdagerne på Fælledvejs Politistation, og ved det legale ligsyn i går komstateredes at barnet er fuldbårent. Det har utvivlsomt været død mindst en måned og er i fuld opløsning.
I dag finder obduktionen sted. Ved den vil det blive fastslået om barnet har været genstand for vold. Politiet er på forhånd af den mening at der foreligger et barnemord. opklaringen vil blive meget vanskelig. Det eneste der kan give en smule vejledning i sagen er det avispapir i hvilket liget fandtes indsvøbt. Og det er så medtaget af vind og vejr at det smuldrer hen ved mindste berøring.
(Social-Demokraten, 29. juli 1922).
Barneliget på Assistens Kirkegård.
Der foreligger mord - Aviserne fra de italienske kongedage.
Som omtalt fandt man for nogle dage siden på Assistens Kirkegård liget af et nyfødt barn som blev overgivet til Retsmedicinsk Institut. Nu foreligger erklæringen som viser at der er tale om barnemord.
Liget som var meget opløst, var af et fuldbårent pigebarn. Det har levet og ndt efter fødslen og er blevet kvalt.
Sagen er derefter blevet overdraget mordeksperten, overvagtmester Lichtner. De foreløbige undersøgelser har vist at liget var pakket ind i aviser hvori der stod artikler om det italienske kongebesøg, altså fra den 21., 22. og 23 i forrige måned. Det er konstateret at liget ikke har ligget på graven den 20., for den dag havde familien hvem gravstedet tilhører, været derude.
Barnet er åbenbart født i dagene omkring kongebesøget. Måske vil der efter at dette er konstateret, tilflyde politiet meddelelser som kan føre til morderskens pågribelse.
(Dagbladet (København), 31. juli 1922).
Barneliget på Assistens Kirkegård.
Politiet opgiver at søge efter moderen.
Efter at politiet forgæves ved avertering i bladene har søgt at finde den kvinde som har henlagt liget af et fuldbårent pigebarn ved et gravsted på Assistens Kirkegård, er undersøgelsen nu praktisk talt indstillet. Det betragtes som håbløst at fortsætte efterforskningerne.
Alt hvad der er oplyst er, at barneliget rimeligvis er henlagt på kirkegården i en af dagene fra 21. til 25. juli. Den 20. juli lå det der ikke. De folk som ejer gravstedet, havde nemlig den dag været derude og intet barnelig set.
Som bekendt var liget indsvøbt i aviser, og det er konstateret at der i disse aviser fandtes artikler om det italienske kongebesøg. Nærmere kan man ikke komme. Og selv om den stakkels moder skulle undgå den skæbne politiet vil berede hende, var ulykken vel ikke så stor.
(Social-Demokraten, 8. august 1922).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar