Den gamle Dame fortælles os, hvordan man holder sig ung, stærk og glad.
Martinius Nielsens og Fru Odas dejlige Hjem i Frederiksberg Alle ligner endnu en blomstrende Have hvis krydrede Duft møder En, straks man træder indenfor. Alle Vegne i de vidunderligt hyggelige Stuer er der Blomster, store og smaa Buketter i Vaser og Skaale, Kurve og Jardinierer; paa Flygelet, paa Borde, paa Gulvet - alle Vegne, hvor der overhovedet er en Plads at opdrive, ser man det brogede Blomsterflor, der vidner om, hvor kær og elsket Fru Oda er af alle, store som smaa, højt oppe paa Samfundsstigen, som i de ringe, beskedne Lag, blot hun er kommen dem paa nært Hold.
Vi besøger Fru Oda efter hendes 70 Aars Fødselsdagsfest.
- Ja, og saa er næsten Halvdelen af Blomsterne borte, siger Fru Oda med sit lyse Smil, de visnede, - men her er jo nok endnu, ikke sandt?
- Har De altid haft saa straalende og glade Fødselsdage?
- Ak, nej, da jeg var en lille syv Aars Pige, græd jeg altid paa min Fødselsdag; det er jo nemlig den 7. August, og paa den Tid var alle mine Legekammerater borte - ude omkring paa Ferie. Jeg var altid enten i Sæby eller i Dalum Præstegaard hos min Bedstemoder; hun brød sig ikke Spor om Piger; hun havde selv haft syv Drenge og tog saadan lidt robust paa det hede, og min Fødselsdag dér blev aldrig fejret, - ! det er jo bare Pigen, der har Fødselsdag, saa den skal ikke holdes", sagde hun.
- Bliver De aldrig træt af stadig at være i Arbejde?
- Nej, aldrig; jeg elsker mit Arbejde, jeg elsker det at synge og læse op - at se de lyttende Øjne og mærke, hvorledes de hænger ved mig alle sammen. Barn elsker jeg over alt; det er, som sang jeg for mine egne smaa, naar jeg ser alle de unge Ansigter; ogsaa de helt gamle elsker jeg, - de er saa taknemmelige, saa rørende glade . . Jo, det er dejligt at synge for dem alle, alle. Folk har jo været saa utrolig søde og gode imod mig, lige fra jeg som et lille sytten Aars Barn stod paa Casinos Scene som "Et enfoldigt Pigebarn". Og mine smaa Oplæsninger er jeg ogsaa glad for Folk synes om Selma Lagerløfs smukke Kristuslegender. H. C. Andersen læser jeg ogsaa op.
- De maa da sove udmærket om Natten for stadig at kunne holde ud til det hele?
- Sove! Jeg sover næsten aldrig det er en Familiesvaghed, der kom til mig, da jeg var en ganske Ung Kone paa tyve Aar; nej, men jeg forstaar at hvile mig. Jeg har altid hvilet mindst en Time hver Dag; det er et udmærket Middel til at holde Kræfterne og Energien vedlige. De lange, søvnløse Nætter er forfærdelige . . . alt, hvad man helst vil sove bort fra, myldrer jo ind i Tankerne; det vokser og vokser, bliver saa stort og truende . . .men saa gør jeg resolut Nat til Dag; jeg skriver, læser, arbejder, til jeg mærker, at nu er Søvnen der; tidt kan jeg være aldeles ødelagt om Morgenen, - op ad Dagen gaar det saa lidt efter lidt godt igen. Men efterhaanden som jeg bliver ældre, hviler jeg selvfølgelig mere, dog ikke paa nogen bestemt Tid; jeg er jo aldrig selv Herre over mine Dage.
Og saa har jeg aldrig brudt mig om Selskabelighed Alle disse mere eller mindre ligegyldige Personer, man skal være sammen med, det har jeg altid holdt mig borte fra, baade ude og i mit Hjem. Sammenkomst med gode Venner derimod, det er en Fryd, en Hvile og en Glæde, - og er der noget Lægemiddel som Glæde? Man bliver frisk, sund, modig og ser helt anderledes lyst paa alt, naar der møder En Glæde, naar der gives En Glæde. Glæde forynger; Glæde maa vi have en Gang imellem, om vi skal holde os unge og stærke i det vanskelige, vanskelige Liv; alt er jo saa svært for Øjeblikket, - der er saa mange bedrøvede Mennesker; næsten alle har noget for Tiden, noget, der slider paa dem.
- Ser Provinsen Dem snart igen?
- Ja, jeg kommer meget snart ud med mine Børneviseafteaner; muligvis vil jeg ogsaa spille Komedie; jeg elsker mit Provinspublikum; de er saa lydhøre, saa forstaaende.
Gennem de gule og røde Glasruder vælder et varmt, gyldent Skær ind i Stuen og fylder den med Sollys - trods Graavejret udenfor.
- Ja, ikke sandt, det er smukt, giger Fru Oda med sin stærke, varme Stemme, - det lærte jeg en Gang nede i Tyskland; saa fik jeg Ruderne lavet, da jeg kom hjem. Den gyldne Farve giver jo Stuen Lys og Liv, - den gør glad; og selv om det ikke er den virkelige Sol, saa, naa, ja, naar bare vi tror det, ikke sandt, saa har det gjort os glad og bragt os Glæde, - og det var jo Maalet.
Fru Didi.
(Roskilde Dagblad 25. august 1922).
Nær de 80 år turnerede hun endnu i provinserne med Hos Grevinden på programmet. Som påskønnelse for sit arbejde i velgørenhedens tjeneste modtog hun en årlig afgift fra et biografteater, og 1925 fik hun æresbolig i Fredensborg.
Damgaard, Holger (24.7.1870-15.1.1945) fotograf: Scene fra Daglannet af Bjørnstjerne Bjørnson med Betty Nansen, Oda Nielsen og Willy Bille. 1917-1918. Det kongelige Bibliotek.
I september 1922 fik Oda Nielsen justitsministeriets bevilling til at drive biografteater sammen med direktør Johannes Nielsen i St. Kongensgade eller i en sidegade til denne. I et interview i Klokken 5 (København) 18. december 1926 omtalte hun bevillingen som en ren bedrøvelighed hvoraf hun aldrig fik set en rød øre.
I januar 1924 blev Oda Nielsen syg og forestillingen "Det stærkeste Baand" på Betty Nansen-Teatret måtte aflyses.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar