Mange Mennesker mener vistnok at Bolignøden har kulmineret, saa at vi nu gaar lysere Tider i Møde. Dette er saa langt fra Tilfældet, som Bolignøden nu er mere haard end nogensinde tidligere
Det Billede, der ses over disse Linier, taler, til Trods for den tilsyneladende Idyl, et Sprog, som siger mere end lange Beretninger.
Det viser, under hvilke Forhold en Familie er nødsaget til at leve nu i Efteraaret 1922. Familien omfatter Mand, Kone og 8 Smaabørn, som boer i et Lysthus i en af Kolonihaverne i Vasbygade, fordi det ikke er muligt at faa en Lejlighed. Det er et sort Blad i Hovedstadens Historie.
Andetsteds i Bladet skildrer i nærmere dette fortvivlede Forhold.
Hvor Bolignøden raaber til Himlen.
Et Lysthus som Hjem for et Ægtepar med otte Børn.
I et Sommerhus i Vasbygade indebrændte forleden Morgen en fjorten Maaneder gammel Dreng. Faderen, som levede her alene med den lille, havde for et Øjeblik forladt Huset for at hente Mælk.
Da han kom tilbage, laa der et forkullet Lig i Græsset ved Siden af nogle sortsværtede Bræddestumper. Det var Hjem og Barn, han havde mistet paa Minutter!
Hvorledes former da Tilværelsen sig i disse Sommerhuse, hvor mange Familier nu har lovet gennem flere Aar, tvunget dertil at Bolignøden? Den Bolignød, om hvilken Ekspeditionssekretær Müller i Magistratens 3. Afdeling oplyser følgende:
Situationen er saa mørk, som den nogensinde har været, og man kan overhovedet ikke se nogen Udvej. Magistraten har nu ca. 2200 husvilde Familier. Desuden er der skaffet Bolig til 35 Familier, som i Sommer har boet i Soldaterlejren ved Eiby Glostrup og 25 Familier fra Barakkerne ved Tagensvej, som er i en saadan Forfatning at de ikke mere egner sig til Menneskebolig.
Disse Omflytninger har medført, at der er opstaaet Rygter om, at der var Boliger til Disposition, og som Følge heraf har i disse Dage ikke mindre end 700 Familier henvendt sig paa Raadhuset med Anmodning om at faa en Lejlighed. Af disse 700 Familier lykkedes det at skaffe Bolig til de 20 Familier, der levede under de vanskeligste Forhold.
For at faa Spørgsmaalet om Boligforholdene i disse Sommerhuse besvaret, tog vi i Gaar ud til Kolonihaverne derude i Vasbygade et Terræn, der strækker sig over adskillige Tønder Land.
Ude fra er det en lille Idyl. Det tætte, grønne Bladhegn ligger endnu som en Barmhjertigheden Kaabe om den Elendighed, der findes enkelte Steder indenfor.
Men naar Efteraarsstormen først faar ribbet Træer og Buske for deres Pynt, vil Dagslyset afdække Forhold, som maa siges at være en Anklage mod den By og det Samfund, der ikke træder hjælpende til - om ikke andet saa for Børnenes Skyld.
"Sommerhuse" kaldes Bygningerne derude. Aa, ja. Det er et stort Navn for de Lysthuse, der her rnaa tjene til Menneskebolig. Ikke for det. Mange - og maaske heldigvis nok de fleste - er nydelige og velholdte. Men desto mere grelt virker saa de enkelte, vi tør nok sige Skure som ligger spredt omkring, Boliger, der man faa Beskueren til beskæmmet at bøje Hovedet over, at Mennesker skal være nødsaget til at leve Livet her.
Et Lysthus som Bolig for et Ægtepar med otte Barn.
Paa vor Vandring mellem Smaahullerne kom vi til en lille aaben Plads, hvor fire-fem Smaarollinger tumlede sig foran et Lysthus, der ved Hjælp af Lægtere og gamle Brædder var tætnet saa godt som muligt.
Her lever nu paa andet Aar en Familie, bestaaende af Mand, Hustru og otte Børn i Alderen fra to til ni Aar.
I et usselt lille Rum var der til begge Sider lavet Køjepladser som ombord paa et Skib. Her sover Børnene - uden Lys og uden Luft. Forældrene tilbringer Natten paa Gulvet i Husets eneste Opholdsstue.
Manden er Arbejder, og Hustruen hjælper til Livets Opretholdelse ved at sy. I den allerværste Vintertid har de et eneste lille Tagkammer i Egilsgade at ty til.
Men ti Mennesker i et Tagkammer! Man forstaar, at de saa længe som muligt bliver, hvor de er, selv om Elendigheden lyser ud af hver Krog.
Med Gru maa man tænke paa. hvad der vilde ske, hvis der en Nat opstod Brand herude, medens Familien laa og sov. Hvor mange af Børnene vilde det lykkes at redde, før Røg og Ild havde faaet Magten?
Branden forleden Morgen var et Memento, som ikke kan eller maa lades upaaagtet.
- -
Det Eksempel, vi her har nævnt, er vel nok, og forhaabentlig et af de grelleste, der kan nævnes med Hensyn til elendige Boligforhold. Men naar nu Myndighederne ved, at saadanne Forhold findes, vilde der saa ikke være mere Mening i at ofre nogle flere Penge paa Bygning af Menneskeboliger end at vedblive at øde Tusinder ud f. Eks. til Leje af elegante Folkekøkkenlokaler i "Akselborg" eller Millioner til Færdiggørelse af den nye Politigaard. Har det varet saa længe med at rejse denne Stenkolos, kunde det sikken ogsaa, uden at noget Menneske knyede, have ventet Dyrhavstiden med næste Aar.
Maatte det Billede, vi her har holdt frem, give de høje Herrer, der styrer Byens Sager, yderligere lidt at tænke paa.
(Aftenbladet 12. september 1922).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar