Et Ulykkestilfælde paa Vestre Gasværk.
En Maskinsmed gasforgiftet under sit Arbejde og død paa Hospitalet
Paa Vestre Gasværk havde flere Smede igaar været beskæftiget med at reparere Utætheder paa en af de store fyldte Beholdere.
Arbejderne gik Kl. 5, og kun een blev tilbage, Maskinsmed Christensen fra Halfdansgade 23, da han endnu ikke var helt færdig med sit Arbejde ovenpaa Beholderen.
Da han ikke var kommet ned ved halvseks Tiden, blev der søgt efter ham, og han blev da fundet liggende bevidstløs paa det øverste af Gasbeholderen.
I en tilkaldt Ambulance blev Christensen bragt til Kommunehospitalet, men her afgik han kort efter ved Døden.
Hvorledes Ulykken er sket, er man ikke rigtig klar over, men den giftige Gas maa være trængt ud gennem en Utæthed paa det Sted, hvor Christensen arbejdede, og uden at han har tænkt sig, at der kunde være nogen Fare derved, har han indaandet saa meget Gas, at han er blevet bedøvet.
Christensen, der var en Mand paa godt 30 Aar, var gift.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14 juni 1922).
Ulykken paa Vestre Gasværk.
Ledelsens Ansvar for Maskinarbejder Christensens Død.
I Anledning af den Ulykke i Gaar, hvorved en af Værkets Arbejdere, Maskinarbejder Christensen mistede Livet, er vi, af Kammerater af den Afdøde, blevet anmodet om at oplyse, at Ansvaret for Christensens Død for en stor Del maa hvile paa Værkets Ledelse.
Arbejdet paa den omtalte Gasbeholder er nemlig, som vi i Gaar meddelte, forbundet med ikke ringe Livsfare, og det er flere Gange hændt, at Folk, der arbejdede paa den, er blevet gasforglftede, og er faldet bedøvede om, hidtil uden at noget Menneskeliv er gaaet tabt. Fra Arbejdernes Side har man gentagne Gange gjort Ledelsen opmærksom paa, at Arbejdet Paa den Beholder var livsfarligt, og at der maatte træffes Sikkerhedsforanstaltninger mod eventuelle Ulykker.
Imidlertid er der fra Ledelsens Side intet gjort af nogen Art.
Tirsdag Eftermiddag fik Christensen Ordre til at gaa op og reparere paa Gasbeholderen, og trods det, at Ledelsen var fuldt bekendt med dette Arbejdes farlige Natur, blev der ikke givet Ordre til, at nogen anden skulde gaa med ham og passe paa. Her ligger Ledelsens Ansvar i denne Sag, og det bliver ikke noget let Ansvar at bære.
I Gaar har Belysningsvæsenet underkastet Dødsfaldet en nærmere Undersøgelse, ligesom Politiet har afholdt Forhør i Sagen. Der fremkom dog ikke noget væsentligt nyt, men Undersøgelsen vil blive fortsat.
I alle Tilfælde maa man for Fremtiden kræve af Ledelsen af Vestre Gasværk, at der i højere Grad end Tilfældet hidtil har været bliver taget Hensyn til den Fare, Arbejderne paa Værket udsættes for.
(Social-Demokraten 15. juni 1922).
Maskinarbejder Marius Christensens Jordefærd
Gasforgiftningen paa Vestre Gasværk.
I Gaar jordedes Maskinarbejder Marius Christensen under stor Deltagelse. Christensen blev som tidligere omtalt her i Bladet, dræbt ved Gasforgiftning paa Vestre Gasværk. Man saa straks ved den store Deltagelse, at Christensen var meget afholdt, idet Kapellet paa Vestre Kirkegaard var fyldt til sidste Plads, medens mange Mennesker maatte blive staaende uden for.
Den hvide Kiste var smykket med Guirlander af blegrøde Nelliker og et Væld af Kranse var lagt i Midte gangen af Kapellet, vi bemærker Kranse og Dekorationer med følgende Inskriptioner: Fra Maskinpasserne paa Vestre Værk, Fra Arbejdsmændene paa Vestre Værk, Fra Kammerater paa Vestre Værk, Fra Kammerater paa Ingeniørkontoret. Fra Belysningsvæsenet, Fra Kolleger paa Valby Værk, Fra Kolleger paa Østre Værk, Fra Gasværkernes Fællesklub, Fra Beboerne i Halfdansgade 23 samt fra Dansk Smede- og Maskinarbejder Forbund.
Ved Kisten paraderede Faner fra Dansk Smede og Maskinarbejder Forbund, Smede- og Maskinarbejdernes Fagforening Afdeling 0 samt fra Sygekassen Alderstrøst.
Pastor Kvistgaard holdt Talen, hvori han i smukke og gribende Ord skildrede de Farer som lurer paa Arbejderne under Udøvelsen af deres Gerning, Pastor Kvistgaard fandt netop det rette Udtryk for en Arbejders Livsbane, idet han betegnede en Ulykke som denne ved at sige, at der kun blev et ledigt Hul, som Masserne i Industrien hurtigt vilde udfylde.
Sangforeningen Enigheden sang nu et gribende og meget Stemningsfuldt Farvel, hvori Hr. Arthur Nielsen med sin smukke Stemme udførte Solopartiet, hvorefter Christensens Kammerater til Tonerne af Korets Farvel bar deres Kammerat ud af Kapellet.
Efter at Jordpaakastelsen ved Graven havde fundet Sted, holdt, Formanden for Smede og Maskinarbejdernes Fagforening, Hr. S. Thorkind, en smuk Mindetale, hvori han skildrede Christensen som en ualmindelig god og afholdt Kammerat, og som tjenstivrig og pligtopfyldende Mand i Kommunens Tjeneste.
Sangforeningen Enigheden sang et Farvel, hvorefter Fanerne sænkedes til Ære for Christensen, som under Udøvelsen af sit Arbejde i Samfundets Tjeneste fandt sin Død.
(Social-Demokraten 19. juni 1922).
Vestre Gasværk blev opført 1856-57 på et opfyldt strandområder der hvor Den Hvide Kødby ligger i dag. Brokkerne stammede i øvrigt fra bombardementet i 1807. Det forsynede i starten 1.946 gaslygter. 1878 opførtes Østre Gasværk, hvorefter gasværket kom til at hedde Vestre Gasværk. På ulykkens tidspunkt blev værket anset for utidssvarende, men først i 1927 lukkede værket. Herefter blev bygningerne brugt til bl.a. sortering og udlevering af koks, indtil det 1930-1932 blev nedrevet. Ved den lejlighed omkom 2 arbejdere 1931 da en gasbeholder sprang i luften.
Kullene blev i starten sejlet til en lille pramhavn. I 1873-76 fra en havn ved nuværende Ingerslevgade. Den blev opfyldt 1897-1901, og erstattet af en havn ved Kalvebod Brygge.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar