10 juni 2024

Niels Andreas Jensen. (Efterskrift til Politivennen).

Tre af de Dræbte begravet
København, 31.1. (RB.)
Tre af de ved bombeangrebet i onsdags dræbte blev i dag begravet. Fra det store kapel på Vestre Kirkegård begravedes den 44 årige sukkerhusarbejder Niels Andreas Jensen, Gunløgsgade 16. Den 30-årige sukkerhusarbejder Eigil Einer Olsen, Dronning Dagmars Allé 4, begravedes fra Timoteuskirken og jordfæstedes ligeledes på Vestre Kirkegård.... Alle tre Begravelser fandt sted under overvældende deltagelse, og mange af de dræbtes arbejdskammerater, funktionærer og repræsentanter for sukkerfabrikkernes ledelse fulgte deres bårer. Ligeledes sås et væld af kranse.

(Hejmdal, 1. februar 1943)

Sukkerfabrikken Phønix efter det engelske bombardement. Det Kongelige Bibliotek. Billedet er muligvis beskyttet af loven om ophavsret.

De to arbejdede på Raffinaderiet Phønix. Bombningen den 28. januar 1943 ved 17-tiden var det første egentlige bombardement i Danmark. Bombemålet var B&W der fremstillede dieselmotorer til tyske u-både. Sukkerraffinaderiet blev alvorlig ramt, ligesom skader på ejendomme i kvarteret. 5 blev dræbt og andre såret.

Efter luftangrebet 28 januar 1943 var der flere blindgængere og tidsindstillede bomber på Islands Brygge. De blev fjernet af sprængningseksperter. Kvarteret var under arbejdet evakueret og sprængningerne forløb som beregnet. (Fotoer af begravelsen i Vestsjællands Social-Demokrat, 1. februar 1943. Landbrugernes Dagblad (Maribo), 1. februar 1943. Nationaltidende 1. februar 1943). Et fjerde offer, sukkerhusarbejder Knud Svend Nissen, Ny Carlsbergvej blev begravet 4. februar 1943 på Vestre Kirkegård.

Raffinaderiet lå Langebrogade 1-3. Det var opført 1912 på Applebyes Plads, tegnet af Emil Jeppesen, udvidet ved Louis Jeppesen. Administrationsbygningen blev delvis nedrevet og ombygget 1988. Bygningen er ret markant synlig fra Langebro. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar