Den 30. oktober 1877 indviedes Lindevangshjemmet, og ved nytår 1877/1878 blev det taget i brug. Lindevangshjemmet var kristent og hørte under menighedsarbejde. En af de ledende i stiftelsen var adelsdamen frk. Regitze Vilhelmine Louise Augusta Barner (1834-1911). Formålet var at videreuddanne løsladte straffede piger til tjenestepigeforretninger. De skulle med andre ord prøve at leve som en hyggelig familie i middelstanden.
Hjemmet havde to etager med kælder, og brænderum, vaskekælder, rullekælder og køkken. På den ene etage boede forstanderinden og medhjælperinden, og der var spisestue, strygestue og direktionslokale. På den anden etage var der 12 soveværelser, et tjenestepigeværelse og en badestue.
Den blev bl.a. støttet af den Københavnske Forening for den Indre Mission. Hans Peter Gote Birkedal Barfoed (1843-1926) var tilknyttet som læge 1878-1916.
I 1879 havde 11 piger haft ophold på hjemmet. 5 blev bortfæstet. 2 blev bortvist pga "slet opførsel". Ved årets udgang var der 8 piger på hjemmet. I 1881 var der 26 unge piger. Aldersgrænsen var 23-25 år, størsteparten var fra 15 til 18 år.
Hjemmet ansøgte kommuner overalt i landet om støtte, og bl.a. Ringsted og Skanderborg gav et symbolsk beløb på 10-20 kr. årligt.
Bestyrelsen købte i 1883 en grund på 2.438 kvadratmeter af afdøde købmand F. C. M. Gudmanns bo for 6.500 kr. på Lindevangsvej. Grunden til opkøbet skete for at forhindre grundens bebyggelse af "moderne kaserner" som ikke ville være heldige for hjemmet. Samt en mulighed for udvidelse.
I 1884 havde der gennem hele året været 70 unge piger. Forstanderinden var frk. Dagmar Holm. Bestyrelsen bestod af stiftsdame frk. Regitza Barner, bispinde B. Martensen, tømmermester H. Kayser (formand), rådmand Abrahams, fabrikant E. Blad og pastor H. Stein.
Anna Fanny Marie Thalbitzer (1847-1932) blev forstander for Lindevangshjemmet i oktober 1891. Hun var datter af en oberst. Efter et uheld i 1911 trak hun sig i 1913 tilbage for forstanderinde.
Den nuværende adresse er Lindevangs Alle 7, det boligsocial tilbud Lindevangen. I de følgende mange år er der jævnligt omtaler af hjemmet, som alle er rosende.
Lindevangshjemmet.
Ude paa Frederiksbergs yderste Grænse, inde i Lindevangsalleen mellem Villaer og hyggelige, gamle Haver ligger "Lindevangshjemmet". Som Huset ligger gjemt inde her, fjernt fra vor store By, kommer Gjerningen, som øves derinde, Arbejdet for at frelse unge, vildfarne Piger, ogsaa kun sjældent frem for Offenligheden.
Det sker i det højeste on Gang om Aaret - naar Lindevangshjem sender sin Aarsberetning ud, og den naar vel endda kun en snævrere Kreds. Den ligger for os nu, og vi vilde gjærne gjennem disse Linjer gjøro denne Beretning om et stort, taalmodigt og kiærligt Arbejde i Humanitetens Tjeneste kjendt i videre Kredse.
Hjemmets Opgave er at tage sig af unge, straffede Piger i 14-20 Aars Alderen, umiddelbart efter at de har forladt Fængslet, paa en Tid hvor de staar mest forladte og trænger mest til en hjælpende og retledende Haand. Paa Lindevangshjemmet søger man da at oplære disse unge Piger til dygtige Tjenestepiger - de undervises daglig i Vask, Rengjøring, Madlavning osv. Efter Arbejdsdagens Slutning samles de i Hjemmets fælles Dagligstue, hvor der læses højt for dem, medens de reparerer deres Tøj eller er beskæftigede med andet Haandarbejde. Dagen begynder tidlig - om Sommeren Kl. 5½ om Vinteren Kl. 6 - og slutter Kl. 9 Aften. Søndagen er en Hvile- og Fridag for alle i Hjemmet. Pigerne kan læse, skrive, sy paa egne Arbejder eller lege i Hjemmets hyggelige Have - kun én Ting vaages der over: ingen maa være ledige.
Den Gjerning, der øves i Hjemmet Aaret rundt, er ingenlunde let. Det oftest dybt sunkne, forvildede Mennesker, helt forkvaklede Karakterer, der næppe kjender Forskjel paa godt og ondt, disse unge Piger, som kommer fra et vildt Liv, fra Forbrydelser og sidst fra Fængslerne. Enkelte kan ikke rejses mere, der arbejdes forgjæves med dem - men heldigvis er det kun faa. De fleste tager med Glæde og Tak mod det nye Liv: Arbejdet, Orden og kjærlig Behandling af Hjemmets Damer, og det lykkes at redde dem for Samfundet.
Men saa vist som Lindevangshjemmet øver en stor og god Gjerning, har det ogsaa Krav paa Støtte og Hjælp. Ved Henvendelse til Forstanderinde, Frk. A. Thalbitzer, kan man tegne sig for et aarligt Bidrag til Hjemmet eller paa anden Maade støtte det med Gaver.
Vore Fængselsselskaber burde mere end hidtil træde i Forbindelse med LIndevangshjemmet. Hjemmet kræver jo kun en ringe Betaling af 60 Kr. om Aaret for en Pige, og der er ikke Tvivl om, at de for de fra Fængslerne løsladte unge Piger er LIndevangshjemmet en god Vej til et nyt Liv; der vilde beredes Fængselsselskaberne langt færre Skuffelser, om de forsøgte at lade de unge Piger leve et Aars Tid indenfor Lindevangshjemmet, før de sendes ud blandt fremmede Mennesker.
(Dannebrog (København) 4. maj 1894)
I 1895 begyndte at fremkomme kritiske artikler om forholdene på hjemmet.
Paa Flugt.
Lindevangshjemmet. - Et Besøg. - Forstanderinden. - Et Helvede. - De Stummes Villa. - Et Eksempel. - Sult som Straf. -- "Ikke værdige ti! at gaa i Kirke - Salmer. - Forskellige Flugtforsøg. - Din Moder er uhæderlig. - Misforstaaet Godgørenhed.
Fornemme Damer har til alle Tider haft Passioner. Der er dem, der har opdraget Hunde og Kakkaduer, andre der har staaet sig paa den ædle Hesteavl, og atter andre har taget sig af den almennyttige Velgørenhed. Til de sidste - den forholdsvis mest agtværdige Klasse - hører Frøken Barner, der i 1877 stiftede
Lindevangshjemmet.
Navnet klinger kønt, og Formaalet lyder smukt. Det er at skabe unge Piger, som en Gang i deres Liv er kommen paa tvers af Loven et Hjem hvor de kan forblive indtil videre.
Imidlertid er en Ting sikker, at enhver god Gerning kan misforstaas, ligesaa nemt, som enhver god Hensigt kan vanrøgtes.
Vi kom tilfældigvis i Besiddelse af nogle Oplysninger, der henledte vor Opmærksomhed paa denne Anstalt og dens Godgørenhed, der ikke forekommer os i Overensstemmelse med humane Fordringer, hvad vi nedenfor nærmere skal gøre Nede for.
Forinden aflægger vi imidlertid Hjemmet
et Besøg.
Langt ude paa Frederiksberg i en skjult lille Alle ligger det. Det er en høj, uhyggelig, toetages Bygning, slet oplyst i de øvre Etager, des lysere i Kælderen.
Vi forsøger at aabne Havelaagen. Der er stænget. Vi ringer paa en Klokke. Ingen kommer. Det synes som om vi er i en uddød Verden. Engang til ringer vi, og en gammel Kone træder, just som vi bereder os til med uforrettet Sag at gaa vor Vej, ud af Bygningens Gavldør. Sagte lister hun frem over Sneen til Laagen, som hun lukker op.
Vi spørger efter Bestyrerinden Frk. Thalbitzer og lukkes ind. Laagen lukkes i efter os, og Galvdøren aflaases ligeledes. Vi befinder os bag dobbelt Laas, som - naa ja, hvorfor ikke - i Fængsel.
Vi føres ind i et koldt, uhyggeligt Kabinet, der prydes med bibelske Billeder. Den gamle gaar. Hun kommer kort efter tilbage med Forespørgsel om Navn og Ærinde. Det opgives, og først efter saa mange Omsvøb lykkes det os at faa
Forstanderinden,
Frk. Thalbitzer i Tale. Efter at have indset, at vort Besøg trak en Del længere ud, end hun havde tænkt sig, førte hun os ind i sin egen Dagligstue, hvor vi kunde sidde og passiare, magelig henslængt i bløde, blaa Lænestole.
Forstanderinden er en Dame af et soigneret Ydre, med omhyggelig friseret Paryk, markeret Ansigt og et snehvidt Schawl over sine Skuldre. Hun taler overlegent og med den fyndighed, fortrolig Omgang med den danske Adels mest adelbaarne Damer giver.
Vi meddeler hende, mens vort Øje glider hen over de ca. 100 Kristusbilleder i vekslende Variationer, hvormed hendes Boudoir er udstyret, at vi har hørt Klager over Forholdene i Hjemmet.
- Klager, ja. Klager. Dem er der saamænd nok af. De Folk, som vi har at gøre med, er vanskelige at omgaas. Men hvad kan de egenlig klage over. Intet! De lever her uforstyrret. I Fred. Uden Bekymring for den Dag i Morgen. De har, hvad de skal bruge, ingen økonomiske Sorger, alle Fornøjelser - de etisk forsvarlige - som kan tænkes. Hvad vil de mere? Det kan hænde, at en af dem en Gang imellem flygter. Jeg begriber det ikke. Det er en moralsk Forbrydelse - det vil De indrømme, ikke sandt. Hvorfor vil disse Pigebørn lægge den til deres rent juridiske. Jeg begriber det ikke.
Og med halv tillukkede Øjne ser den humane, fine, gamle Dame paa Kristusbilledet over hendes elegante Skrivebord og sukker.
De utaknemlige.
Vi indser, hun har intet paa Hjærtet, og hvad hun ved, vil hun skjule, og vi lader os rolig lukke ud igen påaa samme mystiske, klosteragtige Maade, vi kom ind.
Vi har af Øjenvidner erfaret, at Hjemmet, om det end ikke er, saa kan blive
et Helvede.
Til Belysning heraf tjener en ung Piges Historie. Vi kalder hende Frk. X. Hun havde begaaet en ubetydelig Forbrydelse og stjaalet for 1 Kr. 34 Øre. Det var det hele. Hun fik og udstod sin Straf, og ved Paavirkning fra forskellig Side indvilgede hun i at tage foreløbig Ophold paa Lindevangshjemmet, hvis Bestemmelse det er at være Overgangen fra Fængslet til Friluftslivet, saaledes at Fangen mærker Hjemmets Hygge og faar det Indtryk, at der i Arbejdsomhed og Nøjsomhed er en Velsignelse, og at netop Arbejdsomheden og Fliden vil hjælpe over den Grænse, der ved Forbrydelsen er overskredet.
Den 3die December d. A. kom hun ved velvillig Hjælp fra en godtroende Dame ud paa Lindevangshjemmet, og hendes Skildring af Forholdene her er saaledes, at det ikke kan forsvares at forholde Offenligheden dem.
De Stummes Villa
Den indtrædende Novice i dette Jomfrukloster, som optager Kvinder fra det 14de Aar, faar, naar hun er kommen ind gennem den hermetisk lukkede Havelaage, som det første Bud dikteret dette:
Du skal tie.
I denne Bygning, der kan rumme 25 Mennesker, er det forbudt Beboerne at tale til hinanden. De unge Piger indskrives paa 3 Aar, og det første, der paabydes dem, er dette: I maa ikke tale med hinanden.
Vi begynder at tvivle om Hjemmets Hygge og spørger hvorfor?
Er det ikke grufuldt, at en saadan Vildfarelse i Formaal og Øjemed kan huses noget Sted i dette Land. Er det ikke stridende mod alle Humanitetens Love. Er det ikke værre end Fængsel paa Vand og Brød? Er det ikke haardere end den værste Tugthusstraf ?
Og var saa endda det daglige Liv hyggeligt og behageligt. Men tværtimod! Vi har Indtrykket af det modsatte. Det er en Fangeanstalt, hvis Oprettelse maaske er dikteret af god Vilje men sørgelig misforstaaede Midler.
Et Eksempel.
Forrige Søndag forsøgte en ung Pige paa Anstalten at komme til at tale med en anden.
Hun opsøgte dennes Værelse, traadte ind, men hun beregnede ikke - eller rimeligvis vidste hun det ikke - at hver Gang hun traadte over Tærskelen, ringede elektriske Apparater i Forstanderindens Værelse, og næppe havde hun sagt et Par Ord, før Frk. Th. viste sig med sin ulastelige Frisure.
Den dristige unge Pige blev nappet, og - det var som sagt en Søndag Eftermiddag, hun forbrod sig. Hun blev derefter sat i et mørkt Fangeværelje, et Hul, for hvis massive Dør en Jernstang lukkede.
Og den anden unge Pige blev lukket inde paa sit Værelse uden Ild i Kakkelovnen, med Forpligtelse til at sy en Chemise færdig.
Den næste Formiddag fik de begge Lov til at komme ned i Spisestuen og, hvor utroligt det end lyder,
se de Andre spise.
Selv fik de Intet. Først Mandag Aften begavedes de med to Stykker Fedtebrød og en Kop The. Og den følgende Uge maatte de til Frokost nøjes med bart Rugbrød og The, mens de Andre fik Kaffe, og endelig maatte de, Søndagen efter, af Forstanderindens Mund erfare, at de var
ikke værdige til at gaa i Kirke
og mens de Andre i Hjemmet boende, gik til Valgmenigheds Kirken, maatte de to Forbrydere sidde indelaasede paa Værelserne og finde sig i kold Mad da de kom ned.
Alt til Straf for et Forsøg paa at komme til at tale sammen.
Ikke sandt? der skal en Kvindes Taalmod og ubegribelige Naivetet til at antage et saadant 3 Aars Liv for bedre end et Forbedringshus trælsomme Arbejde i samme Tid.
De Optagnes Virksomhed indskrænker sig til Syning og Vaskning i Øjemed, der stemmer med den Aand, der dikterer kristelige Basarer for Asschantinegre og andre fjærnt fra Livet liggende Formaal. De gaar ved deres Arbejde i en evig trykkende Stilhed, og vil de nynne en eller anden Melodi, maa det være en salme. Fra Fællesværelserne er der Hørerør til den venlige, gamle Dame, der sidder i sine magelige, blaa Fløjelsstole og dirigerer det Hele. En Ytring, en Melodi af en glad Sang er en Forbrydelse. Og det netop her, hvor Forbrydelsens Saar skal læges med Livsglæde og fornuftig Munterhed.
Frk. Th. siger, hendes Elever har Fornøjelser. Hvor er de? Den eneste siger de, der er sluppet ud, er Kirkegangen. Og i Kirke maa de gaa, to og to, i Gaasegang, med Forstanderinden i Spidsen, Frk. Sørensen, en af Opsynet bagefter og to Vogtere paa Siden.
Og denne Fornøjelse, ved hvilken selve Opstillingen og Ordningen overfor Omverdenen giver dem Stempel, den kan det, som for nævnt, hænde - horribile dictu - , at Forstanderinden ikke finder dem værdige til.
Intet Under at
forskellige Flugtforsøg
finder Sted. 2 unge Piger forsøgte forrige Maaned at løbe bort. De opdagedes og under Paaskud af at de skulde have udleveret deres Tøj, inden de drog bort, lokkedes de inden Hjemmets Porte igen.
Forstanderinden rev derefter - efter Sigende - Tøjet af dem og lod dem foreløbig sætte i det mørke Hul i Kælderen, hvor Ingen har Plads til at røre sig, og hvor der paastaas, at al Slags Kryb huserer.
Nu er de under streng Bevogtning.
Forrige Tirsdag lykkedes det en ung Pige fra Saksogade, en tidlig Morgen, at undfly, ved at springe over Havelaagen. Og sluttelig, første Juledag, lykkedes det den unge Pige, hvem vi ovenfor har omtalt, ved Gudstjenesten at slippe bort.
Som man kan se, det er ikke lutter ømme Taknemlighedens Følelser, de velgørende Damer af det højere Bourgeoisi og den forglemte Adel saar i de unge Pigers Hjerter.
Den bliver naturligvis ikke bedre, naar der af en af Hjemmets Spidser fortælles den unge Pige, at hendes Moder har været paa Besøg, men at man straks kunde se paa denne, at hun ikke var nogen
Hæderlig Kvinde.
Hvad Indtryk maa det ikke tillige gøre paa en ung Pige, at alle hendes Breve skal læses, før de sendes afsted, og at hun kan risikere at modtage Breve fra sine kære aabnet og fortolket af den kærlige Plejemoder.
Vi har ingen Grund til at tvivle om disse Meddelelsers Korrekthed. De stemmer overens med Tendensen i den officielle Godgørenhed, og der kan føres Vidner paa dem.
Vi lægger vore Læsere dem paa Sinde til en nøje Overvejelse.
Lad alt dette være nok saa velment og fortræffeligt tiltænkt. Det er dog den omvendte Verden. Og skal dette kaldes for Velgørenhed, saa er Skabene paa Raad- og Domhuset milde Stiftelser.
Og man kan fristes til at anmode de velgørende gamle Damer om at holde sig til Hundens Røgt og Pleje, hvis de da ikke vil foretrække at lade fornuftige Folk besørge deres venlige Følelser
(København 28. december 1895).
Lindevangshjemmet
Ny Oplysninger. - Forstanderinden. - Amerikansk fedtebrød. - I Hullet. - Selvmordsforsøg. - Fængselsselskabet. - Resultatet 5 Kr. - De optagne taler.
Vor Artikel om Lindevangshjemmet forleden har, som rimeligt er, vakt betydelig Opsigt. Vi Har modtaget forskellige Oplysninger og Breve, som Nytaarstravlheden har har hindret os i at offenliggøre.
De skal imidlertid frem, da der er al Sandsynlighed for, at de kan bidrage til at forbedre Forholdene derude, eftersom Ankerne synes at kunne rettes imod en enkelt af dem, der har Ledelsen, nemlig den forhaandenværende Bestyrerinde
Frk. Thalbitzer.
Mod hende rettes alle Klagerne og det var Synd ikke at gøre opmærksom paa dette Faktum. Idéen med Lindevangshjemmet er i Virkeligheden for god til, at den skal strande paa et enkelt Skær, især da dette nemt kan fjernes.
Vi hidsætter bl. a. et Brudstykke af et Brev :
Hr. Redaktør!
Efter at jeg, der har været paa Lindevangshjemmet i 2 ½ Aar, har læst Deres Blad for i Lørdags, mener jeg, at det er min Pligt at meddele Dem, hvordan jeg havde det. Da jeg kom der, var Frk. Jutta Korfitzen Forstanderinde. Hun var en mild og hjærtensgod Dame, men hun var der kun saa kort. Efter hende kom lille Frk. de Neergaard, som ikke vidste, hvad godt hun skulde gøre os, men saa blev hun gift og - - -
Saa kom Frk. Thalbitzer, som holdt sit Indtog med haarde Ord og strænge Trusler - - -
Mange af os bad om at faa Frk. Barner i Tale (Frk. Barner er Stifteren af Hjemmet), men det blev os nægtet, og vore Breve hjem til vore Forældre blev læste for Afsendelsen, og besøgte de os, skulde Frk. Th. høre paa, hvad vi talte om."
Ikke sandt? Den nuværende Forstanderinde synes at have misforstaaet - maaske i bedste Mening - sin Stilling.
Amerikansk Fedtebrød.
Vore Meddelelser om Maden, Fodemidlerne og selve Behandlingen synes heller ikke at være gaaet en Linje over, hvad der stemmer med Sandheden, noget, der selvfølgelig nemt kan hænde i et hurtigt Referat.
Man skriver saaledes følgende til os:
- - - i den (trænge Vinter stod vi og skyllede i koldt Vand, tyndt paaklædte, og til Frokost fik vi 2 Stkr. Brød med ildelugtende amerikansk Fedt, og en Kop koldt, tyndt Øl - - - og fordi det var saa koldt, satte vi Brødet paa Kulstaffen ind over Ilden ved Vadskekedlen, saa blev det lidt varmt og det modbydelige Fedt løb af. Kaffe fik vi kun Søndag Morgen, og om Onsdagen fik vi Opkoget af det Kaffegrums, som - - -
Ellers fik vi en Kop lunket, tynd The Morgen og Aften med 2 Stkr. Fedtebrød og 1 Stk. Smørrebrød, mere skrabet end Lænkehundens.
Før havde der nogle Gange om Ugen kommet flere Damer og Herrer, deriblandt Kapt. Fevejle, som læste for os, Frk. Bøtker, som sang med os. Direktør Blads Frue skrev og regnede med os, men fra Frøken Thalbitzers Ankomst kom der aldrig et fremmed Menneske indenfor Porten.
Et Selvmordsforsøg.
- - -
Der var da en Pige - saaledes fortsætter Brevet - Vilhelmine, som ikke maatte komme ud derfra. Hun tog en Lommekniv og gik ud paa Retiraden og skar sig først i Halsen, derefter dybt i Haandleddet, men saa blev hun jo opdaget af mig og to andre Piger, og der gik Bud efter en Læge fra Diakonissestiftelsen . . .
Brevet slutter efter forskellige mere personlige Tilføjelser i al sin Naivetet med følgende Passus:
. . . Der bor en af Lindevangspigerne i Hummergade (her følger Navn og Husnummer), men det er kun en af 20, det er gaaet saadan; de fleste er dybere faldne, end da de kom paa Hjemmet.
Brevet er undertegnet "En gammel Pige fra Lindevangshjemmet" og giver i alle sine naive Udtryk og Vendinger et ganske gribende Indtryk af Forholdene i dette Hjem, der skal danne den forsonende Overgang fra Fængslet til Friheden, og man faar en Fornemmelse af, at Frk. Thalbitzer lever i den urigtige Formening, at hun er Forstanderinde i en Straffeanstalt.
Fængselsselskabet.
Om Optagelsen skriver en anden Meddeler:
"Jeg har i Dag i Deres Blad - - - og da jeg har været paa Lindevangshjemmet i tre Aar, interesserer det mig osv. - - - giver jeg Dem en sandfærdig Beretning om Forholdene der. Min Forseelse var meget ringe, og efter udstaaet Straf overtalte Fængselsselskabet mig til at tage paa Lindevangshjemmet og afmalede det saa godt og velsignet for mig: jeg skulde lære at vaske og stryge, Madlavning og Syning. Hveranden Søndag skulde jeg have Lov til at besøge min Familje, men jeg blev meget forbavset; da jeg kom indenfor "Laagen", blev jeg modtaget med et haardt og gennemtrængende Blik - og en stræng, bebrejdende Tale af Frk. Thalbitzer.
Arbejdet og Hjælpen.
Det første halve Aar var mit Arbejde kun at skure og vaske Trapper og Gange (hvor godt og velsignelig). Efter et Aars Forløb kom jeg i Køkkenet, men kunde umulig lære noget der, da den mad, der laves til Pigerne, aldrig bruges i private Huse, og Frøkenens Mad blev ingen af Pigerne betroet til at lave, da - - - naar en af Pigerne havde taget et Stykke Franskbrød for at tilfredsstille sin Sult, kom hun i Hullet - -
Brevet slutter:
Efter 3 Aars Forløb kom jeg ud at tjene og blev fæstet bort for en Løn af 5 Kr. om Maaneden (som man ser, Hjælpen er ikke stor) - -
Der var vist mange Piger, der vilde gaa fra Lindevangshjemmet, hvis de havde noget Overtøj hos sig; men vore Schawler og Hatte er laasede inde og bliver kun udleverede Søndag Eftermiddag 10 Minutter før vi gaar i Kirke, og afleveres, naar vi kommer hjem.
- - -
Vore Læsere vil efter de her nu korte Udtalelser fra Personer, der har opholdt sig paa Hjemmet, faa det Indtryk, at Frk. Thalbitzer ikke er paa sin Plads i det Hjem, godgørende Folk har tænkt sig at danne for dem, der for en forholdsvis ringe Forseelse er kommen paa tværs af Loven.
Vi føjer vort personlige Indtryk til andres og skal kun gøre opmærksom paa, at Frk. Thalbitzer, i de 10 Minutter, vi interviewede hende om hendes Virksomhed, stadig var undvigende i sine Svar, og intet Øjeblik vovede at se os lige i Øjnene.
Josva
(København 2. januar 1896)
Lindevangshjemmet.
Hvor Lindevangen ligger, er der maaske ikke saa Mange, som veed. Det idylliske Navn peger ud over de sædvanlige befærdede Strøg i Kjøbenhavn og Frederiksberg. Helt gjennem Smallegade og ud ad Peter Bangs Vej og forbi Diakonissestiftelsen og endda over Jernbanesporet, saa kommer den Privatvej, hvor Lindevangshjemmet ligger. Den hyggelige og ret statelige Bygning, som her ligger omgivet af sin Have, blev for godt en Snes Aar siden indviet til at være en af de Redningsstationer, der ere ligesaa uundværlige i det store Samfunds Liv som de, der anlægges for de Skibbrudne ved Havets Kyst.
Lindevangshjemmet er et Asyl for unge, straffede Kvinder. Det er kristen Tro og Kjærlighed, som har sat Virksomheden i Gang, og denne er fornemmelig rettet paa de Unge og Yngste. Man optager Piger, som udgaa fra Arresthusene og Fængslerne, helst i Alderen fra fjorten til atten Aar, naar de give Haab om at kunne uddannes til dygtige Tjenestepiger og saaledes vende tilbage til Samfundet som nyttige Mennesker. Undtagelsesvis kunne ogsaa Piger optages, der ikke have været straffede, men have gjort sig skyldige i lovstridigt Forhold.
Naar Ordet "Hjem" danner et Led i Asylets Navn, saa er hermed antydet, hvorledes man søger at befæste de unge Piger i det Gode. Det er indrettet som et stort Hjem, og det er ingen Straffeanstalt. Ligesom i et andet Hjem arbejdes der paa at vænne de Unge til et ordentligt og regelmæssigt Liv og til at finde deres Glæde i Arbejdet, medens Samlivets Aand skal løfte Sindene mod Gud og hans Rige, uden at der derfor skal lægges nogen Tynge eller Indsnævring over ungdommelige Hjerter. Ved Siden af Vejledningen til Arbejde og Husorden og ved Siden af Omsorgen for den aandelige Udvikling i højere Forstand, bliver der ogsaa givet Undervisning i Haandarbejde, Læsning, Skrivning og Regning. Og ligesom et andet Hjem holder det ogsaa Øje med sine Døtre, naar de udgaa derfra, og vil give dem Raad og Vejledning og yde dem Tilhold i deres senere Forhold. Som Regel varer Uddannelsestiden i tre Aar - dog kan den i de enkelte Tilfælde forkortes eller forlænges af Hensyn til Pigernes Vel efter Bestyrelsens bedste Skjøn.
Foruden Tilskud og Aarsbidrag fra det Offentlige og fra Private opholdes Hjemmet ved Pigernes Arbejdsfortjeneste og ved Betalingen for deres Ophold. Denne er sat til 60 Kroner om Aaret; der maa altsaa komme meget til fra andre Sider. Hs. Maj. Kongen og den kongelige Familie gaa i Spidsen med store Bidrag; Kjøbenhavns Kriminal- og Politiret yder et betydeligt Tilskud, ligesom det Spannjerske Legat. Forskjellige Byraad staa sammen med de private Bidragydere om at støtte Hjemmet, som foruden Penge ogsaa modtager Fødemidler og Brugsgenstande fra sine Venner.
Ingen Pige optages i Asylet imod hendes eget Ønske; hun bliver ogsaa forud gjort bekjendt med Husordenen og hvad hun i det Hele forpligter sig til i Hjemmet. Husordenen er god og smuk, i bedste Overensstemmelse med et kristeligt Hjems Krav, hvor der skal arbejdes flittigt. Tidligt op om Morgenen, i sommertiden Kl. 5½ og om Vinteren Kl. 6, saaledes som Tjenestepiger og helst mange andre med bør være vænnede til. Kl. 7 samles Alle til Morgenmaaltidet, hvorefter der holdes en kort Andagt, forinden man gaaer hver til sit Arbejde. Desværre vil mangen en Pige komme til at savne dette siden hen, naar hun faaer sin Plads ude i Livet, hvor Husandagten er kommen i Forfald og svunden bort endog fra mange kristelige Hjem, hvor ellers Guds Ord og Bøn hører til del Uundværlige for Familiens medlemmer i Lønkammeret og i Kirken. Man skulde nødig tænke, at det kun er i et Redningshjem, at den fælles Andagtsøvelse hører sig til, forinden Dagens Gjerning begynder. Ej heller skulde det holdes for Pietistisk, hvad der er god gammel luthersk Skik og forøvrigt har sine Rødder tilbage i det, som er endnu ældre.
Kl. 1 holdes Middag. Derefter fortsætter Arbejdet indtil Aftensmaaltidet, og som Regel kunne Pigerne sidde nogle Timer sammen med Forstanderinden og Medhjælperinderne og beskjæftige sig med Haandarbejde, Læsning o. lign. Hjemmet har Rum for de uskyldige Glæder og den Munterhed, som et godt Privathjem kan byde: Oplæsning, Foredrag, Sang, Leg; i denne Henseende har Hjemmet ogsaa sine Venner, som bidrage til at glæde de Unge. Kl. 9 om Aftenen holdes Andagt, og en halv Time efter skulle Pigerne være i Seng. Søndagen er almindelig Fridag, om hvilken det hedder i Husordenen, at ligesom hele Institutionen er bygget paa kristelig Grund, søger man ogsaa at anvende denne Dag i Overensstemmelse dermed.
Omend det altsaa er et rigtigt Hjem og ingen Straffeanstalt, følger det af sig selv, at Øjemedet, at befæste de unge Piger, som med godt Forsæt komme ud af Fængslet, medfører visse ubetingede Krav og visse Indskrænkninger i Friheden. Der kræves ubetinget Lydighed i Hjemmet og Villighed til Arbejdets Udførelse. Udgangstilladelse gives, men kun naar de ved deres Opførsel og øvrige Forhold have gjort sig fortjente dertil. Besøg maa modtages om Søndagen i visse Timer, men kun ved Henvendelse til Forstanderinden. Overtrædelse af Husordenen straffes med Indskrænkning i Friheden, eventuelt med Udvisning af Asylet. Og naar Piger paa egen Haand forlade Hjemmet, optages de som Regel ikke mere. Den, som har opført sig til Tilfredshed og gaaer i en Kondition, som er tilbudt af Hjemmet, har Adkomst til at faa et passende Udstyr af Klæder efter Forstanderindens Indstilling. Forstanderinden er Husmoderen, som fører Overtilsynet med det Hele! hun assisteres af Medhjælperinder, der ligesom hun selv have frit Ophold og Gage. I Spidsen for Institutionen staaer en Bestyrelse, som bestaaer af fire Mænd, hvoraf en skal være Præst og to Kvinder. Den vælger selv sin Formand. For Tiden beklædes Formandsposten af Kammerherre S. Barner, og Direktør Edv. Blad er Kasserer.
Bestyrelsen har nylig gjort opmærksom paa, at af de to og tyve Pladser, hvorover Hjemmet raader, vare i Januar Maaned kun de tolv optagne, og har derfor udtalt Ønsket om, at denne kristelige Kjærlighedsgjerning maa finde mere og mere Forstaaelse og Tiltrækning i vort Fædreland. Paa Forstaaelse vil det sikkert ikke mangle, naar kun Kjendskabet til Lindevangshjemmet og dets Gjerning bliver tilstrækkelig udbredt. Bestyrelsen anmoder alle Vedkommende om at sende Pigerne til Hjemmel strax efter Løsladelsen af Fængslet, for at de ikke skulle komme ind i løse og usædelige Forhold, hvortil Erfaringen viser, at de ere stærkt fristede; usædelige Kvinder kan nemlig Lindevangshjemmet ikke optage for den moralske Smittefares Skyld.
Siden 1892 er der optaget 48 Piger; mange flere bleve anmeldte, men maatte afvises paa Grund af usædeligt Levned. 16 forlode Hjemmet uden at blive deres tre Aar til Ende. Til Forklaring heraf mindes der om, at disse unge Piger alle komme i en Tilstand af stor aandelig Sløvhed, med næsten helt udviskede Begreber om Godt og Ondt! i mange af dem er der et trodsigt Sind. som gjør det svært for dem at underkaste sig et ordnet Hjems nødvendige Krav, og da forlade de Hjemmet. Et Par af dem begjærede Gjenoptagelse, hvilket dog af Hensyn til de øvrige Piger ikke kunde indrømmes dem. Fem synes helt at være faldne tilbage til deres forrige Liv; om de Andre vides intet Ondt, og Erfaringen viser, at af dem, der komme Hjemmet af Syne, kunne nogle igjen komme til Syne som Mennesker, der ere komne til Ro i et ordentligt Liv. Fjorten ere blevne anbragte i Tjenester, og af dem staa de ti i vedvarende god og glædelig Forbindelse med Hjemmet og nære en stor Taknemmelighed mod det Sted, der modtog dem i deres mørkeste Tid. Enkelte af Pigerne ere lykkelig gifte. En af dem broderede før sin Afrejse paa et lille Stykke Tøj de Ord: "Gud velsigne vort Hjem", lod det indramme for sine Sparepenge og bad om at maatte faa det ophængt i den fælles Dagligstue "til Minde om en Pige, som næst Herren takker Hjemmet for sin Redning."
Sorger og Skuffelser maa nødvendigvis komme paa en Anstalt som Lindevangshjemmet, hvor Kjærligheden maa være den egentlig bindende Magt, og hvor der hersker al den Frihed, som kan forenes med Hjemmels Tugt og Orden. Glæderne høre til de bedste, en Kristen kan faa; det er af dem, hvori Himmelen selv har Andel; thi i Himmelen er der større Glæde over een Synder, som omvender sig, end over ni og halvfemsindstyve Retfærdige, som ikke have Omvendelse behov.
Saaledes anbefaler Hjemmet og dets smukke Gjerning sig af sig selv til kristelige Læseres Interesse og Kjærlighed. Alle, som have Sands for Sjæles Værd, og som tilige have Blik for det Store i at faa Mennesker som vare faldne, rejste og ikke alene "frelste" i religiøs Betydning, men ogsaa dygtiggjorte til det jordiske Livs Gjerning, ville venligst komme Lindevangshjemmet i Hu c: baade medvirke til, at Pladserne heri blive benyttede, og yde Bidrag til Hjemmets Underhold.
M.
(Dagens Nyheder 13. marts 1898. Tillæg).
Lindevangshjemmet.
De fleste Københavnere har set Vognen med Vasketøj, hvor der staar malet "Lindevangshjemmet" paa. Men dermed er ogsaa Kendskabet til dette Hjem for manges Vedkommende færdigt. Og dog har denne Institution den 30. Decbr. i Aar arbejdet og virket i Velgørenhedens Tjeneste 25 Aar.
Stiftsdame Fru Barner, der i en Aarrække var Direktrice for Fængselsselskabet paa Christianshavn, skyldes den varmeste Tak for Oprettelsen af dette Hjem, der optager, vejleder og opdrager straffede Piger. Ved at tale med de mange unge kvindelige Fanger og søge at paavirke dem i sandelig og religiøs Retning følte hun, hvor meget disse Kvinder imellem 14 og 20 Aar manglede i Opdragelse og Udvikling til atter at tage fat, naar de kom paa fri Fod. Og hun indsaa, at der Haand i Haand med Straffeanstalterne burde arbejde kristne og kærlige Hjem, hvor den unge Pige. der efter endt Straffetid selv ønskede det, kunde finde et Tilflugtssted.
Paa denne troende og varmtfølende Kvindes Initiativ rejstes "Lindevangshjemmet", med Plads til 20 unge Piger.
Det var med en Følelse af at besøge et Hjem paa Landet, at jeg ringede paa Gitterlaagens Klokke, da jeg kom op gennem den gamle Lindeallee. Og endnu mere Følelse af et Hjem fik jeg, da jeg besøgte det store Køkken og bagefter saa alle de smaa Sovekamre, thi hver Pige har sit, og den store venlige Dagligstue. Det er en smuk Gerning, der udføres her med at oplære alle disse Kvinder i Husaarning, Vask og Strygning, og endda ikke forsømme deres aandelige Uddannelse. Her undervises i Regning, Skrivning og Dansk. Om Aftenen, naar Dagens Arbejde er endt, samles Pigerne i den store Dagligstue, og Bestyrerinden, der er som en Moder for dem, læser højt. Ja, her er hjemligt og hyggeligt, og derfor bærer ogaa Gerningen Frugt og har smukke Resultater at opvise.
Læretiden og Opholdet paa Hjemmel har fra første Færd været ansat til 2 Aar - men da det virkede afskrækkende for mange Kvinder at binde sig paa saa langt et Tidsrum, nedsættes den til 1 Aar. Vederlaget, der betales for hver Pige, er 10 Kr. om Maaneden. Hjemmets væsentligste Indtægt er Vask og Strygning, som naturligvis alligevel ikke strækker til. Udgifterne til Husholdning, Vedligeholdelse etc. er jo store. Resten maa altsaa faas ved Gaver, hvortil der altid tranges.
Lad ikke "Lindevangshjeinmet" forgæves bede om Støtte til fortsat Virksomhed, thi det er en stor Kærlignedsgerning at opretholde og vejlede de Kvinder, der er kommen paa Kant med Lovene, og faa dem til nyttige Mennesker i Samfundet.
Vibeke Salicath.
(København 28, december 1902).
Stiftsdame Frk. Regitze Barner
50 Aar i Menneskekærlighedens Tjeneste
Avisoriginalens uskarpe foto er erstattet af dette. J. Petersen: Regitze Barner. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
I Dag fylder Stiftsdame, Frk. Regitze Barner, 70 Aar.
Regitze Barner var kun 19 Aar gammel, da det religiøse Gennembrud fandt Sted i hendes Liv. Og Frugten heraf blev en brændende Trang til at afhjælpe Nøden, hvor denne fandtes. Kort efter begyndte hun i Køge, hvor hun boede, at gaa rundt til fattige, syge og til dem, der var kommen paa Kant med Samfundet.
Disse Samfundets udstødte blev ved at leve i hendes Tanke, og da hun i sit 25. Aar kom til København, begyndte hendes offentlige Virksomhed ogsaa med, at hun blev Medlem af Fængselsselskabet og nogle Aar senere Direktrice. Derved kom hun i personlig Forbindelse med Fangerne. Under Arbejdet mellem dem opstod Tanken om det første Hjem, hun grundede, "Lindevangshjemmet", som indviedes i 1878 - et Optagelseshus for 20 unge, straffede Kvinder, som der i to Aar uddannes til Tjenestepiger.
Derefter stiftedes "Foreningen til Børn for enligt stillede Kvinder", for hvilken Frk. Barner nu i 24 Aar har været Forstanderinde.
Men det var ikke blot de unge Kvinder, Frk. Barner ønskede at værne mod de Farer og Fristelser, som truer dem. Trangen til at værne de ældre mod den Forladthed, som ofte formørker deres sidste Aar, levede ogsaa i hendes Hjerte I mange Aar har der i Børnehjemmet hver Juleaften været Fest for henved 100 enlige gamle, og adskillige af dem har hun eller hendes Hjælpersker i Mellemtiden besøgt. Men hun ønskede at gøre mere - og dette Ønske ligger til Grund for det sidste Hjem, hendes varme Energi har rejst, det smukke, anseelige "Vesterled" med sine 22 Lejligheder og sin hyggelige hjemlige Indretning.
Det vilde føre for vidt blot nogenlunde al skildre den store, forskelligartede Virksomhed, Frk. Barner har skabt. Men maa her nøjes med disse løse Antydninger. Saa meget skal endnu blot siges, at naar hun nu fylder 70, betyder det, at hun i 50 Aar eller lidt derover har staaet i Menneskekærlighedens Tjeneste.
*
I Anledning af Fødselsdagen afholdes der i Dag Kl. 11½ i Kvindernes Værnehjem i Helgolandsgade en lille Festlighed, ved hvilken nuværende og tidligere Beboere af Hjemmet vil skænke hende en Buste af Frk. Barner, dets Stifter og Forstanderinde. Busten, der er tilvejebragt ved Indsamling blandt den Kreds af Kvinder, der har været knyttet til Hjemmet, er udført af den norske Billedhuggerinde, Fru Finne Døvle. Talen holdes af Snedkermester, Cathrine Horsbøll. En Sang er skrevet til Festen af Hr. Alfr. Ibsen.
(Dagens Nyheder 28. februar 1904)
Regitze Vilhelmine Lovise Augusta Barner (1834-1911) trak sig tilbage fra alle sine hverv og flyttede permanent til Vallø Slot. Hun er begravet på Vallø Stifts Kirkegård.
På denne side findes en biografi af Hilda Anine Andersen (f. 1885) som opholdt sig på hjemmet 1906.
Kvindelig Bersærkergang. Den 9. August undveg en ung Pige paa 17 Aar, der af Køge Værgeraad var anbragt paa Lindevangshjemmet paa Frederiksberg, og hun har siden været eftersøgt dels i København og Frederiksberg og dels her i Omegnen. Mandag Formiddag lykkedes det Kriminalpolitiet at anholde Pigen, der havde søgt Tilhold hos en Broder. der er Husmand paa en større Gaard i Omegnen. Paa Køge Politistation afgav hun Forklaring med Hensyn til sin Færden siden Undvigelsen, og da hun fastholdt, at hun, saafremt hun atter blev anbragt paa Hjemmet, paany vilde flygte derfra, blev hun efter Begæring fra Værgeraadet indsat i Arresten, for at Værgeraadsfonnanden kunde konferere med Overværgeraadet om hendes fremtidige Anbringelse.
En Betjent fik Ordre til at indsætte Pigen i Arresten, men hun benyttede Lejligheden til at løbe fra Betjenten, som dog ved Hjælp af et Par yngre Mennesker, der tilfældigt kom tilstede, fangede hende. Hun bed og slog om sig som en rasende, men der hjalp ingen Kære Mor.
(Østsjællands Folkeblad. Dagblad for Storehedinge-, Faxe- og Kjøgekredsen 25. september 1923)
En senere (1913-) forstander var frk. Emma Sylvest. Hun deltog i november 1919 i en protestskrivelse til firmaer som udstillede "skøgedragter" og bidrog til at "nedbryde anstændighedsfølelsen både hos mænd og kvinder i alle samfundsklasser." (Se også indslaget om Ingrid Ulbrecht andetsteds på denne blog).
Om Forholdene på et Pigeungdomshjem (Lindevangshjemmet) udtaler en tidligere mandlig Medhjælper:
Forstanderinden, Frk. Sylvest, er et Menneske man helst skal undgå, hendes Egenskaber er Herskesyge, Forfængelighed, Egenkærlighed og Selvgladhed. Ånden på Hjemmet var da også stærkt præget af denne Forstanderinde. Nervøsitet prægede både Lærerinderne og Eleverne. De var alle meget angste for Forstanderinden, da hun tyranniserede alle på Hjemmet. Der var kun een Mening og een Vilje, nemlig hendes.
Dog har der været ansat Lærerinder som Vikarer, som Eleverne har elsket og set op til og som ikke var bange for at sige deres Mening til Forstanderinden. Men de blev der jo aldrig længe. Forståeligt nok, thi Forstanderinden er jo højt anskrevet. Hun har Fortjenstmedalje i Guld, er Medlem af Lindevangssognets Menighedsråd samt har de bedste Bekendtskaber blandt Adel og de ledende indenfor Børneforsorgen.
Eleverne får aldrig Lov til at komme ud i den Have, som hører til Anstalten, selv ikke om Sommeren. Lørdag og Mandag er nogle af Pigerne oppe allerede Klokken 5 om Morgenen for at fyre op under Vaskekedlen, og disse Piger slutter så ikke før Klokken 15-16 om Eftermiddagen. På anden Sal, hvor der findes 12 til 14 Soverum for Pigerne, er der bortset fra det Værelse, som beboes af en Lærerinde, kun 2 Radiatorer. De er anbragt ude i Gangen, men må ikke åbnes, da der skal spares på Varmen. Jeg ved af Erfaring, at jeg altid holdt mere Varme på Kedlerne end der blev gjort andre Steder, fordi Forstanderinden skulde have det meget varmt på sit Kontor og i sine Stuer, og vi begyndte at fyre sidst i August og fortsatte til langt hen i Maj. Men på anden Sal skulde der spares, det drejede sig jo også kun om Eleverne, som ingen Steder havde at gå hen og beklage sig.
Angående Kosten har min Kone og jeg oplevet en Jul på Lindevangshjemmet. Vi var inviteret til Frokost Juleaften. Forstanderinden og hendes private Gæster sad for Bordenden, så fulgte en Del af eleverne ned langs Bordet. Min Hustru og jeg samt Lærerinderne sad sammen med Resten af Pigerne ved en andet Bord. Vi fik Sylte og Grønlangkål og de bedste Salater, Tunge, Rødspætte etc., men Pigerne fik Frikadeller og Grønlangkål samt noget Pølsemad, som ikke så meget indbydende ud. Jeg vil indrømme, at det gjorde et meget pinlig Indtryk på min Hustru og mig, fordi der skulde være en sådan Forskel på Maden, når vi sad og spiste ved samme Bord. Og så det, at det var Juleaften. Jeg havde godt vidst om dette Forhold, da jeg flere Gange havde hørt Pigerne omtale det, og engang havde Pigerne fortalt mig, at Forstanderinden og Lærerinderne havde fået Kyllinger, mens Eleverne havde fået Frikadeller, og det var mit Indtryk, at det gav Pigerne et bittert Sind mod Hjemmet og dets Ledelse. Jeg må ved samme Lejlighed sige et Par Ord om de unge Piger. De var stille, dannede og høflige, og jeg har aldrig haft Lejlighed til at beklage mig over dem.
Jeg husker en Aften, hvor Forstanderinden havde Bibelkreds, og der blev varslet Flyverangreb. Forstanderinden og hendes Gæster gik i Beskyttelsesrummet, men Eleverne måtte ikke, fordi det eventuelt kunde genere hendes Gæster. Lindevangshjemmet er ikke et Hjem. Det er ingen Opdragelsesanstalt. Det er et Fængsel.
-----
I Anledning af Deres Udtalelser til Forældrebladet vil vi undertegnede Lærerinder på Lindevangshjemmet protestere.
De har ingen Ret til at tage os til Indtægt for Deres løgnagtige Udtalelser om Forstanderinden. Ingen af os har udtalt sig til Dem om Tyranni, Herskesyge o.s.v. Havde vi følt det, havde vi ikke været her i så mange år, 30—17—13 og så videre, og havde vi ikke Troen på, at vort Arbejde med vanskelig Ungdom ikke er forgæves, selv om Resultaterne ofte kan være små nok, men dog ad åre bære Frugt, så var denne Gerning ikke blevet gjort i 65 år.
Med Hensyn til Deres Påstand om den Frokost, De og Deres Familie deltog i, at Eleverne ikke fik samme Mad, stemmer det ikke overens med Sandheden. - Når De betegner det som Frikadeller og kedelig Pølsemad, er det Usandhed, der var samme varme og kolde Retter på begge Borde, og det kan et Medlem af Bestyrelsen, som var til Stede, bevidne. Eleverne smurte selv deres Mad. Tunge og Sylte, som De nævner, var en Gave til Lærerinderne fra en tidligere Elev, som har Viktualieforretning, men også til Elevernes Kuverter var der Sylte.
Hvad de omtalte Kyllinger angår, var det en Fødselsdagsgave fra en Lærerinde til hendes Kollegaer, og vi ser ikke noget forkert i, at vi spiser de til os forærede 3 Kyllinger, når de tilberedes i samme Køkken, må de også spises ved samme Bord, her sker kun det, der er åbent for alle.
Deres Påstand om den gode Varme — allerede i August — er også en hel forkert Fremstilling. Er der fyret i August, er det til Tøjtørring og ikke til Forstanderinden.
Desværre mener vi ikke det samme om Varmen, som De, at De har holdt Kedlen højt" hele Efteråret igennem. En lang Tid led vi meget under Røg og Os, fordi De ikke forstod at fyre, og det var undertiden livsfarligt for dem, der sov i den Del af Huset. Vi måtte hver Aften sørge for rigeligt åbne Vinduer. De har intet at rose Dem af, måske blev det lidt bedre, da Hjemmet gav Dem Kursus på Teknologisk Institut.
Endvidere er Deres Beretning om, at Forstanderinden gik i Beskyttelsesrum med sine Gæster og lod Eleverne i Stikken er vitterlig Løgn, det har ikke fundet Sted, det kan bevidnes af Bibelkredsen.
Hele Deres grimme og usande Fremstilling har både undret og bedrøvet os meget; De vil dog være en Kristen, men stiller alt her i et dårligt Lys, fordi De blev opsagt fra en Stilling, De ikke kunde bestride, det kan vi Lærerinder bevidne.
Deres Berigtigelse og Tilbagekaldelse offentlig i Bladet forventer vi, da vi ellers muligt vil gå andre Veje.
Vi går ikke med til Deres nedværdigende Udtalelser om Forstanderinden, heller ikke om hendes Forhold til Eleverne, det har ikke med Sandheden at gøre.
-----
Det er svært at tage denne Protest alvorligt. Fornuft er det umuligt at finde i den. I Udtalelserne til Forældrebladet gav den tidligere Medhjælper en Karakteristik af Forstanderinden baseret på hans egen Opfattelse og ikke på Grundlag af Udtalelser af andre, og at i al Fald en af Lærerinderne virkede nervøs-angst for Frk. Sylvest, havde vi selv Lejlighed til at konstatere, da vi engang i Vinter aflagde Anstalten et Besøg, og ejendommeligt nok var det netop den Lærerinde, der har været længst på Lindevangshjemmet, Frk. Dagmar Jøns.
I „Protesten" stemples Udtalelserne om, at Eleverne til Julefrokosten ikke fik samme Slags Mad som Gæster og Funktionærer som urigtige, og samtidigt forsvares Forskellen i Maden med, at nogle af Madvarerne var en Gave til Lærerinderne (!) —
På samme Måde forsvares Kyllingerne til Forstanderinde og Personale, mens Pigerne måtte nøjes med Frikadeller.
Naturligvis har Lærerinderne Ret til at modtage Sylte, Tunge og Kyllinger som Gave, og naturligvis har de også Ret til at spise disse Sager. Det forkerte fremkommer først i det Øjeblik, disse Lækkerier fortæres for Øjnene af Pigebørnene, der må nøjes med Frikadellerne. Hvis det er vanskeligt at forstå for Underskriverne af „Protesten", kan man ikke undres over, at Resultaterne af Arbejdet med vanskelig Ungdom „ofte kan være små nok".
Og så Fyring til Tøjtørring i August Måned. Hvor finder det Sted? Når man til Slut i „Protesten" fortæller, at Medhjælperen var uegnet til Arbejdet, er det selvfølgelig ingen Afkræftelse af Udtalelserne om Forholdene på Anstalten.
Hvad har det med Sagen at gøre? Men vi skal dog oplyse, at Efterfølgeren var Frk. Sylvests Protegé, som hun allerede tidligere havde forsøgt at få antaget. Forstanderinden er nemlig Gudmor til hans Barn.
Red
(Forældrebladet marts 1943).
Se endvidere: Lindevangs-Hjemmet 25aarige bestaaen. 1902. og Ernst Moltke: Lindevangs-Hjemmet 1877-1952. 1952.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar