Ingrid Ulbricht var datter af indremissionær Carl Johann Ravens (1843-1926) og Kristiana Emilia Ludviga Bülow (1846-1926). Hun blev konfirmeret af formanden for Indre Mission Vilhelm Beck. Hun blev undervist i hjemmet til 17-års alderen, og var i nogle år huslærerinde hos de indremissionske præster Carl og Otto Moe i Skjern og Skanderup ved Kolding (se andetsteds på denne blog). I 1892 blev hun forstanderinde for diakonissehuset ”Diakoniewerk Kropp” og en sindssygeanstalt i Kropp i Slesvig. Her arbejdede også "søster" Laurine Lehmann (1872-1937).
Ingrid Ulbricht blev behandlet flere gange for dårlige nerver (overanstrengelse?). I 1899 blev hun indlagt i Dresden hvor hun udbyggede sin forbindelse til gymnasielektor Edmund Ulbricht (1849-1907). Han var kurgæst/indlagt på stiftelsens kursted på Westerland (på øen Sild) i 1898 og altså 21 år ældre end Ingrid. Ingrid Ulbricht brød sit diakonisseløfte ved at gifte sig med ham i september 1900. De havde plejebarnet Børge (1905), hvis søster, lærerinde Edith Bisgaard, senere havde bopæl i "Villa Karis". Laurine Lehmann rejste med til Dresden og blev husbestyrerinde for ægteparret. Da Edmund Ulbricht døde 1907, blev de to kvinder boende sammen i Dresden.
Ingrid Ulbricht skrev fra 1910 romaner under navnet Ingelid Edmund, "Die Tochter des Strandvogts" (1911), "Karin Nordhammar" (1910) og "Die Frauen im Leben Erik Turessons" (1913).
I 1913 vendte Ingrid Ulbricht og Laurine Lehmann tilbage til Danmark. Her blev hun tilknyttet KFUK (Kristelig Forening for Unge Kvinder), i Hellig Kors sogn, hvor Axel Beck (søn af Vilhelm Beck) var præst. Hun skrev endnu en roman, nu under eget navn, "Som gennem ild" (1915). I 1915 overtog hun ledelsen af KFUKs Hovedforening i København.
K. F. U. K. Basarens største Bod.
Lige før K. F. U. K.s Formand, Professorinde Ulbricht, aabnede Byggefondsfesten igaar i Koncertpalæet, naaede vor Fotograf at tage et Billede af den største af Bazarens mange Boder - en tiltalende Ophobning af Frugt, Blomster, Fjerkræ og Grøntsager. Hele Baggrunden optages af fikse Spaankurve fyldte med Frugt, Kurve, der paa det nydeligste er dekorerede af Komtesse Reventlow, Rudbjerggaard. Komtessen ses paa Billedet yderst tilhøjre - derfra mod venstre: Grevinde Ahlefeldt, Grevinde Frijs, Juellinge, Grevinde Wedell, født Frijs, og Overhofmesterinde Castenschiold.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. oktober 1918).
Kvindelige Præster?
Udtalelser af ledende Personligheder indenfor Kirken.
Formanden for K. F. U. K , Professorinde Ingrid Ulbricht udtaler sig taften om det brændende Spørgsmaal.
Professorinde Ingrid Ulbrecht.
"Naar jeg efter Opfordring skal udtale min Mening, om der bør gives Kvinder Adgang til Præsteembedet eller ej, saa kan jeg kun svare med et bestemt Nej! I den gamle Pagts Tid blev Præstedømmet udtrykkelig betroet til Aron og hans "Sønner", i den ny udsendte Jesus kun "Mænd" som Apostle, skønt der blandt hans Disciple var mange Kvinder, der fulgte ham. Dette, mener jeg, er en Vejledning fra Herren om, hvem han ønsker, Præstedømmet skal gives til, og de Vanskeligheder, som ikke alene vilde opstaa, hvis Kvinder fik Adgang dertil, men som direkte vilde skade dette, er mange. Jeg vil her kun nævne to: Man tænke sig en ung, ugift Præstinde som Sjælesørger; der er jo slet ingen Tvivl om, at hun vilde være udsat for Forelskelser fra den mandlige Ungdoms Side. At dette vilde berede Vanskeligheder i Sjælesorgen, er klart; det vilde bringe hende selv i mangen pinlig Situation og ofte virke hæmmende paa hendes Virksomhed. Man kan indvende, at det samme er Tilfældet med den ugifte Præst, tilstaaet for saa vidt det angaar Forelskelsen fra den kvindelige Ungdoms Side; men saa ikke længere; thi saa længe Kvinderne endnu ikke har lovhjemlet Ret til at fri, er det paa dette Omraade "Præsten", der er Herre over Situationen, derimod ikke "Præstinden". Den anden Vanskelighed vil være til Stede, hvis den kvindelige Præst bliver gift. For det første vil hun, naar Tiden kommer, da hun skal blive Moder, ikke kunne varetage Udøvelsen af Præsteembedet, uden at noget af dettes Værdighed gaar tabt; for det andet vil hun som Moder ikke kunne gøre fyldest i Præstegerningen, hvis hun ikke skal forsømme Mand og Børn, og har Gud gjort hende til Hustru og Moder, saa har hun sine første Pligter i Hjemmet.
For Kvindens Arbejde i Samfundet og Menighed som Diakonisse, Dommer, Taler osv, er der Hjemmel i Skriften, men ikke for hendes Gerning som Præst; og jeg synes, at det, Gud har givet os i vor Egenskab som Kvinder, er saa højt at vi ikke skal bortbytte de mod noget, vi ikke er bestemt til. Vi vil derved let miste eller gøre de Forrettigheder værdiløse, som Gud har betroet os netop som Kvinder.
Ingrid Ulbricht.
(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 27. januar 1919)
Protest.
VI undertegnede Kvinder, der med Sorg og Harme har set den Ansvarsløshed, hvormed flere af vore store, ansete Firmaer ordner deres Udstilling af Kvindedragter, henvender os herved til disse med den alvorligste Protest derimod og undlader ikke at udtale, at dette sker paa mange Tusinde Kvinders Vegne, der har følt det som en Skam og Nedværdigelse af hele vort Køn.
Vi kan ikke finde os i, at saadanne Skøgedragter bliver indført i vort Folk, og saaledes bidrager til at nedbryde Anstændighedsfølelsen baade hos Mænd og Kvinder i alle samfundklasser.
- - -
(Nationaltidende 27. november 1919. Uddrag).
Protesten var underskrevet af 28 kvinder, heriblandt Ingrid Ulbricht. Ekstrabladets redaktør Freilif Olsen var også imod dragterne, han mente at de var så uanstændige at der ingen forskel var på damer og "halvdamer", samt "Naar Damerne selv klæder sig som SKøger, har de ingen Ret til at fordre strenge Straffe indført for de Mænd, hvis Drifter de selv ophidser til Forgribelse. Ej heller har de Ret til at tale med om Sasmfundets Brøst, thi fra Silkechemisen og Silkestrømperne til til overdaadige "Robe" af kostbart "ingenting" er de selv Luksusvæsener, som bringer Landets Værdier ud over Landets Grænser, der hvor Silken og Gimmeret kan købes." (Citeret fra Middelfart Venstreblad. Vestfyns Avis 29. november 1919).
Folkets Avis - København imødegik protesten ved at afkræve underskriverne en forklaring på hvad det helt konkret var, de var imod. Bladet sammenlignede med forbud mod udenlandske film, udenlandske illustrerede blade og bøger, fotoer af nedringede damer, maleri- og skulptursamlinger. Ironisk opfordrede avisen til at de underskrevne "moralens præstinder" passende kunne lave en mannequinopvisning for at vise hvad det var de anså for anstændigt.
Klokken 5 (København) fandt det dobbeltmoralsk når man ikke protesterede mod "skøgedragterne" til store bryllupper i Frue Kirke og snob-bryllupperne.
Grosserer Fonnesbech udtalte til Politiken at han trøstede sig med at dragterne var endnu værre i London og Paris, og at publikum kunne lade være med at købe dem: "Er man "virkelig fin", er man nemlig ikke Slave af Moden, men klæ'r sig, som man finder det passende."
Kvinder som Præster.
Kvindelig Læseforenings Diskussionsklub havde samlet mange interesserede Tilhørere til Emnet "Kvinder som Præster".
Formanden for K. F. U. K., Professorinde Ulbricht, var Diskussionens første Indleder og søgte fra Bibelen at bevise, at Kvinder ikke bør blive Præster.
- Kvinden maa ikke modtage Ordination, sagde Fru Ulbricht, da hun kan blive Moder, efter at hun er ordineret. I Henhold til Det nye Testamente pegede Taleren paa, at Kristus aldrig har antydet Muligheden af, at kvindelige Præsier kunde tænkes, og aldrig har udvalgt sig saadanne blandt sine Apostle.
Formanden for den kristelige Kvinde valgretsforening, Fru Charlotte Hansen, kom derefter med et Indlæg for Kvinders Adgang til Præsteembedet, og i den paafølgende Diskussion deltog før hendes Standpunkt Fru Ranni Schlichter og Fru Høegh-Christensen.
For Professorinde Ulbrichts Standpunkt talte Forfatterinden, Frk. Ingeborg Marie Sick, der bl. a. anførte, til hvor stor Velsignelse Mathilde Wrede havde været uden nogen Præsteværdighed.
Kvindelig Læseforenings Diskussionsklub havde Grund til at være tilfreds med Aftenen.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. december 1919).
Få år efter opførte K. F. U. K. en stor bygning i Store Kannikestræde, indviet 1920, som Ingrid Ulbricht var en drivende kraft bag. I 1919 var hun en af initiativtagerne til oprettelsen af KFUK-spejderne, som hun også blev formand for. KFUK-spejderne var et kristeligt modstykke til Det Danske Pigespejderkorps, og formålet var at vinde indpas blandt navnlig de velstillede unge kvinder, som det traditionelle KFUK-arbejde ikke appellerede til.
Professorinde Ulbricht,
Leder af K. F. U. K., der igaar indviede sin nye Bygning i St. Kannikestræde.
Igaar naaede Kristelig Forening for unge Kvinder det store Maal, som den store og betydningsfulde Forening i mange Aar har sat sine bedste Kræfter ind paa og imødeset med længsel, nemlig Indvielsen af sin egen smukke og store Bygning.
Naar K F. U. K. ikke til daglig er saa kendt som de unge Mænds tilsvarende Forening, skyldes det den Omstændighed, at K F. U. K. ikke har kunnet centralisere sin vidtomfattende og højst betydningsfulde Virksomhed i den samme Grad som K. F. U M. som allerede i lang Tid har haft sit store og smukke Hjem i Gothersgade, fordi man savnede et tilstrækkeligt stort Samlingssted. Men med det smukke nye Hjem for unge Kvinder, som igaar blev indviet i St. Kannikestræde, staar den store Forening fuldt ud lige saa godt udrustet som K. F. U. M. til at kunne gennemføre den store Opgave at byde den opvoksende Ungdom et smukt tiltrækkende og betryggende Samlingssted.
I den stilfulde Bygning, der er opført under Ledelse af Axelborg dygtige Arkitekter, D hr. Wittmaack & Hvalsøe, findes der ikke blot smukke og store Forretningslokaler og Festsale, men tillige en Række hyggelige Opholds- og Pensionatsværelser, smagfuldt udstyrede under Ledelse af Arkitekt Persson. lederen for den store K. F. U. K Bevægelse her i Kjøbenhavn er den bekendte Professorinde Ulbricht, hvis utrættelige Interesse og store Dygtighed, Foreningen i høj Grad har at takke for det Maal, der nu er naaet.
(B. T. 6. december 1920).
50 Aar.
Professorinde Ulbricht.
Torsdag den 22de ds. fylder Professorinde Ulbricht, Formanden for K. F. U. K.s Hovedforening, 50 Aar. Professorinden er en af de mest kendte Kvinder indenfor det kristelig-sociale Arbejde her i Landet, og hun hører til dem, som aldrig gaar af Vejen for vanskelige Opgaver.
Naar K. F. U. K.s Hovedforening - midt under Dyrtiden - har kunnet magte at rejse en Millionbygning, skyldes dette ikke mindst hendes lyse Syn og utrættelige Energi.
Professorinden er en udmærket Foredragsholder, de, som har hørt hende, vil forstaa, at hun er blevet den skattede Ungdomstaler, som hun er, og de mange, som gennem Aarene er kommet i personlig Forbindelse med hende, vil kunne tale om den altid levende Interesse hvormed hun omfatter den enkelte.
Professorinde Ulbricht har for nylig oprettet et Hvilehjem i Bagsværd, hvor hun modtager baade mandlige og kvindelige Rekonvalescenter. Hvordan hun kan faa Tid og Kræfter til - foruden det store Arbejde i K. F. U. K. - at være en omsorgsfuld Vært inde for sine Gæster, hvad hendes Rekonvalescenter paastaar, hun er, er ikke let for Mennesker med almindelige Arbejdskræfter at begribe, og de der tillige fortælles, at hun faar Tid til at grave i sin egen Have og fodre Høns og Kaniner! saa forstaar men, at Hovedforeningen Formand ikke endnu, i hvert Fald for sit eget Vedkommende, har indført 8-Timers Arbejdsdagen !
Paa Torsdag vil sikkert mange Lykønskninger og kærlige Tanker finde Vej ud til Villa "Karis" i Bagsværd.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. april 1920, 2. udgave).
Ingrid Ulbricht og Laurine Lehmann boede i Villa Karis, deres rekonvalescenthjem i Bagsværd. Sidstnævnte var den mere anonyme "Kvinden i andet geled". Der var bl.a. koncerter.
Indvielsen af K. F. U. K.s nye Bygning.
Den foregik ved en smuk og storstilet Højtidelighed i Overværelse af ca. 1200 Deltagere.Dagen Indledes med en Festgudstjeneste i Frue Kirke.
Igaar stod K. F. U. K.-Lederne og al den Ungdom, der fylkes om dem, ved deres Maal - Foreningens store, smukke Hjem færdigt til at tages i Brug - og derfor Indledte de Dagen ovre i de nye Omgivelser - helt oppe paa Tagterrassen med Flaget vajende over sig.
Til Festgudstjenesten i Vor Frue Kirke var alle Pladser fuldt besatte, Alteret festligt smykket og grønne K. F. U. K.-Spejdere dannede Æresvagt i Koret og paa hver Side af Midtergangen. Under Intonation fra Orgelet førtes Foreningens nye Fane til Koret af fire hvidklædte, unge Piger og bagved dem fulgte de tre Spejderdivisioners Faner, der blev opstillede paa hver Side af Alteret.
Pastor Henriksen talte over Dagens Tekst, Luc. 21, 25- 36, om Tro og Haab, de Følelser, der havde født K. F. U. K.s Arbejde og baaret det oppe, og han bragte Foreningen den danske Menigheds Hilsen og Lykønskning til dens betydningsfulde Arbejde for at skabe Landet fromme, stærke Kvinder til Afløsning af den Kvindetype, som nu er den fremherskende.
Den festlige Indvielse af Huset.
Tilsyneladende helt færdig, nyskinnende, blomster- og flagsmykket modtog det det statelige, nye Hus et Par Timer senere sin store Flok af Indbudte. Paa Trapper og ad Gange dannede Pigespejderne Spalier, tog Tjeneste i Garderoberne og omdelte den store, smukt udstyrede Kantate. Vi anslaar Forsamlingens Mængde i den store Festsal i tredie Etage til ca. 1200 Mennesker, hvoraf en Del paa Galeriet og i Dørene til de tilstødende Rum.
Oppe paa Tribunen har Foreningens unge, hvidklædte Sangkor og Solisterne Plads, og heroppe dirigerer Rud. Langgaard selv sin pompøse Musik til Kantaten, der indledes med et Forspil, hvorefter
Foreningens Formand, Professorinde Ulbricht taler.
Hun indleder med en Takkebøn for det Maal, der idag er naaet, og opridser derefter Hovedpunkterne i K. F. U. K.s Historie fra dens beskedne Begyndelse til nu.
- Naar vi staar her idag i vort eget, skønne Hus, siger Formanden, vil vi aldrig glemme Danmarks Dronning, fordi hun gav Arbejdet sin Støtte og Forstaaelse. Vi savner Deres Majestæter, som begge havde lovet at være tilstede, og vore Tanker gaar til dem med Tak.
En Tak bragte Professorinde Ulbricht derefter alle "fra Hytte til Slot", som havde været med at smykke dette Hus, dets Arkitekter, Ingeniører og Haandværkere, med hvem Samarbejdet havde været en Glæde. En særlig Tak rettedes til Overretssagfører Bache, Grosserer Lønberg og Tandløge Winding.
I Ordene "Herren Zebaoth er med os, Isaks Gud er vor faste Borg" var det kristelige Ungdomsarbejde begyndt, og under de vilde det fortsætte.
Herefter fulgte Kantatens første Del, Recitation ved Fru Augusta Blad af Forfatteren Inge Hofman-Bangs Ord: Den store Skare af fjerne Tiders Kvinder, der drager forbi. "Østens tavse Skare med gyldne Lænker omkring Haand og Fod", og Fru Ellen Overgaard synger Soloen om det Budskab, der gennem en ydmyg Jomfru løftede Kvinden op fra Fornedrelsens Dale, den "underlige Mand", som Recitativet skildrer, "der taler om Strid, men lyser af Fred. Kantatens første Del slutter med et Hymnekor af de Unge: "Hil dig Krist", hvorefter
den højtidelige Indvielse ved Stiftsprovst Ussing finder Sted.
Stiftsprovsten lyser den kirkelige Velsignelse over Forsamlingen og lader sine Tanker gaa tilbage til Valdemar Sejrs Dage, da Biskop Peder Suneson indviede Vor Frue Kirke, og hvor der vel kun færdedes nogle faa Købmands- og Fiskerdøtre, der tyede til den hellige Jomfrus Beskyttelse i Datidens vilde og farefulde Liv. Hvem havde tænkt, at 700 Aar efter skulde Titusinder af unge Piger være stedt i Farer, der var værre og mere skæbnesvangre end de, der kendtes den Gang. Hvem skulde senere have troet, at vore Kirkehuse skulde blive de eneste faste Værn for Stadens unge Døtre. Vi har oplevet, at Kirken i vore Dage har rejst sig med en ny og levende Magt, og i Kraft af denne Magt er ogsaa denne stolte Borg bleven rejst for hele Landets unge Kvinder tæt inde under Vor Frues gyldne Kors.
I den hellige Jomfrus Tegn begynder ogsaa den skønne Frise, som pryder Bygningens Mure, og hvis bibelske Fremstillinger danner Grundlaget for Stiftsprovstens øvrige Tale, begyndende med Mariæ Bebudelse, den unge Kvinde, der bøjer sig i Bæven og ydmyg Tro: Se, jeg er Herrens Tjenerinde, mig ske efter dit Ord. Til
vor Tids Kvindebevægelse
tager de fleste af Stiftsprovstens Ord Sigte i en stærk Anerkendelse af den Kvindernes Ansvarsfølelse, som er begyndt at vaagne i alle Lande, hvor den ene Organisation efter den anden rejser sig.
- Og det er godt, at Kvinderne vaagner, bliver sig bevidste og gaar ud i Arbejdet, fortsæt dermed, for Kvinden ejer den Styrke og Kærlighed i sig, at hendes Hjerte kan aabne sig helt for det højeste og kan give sig hen for fuldtud at tjene det.
Men Nutidens dygtige Kvindebevægelse synes at have svært ved at nævne Jesu Navn. Fulde af Idealer gaar de frem i Haabet om at forbedre Verden, men den bevidst kristne Kvindeher er en Kamphær, som gaar ud for at møde Jesus og at gøre ham til Midtpunktet og Kraften i al deres Virke.
Gid dette Hus aldrig maa gaa paa Akkord for at følges med de mange Gid her maa fylkes en mægtig Hær under Kristkorsets Banner, at der kan komme en Besøgelsestid og en Folkebevægelse, saa Kvinderne i Danmark endnu en Gang kan skænke Landet en Frelser, der kan oprejse det.
- Saa indvier vi da nu i Vor Herres Kristi Navn dette Hus og beder ham vaage over det ved Nat og ved Dag, slutter Stiftsprovsten, hvorefter han aflægger Trosbekendelsen, beder Fadervor og lyser Velsignelsen.
Derefter følger Kantatens Vekselsang ved Fru Overgaard og en ung Amatør med en Indtagende klokkeklar Sopran - Søster, der spørger Søster, hvad hun søger i Kristendommen, med Slutningsverset:
Hvorfor? Fordi jeg er kaldet og draget
mod dem, der blev blodige baaret fra Slaget,
mod dem, der raver, forvildede, blinde.
Fordi fordi jeg er adlet til Kvinde.
Et Kor af de Unge slutter med en Bøn for Gerningen her skal øves, til Melodi af "Den signede Dag". Et Solovers synger Fru Overgaard og det sidste Vers hele Forsamlingen, der har rejst sig:
I Skare vi frem for Tronen gaa,
højt baaret paa Bønnens Bølge,
og bede, at Danmarks Ungdom maa
sig aldrig i Mørket dølge,
men vandre med dig, du Jesus Krist,
dit straalende, unge Følge.
Tilstede ved Indvielsen
var, foruden Drs. kgl. Højh. Prinsesse Thyra og Dagmar og tilrejsende nordiske Repræsentanter for K. F. U. K.. saa mange kendte Damer og Heryer, derimellem en Mængde Præster, alle i Ornat, at vi kun iflæng kan nævne de nærmestsiddende:
De to tidligere Forstanderinder for Diakonissestiftelsen, Søster Sophie Zahrtmann og Søster Victoria, samt den nuværende Formand, Søster Alvilda Ræder, Professor Ammundsen. Kontorchef Bangert, Højesteretssagførerne Møldrup og Trolle, begge med Fruer. Bispinde Nielsen, Lucasstiftelsens Forstanderinde, Frk. Brockenhuus-Løvenhielm, Fru Jutta Boisen-Møller, Baronesse Lerche, Rhoden, Overkammerherre Oxholm, Kontorchef N. P. Nielsen. Magistratens tredie Afdeling. Fru Bure, Klavs Berntsens Datter, der har lavet Dagligstuens Møbler, Bygningens Arkitekter, d'Hrr. Wittmaack & Hvalsøe og Arkitekt Windeleff, Frøknerne Hofman Bang, Arkitekt Persson, Ingeniør Zeuthen, Professorinde Fischer, Frk. Elly Grøn, Professorinde Bull, Komtesse K. Knuth, Stiftsprovst Hoffmeyer, Præsterne Anders Christensen, Müller, Seidelin, Koch, Steen og Storm, Provst Munch og Provst Winther, Dr. theol. Alfred Th. Jørgensen, Fru Stadsarkitekt Wright, Grev Joachim Moltke, Tandlæge Winding med Frue, f. Haslund, Boghandler C Rømer, Baronesse Schaffalitsky de Muckadell, Frk. Eva Ussing o. m. a.
I Ungdommens Tegn.
Efterat Højtideligheden var forbi, besaa alle Deltagerne det store Hus, der skinnede fra Kælder til Kvist, og Bestyrelsen modtog i Hallen og Dagligstuen de mange Lykønskende.
En egen Stemning af Ungdom og frejdig Livsglæde skabte Pigespejderne. De havde faaet Ordre til paany at flankere alle Trapper og Gange, men Tiden faldt dem lang, medens Folk gik rundt og rundt - eller maaske var det Stolthed og Glæde over Dagen, der gav sig Udslag, men pludselig hørte man deres glade unge Stemmer i vore bedste Fædrelandssange. Sang efter Sang, alle Versene.
Der var dem, som tog godt Varsel heraf, og som sætter deres Lid til, at en vaagen og varm Nationalfølelse indenfor K. F. U. K.s Mure maa gaa Haand i Haand med det kristelige Arbejde.
laftes gentoges Festen
for Foreningens egne Medlemmer i Overværelse af Bestyrelsen og en snevrere Kreds af Indbudte. Hele Kantaten blev atter opført, efter at baade Kor, Solister Dirigent og de to ved Flyglet akkompagnerende Damer, Fru Rud Langgaard og Pastorinde Frandsen, havde stillet sig rede.
Foreningens Førstesekretær, Frk, Ingebjørg Olafsson, holdt Indledningstalen til de Unge, hvorefter den tidligere Formand, nuværende Formand for Landsforeningen, Komtesse H. Knuth, holdt Hovedtalen. Efter et selskabeligt Samvær omkring de flagsmykkede Kaffe borde talte endvidere Professorinde Ulbricht og de tilrejsende nordiske Repræsentanter, hvorefter Pastor Steen afsluttede den betydningsfulde Dag i det kristelige Ungdomsarbejdes Historie.
Fru Ene.
K. F. U. K. modtog ved Pestligheden igaar en telegrafisk Hilsen fra Drs. Maj. Kongen og Dronningen. Ligeledes kom der Telegram fra kristelige Kvindeforeninger i London og Paris, paa Færøerne osv.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. december 1920)
Bygningen indeholdt bl.a. restaurant, bestyrelseslokaler, festsal, bibliotek og pensionat.
I 1929 modtog Ingrid Ulbricht Den Kgl. Belønningsmedaille i guld. I Ingrid Ulbrichts formandstid indtil hendes død i 1937 fastholdt hun foreningens traditionelle profil med vægt på forkyndelse. Hun ledede selv en stor bibelkreds og holdt regelmæssig taler ved møderne i foreningen. Selvom hun mente, at landets prædikestole burde være tilgængelige også for kvinder, så var hun modstander af kvindelige præster, “Fordi Kvinden i Moderkaldet har en Ret, der er ligesaa betydningsfuld, ja, jeg fristes til at sige, betydningsfuldere end Præstekaldet.” Hun havde ikke visioner om KFUK som en organisation med et mere aktivt socialt sigte.
De Unge før og nu.
Udtalelser af Overbestyrerinde Frk. Martha Steinthal, Professorinde Ingrid Ulbricht, Sognepræst Olfert Ricard og Forstander for Teknisk Skole i København, Kaptajn Paulli.
Fremtiden tilhører de Unge. Ogsaa Menighedens Fremtid. Derfor er det Spørgsmaal saa vigtigt: Hvorledes er Ungdommen? Er den bedre eller ringere end før? Hvordan staar det til med dens aandelige Sans og Etik, med dens Disciplin og Arbejdsvillie?
Den var meget bedre før den ulykkelige Verdenskrig, siger nogle af de ældre. Nej, siger andre; der var nogle Kritiske Aar, straks efter Krigen, men nu har vi en vaagen og praktisk interesseret Ungdom.
Hvem har Ret? Vi har bedt nogle Mænd og Kvinder, der staar i personlig Forbindelse med vor Tids Unge, om at sige deres Mening. Og her er den:
- - -
Professorinde Ingrid Ulbricht:
Som Helhed set, tror jeg, Ungdommen er bedre nu.
Dens aandelige Sans er mere vaagen; maaske er dette Grunden til en større Kritik overfor det aandelige Liv og Forkyndelsen, men tillige til et større Krav overfor sig selv om mere Helhed, mere Afgjorthed. Etisk set har den en dybere Forstaaelse af sit Ansvar her, og der vindes mangen Sejr paa dette Omraade. Hvad Selvdisciplinen angaar, er den maaske, bortset fra det ovenanførte, ikke bedre. Derimod er dens Arbejdsvillie stærkere og mere manibevidst.
Jeg tror, Fremgangen skyldes for en meget stor Del det Arbejde, som gøres af K. F. U. M. og K. F. U. K. At der til Trods for dette ogsaa Indenfor de kristelige Ungdomsforeninger er sørgelige Undtagelser, er en Kendsgerning; det kan vel heller ikke være andet, fordi de omfatter saa mange. Men Kernen er sund; derfor vil Frugten ogsaa efterhaanden blive større og bedre.
(Nationaltidende 6. december 1924. Uddrag).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar