28 august 2022

Pastor Moes Begravelsestale i Harboøre. (Efterskrift til Politivennen)

Den 21. november 1893 druknede 26 fiskere under en storm ved Harboøre. Hustruerne og 74 børn mistede deres forsørgere. 

En af begravelsestalerne blev holdt af Carl Moe (1848-1927). Han var 1872 kapellan i landsbyen Stenstrup på Sydfyn. 1877-1885 var han præst i Harboøre Sogn. Den første vinter mistede ægteparret et barn af sygdom, en anden blev skadet på helbredet for livet. Her holdt han 1881 hvad der senere blev kendt som ”brændevinsprædikenen”. Den anses for begyndelsen på Harboøre-vækkelsen: "Brændevinsdjævelen" førte menneskene til Helvede, sagde han. Menigheden blev skarpt opdelt i ”Guds børn” og ”Verdens børn”. ”De hellige” og ”de vantro”.

Moe blev 1885 præst i Skanderup nær Kolding, men han kom af og til i de følgende år. Og altså også ved begravelsen. I talen gjorde han det klart at ulykken ikke var naturens kræfter. Kun "dårerne" tænkte sådan. Drukningsulykken var Guds vink med en vognstang til omvendelse. Henvendt til de vakte, sagde han: ”Kunne I nu ogsaa tro, at alt det, der er sket i disse Dage, kommer fra Guds Kærlighed?”.

Der var journalister fra nær og fjern til stede, som talen faldt for brystet. Moes tilhængere så deres artikler som københavneropstandelse. Andre så det som eksempel på hvordan et lille samfund var blevet påvirket af en fundamentalistisk velorganiseret sekt, Indre Mission.

De følgende artikler stammer dels fra lokale aviser fx Holstebro Avis og Aalborg Amtstidende, dels fra det konservative Nationaltidende. Der blev startet forskellige indsamlinger til de efterladte som indbragte betydelige beløb, bl.a. af kongelige. Nationaltidende meddelte 15. december 1893 at der var indkommet knap 19.000 kr.

Begravelsesdagen paa Harboøre.

Lemvig, den 28. Novbr.

Som telegrafist meddelt i forrige Numer jordedes Mandag Eftermiddag 14 af de ved Harbøre forulykkede Fiskere.

De sidst ilanddrevne var Niels Falkesgaard, der kom ind for Husby, Jens Simonsen, der kom ind for Fjaltring, og Carl Joh. Johanson, der kom ind for Lilleøre.

Allerede fra Morgenstunden vajede Flagene paa halv Stang inde i Lemvig, og efter Haanden som vi nærmede os Harboøre, fyldtes alle Leje med kjørende og gaaende, som stævnede mod Harboøres lille Kirke, hvor den store Sørgehøjtidelighed skulde gaa for sig.

Det var, som om Naturen tog Del i Højtideligheden, om Natten var falden et Lag Sne, et Par Tommer tykt, og det var bleven Frostvejr, saa Jorden laa glimrende hvid overalt. Men ved Middagstid blev det Tøvejr og under Begravelsen stormede og regnede det.

Følget.

Henimod Kl. 1, til hvilken Tid Begravelsen var fastsat, begyndte Ligskarerne fra Hjemmene at bevæge sig mod Kirken. Redningsvæsenet fulgte med Splitflag, der var anbragte som Faner paa Baadshagerne, der benyttedes som Fanestænger. Endvidere var Vaabenbrødrene fra Lemvig mødt med deres Fane. I alt et Følge mellem 2 og 3,000 Mænd og Kvinder.

I Følget bemærkedes Amtmand Dreyer, der repræsenterede Kongen, Kaptajn Drechsel, der repræsenterede Indenrigsministeren, Borgmester Lund, Lemvig, Fisterikontrollør Block, Redningsvæsenets Chef Konsul Andersen, Lemvig, en Del af Omegnens Præster i Ornat, mange Borgere fra Lemvig By og en Del af Omegnens Landmænd.

Der var sendt en Mængde Kranse, hvoraf vi skal nævne nogle aldeles i Flæng. En meget stor Palmekrans fra Kvinder i Lemvig, en Krans med røde og hvide Baand til hver Kiste fra Prinsesse Marie og Prins Valdemar, en Palmedekoration med gule Roser fra Indenrigsministeren, en Palme krans fra Dansk Fiskehandlerforening, en Laurbærkrans fra Handelsforeningen i Lemvig, en Krans fra Fisteexportørerne i Struer, en Krans fra Industriforeningen i Lemvig o. m. fl.

Ved den nordre Side af Kirken var den store Fællesgrav gravet, der skulde modtage de 14 Lig. For Enden af Graven var rejst en Tribune, der var overdækket med et Sejl, og derfra blev Talerne holdt.

Talerne.

Ligene blev nedsænket saaledes, at 2 Kister kom til at staa ved Siden af hinanden. Da Kisterne var komne i Graven talte først Stedets Præst,

Pastor Madsen. Han valgte til Text Neh. Bogs 8. Kap. 9. B. og følgende: "Denne Dag er Herren Eders Gud hellig, derfor sørge ikke og græde ikke, thi alt Folket græd der de hørte Lovens Ord." Det var Esras og Nehemias' Ord til Folket, da det kom hjem fra Landflygtigheden. Der er meget her, der minder om disse Træk af Israels Historie. Vi staa her overfor Herrens uransagelige Domme, og kun for dem, som elske hans Ord, for dem er der Trøst at finde.

Den strænge Gud har rystet Træet for at opsamle Frugter. For de, som staa tilbage her, lyder Spørgsmaalet: Skal det nu blive til Frelse for Eder? Der fortælles, at der var et helt Baadlav, der i deres Nød raabte til Herren og lovede Omvendelse, og der er vistnok mange af de Enker, som staa tilbage her, der ogsaa har lovet Gud, at nu skal det være Alvor, til disse skal det siges: Du skal holde dit Løfte! En hellig Fisker anraabte Gud om hans Hustrus og Børns Omvendelse. da han var i Havsnød; han kunde gjøre det, fordi han vidste, at han selv var frelst.

Taleren sluttede med en Bøn om, at denne Dag maatte være hellig for Herren.

Pastor Moe, Skanderup, talte derefter. Han begyndte med Ordene til Marie: Mesteren er her og kalder ad dig. Mesteren er den Herre Jesus, som ogsaa har været her og kaldt. Syndens Sold er Døden, men Jesus er Satans Overmand, han alene kan frelse Menneskene fra Helvede, fra Satans Vold. Kaldet i Dag gjælder først de hellige, de, som Herren elsker. De som rører ved dem, rører ved hans Øjesten. Men af de hellige er der igjen nogle, som han fornemmelig ser paa i Dag, nemlig de hellige Enker, og han siger til dem: Nu skal eders Tro prøves, om den ogsaa kan bære noget, om den har Kraft, saa I kan bære det, I nu har fristet, give eder ganske hen og takke for det altsammen. Det er nemt at tro i de gode Dage. i al Fald at tale om sin Tro; men derfor kalder Mesteren nu og siger: Kan I nu tro, skal I se Guds Herlighed.

Dette er Herrens Tale til sine hellige, og en Trøst for hvert Guds Barn, som vil tage derimod; men Ordet: Mesteren er her, som kalder ad Dig! gjælder ogsaa de vantro. Der staar ogsaa efterladte ved denne Grav, som ikke har noget Liv i Jesus. Her staar I mange, der har staaet Evangeliet imod, fordi I ikke vil slippe eders Synder. Alle I vantro, som ikke kan se, at et vantro Menneske er som en Muldvarp, der flyer Lyset, han kjender ikke noget til Sandhed, han er en Træl af Hovmod, Forfængelighed, Gjerrighed og Kjødets Lyst, en fortabt Sjæl, - til eder har Herren brugt denne stærke Tale! Husk nu det Løfte, I gav om Omvendelse, da I raabte om Hjælp i Havsnøden. Nu afgjøres eders Sjæls Frelse, bryder I dette Løfte, kan I aldrig frelses, men er i Satans Vold, thi Gud lader sig ikke spotte. Hør dog denne Herrens stærke Kaldelse her, som en Prædiken til Omvendelse; Herren har gjort det saaledes for eder her oppe, fordi det var nødvendigt for eders Sjæls Frelse. Jeg roser ikke de døde for at trøste de efterladte, det nytter ikke; den, der ikke har sit Liv i Kristus, hans Sjæl tager Djævlen til Helvede. Og hvad nyttede det at nægte, at en Del af dem, der ligger her i disse Kister, ikke havde noget Liv i Jesus? Mange Gange har Herren kaldet, men I har staaet imod, I vilde ikke slippe eders Liv i Synd og Løgn. Nu har han brugt dette stærke Middel, om de efterladte dog kunde omvende sig, nu har han kaldt paa I vantro, og skal han nødes til at slaa endnu stærkere Slag for at faa eders haarde Hjærter knuste? Men det maa I vide, al enhver vantro, der dør, hans Sjæl er i evig Fordømmelse og hører Satan til.

Daarerne og Fritænkerne vil sige, at hvad der her er sket, det er en Skjæbne, det skyldes Naturkræfterne, men de hellige veed, at det er Jesus, der har kaldt, og lad ikke hans stærke Kaldelse have lydt forgjæves. Herre Jesus, giv de hellige af Enker din Trøst, og hjælp de andre til, at de lytte til Din Kaldelse og omvende sig.

Stedets Præst foretog derefter Jordpaakastelsen.

(Holstebro Dagblad 30. november 1893. Kolding Folkeblad 29. november 1893. Citeret i Nationaltidende 13. december 1893)

Dette referat af den mundtlige tale forsøgte pastor Moe senere at korrigere ved at indsende hvad han påstod var hans skriftlige tale. Den var væsentlig mere afdæmpet ift. referatet fra Holstebro Dagblad. Senere sagde han at var hans eget referat af talen, efter hukommelsen:

Pastor Moe og Harboørefiskerne.

Fra Hr. Pastor Moe i Skanderup have vi i Anledning af vor Harboørekorrespondents Omtale af hans Optræden ved de forulykkede Fiskeres Begravelse og øvrige Virksomhed der i Sognet modtaget, dels en Gjengivelse af hans Tale ved Graven, dels Bemærkninger til vor Korrespondent, Hr. G. H. Uagtet disse sidste baade holdte i en noget skarp Form, og tillige optage en større Plads i Bladet, end vi under andre Forhold vilde kunne indrømme et saaledes Gjensvar, ville vi dog i Betragtning af den Opsigt, Sagen har vakt og i Følge den gamle Regel: audiatur et altera pars, optage disse, idet vi selvfølgelig samtidig give Hr. G. H. Leilighed til en kort Replik:

Tale ved de forulykkede fiskeres begravelse Paa Harboøre Kirkegaard den 27. November.

Af C. Moe.

"Mesteren er her og kalder ad Dig!" saaledes lød Marthas Ord til Søsteren Marie sad hjemme og græd over Tabet af sin Broder Lazarus. Mesteren, hvorom der tales er Jesus, Guds hellige Søn, som kom til verden for at gjøre Syndere salige Denne store Mester over Synden, for hvilken han gjorde Forsoning med sit Blod paa Korset, denne store Mester over Døden, hvis Vælde han tilintetgjorde ved sin Opstandelse fra de Døde, og over Dommen og Djævlen og Helvede, hvorfra han alene er mægtig at fri os faldne Mennesker - denne Mester over alle vore Fjender, Jesus, er nu ogsaa her og holder ad alle Eder, som her ere forsamlede. Allerfø rst kalder han paa Eder, I hans HelIige, som tro paa ham; thi Jesus elsker fremfor Alt sine Troende, om hvem der staaer skrevet, at "den, som rører ved Eder, rører ved hans Øiesten" (Zach 2,12), og blandt Eder igjen er det da særligt de hellige Enker og Slægtninge, som her staa, for hvem han har Omsorg. Han kalder paa Eder for at sige Noget til Eder, for at gjøre Eder dette Spørgsmaal: Kunne I nu ogsaa tro, at alt det, som er skeet i disse Dage, kommer Guds Kjærlighed? I have jo selv saa tidt talet med hinanden og vidnet for Andre om, hvor skjønt det er at være et Guds Barn, hvordan det alene er i Troen paa Jesus, at der er Fred i Striden, Frimodighed i Trængsel, Trøst i alle Sorger, men hvad nu? kan det nu slaa til for Eder selv, hvad I have talet om til Andre? I gode og lykkelige Dage er det jo ikke saa svært at tro Guds Godhed; men paa Nødens Dag, naar det seer saa mørkt ud rundt omkring, da er det, det skal vise sig, om Troen har Bærekraft. Har Eders Tro nu det, saa at I kunne sige uden Knur og Bitterhed: Ogsaa dette er fra Herren! Saa har Herren noget Mere at sige til Eder, det Samme som han sagde til hende da hun stod grædende ved sin Broders Grav: Dersom Du kan tro, saa skal du se Guds Herlighed. Det er Forjættelsen Herren knytter til den ydmyge, enfoldige: at "se Guds Herlighed," - det vil sige erfare Guds Kjærligheds Omsorg for Dig i alle Ting, erfare Hans Naades Magt til at frelse Dig og trøste Dig og netop gjennem disse Prøvelsens Tider bringe Dig en stor Velsignelse. Der er jo visse Frugter, som Herren saa gjerne vil se i sine Helliges Liv. Det er først ydmyghed, som mere end alt Andet smykker et Menneske i Guds Øine, dernæst Taalmodighed, der uden at knurre mod Herrens Tilstillelser, det hellige rene Sind, der vender sig i Afsky fra alt Ondt, lydighed til at bøie sig helt ind under Guds Villie og lade ham raade, Kjærlighed og Sandhed og mange flere. Alt dette viIde Herren gjerne have bedre og bedre frem i sit Folk, og dersom I kunne tro, at det er med det for Øie og alene af den Grund han har sendt denne Sorg, saa skulle i hans Herlighed aabenbare sig deri, at det ikke skal blive til Ulykke for Eder, men til Velsignelse, til et dyrebart og inderligt Liv i Herren med al den Fred og Lykke og Salighed, som dermed følger, saa I kunne takke ham af Hjertet netop for det, som nu gjør saa ondt. Og saa skulle I se hans Herlighed en Gang hisset, naar han opvækker de Døde og giver alle dem, som døde i Troen, et nyt forklaret Legeme, og de, som elskede den Herre Jesus, skulle finde hinanden der, hvor Døden ikke er mere. Og, Venner, dette er Trøsten, den store Trøst, som Guds Evangelium rækker os, og som Jesus saa gjerne ogsaa vil række Eder idag. Thi er der Nogen, der kan føle med et Menneske og tage Del i hans Sorg, da er det virkelig Jesus. Det er ikke vanskeligt for os Andre, om vi have lidt Hjerte i Livet, at forstaa, hvor svært det maa være paa en saa brat Maade at miste det, man elsker høiest paa Jorden, idet Mindste fyldte det mig, da jeg hørte derom, og i Aanden kunde se nogle af disse kjendte Skikkelser synke i Havet, med inderligt Vemod, der gjorde mit Øie vaadt; men hvor langt smerteligere for Eder. der staa tilbage som Enker, Forældre og Søskende, hver det vil gjøre ondt at mindes den tunge Nat og se den tomme Plads i Hjemmet, hvor der vil storme mange Tanker ind: Havde jeg dog blot faaet sagt rigtigt Farvel, da han gik - havde jeg dog bare faaet det Ønske opfyldt, det var det sidste, han bad mig om - ak, havde jeg dog ikke gjort ham imod den Gang - og sværest af Alt maaske, naar den lille Søn eller Datter seer op med sine barnlige Øine og spørger: Moder, kommer Fader ikke snart hjem? Men i Alt dette har den Herre Jesus Trøst. Ja, der tales ofte ved Gravene om de Dødes gode Gjerninger og Egenskaber, og man roser dem til Trøst for de Efterladte, men hvad Nytte er det til? De Døde kunne jo ikke høre det, det er som vilde man gjøre Nar ad dem, de Levende have ingen Trøst af det, det er som en Spand koldt Vand over dem. Nei men i dette: De, som dø i Troen skulle hvile fra deres Møie, de ere gaaede ind til Gud, ind til Jesus, hvor de skue hans Herlighed, og der skulle de Tilbageblevne, Enker, Børn og Slægtninge, som leve og dø i den samme Tro, se dem igjen, deri er der Trøst.

"Mesteren er her og kalder ad Dig" - det gjælder ikke alene de Hellige men ogsaa de Vantro, ogsaa dem blandt Eder, Enker og Slægtninge, og blandt alle Eder her forsamlede, som endnu ikke have givet Gud Eders Hjerter i Troen. Ogsaa Eder elsker Jesus, og han vilde saa inderlig gjerne at det, som er skeet i disse Tage, skulde blive til Velsignelse for Eder; derfor kalder han ad Jer, om han nu maatte faae Lov til at vække Jer op fra den aandelige Død til et evigt Liv i Gud. Et vantro Menneske er nemlig levende død. Saa længe Du lever i Synden, uden Gud, er Du blind som Muldvarpen for Sandheden og for Alt, hvad der angaaer Guds Rige. Saalænge Du er vantro, er Du kold overfor det Vigtigste af Alt, optagen kun af denne Verdens Ting, men uden Sands for det ene Fornødne, et Stykke Kjød uden Aand. Saalænge Du er vantro, er Du en Fange, en Syndens Træl uden virkelig Frihed, bundet i Hovmod, Gierrighed og Kiødets Lyst - og det Liv, der fortsættes og sluttes paa den Maade, kan aldrig ende med Andet end evig Fortabelse. Men Herren vil ikke nogen Synders Død, han er kommen for at frelse Menneskene og kalder nu paa Eder i denne Tid med sin stærke, alvorsfulde Røst, om han maatte faae Lov til at føre Eder fra Mørket ind i Lyset, fra Synden ind under Naaden, fra Fortabelsens Tilstand til et evigt Liv. Og der er ikke givet Frelse i noget andet Navn end hans. Kun den, der har Jesus i Troen, har Sandheden, som han selv har sagt "Den, som søger mig, skal ikke vandre i Mørket, men have Livets Lys". Kun den, der har Jesus, har Syndernes Forladelse med Fred og Glæde for sin Sjæl. Kun den, der har Jesus, har Trøst i Livets Sorg og Strid, og kun den, der troer paa ham, har den sande Frihed paa Jorden og en Gang den evige Salighed i Himlen. Ja, sandelig, om I vilde tro det, skulde ogsaa I se Guds Herlighed og komme til at erfare, hvordan netop det hellige Liv ham, som Verden spotter, og som I hidtil har været saa bange for, er det eneste, der er værd at leve. Saa lad dog ikke Herren kalde forgjæves paa Eder - og særligt henvender jeg mine Ord til Eder, som, da I vare Havsnød, gjorde Herren det Løfte, at I vilde omvende Eder dersom han førte Eder i Land. Hvordan kunde I komme i Tanker om at gjøre det, uden fordi I længe have vidst og den Gang følte, at uden Omvendelse og Tro paa Jesus kan intet Menneske dø i Fred? Men husk nu paa, hvad Guds Ord siger: "Naar Du lover Gud et Løfte, saa tøv ikke med at betale det; thi han har ikke Velbehag til Taarer." En Grubearbeider i England foer en Gang vild i Minegangene: med den visse Død for Øie raabte han til Gud om Frelse og lovede, at han vilde give ham sit Hjerte, hvis han vilde fri ham af hans Nød; Gud friede ham; men Arbeideren betalte ikke, hvad han havde lovet. En Tid derefter laa han paa sit Dødsleje, en Præst kom til ham og vilde trøste ham med Guds Ord; men til Alt, hvad Præsten sagde, fik han kun det Svar: "Jeg er fortabt, jeg skal i Helvede; thi jeg har lovet Gud et Løfte, men ikke betalt det!" Saaledes vil det gaa ogsaa Eder, dersom I blive i den gamle Vantro og Synd, efterat Gud nu har friet Jer af Dødsfaren, da I bad ham; thi Gud taaler vel meget af Menneskene, men han lader sig ikke spotte. Gjør derfor Alvor af det, og giv ham Eders Hjerter - Mesteren er her og kalder ad Eder! Hvor vilde jeg ønske, at Kaldet ikke maatte lyde forgjæves i del Mindste for dem, som bo paa Harboøre. Her er so ogsaa kommet Folk sammen idag andre Steder fra, mange maaske blot af Nysgjerrighed og uden Alvor. Igaar reiste jeg i Kupe sammen med nogle unge, flotte Friskfyre, der grinede og fjasede og bad Fanden tage sig paa, at det vilde blive en storartet Historie idag paa Harboøre. Saadanne Folk er her altsaa; de betragte det Hele som et Skuespil paa Verdens sædvanlige Vis og gjøre Løier endogsaa med Døden. Lad dem nu det, om de ville; men lad os Andre betragte bel, som det, det er, en Kaldelse fra Herren, hvis Hensigt det er ogsaa derigjennem at opsøge og frelse det Fortabte. For snart 9 Aar siden, kort førend jeg som Præst forlod dette Sted, skete en lignende Begivenhed, kun i mindre Stil; da var det, som der gik et Pust fra Herrens Aand hen over Sognet og mangen Sjæl søgte og fandt sin Frelser. Nu har Herren talet igjen paa samme Maade, kun endnu stærkere. Gud give, I maatte kunne høre det som hans Røst, ikke som en Skæbne eller som et Spil af Naturens Kræfter, saaledes som Daarerne mene, naar de i deres Hjerter sige: Der er ingen Gud: men som Herrens Røst, Jesu Røst, der kalder ad Jer for at aabenbare sin Frelser-Herlighed paa Alle dem, som ville tro! Amen ! 

-----

Der er Forskjel paa de i Fordringer, Menneskene stille til en Ligtale. Nogle forlange, at den skal være absolut kemisk ren for al positiv Kristendom. Andre, at den skal være fuld af Gud-Fader-Trøst, Lovprisninger af de Døde og Forsikring om Alles Salighed, og atter Andre, at den skal indeholde Sandheden saaledes som Guds Søn. Jesus Christus, har vidnet den, naar han siger: "Jeg er Veien og Sandheden og Livet, der kommer Ingen til Faderen uden ved mig". Dette Blads specielle Korrespondent fra Harboøre hører aabenbart til dem, der vil have en af de 2 første Slags, og da han nu ved Fiskernes Begravelse fik den 3. Slags, er han bleven ganske fortumlet og fortørnet over, at en Præst har turdet vove at sige noget, der ikke fandt Naade for hans Øine. Havde Talen været kemisk ren for al positiv Christendom, havde den sikkert faaet Prædikatet "gribende". Jeg lægger den nu herved frem for Offenligheden, saa kan Enhver dømme selv og behøver ialfald ikke at have sine Forestillinger om, hvad der blev sagt, fra en forarget Korrespondents farvede og mangelfulde Meddelelser ved Begravelsen foregik alt med al Høitidelighed og Sømmelighed; Referentens Tale om "Graad og Angstskælven" er Usandhed; Veiret var efter Aarstiden fortræffeligt, kun et Par smaa Haglbyger, der varede 1 Minut eller 2, og over Forsamlingen hvilede der en stille Høitidelighed og Frimodighed, der ytrede sig i Afsyngelsen af flere Psalmer. Der er ikke foregaaet det, der ligner Skandale undtagen den, som nogle af Referenterne have gjort bagefter - men den er rigtignok ogsaa temmelig grov. Var det blot mig, der var bleven angreben for min Tales Skyld, skulde jeg nu have lagt Pennen fra mig, men der er af Korrespondenten, der underskriver sig G. H., i dette Blad for 1. Dec. givet en saa skammelig Fremstilling af Menigheden paa Harboøre, at jeg maa bede Redaktionen om Plads for endnu nogle Bemærkninger. Hr G. H. skildrer Menigheden paa Harboøre som Mennesker, der "staa paa Grænsen af Vanvid" og "give sig Præsten i Vold med Hud og Haar", fordi "de tør ikke andel" ; Præsten har "skræmt al jordisk Liv af dem" og "drevet dem til Skinhellighed og Hykleri. Han kalder dem "aandelige Flagellanter", for hvem "Hjertets Rædsel er en Vellyst", og taler om "Befolkningens Intolerance og Brutalitet paa det religiøse Omraade", deres "aandelige Slaphed og Sløvhed". Alle disse Udgydelser illustreres saa med forskjellige Historier, som han har snappet op og fremstillet med en Veltalenhed, som vilde gjøre et Sladderselskab af Kaffesøstre al Ære. Den hæsligste af dem er den om de unge Fiskere, der skulle have bedt en Læge om, "at foretage en unaturlig og meget farlig Operation paa ham". Jeg har kjendt Harboørerne og havt meget Samkvem med dem i over 16 Aar, men har aldrig hørt det mindste om sligt. Saalænge derfor Hr. G. H. ikke beviser sine Ords Sandhed med en Attest fra vedkommende Læge, skal Historien stemples som en modbydelig Løgn. Og selv om det kunde bevises, at noget saadant virkelig var skeet, er Maaden, hvorpaa det berettes, lige afskyelig, fordi del ved Ordene "Hvor bogstaveligt disse Mennesker c: de Hellige, forstaa Skriften" osv insinueres, at det er noget, som er almindeligt og som godkjendes af Menigheden. Noget nær ligesaa hæslig er den næste Historie om de hvide Stykker Papir, der var klæbet paa Laaget af nogle af Kisterne. Hr. G. H. indrømmer selv, at han ikke saa, hvad der var skrevet paa Papiret, og at Ingen af dem, han forhørte sig hos, vidste Bested derom. Ikke destomindre giver han med stor Fripostighed den Forklaring, at "be skulde betegne, hvem af de Afdøde, der vare hellige, og hvem der var vantro", og skammer sig ikke ved at bibringe Læseren den Tanke, at det var Præsten, der stod bagved denne "haarreisende Raahed". Sandheden er naturligvis den at det har været de Afdødes Navne, Fødselsaar o. d. l og maaske et af de der paa Egnen brugelige Ligvers, som har været skrevet paa Papiret, En anden Gang skal Hr. G. H. ikke være saa raptunget med Ordet Raahed. - Ligefrem Usandhed er Historien om, at Fiskerne "sporenstregs forlade Fiskepladserne", saasnart "det rygtes, at Pastor Moe kommer paa et af sine hyppige Besøg paa Harboøre". Pastor Moe kommer 1 a 2 Gange om Aaret dertil; den ene Gang om Sommeren, og da ere Fiskerne aldrig hjemme, undtagen naar det er ganske tilfældigt; den anden Gang er ved et regelmæssigt i November Maaned tilbagevendende Missionsmøde, og Tiden for dette er netop sat til den ublide Aarstid, fordi Kutterfiskerne først da komme hjem for at begynde Havfiskeriet. - Af mindre Betydning er det, der fortælles om en Brudgom, der "ikke vilde modtage Lykønskning af en vantro Mand"; man maa kun spørge med Forundring, hvorfor Hr. G H. i dette Tilfælde betragter Ordet "vantro" som et Skjældsord, medens han ellers synes at mene, at det er meget hæderligere og elskværdigere og aandeligere at være en vantro end at være troende. Det faaer Imidlertid være nok hermed; det Fremdragne vil være tilstrækkeligt Vidnesbyrd om, hvilken Umage Hr. G. H. gjør sig for paa enhver Maade at skamskiænde disse Folk i hele Landets Øine, Han har ikke et Ord om, at det er disse samme Hellige, der aarligt ofre betydelige Summer for alt, hvad der kan fremme Guds Rige baade herhjemme og blandt Hedningerne - ikke et Ord om, at det er dem, der med stor bekostning i mange Aar have underholdt en Sygepleierske, som staaer til Tjeneste for hele Sognets Befolkning uden Betaling - ikke et Ord om, at det er de Helliges Kvinder, der hver Uge om Vinteren samles for al sy Klæder til de mange fattige Børn - ikke et Ord om deres Ædruelighed og Kyskhed - ikke et Ord om, at de dygtigste, modigste og mest energiske af Fiskerne findes blandt de Hellige - kun idel Spot og Haan, som kun er beregnet paa at stille dem i Gabestokken og ophidse Landets Befolkning imod dem Jeg undres over, at man bitroer en saadan Mand den Opgave at kritisere og bedømme en aandelig Bevægelse, af hvilken han ikke har mindste Forstaaelse. Man kunde ligesaa godt sende en af Harboøres Fiskere ind til Kjøbenhavn for at bedømme en Maleriudstilling. - Men hvad skal man saa sige, naar man seer, at det er den samme Mand, der 3 Dage iforveien i dette Blad for 29. Novbr. skriver om de samme Mennesker, at de er "feige" som deres Hytter mod Stormens Angreb, "Mænd," der tale om Dagens Begivenheder med stærke Røster og djærve Ord", at "sindigt og betænksomt komme Ordene fra dem, og de danne en høist behagelig Kontrast til de belevne Kjøbenhavnere, der tale meget, men sige lidt", "Deres Ærlighed og Tilforladelighed ytre sig hvert Øieblik": "de sige ikke mere, end de kunne staa ved"  "denne grundærlige, rettænkende, alvorlige Befolkning, der ikke vaaser men handler", som "jeg har faaet kjær (sic!) i de faa Dage, jeg har levet sammen med dem", denne ufordærvede Oprindelighed, den urokkelige Alvor, hvormed de tage alt, selv de mindste Bagateller", "den simple bramfri Naturlighed hvormed de berette om store Ting", "Folk, der passe deres Dont, altid rede til at trodse Faren, naar det gjælder". Læseren mærke sig vil, at det er de samme Folk, G. H. taler om baade den 29. Novbr. og den 1. Dec, han siger det selv; thi ovenstaaende smigrende Skildring slutter med de Ord: "de stole blindt paa det guddommelige Forsyn og Præstens Ord - dog om denne deres Hellighed skal jeg senere tale mere", og saa kommer alle Smædeordene om dem i næste Artikel. Det seer ud, som om Hr. G H. ved at overvære de Forulykkedes Begravelse er gaaet ganske fra Sans og Samling, saa han slet ikke selv mærker den Selvmodsigelse, hvori han gjør sig skyldig, heller ikke den Plet, han sætter paa sine Hjemmelsmænd ved at offenliggjøre, hvorledes disse for en dem ganske ubekendt Fremmed har bagvasket deres Byesbørn. Hr. G. H. er fyldt af hellig Fortørnelse over den haarde Behandling, som Præsterne skulle have givet Harboøre Befolkning og paa samme Tid ganske blind for den hjerteløse Fordømmelsesdom, som han i lynende og flammende Ord selv slynger ud mod den samme Befolkning. Man kunde fristes til at spørge: Hvor gammel mon Hr. G. H. er? Sluttelig skal jeg kun udtale min Forbavselse over den ugenerte Dristighed, hvormed Hr. G H i Artiklen af 2 Novbr. begynder med at anbefale Pastor Madsen og mig at hykle. Han finder det "klogt", om vi ved denne Lejlighed havde talet anderledes, end vi pleie og "lade Folk rundt om i Landet blive i den Mening, at de hellige Præster i alt Væsenligt prædikede det samme Evangelium som deres ikke hellige Embedsbrødre". Den Slags Klogskab benytter han sig maaske selv af, og det seer nok ud, som om han selv praktiserede den, da han skrev sin smigrende Artikel af 25. Novbr., medens han endnu opholdt sig paa Harboøre, medens han lastede Hammen, da han havde forladt Harboøre den 28. Novbr. Men deri skal han have Ret, at den Slags Klogskab kalde vi Præster "Satans Værk" og skulle meget frabede os Anvisninger i den Retning. Hvad han end har skrevet for at blamere os i "hundrede Tusinde af Hjem" skal han dag lade os beholde den Ros, at vi hyklede ikke, fordi der stod nogen fine Folk og nogle kjøbenhavnske Referenter ved Siden af os paa Tribunen.

Skandrup Præstegaard, den 2 Dcbr 1893.

C. Moe.

---

Pastor Moes ovenfor gjengivne Ligtale er ikke den, han holdt ved Graven. Exempelvis staaer det mig ganske klart, at Ordene Helvede, Djævelen og Satan forekom langt hyppigere end i det her gjengivne Manuskript. Der foreligger ikke nogen stenograferet Gjengivelse af den, men jeg - og andre med mig - er ganske overbevist om, at enten har Hans Velærværdighed, saafremt Ovenstaaende virkelig er i den i Forveien skrevne Tale, i Øieblikkets Hede ved Begravelsen brugt stærkere og mere saarende Ord og Vendinger, end han fra først af havde paatænkt; eller ogsaa har han nu i Offenliggjørelsen Stund revideret sit Manuskript og modificeret det, saa at Brodden er gaaet af det.

At Hr. Pastoren imod alle de Angreb paa ham, der ere fremkomne fra snart sagt enhver Side, har anset det for rettest at tage til Gjenmæle i et saadant Djævlens Værk som et kjøbenhavnsk Dagblad, tyder paa, at han har følt sig haardt ramt og i Grunden er meget ilde ved den hele Affære. Rimeligvis er det ogsaa Følelsen af denne sin egen Stillings Uholdbarhed, at han lader sin yngre Meningsfælle, den nu aabenbart noget benauede Pastor Madsen, selv klare for sig som han kan, og indskrænker sig til at feie for sin egen Dør, værne om sin egen Helligdom. Dette kan ogsaa give et Menneske nok at bestille

Med en kritisk Gjennemgang af Hr. Pastorens mange Behageligheder overfor mig skal jeg ikke trætte mine tænksomme Læsere. At han ikke er bleven glad ved, hvad jeg skrev, kan jeg saa godt forstaa. Men Meningen med det var jo heller ikke at glæde Hr. Pastoren i Særdeleshed og de krasse Indremissionsmænd i Almindelighed. I hvor høi Grad det vandt Gjenklang, hvor det skulde, har jeg baade offentlig og privat faaet mange Beviser paa. 

Idet jeg takker Hr. Pastoren, fordi han paa ny har optrykt alle Hovedpunkterne i "min skammelige Fremstilling". - det opnaar man da af og til i en lille Polemik, at Sandhederne blive sagt to Gange i Stedet for en Gang, - skal jeg i Anledning af Historien om Operationen bemærke, at, da jeg ikke ved, hvem den paagjældende Læge var kun jeg heller ikke anmode ham om en Attest. Og for Resten - til hvad Nytte en saadan Attest? Historien, som Hr. Pastoren, fordi han aldrig har hørt om den, paa Forhaand stempler som modbydelig Løgn, viIde han - lidt umotiveret - finde lige afskyelig berettet, om den end var nok saa meget bevist.

Mine Hjemmelsmænd til denne og de øvrige Historier ere saa paalidelige Mænd at jeg aldeles ingen Grund har til at tvivle paa deres Sandhed, og de kjende Harboøre mindst lige saa godt som Pastoren Men dem skal jeg vel vogte mig for at navngive, da det jo vilde være det Samme som at sætte hele det "hellige" Tordenapparat i Bevægelse specielt over deres syndige Hoveder. Naturligvis kan, efter Hr. Pastorens Opfattelse, intet sandt Ord udgaa af en "Vantro"s Mund.

Det med de mange Penge, Harboøre-Folkene give Indre-Mission, skulde Hr. Pastoren hellere have ladet uomtalt i dette Øieblik. Interessen for de utallige Indsamlinger kunde ellers kølnes lidt ude i Publikum.

Den Selvmodsigelse, jeg skulde have gjort mig skyldig i ved i mine første Harboøre-Breve at tale sympathetisk om Fiskerbefolkningen og i det sidste "stille den i Gabestokken" osv., er opfunden af Hans Velærværdighed selv. Enhver, der kan læse, vil have forstaaet, at jeg i mit sidste Brev, langt fra at udtrykke Foragt for, tværtimod udtrykte dyb Medlidenhed med Harboøre-Folkene og desuden en ganske naturlig Harme imod de Præster, der havde gjort alle disse "Hellige" saa forskruede og forkuede, som de faktisk ere paa det religiøse Omraade.

det Hele er jeg glad over, at jeg uventet har faaet en saa udmærket Leilighed til at tage Bladet fra Munden og blotte Overgrebene af en Retning i Kirken, som foruden flere Lyssider har saa store Skyggesider, at disse kunne lægge - og in casu virkelig lægge - hele Landsdele i dybt aandeligt Mørke.

Lad disse forblindede Ultra-Hellige saa meget, de ville, paastaa, at Dommen tilkommer dem, at de selv ere de eneste, der kunne se og forstaa. Vi Andre hævde, at vi dog ogsaa have Øine at se med, Forstand at tænke med og Følelse at tro med. Og - hvad der i Denne Sammenhæng er af større Betydning - vi kunne ialfald fuldt vel se og forstaa, hvad Høst der tør ventes af Pastor Moes & Konsorters Udsæd.

G. H. 

(Nationaltidende 7. december 1893).


Begravelsen paa Harboøre. I den rejste Diskussion om Præstetalerne og den bagved liggende Religionsforkyndelses-Maade bør vi ikke være ensidige. Vi bør ikke uden videre overføre vore Forhold til Jyllands Vestlyst og lige overfor Fiskerbefolkningen anlægge det samme Syn som overfor Befolkningen i Kjøbenhavn eller paa Sjælland. Hvad enten man taler om Religion eller hvilket som helst Andet, maa Taleren rette sig efter Tid, Sted og Tilhørere - og det er sikkert, ai Befolkningen mellem Klitterne behøve Forkyndelsen paa en anden Maade end Sjællænderne. I de dybest inde alvorlige Sind, fostret af Opdragelse, Omgivelser og Levnelsløb, vil den alvorlige Tale bedst fænge. Det er således givet, at en Præst absolut mellem Klitterne maa tale paa en Maade. som frastøder os - derfor kan man ikke sige, at han i og for sig handler galt.

Det gaaer hermed som saa ofte, at man forvexler Ydre og virkelighed: man maa kunne stille sig paa samme Standpunkt som dem, man vil bedømme.

Men naar vi altsaa indrømme, at Præstens Tale maaske er netop, som Befolkningen behøver den, og som den ønsker den, saa have vi Ret til dybt at beklage, at det er saaledes. Vi have Ret til at beklage, at Oplysningen tilsyneladende lader saa meget tilbage at ønske.

Der siges i den harboørske Menigheds-Erklæring - og jeg har hørt det sige af alvorlige Mennesker ogsaa Her - at de Folk, der late Præsten Tale, det er Ikke-Kristne, der ikke tage Kristendommen som den skal tages, i dens Konsekventser. Thi her maa skelnes skarpt mellem Hellige og Vantro. Og Menigheden siger: at det verdslige Sind forargedes, undrer os ikke.

Her staa vi ved det Punkt, der er saa mange "Helliges" Svaghed - de kunne ikke taale Kritik Thi saa Liden er deres Kristendom, saa stor deres Egenkjærlighed, at de benævne en Misbilligelse af deres Være-Maade som "Spot" og "Haan". Men de selv - stod ikke Præsten ved den store Fællesgrav og drog et skarpt Skjæl - formasteligt, fordi Ingen evner at dømme her, stod han ikke og talte om de "Vantro" med virkelig Afsky og langt, langt mere af "Spot og Haan" end den der er viist ham og hans Hellige.

Hvorledes kan dog Nogen trække denne bestemte Grænse mellem "Hellige" og "Vantro" ? At gjøre dette forekommer mig at være Vantro.

Kan være, der er mange daarlige Personer mellem Fiskerne som mellem os Andre. Vi herovre synes ikke om, at Præsten i Ligtalen benytter Ligene til at slaa de Efterlevende med Alvorsord, formanende Ord - de høre hjemme her - men at give bestemte Personer offenligt til Pris ikke blot for Menigheden, men for Tusinder af Fremmede, det kan aldrig forsvares for Gud.

Man taler ikke til en frelst Baadebesætning paa den Maade ved en Ligfærd - husk ved en Ligfærd! Det kan dog ikke være at fremme Guds Rige, hensynsløst at træde Kjærligheden under Fødder for at tale Kjærlighedens Sag ? 

Vi herovre ønske Eder alle mellem Klitterne bebre timelige Kaar - maaske saa ogsaa I vilde faae i Eders Hjerter Sol og LYS og Varme til at dyrke Eders Gud i Freidighed og i Kjærlighed. Prøv nu først at dømme de hundrede Tusinde Vantro der tænkte saa kjærligt paa Eder i Nøden!

Hans Christian.

(Nationaltidende 13. december 1893. 2. udgave).


Lauritz Oscar Wils (1852-1899): Carl Julius Moe (1848-1927). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Indre Missions tilhængere gik til modangreb: Pastor Moe i Skjern (bror til præsten i Skandrup) tordnede ifølge Ringkøbing Amts Dagblad mod bladenes udtalelser om hans bror. I Nationaltidende 13. december 1893, 2. udgave skrev E. With fra Løsning præstegård at Nationaltidendes referat af Moes tale nok skyldes en københavnsk journalist som ikke forstod sig på ægte troende mennesker.

Pastor Moes Harboøretale

Fra Pastor Moe  i Skanderup har vi modtaget en Skrivelse, som vi paa Grund af Pladsmangel lkke see os i Stand til at aftrykke in extenso. Vi naa nøjes med at meddele Brevets første Side, hvori Pastoren gjør den meget væsenlige Indrømmelse virkelig at have brugt de Sætninger, som ere fremhævede i "Holstebro Dagblad"s Referat, men enten helt udeladte eller afdæmpede i hans egen Gjengivelse af Talen, der, som det nu fremgaar af Pastor Moes Skrivelse ikke var udarbeidet forinden BegraveIsen men nedskreven senere efter Hukommelsen. Pastor Moe skriver:

I Deres Blad for 13. Decbr findes optaget et Referat af min Tale paa Harboøre efter "Holstebro Dagblad", ifølge hvilket Referat jeg har ladet falde 2 Ytringer, som ikke findes i min egen Gjengivelse i Bladet af 8. Decbr. Den ene af disse Udtalelser lyder saaledes: "Hvad nytter det at nægte, at en Del af dem der ligger her i disse Kister, ikke havde noget Liv i Jesus-'" - og den anden (til Baadlavet, som gjorde Løftet) : "Nu afgjøres Eders Sjæles Frelse, bryder I dette Løfte, kan I aldrig frelses." Efter at have sat mig i Forbindeise med nogle af mine hellige Venner paa Harboøreegnen har jeg modtaget disses Bekræftelse paa, at jeg, om ikke helt efter Ordlyden, da væsenligt har udtrykt mig som angivet i "Holstebro Dagblad".

Hertil maa jeg nu bemærke, at jeg har gjengivet min Tale efter Hukommelsen, da jeg intet forud udarbeidet Manuskript havde, og jeg beklager meget, at min Hukommelse har slaaet mig feil med Hensyn til den første Udtalelse noget jeg kan kan forklare deraf, at min hele Tanke og Tale slet ikke var rettet paa at anvise de Døde deres Plads, men ene og alene paa - med de Manges pludseligt Død som Baggrund - at rette en stærk Paamindelse til de Levende om ikke at forsømme Guds Naades Tid. Havde min Hukommelse staaet mig bi, var der jo aldeles ingen Grund for mig til at udelade ovennævnte Sætning; det var en Sandhed. jeg udtalte, grundet paa Herrens Ord. at "Træet kjendes paa dets Frugter", og at "Munden taler af Hjertets Overflødighed". Der siges saa mange Løgne i smigrende Ligtaler, saa maa det vel ogsaa for en Gangs Skyld kunne gaa at sige Sandheden.

I Resten af Skrivelsen gjør Pastor Moe gjældende, at den første Sætning "Holstebro Dagblad"s Referat gjør et Noget stærkere Indtryk, fordi den er bleven sat umiddelbart efter Udtalelsen om, at de der ikke havde deres Liv i Jesus, strax kom i Helvede. Da Referatet udtrykkelig var kaldt "sammentrængt", kan Pastor Moe jo have Ret i, at der her kan være faldet et formildende Mellemled ud. Hvad den anden Sætning angaaer, erkjender Pastor Moe, at det ikke her er Hukommelsen, der har svigtet ham, men at han fandt det ufornødent at gaae for meget ind paa Enkelthederne og derfor kun gjengav Formaningen til det Baadelav, der havde lovet Omvendelse med de Ord, der indeholdt en Henvisning til Fortællingen om Bjærgmanden, "Saaledes vil det ogsaa gaa Eder." Det er unægtelig en eiendommelig Maade at referere paa, som Pastoren her har brugt. Han sender os et Referat, med Angivelse af, at det er hans Tale, og saa undlader han i Referatet at gaa ind paa de Enkeltheder, som tilsammen give Talen dens Farve og Karakter. Gud ved, hvad Pastor Moe vilde have dømt om den "vantro" Reporter, der havde handlet paa lignende Maade. Naar Pastoren i den øvrige Del af Brevet paany fastholder, at hvad han har sagt, er i Overensstemmelse med hans egen Overbevisning og Opfattelse af Kristendommen, kan det ikke falde os ind at reise nogen Tvivl herom. Hvad det har været os magtpaaliggende at faae slaaet fast, er Erkjendelsen af, at de Referater, paa hvilke vi byggede vor Opfattelse af Pastor Moes Ligtale, vare korrekte. Dette har Pastoren nu selv indrømmet med en Oprigtighed, som vi paaskjønne, og hermed maa Sagen mellem ham og os være afsluttet.

Den Opsigt, denne Ligtale har vakt over hele Landet, har imidlertid antaget Dimensioner, som Ingen paa Forhaand kunde ane. Dette fremgaaer bl. A. deraf, at Redaktionen i Anledning af den fra Folk i meget forstjellige Livsstillinger og fra alle Kanter Landet har modtaget - foruden de allerede offentliggjorte Indsender-Artikler - ikke mindre end henimod 50 Skrivelser.

Enkelte af disse forsvare Pastorerne Moe og Madsen samt deres Menighedsgjerning i stærke Udtryk. De Fleste misbillige - ligesom vor specielle Harboøre Korrespondent altsaa ogsaa vi - de nævnte Præsters Optræden og se i den et Overgreb og et Udslag af Fanatisme og Dømmesyge, hvorfor hele Indre Missions Retning dog ikke bør gjøres absolut ansvarlig. Nogle drage endelig til Felt mod Indre Mission som Helhed og spare ikke paa Krudtet.

At offentliggjøre alle de indsendte Artikler, af hvilke flere have et betydeligt Omfang, vilde selvfølgelig være os umuligt. Selv et Udvalg af de til Optagelse skikkede vilde kræve større Plads, end vi for Tiden kunne raade over. Men vi tage der heller næppe feil, naar vi tro, at vore Læsere nu, da Julen - den barnlige, kjærlige Hjertets Fest, - staaer for Døren, gjerne vende deres Tanker fra Pennefeide og Strid om to Præsters beklagelige Fanatisme til Høitidens Forberedelse.

(Nationaltidende 19. december 1893).

Harboøre-Prædikenen

Forleden sendte Pastor Moe "Nationaltidende" en "Gengivelse" af sin Harboøre Tale. I den Gengivelse var Djævlene totalt forsvundne; der var højst en enkelt uskyldig Satan tilbage af den hele Hob.

"Nationaltidende" indhentede strax Erklæring fra sin Korrespondent, der protesterede mod Referatets Korrekthed.

Heri har han nu fundet bestemt Medhold fra en tilstedeværende ved Ligfærden, der har sendt "Nationaltidende" et Numer af "Holstebro Dagblad", hvori Hr. Moe refereres "sammentrængt, men korrekt".

Vi plukker ud:

"Syndens Sold er Døden, men Jesus er Satans Overmand, han alene kan frelse Menneskene fra Helvede, fra Satans Vold."

"Der staar ogsaa efterladte ved denne Grav, som ikke har noget Liv i Jesus. Her staar I mange, der har staaet Evangeliet imod, fordi I ikke vil slippe Eders Synder. Alle I vantro, som ikke kan se, at et vantro Menneske er som en Muldvarp, der skyr Lyset, han kender ikke noget til Sandhed, han er en Træl af Hovmod, Forfængelighed, Gærrighed og Kødets Lyst, en fortabt Sjæl! Husk nu det Løfte, gav om Omvendelse, da I raabte om Hjælp i Havsnøden. Nu afgøres Eders Sjæls Frelse, bryder I dette Løfte, kan I aldrig frelses, men er i Satans Vold, thi Gud lader sig ikke spotte - den, der ikke har sit Liv i Kristus, hans Sjæl tager Djævelen til Helvede. Og hvad nyttede det at nægte, at en Del af dem, der ligger her i disse Kister, ikke havde noget Liv i Jesus - I vilde ikke slippe Eders Liv i Synd og Løgn. Nu har han brugt dette stærke Middel, om de efterladte dog kunde omvende sig; nu har han kaldt paa Eder, I vantro, og skal han nødes til at slaa endnu stærkere Slag for at faa Eders haarde Hjærter knuste? Men det maa I vide, at enhver vantro, der dør, hans Sjæl er i evig Fordømmelse og hører Satan til."

Se, det er en anden Tale, end de milde, trøsterige Ord, som Pastor Moe syntes, han havde sagt i Harboøre. "Nationaltidende" tilføjer oven i Købet:

At Pastoren udtrykkelig udtalte, at de Fiskere, der under Havsnøden lovede Gud Omvendelse, og som ikke holdt deres Løfter nu, ikke senere kunde frelses, derpaa har et Par af de ved Graven tilstedeværende tilbudt os om fornødent at aflægge edeligt Vidnesbyrd.

Pastor Vilhelm Beck holdt forrige Onsdag Missionsmøde i Ring Kirke ved Bræstrup i Jylland. Hr. Beck kom under sin Prædiken ind paa en Omtale af Begravelsen paa Harboøre, og han tog naturligvis sine Aandsfrænder, d'Hrr. Madsen og Moe varmt i Forsvar. Han udtalte bl. a.: "Det er bedrøveligt at tænke paa, hvilken Ondskab der regerer i alle Landets Aviser, siden de allesammen er bleven enige om at rakke ned paa de "to ærlige, troende Præster", der hin Dag paa Harboøre "arbejdede for Guds Riges Udbredelse blandt Fiskerbefolkningen".

Senere hen i sin Prædiken præsenterede Hr. Beck sig som den personficerede Renhed. Hans Ord derom fortjener at kendes. De lød som følger :

"Der er mange, der tror, at naar et Menneske først er bleven troende, saa er han nødt til at være et Hængehoved, en Tudepotte, en Grædesvamp, men det er forkert: Se en Gang paa mig gamle Fyr, tror I ikke, at jeg kan være glad? Jo, jeg har netop Grund til at glæde mig, tor jeg har ingen Synd, aldeles ikke, thi den har iesus taget paa sig. Jeg kan ikke synde, thi jeg har omvendt mig, jeg kommer ikke i Helvede, thi jeg er hellig, nej, jeg skal op i Himlen, der er min Plads" osv.

Dernæst fortalte Hr. Beck, at han havde en Søn, som ikke havde nogen Grund til at omvende sig, desformedelst han havde aldrig begaaet nogen Synd!

Det kunde være interessant at vide, hvorledes Vilh. Beck, der jo dog siger, at han tror paa hvert Ord, der staar i Bibelen, vil faa sine foranførte Udtalelser til at rime med Skriftsteder som disse:

"Dersom vi siger, at vi ikke har Synd, da bedrager vi os selv, og Sandheden er ikke i os."

"Hvo sig selv ophøjer, skal fornedres"

Alle har syndet, og dem fattes Ære for Gud" osv. osv.

(Aalborg Amtstidende 15. december 1893)


Fra Harboøre fulgte så to forskellige reaktioner på hvad der var skrevet i pressen om Moe. Først 


Fra Harboøre.

Saaledes som Spørgsmaalet om de saakaldte "Helliges" Forhold overfor andre Kristne er kommet til at ligge for, har det Betydning at faa et paalideligt Grundlag for den Kritik af Indre Mission, som de uheldige Udslag af dens iøvrigt anerkendelsesværdige Virksomhed fremkalder og giver Berettigelse. Som ret gode Bidrag til et saadant Grundlag aftrykke vi følgende Protest, som nogle af "de Hellige" paa Harboøre have indrykket i "Berl. Tid." for den 9. ds., samt en Erklæring fra Harboøre Sogneraad, som er indrykket i samme Blad for den 16. ds.

En Protest.

Vi have i denne Tid i Aviserne set mange Beretninger om Ulykken og Forholdene her paa Harboøre.

Nogle af dem have vi glædet os over, og navnlig har det glædet os i høj Grad at erfare den almindelige Medfølelse, som ogsaa har fundet Udtryk forskjellige Artikler. Men der er andre Beretninger, som vi desværre kun kunne være bedrøvede over, idet de give en højst ensidig og skæv Fremstilling af de virkelige Forhold.

Vi kjende næsten ikke os selv igjen i disse Portræter, ja knapt vort Land og vore Boliger kunne vi gjenkjende.

Men hvad der mest har bedrøvet os, ere de stærke, onde Angreb paa vor Kristendom. Vi ere fremstillede dels som Fanatikere, dels som umyndige Stakler, der pinte og plagede at fanatiske Præster føre den jammerligste Tilværelse, uden Fred, uden Glæde og Frimodighed. Mod en saadan Fremstilling maa vi nedlægge en bestemt Protest. Vi ere et lykkeligt Folk trods Slid og Slæb, trods Fattigdom og haard Kamp mod Elementerne, og vor Lykke ligger i vor Tro, som ikke er - saaledes som den er skildret af Bladene - en blind Tro paa Forsynet og Præsten, det vilde jo være en Tyrketro, men en fast Overbevisning og Tillid til den levende Gud aabenbaret i Kristus Jesus.

Der var en Tid, da Harboøre laa hen i aandeligt Mørke; Synder og Laster gik i Svang efter en stor maalestok, Strandtyveri var meget almindeligt og blev ikke anset som nogen Synd, vi drak og sloges som de værste Hedninger og vare ilde berygtede for vor Raahed. I den Tilstand traf Pastor Moe os, da han omtrent for 16 Aar siden blev vor Præst. Han blev os en stor Velsignelse fra Gud. Med Kraft og Varme forkyndte han os Evangeliet, Mange til Forargelse. Men Sandheden i hans Forkyndelse og den Trofasthed og Kjærlighed, hvormed trods Had og Fjendskab anholdt om vore Sjæle, bad for os og med os, besøgte de Syge og Sorgfulde, overvandt tilsidst Hadet hos de Retsindige og smeltede mange Hjærter, saa at denne Præst er os i uforglemmelig Erindring.

Vi elske ham indtil denne Dag, og vi glædede os over at se og høre ham ved Begravelsen. Med stor Sorg have vi seet Bladene angribe hans Person for den Prædiken, han holdt, en Prædiken fuld af Trøst for Alle iblandt os, som havde Brug for Trøsten fra Gud. At det verdslige Sind forargedes, undrer os ikke, det maatte og skulde være saa, thi om han havde tækkedes Mennesker, havde han ikke staaet som Christi Tjener, Gal. 1, 10 Men som en Christi Tjener stod han fen Dag, saaledes som han altid har staaet, saalænge vi have kjendt ham.

Der er fortalt mange Historier herfra, der skulle tjene til at belyse vor Kristendom og fremstille den som mørk Fanatisme. Men selv om disse Historier vare sande, saa bevise de dog intet om den religiøse Tilstand i Almindelighed; de bevise i det Højeste kun, at der ogsaa her som i de apostoliske Menigheder og overalt, hvor der findes et kraftigt, kristeligt Liv, er Skrøbeligheder til Stede. Forøvrigt trænge disse Historier til nærmere Bevis, f. Ex. Historien om de Ligkisterne paaklistrede Papirsedler.

Vor nuværende Præst er ogsaa fremstillet i et Lys, som har saaret os dybt. Vi ære og agte ham som en tro Herrens Tjener og vi kunne ikke Andet end fuldtud billige hans Forhold og Optræden saavel under som efter Ulykken; særlig har det glædet os at erfare, med hvilken Omhu og Kjærlighed han har taget sig af samtlige enker uden at gjøre Forskjel; hans Virksomhed som Sjælesørger har været og er i det Hele en saadan, at Alle, som ere af Sandhed, glæde sig derover.

Stor er Sorgen paa Harboøre over hjemsøgelsen, men den Sorg og Smette, som Avisernes bittre Angreb paa vor Kristendom og vore Præster lave tilføjet os, er ikke mindre. Vi føle os krænkede i vor Sjæls Inderste ved at se det Bedste, vi eje her, vor kristendom, den Magt, der styrket os vort Arbejde, der fylder os med Blod og Kraft til den daglige Kamp for Tilværelsen og har fyldt vore Hjem og Hjærter med Fred og Glæde, given til Pris for Afsky, Spot og Haan af Bladreferenter, der synes at mangle enhver Forudsætning for den rette Forstaaelse af Livets virkelige Alvor.

Harboøre, den 8. December.

Paa Menighedens Vegne:

Bertel Houe, 
Gaardejer

K. Lilleøre,
Gaardejer.

Peder Madsen,
Fisker.

Laust Federsen Flyvholm,
Fisker.

Anders Vrist,
Strandfoged.

Niels K. Kirk,
Snedker.

Ole Bro,
Fisker.

K. Kirk,
Kjøbmand.

*  * *

Erklæring fra Harboøre Sogneraad.

Ved at læse de forskjellige Artikler i Bladene, som i denne Tid ere komne frem om Harboøre og dets Befolkning, ligesom og ved at læse Artiklerne for og imod Præsterne Moe og Madsen og navnlig ved at læse en Artikel af Mænd her fra Sognet i "Berlingske Tidende" for Lørdag Atten den 9. ds. - hvori der udtales, at for ca. 16 Aar siden levede Harboøre Sogns Beboere i Synder og Laster, at Strandtyveri var almindelig, at vi drak og sloges som de værste Hedninger, og at vi vare berygtede for vor Raahed - finder Sogneraadet Anledning til at bede Dem, Hr. Redaktør, optage Følgende:

Vi ere ni Medlemmer i Sogneraadet, de fleste Mænd omkring Halvtredsendstyveaarsalderen, vi ere fødte her og have boet her hele vor Levetid, og vi have i den Tid ikke mærket til, at Harboøre Sogns Beboere have været saadanne ryggesløse Mennesker, som her er Tale om. Der er jo al Tid - den Gang som nu og nu som den Gang - Nogle, der ville stjæle ved Havet, Nogle, der ville drikke og slaaes, men at kaldes de værste Hedninger og berygtede for Raahed, det ville vi virkelig frabede os. Tillige maa vi tage bestemt Afstand fra og protestere imod, at Harboøre Sogns Beboere som Heelhed - fordi der kan være enkelte daarlige Personer - omtales paa den Maade enten for 16 Aar tilbage eller nu, da dette er fuldstændig Usandhed.

For 30 Aar siden, da vi vare unge Mennesker, levede Folk her paa Harboøre som i andre Sogne her omkring, de vare livlige og muntre. Ved Bryllupper, Barnedaab, Julegilder etc. fik de Unge sig en Dans efter en Musikant, der stadig gned væk paa sin Violin, de Gamle bænkedes om de lange Træborde, der vare almindelige her, og Mændene fik sig en dansk Snaps til deres Mad samt en Kaffepunch; ved saadanne Lejligheder var Præsten i Reglen til Stede, navnlig ved Brylluper og Barnedaab, og skete der Overdrivelser, naar han ikke var til Stede, talte han haardt formanende eller advarende derom; naar Præsten var blandt de Samlede, skete der aldrig Overdrivelser, thi for denne havde man den Gang en ærefuld Respekt, som om han var et højere Væsen iblandt os. Folk gik i Kirken, til Alters, læste deres Morgen- og Aftenbønner, vare i det Hele religiøst anlagte, førte et strængt, tarveligt og arbejdsomt Liv under meget smaa Forhold.

Disse Forhold vedbleve til omtrent for 16 Aar siden, da Pastor Moe kom her til Sognet som Indremissionspræst; han prædikede om Hellige og Vantroe, om, at ethvert Menneske skulde omvende sig og blive et helligt Menneske, at ethvert helligt Menneske skulde vidne for de Vantro, og gjorde de ikke dette, vare de og vantro, at Alle, der ikke omvendte sig og bleve hellige Mennesker, gik til Helvede etc. Da Pastor Moe var en dygtig Taler og en bestemt og myndig Mand, fik han snart en Del med sig, og de gik da omkring i Sognet for at omvende Folk til at blive hellige. Da disse Folk ikke altid valgte pæne Udtryk til dem, de besøgte, opstod der snart Rivninger, som foranledigede, at der opstod en Menighed, der kaldte sig de Hellige, som derefter sagde til Alle, der ikke bestemt kunde følge dem, at de vare vantro, og de bleve derefter betragtede som udenfor den kristne Menighed og udenfor det hellige Samfund; det skarpe Skjel, som Pastor Moe fordrede, foranledigede mange Steder, at Mand og Hustru, Forældre og Børn ikke kunde forstaa hinanden, og da dette stadigt af Pastor Moe blev gjentaget, at saaledes skulde det netop være, blev Følgen deraf, at nogle af den hellige Menighed bleve altfor overspændte; men vi tro, at den Fremgangsmaade, saadanne Mennesker bruge, er i Overensstemmelse med deres Overbevisning. Disse Forhold ere vedblevne, efter at Pastor Moe har forladt Harboøre og vedligeholdes ved, at han af og til rejser herop, hvilket ogsaa har bevirket, at vi i de ca. 9 Aar, siden Pastor Moe rejste fra Harboøre, have haft fire Præster, hvoraf de tre have søgt og faaet andre Embeder, hvor der vist næppe var bedre Indtægter end her.

Hvad de to Præster Moe og Madsens Taler ved de forulykkede Fiskeres Jordefærd angaar, da skulle vi blot bemærke, at vi, som ere vante til at høre Indremissionspræster, fandt dem milde.

Pastor Madsen er bleven stærkt forurettet i Bladene; han har været en stor Trøst for de Forulykkedes Efterladte, og det hvad enten de kaldtes "Hellige" eller "Vantro", det har derfor bedrøvet os meget at se, hvorledes Pastor Madsen er bleven fremstillet i Bladene ved denne Lejlighed.

Det maa betænkes, at Pastor Madsen ligesom de andre Præster, der have været her efter Pastor Moe, har en hellig Menighed paa Harboøre; hvorledes disse Præster ere stillede, ville de Fleste kunne danne sig en Mening om, naar vi fremdrage et Exempel, der passerede her paa Harboøre i Gaar den 12. December 1893.

Der var her til Sognet ankommen en Lægprædikam af grundtvigsk Retning ved Navn Søren Olsen fra Morsø, en meget sindig og virkelig ærlig, kristelig Mand paa ca. 50 Aar, han har rejst som Lægprædikant i mange Aar og talt i Missionshuse og Forsamlingshuse, og er en god Taler.

Han havde faaet Tilladelse af Pastor Madsen til at tale i Missionshuset, og Pastor Madsen havde bekjendtgjort Kirken fra Prædikestolen og i Missionshuset, at nævnte Søren Olsen talte i Missionshuset Tirsdag Aften Kl. 6.

Henved 500 Mennesker vare strømmede sammen fra Harboøre og Nabosognene for at høre ham, men ved Mødets Begyndelse havde "de Hellige" forbudt, at han maatte tale, hvorimod Pastor Madsen holdt en Tale over Texten: "En Blind kan ikke lede en Blind". Følgen var, at en stor Del af dem, der vare komne for at høre Søren Olsen, forlod Missionshuset med Harme i Sind. Saaledes arbejder Pastor Moes hellige Menighed i den danske Folkekirke.

Harboøre Sogneraad, den 13. December 1893.

G. Kirk.

O. Henrik Bruun. Peder Prilling.

Laust Nees. Niels Pedersen

Kristen Nees. Anders Wrist.

Eskild Lund. Jesper Ovesen.

(Jyllands Posten 19. december 1893. Nationaltidende 17. december 1893).



En hellig Mands Forklaring.

Efter en noget lang Betænkningstid er Pastor Moe omsider kommen til det Resultat, at han bør give et Svar paa den Næse, som Biskop Balslev sendte ham den 28. Jan. og Hr. Goos senere lod indrykke i Berlingske.

Hvad der nemlig har taget paa den hellige Mand er Biskoppens Dom om hans Referat af den Svovltale, han holdt i Harboøre. Den lød saaledes:

"De synes bevidst at have udeladt, hvad De havde set, at der mest havde voldt Anstød. Men dette er ikke sømmeligt for en alvorlig og sandhedskærlig Præst".

Nu vil Pastor Moe vel ikke heri have set en "ligefrem Beskyldning for bevidst Underfundighed", men kun en "Mistanke", og han har set saaledes paa Biskoppens Ord, fordi han kun opfattede dem som hans "private Mening"; efter at de er offentliggjorte, staar de derimod for ham som "en Sigtelse for bevidst Omgaaelse af Sandheden" og hertil kan Pastor Moe ikke forholde sig tavs.

Mærkeligt da, at han alligevel har kunnet tie i al den lange Tid, der er gaaet hen siden Offenliggøreisen. Og ikke mindre mærkeligt, at den samme Udtalelse, der fremtræder som en Beskyldning for vitterlig Omgaaelse af Sandheden, naar den staar med Sværte, kan blive til noget ganske andet, naar den staar med Blæk. For en Guds Mand er dette to forskellige Slags Bryg; for en jævn Lægmand smager det som eins Bier.

Om Udeladelsen af den Ytring, hvori Pastor Moe sendte de druknede Fiskere ind i Helvede, erklærer Pastoren, at den skyldtes en "slet og ret Forglemmelse"; han vidste nok, at han havde brugt disse Ord, han huskede dem kun ikke, den Gang han nedskrev sin Tale. Netop da det gjaldt om at huske sig om, var det, at Pastor Moe blev saa glemsom.

Den anden Ytring - den, at Baadlavet nu enten maatte gøre Alvor af sit Løfte eller give sig Satan i Vold - , havde Pastor Moe forsaavidt ikke glemt, som han jo nok huskede at have sagt noget mere, end han skrev; men da han ikke rigtig erindrede Ordene, lod han dem ligge. Det kom jo ikke "saa nøje an paa de enkelte Ord".

Saaledes lyder Pastor Moes Forklaring om den anden Ytring; han siger selv om den, at han ved, "Mange har ondt ved at tro mig paa dette Punkt". Vi tør maaske derfor rolig gaa ud fra, at det ikke er den Første den Bedste, der tager den for gode Varer.

Ogsaa en anden Ting erkender Pastor Moe; han indrømmer, at han ved Gengivelsen af sin Tale "ikke handlede med den tilbørlige Betænksomhed". Dette ser han "fuldkommen tydelig nu bagefter", da det er godt og vel en Postdag for sent.

Der er Nogle, der har ment, at Pastor Moe vilde finde det passende at tage sin Afsked ovenpaa den strænge biskoppelige og ministerielle Tilrettevisning; men herom forlyder der Intet i Pastorens Artikel. Der er følgelig ingen Grund til Frygt; Pastor Moe vil ogsaa i Fremtiden lade mangt et godt Ord falde om Helvedes Luer og den evige Pine.

Naturligvis kan En og Anden spørge, hvorledes en Præst, der af sine Overordnede er bleven sigtet - eller i alt Fald har følt sig sigtet for "bevidst Omgaaelse af Sandheden", kan finde sig egnet til vedblivende at forkynde Herrens Lære for den kristelige Menighed. Der er hertil kun at svare med det gamle, prøvede Ord, at en Daare kan spørge om mere, end ti Vise kan besvare.

(København 23.maj 1894).

Moes begravelsestale 1893 udløste en landsdækkende debat om Indre Mission. En udtalelse i Vamdrup Kirke 1894 medførte en retssag og en bøde ved Højesteret. Det indtil 1936 indremissionsk dominerede Kristeligt Dagblad blev grundlagt 1896 i forlængelse af debatten. Moe var formand for Indre Mission 1915-1927.

Senere mærkesager for Indre Mission var modstanden mod kvindelige præster (lov af 1947), genindførelse af dødsstraffen "Guds Lov" (1945) og fordømmelse af børn uden for ægteskab. 

Pastor Moe vedblev med lignende begravelsestaler. I juli 1922 holdt han en tale over en forulykket overportør Hansen. Heri udtalte Moe at det var et ulykkestilfælde som Gud lod ske for at få de mange jernbanefolk i tale, samt den forlulykkedes hustru. På denne blog vil du også kunne finde andre indremissionske præster som ved begravelser udtalte lignende, bl.a. pastor Ussing i Jesuskirken i Valby.

Af litteratur findes bl.a. Peter Cecilius avidsen (1866-1935): Harboøre. Fortiden. Pastor Moe. Stormnatten. Dommen. (1896). Han var født i Klinkby vest for Lemvig som søn af en smed. Han fik en læreruddannelse og blev i 1891 forstander for Haslev højskole, der var tilknyttet Indre Mission.

Den indledes med en beskrivelse af landskabet og Harboøres fortid. Forfatterens eget synspunkt ligger formentlig op af den "protest" som nogle fiskere skrev til Berlingske til støtte for pastor Moe (se ovenfor), altså om hvordan pastor Moe kom til et syndigt og kriminelt samfund og fik vendt dette til et bedre sted. Den indeholder imidlertid også dokumentation ikke blot i form af artikler fra aviser, men også breve til pastor Madsen og pastor Moe (både for og imod) som kan belyse de forskellige synspunkter.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar