Kvindesagen i Landstinget
Af: Johanne Meyer
Kvindevalgretsforeningen har Æren af, at Forslaget om kommunal Valgret for Kvinder blev indbragt i Folketinget i Aar, men den har ikke været heldigere end sine Forgængere. Netop med de samme Ord, hvormed Landstinget for 6 Aar siden satte Sagen ud af Verden, tog det ogsaa Livet af Forslaget denne Gang: "Da Landstinget fastholder den Formening, at det hverken er i Samfundets eller i Kvindernes Interesse, at der tildeles disse Valgret saa lidt som Valgbarhed, gaar Tinget over til det næste Spørgsmaal paa Dagsordenen”.
Det var Hr. P. G. C. Jensen, der havde paataget sig det fortjenstfulde Hverv at latterliggøre Landstinget; thi om end Kvinderne vilde have sat stor Pris paa dette lille Fremskridt i Mændenes Retfærdighedsfølelse, saa er det virkelig umuligt at lade være at briste i en hjertelig Latter over dHrr. Landstingsmænds barnagtige Angst for Kvindernes Indtrædelse som Medarbejdere i Kommunalraadet eller som stemmeberettigede Vælgere. Det forekommer os Kvinder, at Landstinget her bærer sig ad som Manden, der puttede sig ned under Bordet og sagde: "jeg skal nok vise, at jeg er Herre i mit Hus”. Det nytter ikke disse angstfulde Sjæle at kaste Opgaven fra sig. De naar kun at sætte sig selv udenfor Spillet. De burde hellere komme frem af deres Skjul, rulle Gardinerne op og kaste Blikket ud over Folkehavet, da vilde de se, at Isen er brudt, og de blaa Bølger vælder med Vaarens Kraft og driver de store Isstykker bort, medens Skumperlerne glimrer i Sollyset. Kvinderne er vaagne og vil paa Valgdagen lade de Landstingsmænd føle, at de nok selv véd, hvad der er i deres egen Interesse.
Det var dog ikke alle Landstingsmænd, der var enige med Hr. P. G. C. Jensen om at sætte Forslaget ud af Verden, thi der faldt mange gode og træffende Ord fra dHrr. Søren Jensens og Oktavius Hansens Side, og man havde en Følelse af, at de to Mænd dog kendte Kvindebevægelsen og ansaa Kvindens kommunale Valgret som en ganske selvfølgelig Ting. Derimod var Redaktør Jørgen Pedersen fra Odense, som dog stemte imod Jensens Forslag, ganske fremmed for, hvad der rører sig i Kvindernes Kredse, thi han betragtede Lovforslaget som et blot og bart Agitationsforslag, som det var uklogt at komme med. Hr. Jørgen Pedersen mente nok, at der kunde være nogle Smuler fra Mændenes rige Taffel i Kommunen, man burde kaste til Kvinderne, men at de vilde forlange Siddepladser i Kommunalraadet, dette kunde Hr. Jørgen Pedersen ikke i sine vildeste Drømme tro, at Forslagsstillerne virkelig havde ment.
Naturligvis greb Hr. P. G. C. Jensen med Begærlighed en saadan fed Bid og betonede stærkt, at disse gamle affældige Landstingsmænd dog heller ikke kunde anstrænge sig med at gøre Agitationsarbejde eller paatage sig at drøfte Lovforslaget for Folketinget, hvilket dette havde forsømt, idet Lovforslaget var gaaet lydløst gennem Folketinget.
Hr. Oktavius Hansen sagde et Par anerkendende Ord til Ministeren, der havde stillet sig velvilligt overfor Forslaget om Kvindernes kommunale Ret. Dette vilde dog Ministeren ikke have siddende paa sig, om det var, fordi det var Oppositionsmanden Højesteretssagfører O. Hansen der bragte ham disse anerkendende Ord, eller maaske fordi den højt ærede Minister følte, at hans Sympati i Virkeligheden var for svag til at modtage en saadan Ros, saa betakkede han sig i alt Fald for Æren.
Man enedes derfor alle tilsammen om at tage et beroligende Pulver i Lovforslagets Mangelfuldhed. Nemlig i dette - at tilsyneladende saa det ud som, at Lovforslaget omfattede den gifte Kvinde - men Gud være lovet! - selv om Ulykken skulde være sket, at der virkelig var blevet Flertal i Landstinget, som der var blevet det i Folketinget, saa havde dog alle Landstingsmændene deres Fruer i Behold, - thi den gifte Kvinde var og er heldigvis - umyndig.
Kvindevalgretsforeningen har nu gjort de samme Erfaringer som den liberale Vælgerforening, da den begyndte at arbejde: De kiggede efter Etatsraaderne og langede til de fine Navne i deres Næt; men da de skulde til at arbejde, slap alle de sine Fisk ud af Nættet, og de maatte til Arbejderne i Stedet.
Kvindevalgretsforeningen vilde i Sommer ikke følge med de kvindelige Arbejdere paa en Udflugt til Sverrig, fordi Højre maatte ikke se dem i de Rækker, hvor den røde Socialistfane vajede. Kvindevalgretsforeningens Hjerte var med de kvindelige Arbejdere, men de skulde paavirke Etatsraadinderne for den kommunale Valgret, og dens Bestyrelse har været i travl Bevægelse og privat talt baade med den ene og anden højere Frue. Men Resultatet? - Ikke Spor - ikke en eneste af Landstingets Højre lod til at være paavirket. Kvindevalgretsforeningen kunde saa roligt taget paa Udflugt sammen med de arbejdende Kvinder.
Thi kan man end sige, at Højre er baade blindt og døvt, saa har det dog en udmærket fin Følelse, naar det gælder sociale Fremskridt, saa selv om Valgretsforeningens Damer møder i deres stiveste Stads og taler sødt med Etatsraadinderne, saa véd disse dog godt, at de er Fremskridtskvinder, og at bag dem bryder den store Arbejderhær frem, som nu staar for Tur til at have et Ord med i Laget.
Det vil næppe skade os at hjælpe den Hær frem. Sejrer den, falder alle reaktionære Fordomme af sig selv.
(Hvad vi vil. 3. december 1893).
Dansk Kvindesamfunds formand Jutta Møller indbragte igen i 1895 forslaget om kvindens kommunale valgret til Rigsdagen. 10 højremænd havde lovet bistand, men igen standsede P. G. C. Jensen sagen med den begrundelse at forslaget hverken var i kvindens egen eller samfundets interesse. Forslaget blev - som også var drøftet i 1893 - ikke behandlet i Landstinget, og af de 10 højremænd var der kun 1 tilbage.
Rigsdagen
Landsthinget.
- - -
Kvindernes kommunale Valgret.
Højesteretssagfører P. G. C. Jensen anbefalede kort og godt at slaa Forslaget ihjæl ved følgende Dagsorden :
Idet Landsthinget fremdeles anser det for hverken at være i Samfundet- eller i Kvindernes Interesse, at Kvinderne faar Stemmeret, gaar det over til næste Sag paa Dagsordenen.
Der var ingen Grund til at give Kvinderne Valgret. Hvad skulde de med den?
S. Jensen fandt, at P. G. C. Jensens Afvisning var unødig brutal i Formen og lidt vel fraseagtig , Indhold. Der havde dog vist været Anledning til at tage den Sag til noget mere alvorlig Drøftelse. Det vilde blive til stort Gavn for vort offentlige Liv, om vi fik Kvinderne mere med. Vi fik næppe en forsvarlig Løsning paa det vanskelige og forargelige Prostitutionsspørgsmaal, for Kvinderne fik et Ord med at sige om den Sag. Vor Fattigpleje vilde vinde enormt ved, at Kvinderne kom med - ikke alene som valgberettigede, men ogsaa som valgbare.
Taleren vilde stærkt fraraade at behandle Kvinderne saa brutalt og lidet værdigt for Mændene.
P. Bojsen var forbavset over, at man siden Forliget kunde falde paa at behandle et Forslag saa haardt og afvisende. Var det Forhandlingspolitik? Det var jo den gamle Tone fra Provisorietiden.
Det var nemt for Mand at vedtage, at det ikke var i Kvindernes Interesse at faa Valgret. Men det betøb jo intet. Det var jo ingen Grund, men et rent og start Postulat. De Kvinder, som vilde faa Valgret, vilde baade i By og paa Land komme i de højestbeskattedes Lejr. Det vilde jo saaledes blive de konservative Interesser, som fremmedes.
Naar den Sag blev afvist, var det af Fordomme og Bornerthed. Om 100 Aar vilde man se med et Smil paa den Dumhed, som nu vilde holde Kvinderne ude.
Oct. Hansen fandt, at det var baade uforsvarligt og næsten komisk, hvis Landsthinget slet ikke vilde eller turde drøfte det.
P. G C. Jensen vilde spørge om, hvorfor Landsthinget skulde beskæftige sig med det, som først skulde realiseres om 100 Aar. Landsthinget afviste den Sag, fordi det ikke gav sig af med ørkesløse Forhandlinger.
Lærer S. Jensen vilde gjærne vide, hvad Højesteretssagføreren mente med ørkesIøse Forhandlinger? Det behøvede de jo ikke at blive.
P. G. C. Jensen værgede ikke S. Jensen et Svar. men lod Oct. Hansen vide, at mange af dem. som havde stemt for Forslaget i Folkethinget, kun havde gjort det for at blive fri for det og overgive Landsthinget det til Exekution.
Oct. Hansen: En saadan Insinuation turde jeg ikke udslynge mod Medlemmer af det andet Thing. (P. G. C. Jensen: Ha ha ha!).
Efter Forslag af Oppositionen foregaar Afstemningen ved Navneopraab. P. G. C. Jensens Dagsorden vedtoges med 31 St., imod stemte 19, 5 sagde: Stemmer ikke. Resten var fraværende.
(Bornholms Tidende 17. december 1895).
Kvindesagen paa Rigsdagen 1895-96
- - -
Kvindesagen har selvfølgelig delt Skæbne med saa mange andre gode Sager i den sidste Rigsdagssamling, den Samling, som ogsaa Kvinderne fra først af saa hen til i Haab om, at de lovede „Forhandlinger” skulde føre til eet eller andet Resultat. Af Sager, som havde speciel Interesse for Kvinderne, nævner vi først Lovforslaget om kommunal Valgret for Kvinder, indbragt den 26. Oktober 1895 af Harald Holm og Højmark. Lovforslaget, hvis Ordlyd er:
"Valgret til Rigets kommunale Repræsentationer tilkommer de Enker og andre ugifte Kvinder, som hidtil deres Køn alene har udelukket fra den omhandlede Rettighed, men som iøvrigt fyldestgøre alle lovbestemte Betingelser for Udøvelsen af samme,” behandledes i Folkethinget 25. November, 30. November og 4. December og vedtoges med en mindre Ændring med 56 Stemmer mod 2 (Scharling og Bramsen) *). Men ved sin Ankomst til Landsthinget blev det som bekendt øjeblikkelig - uden Forhandling - nedsablet af den drabelige Hr. P. G. C. Jensen, hvis motiverede Dagsorden, at det "hverken er i Samfundets eller Kvindernes Interesse” at faa denne Sag gennemført, vedtoges med 31 Stemmer mod 19. Mon Hr. P. G. C. Jensen virkelig aldrig har læst Historie? Har han aldrig læst om Kampen for Negerslaveriets Afskaffelse? Har han aldrig læst, at ganske de samme Udtryk den Gang benyttedes som Argument imod at frigive Negrene. Sydstaterne forsikrede - og gik i Kamp for - at det hverken var i Samfundets eller Negrenes Interesse at frigive dem. Sydstaterne tabte, Negrene frigaves, og det har vist sig, at dette netop var baade til Samfundets og Negrenes Gavn - rent bortset fra, at det var en Retfærdighedshandling, som ingen kunde benægte. Og her i Evropa, hvor blev her ikke i den første halve Del af Aarhundredet raabt paa, at det hverken vilde være i Samfundets eller Borgernes Interesse, at disse fik politisk Frihed. Saa kom Friheden - til Trods for Reaktionen - fordi Tiden var der, og nu eksisterer det Spørgsmaal slet ikke, hvor vidt det har haft Betydning for Samfundet og Borgerne, thi nu bestaar Samfundet af disse politisk fri Borgere, som selv har overtaget Ansvaret for, i hvilken Retning Samfundsudviklingen skal gaa. Nu i Slutningen af Aarhundredet kommer Kvinderne og gør opmærksomme paa, at de er Borgere, lige saa vel som Mændene, at de hører med til Samfundet, at Samfundet trænger til dem, trænger til det særlig kvindelige - om man vil: "det moderlige”, som hver Kvinde jo dog i Virkeligheden repræsenterer. Men Hr. P. G. C. Jensen forsikrer paa Samfundets Vegne, at dette befinder sig saare vel og trænger aldeles ikke til noget moderligt Tilsyn, det vilde slet ikke være i "Samfundets Interesse”, hverken i de fattiges, de syges, de forældreløses, eller Skolebørnenes Interesse, om den kvindelige Indflydelse kom til at gøre sig gældende. Det er et stort Ansvar, han herved paatager sig, tusinde Gange større, end om han blot berøvede et enkelt af de mange smaa Hjem dets Moder.
At han saa sikkert ogsaa ved, at det ikke vilde være i "Kvindernes Interesse”, er jo kun til at smile ad. Mon dog ikke Kvinderne bedst selv ved, hvilke Interesser, der er deres?
Men, som sagt, Kvinderne har læst Historie, og de har forstaaet at uddrage den Lov deraf, at alt, som i sig selv er retfærdigt og gavnligt, og som derfor er til Fremhjælp for Samfundet, det kommer, naar Tidens Fylde er der - til Trods for alle de P. G. C. Jensen'er, som alle Dage med Hænder og Fødder har værget sig imod alt nyt, i den Tro, at Verden vilde gaa ud af sine Fuger, hvis det ny fik Lov at komme.
Og hvad er der ved dette ny, som D'Hrr P. G. C. Jensen'er er saa bange for? Ja vi ved det nok. Det er Hjemmenes Opløsning, de som et Skræmmebillede holder op for de tvivlende Sjæle. Men hvor kan det være, at man aldrig tænker paa at raabe: Vagt i Gevær! overfor den "Hjemmets Opløsning”, som foraarsages af ørkesløs Tidsfordriv, pjankede Visiter og den tomme - tomme Selskabelighed. Mon virkelig den Husmoder, der lader Amme og Barnepige, Stuepige og Kokkepige om at bygge Hjemmets Dagligliv op og lede Børnenes første vanskelige Skridt, for selv at kunne hengive sig til sine Toiletter og sin Selskabelighed, mon hun er mere værd, end den Husmoder, hvis bedste Interesser samler sig om alt, hvad der hører Hjemmet til - og som derfor - og det er netop Sagen - som derfor ogsaa har Hjerte for og Forstaaelse af, hvad det større Samfund og alle dets Stedbørn trænger til. Det er ikke Pjankerne, der have Interesse af de fattige, de syge og Børnene, men det er de alvorlige Kvinder, det er dem, hvoraf der bliver de bedste Mødre. Saa naar Hr. P. G. C. Jensen taler om, hvad der er „i Samfundets og Kvindernes Interesse”, saa maa man tro, at han blandt Kvinderne kun kender Pjankerne - og ikke de alvorlige Kvinder.
- - -
(Kvinden og Samfundet nr. 5, 1896. Uddrag).
Se også særskilt afsnit med nekrologer over P. G. C. Jensen på denne blog
Ingen kommentarer:
Send en kommentar