Adolph Theodor Thomsen(-Oldenswort) (1814-1891) slesvigsk politiker. Tog navn i 1837 efter sin gård i Oldenswort. 1838 valgt til byforstander, 1841 til rådmand i Ejdersted og 1855 til lensmand. 1854 stændermedlem i Flensborg. 1856 valgt af Ejdersted til Rigsrådet. I 1859 foreslog præsidenten J.N. Madvig at han blev udelukket fra Rigsrådet. Sagen var til 1. behandling i Rigsrådet 16. november 1859. Hverken Thomsen eller Hansen mødte op efter 2. november 1859. Forslaget fik ikke tilstrækkeligt flertal i forsamlingen, men forhandlingerne afslørede et og andet om situationen. Thomsen ville formentlig blot være genvalgt i fald han var blevet ekskluderet. Nedenfor nogle tyske avisartikler om affæren:
Som bekendt er anmodningen om en rigsretssag fra parlamentsmedlem Thomsen von Oldensworth fra Rigsrådet som er forblevet ufærdig, stadig udbredt i den lokale presse. "Dagbladet" sagde i sin bitterhed over, at forslaget ikke gik igennem, bl.a. fremsat den påstand, at de medlemmer af rigsrådet der forhindrede accepten, gjorde sig skyldige i et "forræderi mod Danmarks ære og liv" (nemlig forbindelsen mellem riget og Slesvig); I "Flyveposten" er de berørte nu blevet opfordret til at søge domstolenes beskyttelse mod denne anklage, og det forlyder, at nogle agter at gøre det. Karakteren af diskussionen om dette forslag i selve rigsrådet kan fremgå af, at grosserer Broberg sammenlignede deputerede Thomsen og Hansen von Grumby med to tyve, hvoraf den ene lod sig tage på fersk gerning, mens den anden gik gennem større list vidste, hvordan man unddrager sig lovens våben. Det forhold, at sidstnævnte ikke kan håndteres, bør ikke være en grund til, at førstnævnte slipper for straf. Madvig, der som rigsformand forstod at sætte grænser for ytringsfriheden, især for oppositionsmedlemmerne, med en helt igennem uparlamentarisk stringens, så sig ikke nødsaget til at kommentere Brobergs ovennævnte undladelser; Kun "skomageren" J. A. Hansen benyttede lejligheden til at gøre opmærksom på det uhensigtsmæssige i en sådan sammenligning, som Broberg foretog med henvisning til Thomsen og Hansen von Grumby.
Der bekanntlich unerledigt gebliebene Antrag auf Aufstossund des Abgeordneten Thomsen von Oldensworth aus dem Reichsrathe wird von der hiesigen Presse noch immer vielfach ventilirt. "Dagbladet" hat in seiner Erbitterung darüber, dass der Antrag nicht durchgegagen ist, u. a. die Behauptung aufgestellt, dass diejenigen Mitglieder des Reichsraths, welche die Annahme verhindert haben, sich eines "Verraths an der Ehren- und Lebenssache Dänemakrs" (nämlich der Verbindung zwischen dem Königreiche und Schleswig) schuldig gemacht haben; in "Flyveposten" sind nun die Betreffendeen aufgefordert worden den Schutz der Gerichte gegen diese Anschuldigung in Anspruch zu nehmen, und wie verlautet, wird dies auch von einigen beabsichtigt. Welchen Charakter übrigens die Discussion über diesen Antrag im Reichsrathe selbst angenommen hatte, mag daraus erhellen, dass der Grossierer Broberg die Abgeordneten Thomsen und Hansen von Grumby mit zwei Dieben berglich, von denen der eine sich bei der That habe ergreifen lassen, während der andre durch grössere Schlauheit sich dem Arme des Gesetzes zu entziehen gewusst habe. Dass man dem letztern nicht beikommen könne, dürfe kein Grund sein den erstern auch der Strafe entgehen zu lassen. Madvig, der sonst als Präsident des Reichsraths mit einer durchaus unparlamentarischen Rigorosität der Redefreiheit namentlich der oppositionellen Mitglieder Schranken zu setzen wusste, fand sich bei Broberg's oben angeführten Auslassungen durchaus zu keiner Bemerkung veranlasst; nur der "Schuhmacher" J. A. Hansen nahm Veranlassung auf das Unpassende einer solchen Vergleichung, wie Broberg sie mit Bezug auf Thomsen und Hansen von Grumby angestellt, aufmerksam zu machen.
(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger. 11. december 1859)
Fra Holsten, 3. dec. Det har betydning for partiernes holdning og mål i Danmark med hensyn til Holsten og Slesvig, hvordan dansk presse kritiserer det nu lukkede Rigsrådets debatter og beslutninger. "Dagbladet" kalder det et forræderi mod Danmarks livs- og æressag, der består i Slesvigs fuldstændige uafhængighed af forbindelsen med Holsten og det tyske forbund, når nogle medlemmer af rigsrådet afviser udelukkelsen af den slesvigske rigsråd Thomsen. På den anden side hævder "Flyveposten": "Denne uafhængighed er en utvivlsom kendsgerning, som ingen debat kan finde sted om. Sagen er en ganske anden. De ønskede på den ene side at gennemtvinge Holstens fuldstændige udelukkelse, såvel som Slesvigs fuldstændige afhængighed af riget på den anden side, dvs. et de facto Danmark op til Ejderen. Men det er lige så farligt, som det er svært, og det forklarer den selvmodsigelse, der blev rejst i Rigsrådet. Samme parti, der forsøgte at håndhæve den, handlede også uforsigtigt, idet den godkendte en ændring i Grundloven i samarbejde med ministeriet med hensyn til antallet af medlemmer, der er nødvendigt for at træffe en beslutning. For det tjente kun til at øge tvivlen om Rigsdagens kompetence. Man kan se, hvad begge parter arbejder hen imod: Slesvigs fuldstændige adskillelse fra Holsten og dermed også fra den tyske forbundsregerings ansvar og interesse. Men Eiderstat-partiet mener, at det kan opgive Holstein bare for at nå dette mål; Helstatspartiet ønsker på den anden side ikke dette offer, det vil beholde Holsten. Derfor kalder den "Slesvigs selvstændighed" for en utvivlsom, allerede gennemført kendsgerning, mens Eiderdanismen, bevidst om usikkerheden ved en sådan sejr, altid leder efter nye midler til at bekræfte og fuldende den. Hvor helt anderledes optrådte de holstenske godsejere, som kun ville have landets historisk beviste rettigheder sikret! I denne situation er det ikke overraskende, at danskerne finder det helt uforståeligt, hvordan folk i Holsten kan være så decideret modstandere af den forfatningsmæssige natur, som de vil gøre landet lykkeligt med. Gåden finder alene sin løsning i holstenernes monarkisk-konservative holdning, som er og forbliver fuldstændig fjendtlig over for al moderne konstitutionalisme på det bredeste grundlag. (N. Pr. Ztg.)
Aus Holstein, 3 Dec. Für die Stellung und die Ziele der Parteien in Dänemark in Rücksicht auf Holstein und Schleswig ist es bezeichnend wie die dänische Presse die Debatten und Beschlüsse des nunmehr geschlossenen Reichsraths kritisirt. "Dagbladet" nennt es einen Verrath an Dänemarks Lebens- und Ehrensache, welche in der vollständigen Unabhängigkeit Schleswigs von der Verbindung mit Holstein und dem deutschen Bunde bestehe, wenn einige Reichsrathsmitglieder die Ausschliessung des schleswigschen Rathmann Thomsen gemissbilligt. Dagegen behauptet "Flyveposten": "diese Unabhängigkeit sey eine zweifellose Thatsache, über welche keine Debatte stattfinden könne. Anders iege vielmehr die Sache. Man habe Holsteins gänzliche Ausschliessung einerseits, so wie andereseits Schleswigs gänzliche Anhängigkeit vom Königreich, also die Bildung eines factischen Dänemarks bis zur Eider durchsetzen wollen. Das aber sey ebenso gefährlich als schwierig, und daraus der im Reichsrath erhobene widerspruch zu erklären. Dieselbe Partei welche jenes durchsetzen versucht, habe auch darin unbesonnen gehandelt dass sie hinsischtlich der zur Beschlussfassung nothwendigen Mitgliederzahl eine Grundgesetzänderun in Verbindung mit dem Ministerium vergenommen. Denn das habe nur dazu gedient die Zweifel an der Competenz des Reichtags zu verschärfen. Man sieht werauf beide Parteien hinarbeiten: Schleswigs vollständige Loslösung von Holstein und damit auch von der Zuständigkeit und dem Interesse des deutchen Bundes. Aber die Eiderstaatspartei glaubt Holstein aufgeben zu dürfen, nur um jenen Zweck zu erreichen; die Partei des Gesammtstaats dagegen will dieses Opfer nicht, sie will Holstein behalten. Daher nent sie jene "Unabhängigkeit Schleswigs" eine unbezweifelte, bereits vollzogene Thatsache, während der Eiderdanismus, sich der Unsicherheit solchen Siegs bewusst, stets nach neuen Mitteln sucht diesen zu bestetigen und zu vervollständigen. Wie ganz anders sind die holsteinischen Stände verfahren, die nur des Landes historisch bewährte Rechte gesichert wünschen! Bei solcher Lage der Sache ist es nicht zu verwundern wenn es den Dänen ganz unbegreiflich erscheint wie man in Holstein dem constitutionellen Wesen, womit sie das Land beglücken wollen, so entschieden abgeneigt seyn kann. Das Räthsel findet seine Lösung allein in der monarchisch-conservativen Gesinnung der Holsteiner, die allem modernen Constitutionalismus auf breitester Grundlagde durchaus abhold ist und bleibt. (N. Pr. Ztg.)
(Allgemeine Zeitung. 13. december 1859)
Ministerskiftet i december 1859 fremkaldte meget kortvarigt forhåbninger i Slesvig-Holsten om ændringer i sprogordningen. Men efter Regenburgs udnævnelse til direktør for det slesvigske ministerium faldt det til jorden.
Det i København baserede "Dagbladet" kommenterede den i Haderslev valgte Hans Krügers stemme imod at Thomsen-Oldenswort skulle ekskluderes af Rigsrådet, her citeret fra det dansk-nationale Vestslesvigsk Tidende.
- "Dagbl." har fra Slesvig modtaget følgende Skrivelse: "Saa ofte vi tilforn herovre have holdt Mandtal over den danske Sags Tilhængere, have vi altid talt Hans Krüger fra Beftoft i forreste Række, og vi have bestandig, naar vi have søgt en Ordfører, paa hvem vi kunde stole, med Glæde og Tryghed betroet vor Sag i hans Haand, ikke som om vi ansaae ham for en fremragende politisk Personlighed eller et overordnet parlamentarisk Talent, men fordi vi i ham erkjendte den varme og uforfærdede Fædrelandsven, der havde Mod til at sige, at Slesvig var dansk, om saa Alverden raabte paa, al det var tydsk. Det er maaskee paa Veie til at glemmes, men bør dog endnu erindres, at det var Krüger, paa hvem Nordslesvigerne fæstede deres Øine, da det i Marts 1848 gjaldt om at finde en Mand, der turde træde den slesvigholsteenske Forsamling i Rendsborg under Øine og i det danske Slesvigs Navn protestere imod Forsamlingens Kompetence og oprørske Beslutninger. Krüger retfærdiggjorde dengang fuldkomment den Tillid, der var viist ham, og hans djærve, slesvigske Røst bragte Uro og Raadvildhed ind i Forsamlingen. Det var naturligt, at man efter denne Prøve, der indskrev Krügers Navn blandt de bedste af hans Landsmænds, betragtede Krüger som en af Danskhedens trofasteste Støtter i Slesvig, og da Stænderforsamlingen rekonstitueredes, var han selvskreven til en Plads i de dansksindede Medlemmers Række; senere blev han med stor Majoritet og uden nogen forudgaaende Agitation valgt ind i Rigsraadet, hvor man antog, at han alene i sin Egenskab af dansk Slesviger hæderlig vilde kunne udfylde sin Plads. Det er ikke vor Hensigt at følge ham igjennem hele hans politiske Virksomhed i de to Forsamlinger; vi anerkjende gjerne de Fortjenester, han ogsaa i Stændersalen har indlagt sig af den gode Sag, og han har der ingen Grund givet os til at fortryde vort Valg, om der end er Eet og Andet, som vi kunde have ønsket anderledes. I Rigsraadet synes Krüger derimod at have befundet sig paa en fremmed Jordbund, hvor han ikke rigtig har kunnet orientere sig. Hans gode danske Hjerte, der hidtil havde været hans eneste Kompas, er blevet besnæret af den høiere Heelstatspolitiks fine Traade; fortumlet af reaktionære Forsonlighedsdunster, lokket af bondevenlig Brandpolitik og menigmandig Smaalighed er han kommen ud af den nationale Kurs, som han fremfor Alt burde holde, og er sakket ind paa Farvande, hvor det smertelig har overrasket hans Vælgere at see ham pjaske oom. Vi ville ikke bryde os om Smaating, og vi skulle end ikke gaae irette med Krüger, fordi han i forrige Rigsraadssession ved sin Stemme støttede dem, der sagde at standse Loven om Københavns Søbefæstning, skjøndt han derved skilte sig fra den national liberale Side for at forene sig med Reaktionen og Tydskerne mod Ministeriet, der jo - med hvor stor eller hvor liden Ret, var Krüger dengang neppe istand til at afgjort - havde gjort sin Existents afhængig af denne Lovs Vedtagelse. Vi ville holde ham tilgode, at det maaskee var en noget dyr Form, hvorunder Regjeringen krævede sit Tillidsvotum, og mindes, at han dog motiverede sit Nei paa en anstædig Maade, Noget, der netop i denne Sag ikke kunde siges om ret Mange. Vi holde os til det Ene, Krügers Forhold til Thomsen-Oldensworts Protest imod det den 20de Septbr. f. A. sammentraadte Rigsraads Kompetence. Vi kjende naturligviis Oldensworteren for godt, til at vi noget Øieblik skulde have tvivlet om, at han vilde protestere, men at han hos nogen Dansk vilde finde Medhold, det vare vi rigtignok langtfra at ane, og mindst af Alt havde vi troet, at Hans Krüger vilde gjøre os den Tort at støtte sig til hans Protest. Vi skulde imidlertid finde ham blandt de Tre - der var heldigviis dog kun Tre: Krüger, Rottvitt og Balthazar Christensen - , som den 24de og 25de November stemte imod Præsidentens Forslag til et Andragende om Thomsens Fjernelse fra Rigsraadet. Den samme Krüger, som i 1848 i Rendsborg protesterede imod den oprørske slesvig holsteenske Fællesforsamlings Gyldighed og hævdede Slesvigs Uafhængighed af Tydskand, den samme Krüger, som ikke vilde erkjende Thomsen Oldensvorts Adkomst til al sidde i den slesvigske Stænderforsamling, slutter sig nu til en Protest imod den lovlig bestaaende kongerigsk-slesvigske Fællesforsamling og indrømmer det tydske Forbund Myndighed over Slesvigs Forfatningsforhold! V forstaae ikke denne Metamorfose, vi ville næsten haabe, at Krüger heller ikke selv forstaaer den, at han ikke har været opmærksom paa Alt, hvad der laae paa Bunden af denne Afstemning, og vi ville indtil videre troe, at det dog endnu er for tidligt, naar Slesvigholstenerne allerede tage ham til Indtægt som deres Mand. Men paa den anden Side maae vi, hans Vælgere i Nordslesvig, rigtignok paa det Bestemteste værge os imod, at han i sidste Rigsraadssamling har repræsenteret og udtalt vore Anskuelser - den Krüger, vi sendte til Rigsraadet, var den gamle, bekjendte Hans Krüger fra Beftoft og ikke en nu, os ubekjendt Hr. Krüger fra Oldenswort. Den 20de i denne Maanrd træder Stænderforsamlingen sammen i Flensborg. Vi ville vel Alle turde enige om, at Krüger atter bør indtage sin gamle Plads der, men vi troe, at det nar bedst. om han efter sin sidste Rigsraadsdigression paa den høiere Politiks Gebeet atter vendte tilbage som den aabne og ligefremme danske Slesviger, hvis Færd uden nogen forklaring kan ligge aaben for Alles Øine. Nordslesvig, i Januar 1860. Nogle af Krügers Vælgere.
(Vestslesvigsk Tidende (Tønder) 20. januar 1860).
1860 forlod Thomsen Oldenswort Rigsrådet. Han afholdt efterfølgende møder i Sydslesvig mod regeringen og blev sagsøgt for disse i Egernførde og Slesvig by. 1862 mødte han ikke i Rigsrådet, og efter en protest mod dettes lovlighed, blev han udelukket. Sagen drejede sig om at ministeren havde udskrevet en skat udenom stænderforsamlingen, og opkrævet mere end nødvendigt.
Hansen og Thomsen-Oldenswort (da medlemmer Slesvigs stænderforsamling) smuglede i 1863 gentagne gange memoranda ud af hertugdømmerne til det engelske udenrigsministerium til overbringelse til lord John Russell - de var under streng dansk overvågning, og turde ikke underskrive dokumenterne.
Efter Dannevirkes rømning blev Thomsen indsat (eller indsatte sig selv) den 10. februar 1864 som amtmand over Husum Amt, foreløbig stadfæstet af civilkommissærerne. I 1861 blev han afskediget af Preussen der ikke ønskede en tilhænger af augustenborgerne på posten. Han flyttede til Kiel og blev 1867 valgt i Husum til medlem af det preussiske deputeretkammer. På grund af tiltagende døvhed nedlagde han 1869 sit mandat.
Hans A. Krüger (1816-1881) var valgt som stænderdeputeret 1847, og protesterede i 1848 over planer om Slesvigs optagelse i Det tyske Forbund. Efter 1864 sad han i den preussiske landdag hvor han nægtede at aflægge ed på den preussiske forfatning, og nedlagde sit mandat ("de tomme stoles politik"), en politik som især fra 1878 mødte stærk modstand i danske kredse. I stedet blev han valgt til den preussiske rigsdag hvor der ikke krævedes edsaflæggelse. Han fik i 1884 opsat et mindesmærke i Ribe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar