Slesvig Stænderforsamling: Presse- og Forsamlingsfrihed. (Efterskrift til Politivennen)

I starten af 1860 skærpedes tonen i Slesvigs stænderforsamling. En af sagerne var da der blev stillet forslag om opfordring til at indføre pressefrihed i Slesvig. De københavnske medier og store dele af provinspressen var enig med det danske mindretal i stænderforsamlingen om at der ikke skulle være pressefrihed. Enkelte aviser som Aalborg Stiftstidende var dog uenig:

- - - Mørk Hansen udtalte, at en fri Presse vistnok var en Velsignelse for et Land, men Lovgiveren maatte tage Hensyn til de givne Forhold. Slesvigs Historie lærte, at Misbruget af Pressefriheden havde fremkaldt de Ulykker, som Landet for ikke længe siben havde lidt og endnu led under; der var en fræk, tøjlesløs Presse, som havde sendt de slesvigholstenske Ideer ud i Verden og udbredt den augustenborgske Sammensværgelses Løgne i Folket; ved Blade cg Flyveskrifter havde man faaet Krigere, Embedsmænd og Borgere forledte til Troskabsbrud og Mened og bagefter besmykker Forbrydelsen paa den mest jesuitiske Maade. De oprørske Adresser, som laa paa Forsamlingens Bord, vidnede om der sammen skjændige Misbrug af Friheden. Til Pressefrihed var Tiden endnu ikke kommen, og Ønstet herom narredes heller ikke af Befolkningens Flertal. - - -

(Ribe Stifts-Tidende 1. marts 1860)

I den slesvigske Stænderforsamling har Baudissin stillet det glædelige Forslag om Presse- og Forsamlingsfrihed. Det burde den nærv. Regjering, som har lovet Frihed ogsaa for de andre Statsdele udenfor Kongeriget, egentlig være kommen selv med. Af den forrige og bureaukratiske Regjering, som var en Modstander og Modarbejder imod fri Presse og fri fvllelig Udtalelse i Slesvig, kunde del naturligviis ikke ventes. Nu er der imidlertid budt den nærv. Regjering en smuk Lejlighed til at imødekomme Folkets Trang til Frihed ogsaa i Slesvig, hvor denne Trang er saa meget større, da Embedsenevældet der hidtil har regjeret ud i alle Forgreninger og voldet megen Skade, ligesom Pressen ogsaa har maattet lide under Demoralisering og maattet savne Tillid og Støtte hos Befolkningen, fordi Pressens Udøvelse ikke var fri, men endog i den Grad bunden i Slesvig, at Wolfhagen i Hertugdømmets største og Monarchiets trediestørste Stad nægtede Typographer selv fra Kongeriget at etablere et Blad ved Siden af den store Byes eneste Tidende og man i Slesvig baade ellers nægtede Bladudgivelse, hvor Bureaukratiet ikke vilde have det, og fra dettes Side anvendte truende Tilkjendegivelser og Intimideringer imod Bladudgivere. Kun ved at udvikle Pressens og al borgerlig Frihed knytter man Slesvigs Folk isandhed fast til sig og udrydder Ufredsspirerne, der aldrig have vegeteret frodigere i Slesvig end under det bureaukratiske Regimente. 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 3. februar 1860).

Den slesvigske Minister synes nu selv at føle Billigheden i Slesvigernes Frihedsret til at forsamle sig til offentlige Anliggenders Drøftelse. En saadan Forsamling var nemlig den 18de f. M. af nogle Stænderdeputerede berammet til Afholdelse i Eckernførde, men blev af den derv. Politiemester forhindret. Flere af Byens Indvaanere førte Klage over Politiemesterens lovstridige Fremgang i denne Anledning og, efter "Alt. M.", har Ministeren under sit Ophold i Flensborg tilkendegivet de Deputerede, at Borgemesteren og Politimesteren i Eckernførde, paa Grund af Forsamlingens Standsning, allerede havde faaet en Tilrettevisnig.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 11. februar 1860)